|
|
|
Anmeldelse af Black Mirror sæson 4
Det mørkeste museum

Den 29. december kom den længe ventede fjerde sæson af Black Mirror. Er skarpheden intakt? Foto fra Black Mirror.

Skrevet af

Bo Kampmann Walther
Lektor

25 artikler

0 indlæg

Netflix-serien Black Mirror har med den nye sæson 4 mistet noget af overraskelsesmomentet. De teknologiske monstre er vanen tro morderligt underholdende, men også pakkeskårne allegorier i traditionen fra The Twilight Zone. I sæson 4 ved vi godt, hvad vi skal være bange for. Vi ved godt, at vi er fucked. Og desuden har Black Mirror fået sin helt egen, indbyggede dansklærer, der ved alt om at læse tekster og finde moraler.
Charlie Brooker er stadig en mester i makaber humor og i portrætteringen af en fremtid, der er ubehageligt meget nutid. Siden begyndelsen i december 2011 på Channel 4 er serien vokset til et internationalt hit med licenser i mere end 90 lande. I 2014 erhvervede giganten Netflix de amerikanske streamingrettigheder til de første to sæsoner. Det betød større budgetter, gode skuespillere og veldrejede manuskripter.
 
Charlie Brooker, manuskriptforfatter og ophavsmand til Black Mirror, ved uddelingen af Emmy i september 2017. Alberto E. Rodriguez/Getty Images.
 
Alligevel savner man fornemmelsen af indie. I sæson 4 er de filmiske aspirationer endnu tydeligere og endnu flottere end før – afsnittet USS Callister føles som en selvstændig film – og alligevel virker Black Mirror som et kulørt PowerPoint-show over de metaforer, Brooker har forelsket sig i og ikke kan lade være at smaske ud i hovedet på os igen og igen.
 
Der er lækre scener og stærke skuespilpræstationer, men også en konstant understrøm af metafiktion, som er med til at tømme serien for ilt.
 
Måske er det uundgåeligt og prisen for succes. Black Mirror ligner mere og mere hovedpersonen i USS Callister, der ender med at blive spærret inde i sit eget computerspil til evig tid: en tv-serie dømt til at gentage sine dystopiske pointer igen og igen og igen.
 
Studier i skæbne
Jodie Foster har instrueret afsnittet Arkangel, hvor en mor tracker sit barns eksakte færden via et implantat forbundet med en tablet. Det går fint nok, indtil barnet bliver teenager, og moderen som en anden Big Mother bliver afhængig af overvågningen i et sygeligt billede på beskyttertrang. I vanlig Black Mirror-stil ender løjerne blodigt og fatalt – og i øvrigt i en homage til en ikonisk scene fra Breaking Bad.
 
Her er den officielle trailer:
 
 
Fans af serien kender det narrative crescendo til hudløshed. ArkAngel følger skæbnens tråd til uundgåeligt klimaks. Denne gang sker det dog uden de absurde, Roald Dahl-inspirerede twists, og dermed virker ArkAngel lidt for meget som et formelt studie i tilskikkelser og hævnmotiver. Resultatet er stift og mekanisk, men velspillet og velturneret.
 
Andrea Riseborough, som vi kender fra tennisfilmen Battle of the Sexes, spiller hovedrollen i Crocodile. En succesrig forretningskvinde ved navn Mia Nolan myrder koldblodigt en mand på et hotelværelse, hvilken er skyldig i et tidligere hit-and-run. Tilfældige omstændigheder gør, at Mia bliver rodet ind i et trafikuheld med nye ofre og, ikke mindst, ny teknologi, som er i stand til at logge ind på ofrenes erindringer.
 
Mia er måske Black Mirrors mest usympatiske og kyniske karakter til dato, men igen er det som om, afsnittet mere er et crash course i, hvor meget en fortælling kan gøre sig transparent med dén kynisme, end en indfølende beretning om skæbner, der vikles ind i hinanden.
 
