Hvide konger med sorte sår
DR’s 'Liberty' er godt, gammeldags tv-drama! Formelt griber produktionen tilbage til velkendte traditioner, adaption og det korte føljetonformat, der genbruges som led i en fornyelse af DR-drama. Tematisk er det både deprimerende og befriende, kynisk og godhjertet. Filmatiseringen af Jakob Ejersbos roman og den fejlende Robin Hood-mentalitet har en velfortjent krog i danskerne.
DR's nye søndagsdrama Liberty er oprivende, fordi de drømme, den ganske unge Marcus (Charlie Karumi) formulerer, er så forfærdeligt aktuelle set i lys af de millioner af initiativrige unge flygtninge, der bliver ved med at sejle fra Afrika til Europa. Marcus er deres talerør. Han tror eller vælger at tro, at den omgang med de hvide, der korrumperer ham, også er adgangskortet til Europa og dermed et bedre liv. Hans veninde tror det samme. Alle med et vist initiativ håber på at slippe væk, og mudderet i Moshi giver gode argumenter for flugtambitionerne.
Når de udsendte og deres børn bliver reducerede til et redskab for afrikanernes fremgang i verden, er det svært at opretholde illusioner om lighed, broderskab og gensidighed. Dermed bortfalder den moralske dimension, der normalt styrer vores omgang med hinanden, og det er deprimerende at se dette udspille sig. Vi ved med indlysende klarhed fra første scene, hvad der skal ske.
Flyet lander, Christian (Anton Nikolaj Hjejle Øberg) og Kirsten Knudsen (Sofie Gråbøl) stiger ud, den sidste med lille Annemette på armen. Niels Knudsen (Carsten Bjørnlund) er der for at møde dem i lufthavnen. Men gensynsglæden overskygges af mødet med det fremmede. Stemningen er ubehagelig, og allerede køreturen hjemad afslører de elendige veje, der i afsnittets slutning skal blive årsag til Annemettes død.
Følelsen af unheimlichhed lægger sig over seeren lige fra begyndelsen. Her er det Niels Knudsen (Carsten Bjørnlund) i den Tanzanianske skumring. Screenshot fra 'Liberty'
En brugstankegang gennemsyrer typisk relationerne mellem mennesker på alle niveauer, selv de ægteskabelige. Den svenske entreprenør Jonas (Magnus Kreppe) elsker sandsynligvis sin smukke kone Katrina (Connie Nielsen), men han kan ligeledes bruge hende til at styre sin forretning med. Hun er (så langt det går) mere dreven til det spil, man skal kende for at klare sig i en gennemkorrupt sammenhæng, hvor alle har noget på de andre.
Venskaber er heller ikke mulige. Teenagerne Christian og Marcus leger med deres identitet og rollefordeling, og langt hen ad vejen hjælper de hinanden med at indfri deres drømme. Musikken forener dem, ikke mindst på fristedet Liberty. Men selv venskaber har svært ved at holde til det evige pres fra brugstankegangen.
Skuespillerholdet bestående af Carsten Bjørnlund, Sofie Gråbøl, Connie Nielsen, Magnus Kreppe, Anton Nikolaj Hjejle Øberg og Charlie Karumi. Foto: DR Pressebilleder
Befriende public service
Helt i tråd med sin titel er Liberty også befriende. Det er den, fordi en række tabuiserede konflikter konfronteres og iscenesættes på en måde, der inviterer til debat. Det kan den gøre, fordi konflikterne angiveligt slet ikke handler om aktuelle problemer, men foregår i 1980’erne, hvor ulandshjælpen var helt anderledes organiseret. På den måde er den debatskabende i bedste public service-tradition.
Ingen kan jo lade være med at tænke over, hvad der egentlig har ændret sig siden dengang i 1980’erne. Den akutte følelse af nærhed er naturligvis også baggrund for, at såvel DR som nødhjælpsorganisationer i kor fremhæver forskellene og understreger, at meningen ikke er, at udviklingshjælpen skal sættes i stå. Men at rejse spørgsmålet om, under hvilke betingelser den batter. Se fx DR Nyheder - Liberty kunne foregå i dag og Jyllands-Posten - Liberty falder sammen med landsindsamling.