Exit Game
USS Callister er sjov og ret godt fundet på. Robert Daley, mesterkoder og teknisk direktør for et computerspilfirma, tiltusker sig i al hemmelighed adgang til en modificeret udgave af spillet Infinity. I spillet er Daley, der i det virkelige liv er forstemt og meget genert, en udadvendt Captain Kirk-lignende helt ombord på rumskibet USS Callister. Hans besætning udgøres af digitale kloner af firmaets medarbejdere, som Daley tyranniserer efter forgodtbefindende:
 
 
Når Daley, mesterligt portrætteret af Jesse Plemons, pauser spillet (”Exit game!”, siger han, mens han sidder i koma derhjemme og vækkes af pizzamanden, der ringer på døren), er rumskibets personale dømt til at spille videre i et mareridt af monotoni og forstillelse.
 
Det er et fedt billede på fænomenet persistent gaming – spilverdenen stopper ikke, bare fordi spilleren tager en pause for at sove eller spise.
 
Dumme hipstere spærres inde i computerspil
Metaforikken er lige så tydelig og endimensional som i de andre afsnit. Til gengæld reddes ”moralen” af den detaljerede og ekstremt overbevisende Star Trek- og Månebase Alpha-installation, som instruktørerne har konstrueret til lejligheden. Da episoden nærmer sig slutningen, udbryder et medlem af besætningen – den kollega, Daley er allermest på nakken af ude i virkeligheden – at ”detaljerne” (i mod­-udgaven af spillet Infinity) er ”fantastiske”. Præcist det samme kan siges om USS Callisters 1:1-hyldest over 70’ernes sci-fi-stereotyper.
 
USS Callister er et ondt og gennemført billede på en kreativ hipsterklasse, der bader sig i vaniljelatte med skummetmælk og retro-VHS, men som ikke har skyggen af sociale egenskaber og et livssyn, der er lige så opstyltet og pixeleret som dragterne og dialogen på det fiktive rumskib. Det er djævelsk og godt.
 
Endelig! En mastermind!
Afsnittet Black Museum er skåret i stil med 2014-episoden White Christmas. Altså en serie-i-serien. Der er tydeligvis noget på spil; fans kan godt spile øjnene op og finde notesblokken frem, for her er metafiktion og allegorier for alle pengene.
 
En rejsende finder vej til et lurvet og mistænkeligt roadside museum, som viser sig at være et freakshow over cybercrime og high-tech. Desuden er der så mange easter eggs (en skjult besked eller henvisning til noget andetsteds i fortællingen. Red.), der jo går på serien selv og dens produktionshistorie, at jeg til sidst holdt op med at tælle.
 
Museet bestyres af den slimede Rolo Haynes, som elsker at genfortælle historierne bag de aparte devices – blandt andet historien om en læge, der lader sig implantere med en teknologi, der gør ham i stand til at føle sine patienters smerte i et førstepersons perspektiv. Og meget mere:
 
 
Man kan næsten høre tiøren falde til jorden. Ja selvfølgelig! Black Museum bliver en allegori – et spejlbillede, mirror – af Black Mirror og hele dens kavalkade af teknologibesættelse og permanente utilfredsheder. Moralerne fra de fleste af episoderne, nemlig, at individer leder og leder efter frihed, men ender i teknologiske, indespærrede papkasser, står som parader i Haynes’ tour guide.
 
Black Mirror og hele dens fortællearsenal reduceret til billigt flitterstads i montrer. Black Museum viser den tegneserieagtige deroute fra skinnende dimser på toppen af verden til et lurvet freakshow i bunden af samfundet, i vejsiden på en støvet, forladt landevej. Herinde i museet fremvises de dingenoter, som Black Mirror har dvælet ved i sit fremmedgørende, stiliserede blik.
       
Black Museum er Black Mirrors helt egen dansklærer. Nu kan vi, alle os millioner af Brooker-fans, frit vandre gennem et museum komplet med temaer og metaforer, endda med egen guide og en personificeret ondskab (Haynes). Værsgo, her er pointerne, frisk fra de dybe lag, garneret med metafiktion og hints til seeren, der lige om lidt skal skrive stil (og tale om Black Mirror med vennerne).
 Men Black Museum har, alle dens skyhøje ambitioner til trods, slet ikke den humor og det overskud, som USS Callister besidder.
 