Med Liberty kører DR et par af de regler over, der gennem de senere år har indbragt stationen så megen hædrende omtale og så mange priser i ind- og udland. DR forsøger at forny sig ved at gribe længere tilbage i tv-dramahistorien i stedet for med automatpilot at fortsætte ad de spor, der var nye for 10-15 år siden.
Efter afslutningen af Broen er Nordic Noir-scenen overladt til TV 2 og Greyzone – i hvert fald for en tid. Fornyelsens navn er det korte format og adaption. Begge dele er velkendte fra tiden før det store dogmegennembrud for tv-drama.
Efter afslutningen af Broen er Nordic Noir-scenen overladt til TV 2 og Greyzone – i hvert fald for en tid. Fornyelsens navn er det korte format og adaption, som vi ser det i Liberty'. Begge dele er velkendte fra tiden før det store dogmegennembrud for tv-drama. Foto: Screenshot fra 'Liberty'
Det korte format
En regel i DR-drama har været seriel produktion, gerne gennem tre sæsoner – en produktionsform, DR oftest har dyrket med held. Den sætter klare, overskuelige rammer for et hold af manuskriptforfattere og en stafet af instruktører og er samtidig økonomisk i forhold til skuespillere, location, produktionsdesign og meget mere. Det overtræder Liberty også.
En regel i DR-drama har været seriel produktion, gerne gennem tre sæsoner – en produktionsform, DR oftest har dyrket med held. Den sætter klare, overskuelige rammer for et hold af manuskriptforfattere og en stafet af instruktører og er samtidig økonomisk i forhold til skuespillere, location, produktionsdesign og meget mere. Det overtræder Liberty også.
Ganske vist er der flere forfattere under Asger Leths paraply, herunder Christoffer Örnfelt og Morten Pape (Planen, 2015). Men på instruktørsiden har svenske Mikael Marcimain stået for det hele.
Formatet er den korte føljeton i fem afsnit, et kostbart format, men også et format, tv-kritikere ofte har efterlyst, fordi det er velegnet til at afprøve fornyelser. Det så vi fx i Forestillinger i 2007, som Per Fly instruerede. Siden da har formatet kun fundet begrænset anvendelse i Danmark.
Adaption
Et andet dogme har været, at DR-drama skulle satse på original produktion. Det overtræder Liberty ved at være en adaption af Jakob Ejersbos roman Liberty. Men hvorfor har DR valgt netop denne roman? Det hænger sammen med Jakob Ejersbos markante gennemslag som en yngre forfatter, der var i stand til at kombinere nogle af de mest påtrængende dilemmaer i tiden og fremstille dem i realistisk, troværdig og medrivende form.
Adaption
Et andet dogme har været, at DR-drama skulle satse på original produktion. Det overtræder Liberty ved at være en adaption af Jakob Ejersbos roman Liberty. Men hvorfor har DR valgt netop denne roman? Det hænger sammen med Jakob Ejersbos markante gennemslag som en yngre forfatter, der var i stand til at kombinere nogle af de mest påtrængende dilemmaer i tiden og fremstille dem i realistisk, troværdig og medrivende form.
Det drejer sig om forholdet mellem generationerne kombineret med forholdet mellem i- og ulande. Det bemærkelsesværdige er, at begge dele anskues mindre ud fra økonomiske og sociale termer end menneskelige. De unge er lige så søgende, som de er skråsikre, og repræsentanterne for forældregenerationen er typisk fortabte. Forældrene er dem, de unge ikke vil ligne, de er opslugte af deres egen idealisme eller kynisme og ude af stand til at give de unge et moralsk kompas.
Jakob Ejersbos Afrika-trilogi består foruden Liberty af Eksil og Revolution. Manuskripterne var ufuldendte fra Ejersbos hånd, da han døde, men blev udgivet posthumt af Johannes Riis på Gyldendal i 2009. Foto: DR Presse
Ejersbo havde gennem flere perioder selv opholdt sig i Tanzania, hvor faderen var ansat, og han gik på Den Internationale Skole i Moshi som 13-årig. Der er da også mange overlap mellem virkeligheden og Ejersbos fiktion. Det er sigende, at både Revolution og Liberty er navne på diskoteker i Moshi.