Kynismen åd humoren
I Black Museum får den abstrakte mastermind, den kødløse hjerne i konspirationen, navn og ansigt og også en historik, som er sammenfaldende med tv-seriens egne mutationer fra nørdet eksperimentarium til multinational forlystelse. Hos Brooker er teknologi lig med masseovervågning og proteser, der kan hægtes på identitetens hysteriske begær. Med Black Museums overtydelige morale bevæger vi os fra et Michel Foucault-agtigt, allestedsnærværende og usynligt teknokrati til en navngivet rædsel: Rolo Haynes.
 
Spørgsmålet er så, om Black Museum indvarsler en ny naivisme, en Who Done It?, hvor grumme skæbner, som før var trælbundet til en app eller en dims med ledninger, nu løftes over i et konkret menneske med konkrete, onde motiver. Rolo Haynes kunne lige så vel have heddet “The Cigarette Smoking Man” (som i X-Files). Han er mere myte end individ, skurk med stort S, mere kliché og stilisering end et menneske med nuancer.”
 
Haynes er også en kraftesløs simulation af de skrækbilleder af store fjender – lige fra kommunister over firmaer til indre biotrusler – som især amerikansk populærkultur har dyrket så flittigt gennem de sidste årtier.
 
Lidt lige som Daleys minutiøse Star Trek-kopi i USS Callister. Men uden den forløsende humor.
 
Det er dén humor, Black Museum lige præcis ikke har. Som et sindbillede på seriens udvikling – fra indie i sæson 1 til cinematisk udstyrsstykke i sæson 4 – er der nok en spektakulær kynisme, som er Roald Dahls Skæbnefortællinger fra 80’erne værdig, men også en træthed og et forfald. Et museum glemt i vejsiden.
 
Nu har Charlie Brooker (læs: Rolo Haynes) råbt op nok gange om alt det, vi bør være bange for. Stemmen må være godt slidt efter at have harceleret sæson efter sæson over teknologisk uhygge.

Relaterede artikler

Forsvind i disse post-julefrås-serier - Du skal se Quarry, Divorce, Westworld, Veep, Mr. Robot, Better Things, The night of, Stranger Things, Black Mirror, Rect...
Teknologikritik for hipstere - Charlie Brookers tv-serie Black Mirror, der lige nu kan ses på Netflix, er svær at blive klog på. Stephen King kalder de...
Djævlens spindoktor med Nixon Tattoo - Hvis du mener, Trump er en smule skør, så skulle du møde hans bedste ven og politiske strateg Roger Stone. Han er crazyy...
Blær dig med denne tech-viden på mandagsmødet - Din ven har Philips Hues LED-pærer, som han tænder via sin iPhone. Din lillesøster smalltalker med en bot om vejret. Din...
Disneyflix overtager dit TV - Disney strikes back. I 2019 lancerer imperiet sine egne streamingtjenester - den ene baseret på indhold fra både Disney ...
Hvad fanden bringer fremtiden? - Tim O'Reillys seneste bog "WTF – What’s The Future And Why It’s Up To Us" udtrykker både forbløffelse og forfærdelse ove...
Vær dit eget gameshow - Kritikken af quizspillet ‘HQ Trivia’ kan lyde som dårlige undskyldninger fra dårlige tabere, men styrer direkte mod adsk...
8 ting vi lærte af 20 år med Hype Cycles - (Artiklen er på engelsk) As a COO at Icon Ventures and a twenty year veteran of productizing and marketing high tech for...
Hvide konger med sorte sår - DR’s 'Liberty' er godt, gammeldags tv-drama! Formelt griber produktionen tilbage til velkendte traditioner, adaption og ...
Det muterede jeg i Area X - Alex Garlands Netflix-film "Annihilation" balancerer mellem science fiction, øko-horror og arthouse; en svær blanding, d...
Autonome dræbermaskiner og onde datafyrster - Robotterne kan bogstavelig talt være dødsensfarlige, og data kan bruges stærkt manipulerende og ondt. To kritiske histor...
The Walking Dead i regnvejr - Netflix satser store summer på den danske apokalypse, en genre vi ellers ikke har en tradition for at producere her til ...

Giv din stemme

8 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

39 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Kursus

Skab en sammenhængende PA- og PR-indsats

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Digital projektleder

Frist: 24. september kl. 9.00

SoMe- og content manager

Frist: 30. september

Kommunikationsdirektør

Frist: 24. september
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.