Romanerne har modtaget megen opmærksomhed. Eksil og Libertys fortsatte appel viser sig ved, at de er blevet opført som teaterforestillinger på Teateret Nordkraft i Aalborg i 2013. Ifølge DR har producent Karoline Leth, der også var producent på Arvingerne, og Asger Leth i fællesskab udviklet Liberty som dramaserie. Også Asger Leth har en selvbiografisk baggrund for opgaven:
”I mine teenageår kom jeg i lange perioder på Haiti og rendte også rundt der og var søgende med en farende forældregeneration, der lavede hvert sit. Man render rundt for at finde sit eget, tager på natklub, hører Bob Marley - alt det dér kender jeg jo. På den måde var ’Liberty’-historien noget, der vakte genklang i mig selv. Det var, som om nogen havde skrevet dele af mine egne erfaringer. Det var næsten chokerende for mig at læse bogen.” DR Nyheder
Liberty foregår over ti år, fra 1980 til 1990. Et scoop i Liberty er fortælleformen. Den vigtigste synsvinkelbærer er Christian, men hans udsagn komplementeres af Marcus. I begge tilfælde indoptages faste vendinger og slang fra swahili og engelsk, hvilket understreger ligheden mellem de to venner og konkurrenter.
Forskelligheden fremgår lige så klart, når Marcus taler med den finske medfølgende ægtefælle Tita (Alma Pöysti), der bruger ham som erotisk tidsfordriv. Hun spørger til de afrikanske kvinder, der tilbyder sig til hvide mænd: ”Men er de … ludere?” Marcus svarer:
”Nej, de er piger, som håber, at mzungaen vil tage dem med til Europa. En slags handel – de giver skønheden for at få billetten.” (s. 188). Den sproglige synsvinkelfordeling er ikke overført til tv-udgaven. Den giver til gengæld et overvældende visuelt indblik i de uovervindelige forskelle og alle de konflikter, de skaber.
Kontinuitet og kynisme
Andre traditioner har DR taget med sig fra tidligere produktioner. Det nordiske samarbejde har lignende dimensioner, som vi kender, både hvad produktionshold, skuespillerfordeling og plotforbindelse angår. Inden for alle disse områder er der en svag dansk overvægt. Liberty har fx primært en dansk og en svensk-dansk familie som omdrejningspunkt – familien Knudsen og familien Larsson.
Ægteparret Niels og Kirsten Knudsen står for idealismen – den form for idealisme, der på intet tidspunkt har medvind i virkeligheden. Der er simpelthen for langt fra den danske andelstanke, som Niels Knudsen i Carsten Bjørnlunds sammenbidte figur forsøger at formidle, til de afrikanske bønder, der lever på et eksistensminimum, hvor de ikke kan tillade sig at tage chancer.
Kirsten og Niels Knudsen med sønnen Christian i midten. Foto: Screenshot fra 'Liberty'
Og at han på Danidas opfordring er nødt til at bruge det redskab, som han foragter mest af alt – bestikkelse, gør hans sammenbidthed endnu værre. Piben er lige ved at blive bidt over. Kirsten Knudsen rammes i sin grundvold af barnets død og søger i sin sorg trøst hos den omsorgsfulde blomsterhandler John (Deon Lotz), der, afslører det sig, har en svaghed for gifte kvinder. Atter ryger en illusion.
Jonas og hans kone repræsenterer kynismen, der, som Johns eksempel viser, er den mest udbredte strategi i det lille samfund af eksilerede ulandsarbejdere og forretningsdrivende. Kynismen består af lige dele laden stå til og bevidst udnyttelse af fx donororganisationernes idealer og penge.
Denne strategi bringer dem tilsyneladende gennem en fredelig og lukrativ periode, hvor de kan leve i luksus og holde dyre fester for alle de andre. Men den svenske revision er dog indstillet på at se bilag, og som afslutningen på 2. episode viser, går både savværk og bilag op i røg.
Kontinuitet er der også, hvis vi går længere tilbage i tv-dramahistorien. Her er der en påfaldende lighed i tematik og synsvinkel med en produktion, der i sin tid vakte lige så meget debat som Liberty og i bund og grund havde samme funktion, nemlig Tørk Haxthausens miniserie Udvikling fra 1982-1983 (kan stadig ses på Bonanza).
Og at han på Danidas opfordring er nødt til at bruge det redskab, som han foragter mest af alt – bestikkelse, gør hans sammenbidthed endnu værre. Piben er lige ved at blive bidt over. Kirsten Knudsen rammes i sin grundvold af barnets død og søger i sin sorg trøst hos den omsorgsfulde blomsterhandler John (Deon Lotz), der, afslører det sig, har en svaghed for gifte kvinder. Atter ryger en illusion.
Jonas og hans kone repræsenterer kynismen, der, som Johns eksempel viser, er den mest udbredte strategi i det lille samfund af eksilerede ulandsarbejdere og forretningsdrivende. Kynismen består af lige dele laden stå til og bevidst udnyttelse af fx donororganisationernes idealer og penge.
Denne strategi bringer dem tilsyneladende gennem en fredelig og lukrativ periode, hvor de kan leve i luksus og holde dyre fester for alle de andre. Men den svenske revision er dog indstillet på at se bilag, og som afslutningen på 2. episode viser, går både savværk og bilag op i røg.
Kontinuitet er der også, hvis vi går længere tilbage i tv-dramahistorien. Her er der en påfaldende lighed i tematik og synsvinkel med en produktion, der i sin tid vakte lige så meget debat som Liberty og i bund og grund havde samme funktion, nemlig Tørk Haxthausens miniserie Udvikling fra 1982-1983 (kan stadig ses på Bonanza).
Screenshot fra Tørk Haxthausens miniserie 'Udvikling'.
Fra Udvikling til Liberty
”Jeg synes ikke, jeg har bestilt andet, siden jeg kom hertil, end at vente!” Replikken stammer fra Udvikling. Den er lagt i munden på medfølgende ægtefælle Irene Larsen (Kirsten Olesen), og den formulerer et hovedproblem i samkvemmet mellem såvel ægtefæller som dem, der skal yde og modtage ulandslandshjælp.
I privatlivet er alt under opløsning, og der er kamp om den lille lyshårede pige, som er den eneste, der nemt er blevet integreret i det afrikanske samfund. Hun sætter sig simpelthen i støvet og leger med de afrikanske børn. Men hendes forældre er truet af skilsmisse. Og i Danidas udviklingsprojekt er Irenes piberygende mand Bjørn Larsen (Ole Ernst) på kollisionskurs med både sine hvide og sorte medarbejdere, indtil han får lært sproget.
Udvikling foregriber således Liberty i sin diagnose af, hvad der går galt. Det er ikke så underligt i betragtning af, at den foregår på omtrent samme tidspunkt. Der er dog den forskel, at Liberty tegner et endnu mere desillusionerende billede af muligheden for at have menneskelige forhold, der ikke beror på gensidig udnyttelse, og for at drive fornuftig ulandshjælp.
I Udvikling foregår der rent faktisk en udvikling, ikke i de udsendtes privatliv, men i Bjørn Larsens forståelse af opgavens karakter. Han indser, at projekter kun kan lykkes, hvis de udsendte kender modtagerlandets sprog, kultur og traditioner. Hvis romanen ellers følges, bliver det ikke sådan i Liberty.
”Jeg synes ikke, jeg har bestilt andet, siden jeg kom hertil, end at vente!” Replikken stammer fra Udvikling. Den er lagt i munden på medfølgende ægtefælle Irene Larsen (Kirsten Olesen), og den formulerer et hovedproblem i samkvemmet mellem såvel ægtefæller som dem, der skal yde og modtage ulandslandshjælp.
I privatlivet er alt under opløsning, og der er kamp om den lille lyshårede pige, som er den eneste, der nemt er blevet integreret i det afrikanske samfund. Hun sætter sig simpelthen i støvet og leger med de afrikanske børn. Men hendes forældre er truet af skilsmisse. Og i Danidas udviklingsprojekt er Irenes piberygende mand Bjørn Larsen (Ole Ernst) på kollisionskurs med både sine hvide og sorte medarbejdere, indtil han får lært sproget.
Udvikling foregriber således Liberty i sin diagnose af, hvad der går galt. Det er ikke så underligt i betragtning af, at den foregår på omtrent samme tidspunkt. Der er dog den forskel, at Liberty tegner et endnu mere desillusionerende billede af muligheden for at have menneskelige forhold, der ikke beror på gensidig udnyttelse, og for at drive fornuftig ulandshjælp.
I Udvikling foregår der rent faktisk en udvikling, ikke i de udsendtes privatliv, men i Bjørn Larsens forståelse af opgavens karakter. Han indser, at projekter kun kan lykkes, hvis de udsendte kender modtagerlandets sprog, kultur og traditioner. Hvis romanen ellers følges, bliver det ikke sådan i Liberty.
