I den digitale økonomi er vi alle praktikanter

Internettets vrede mand er tilbage med sin tredje bog: The Internet is not the Answer. Der er ingen over eller ved siden af Andrew Keen, når det drejer sig om at uddele verbale øretæver til den digitale verdens buzzwords, pengemænd, evangelister og hypede fænomener.
Andrew Keens første bog – The Cult of the Amateur – revsede begrebet ”brugerskabt indhold”, da det var rødglødende hot blandt internettets varmluftsudstødende profeter. Hans anden bog – Digital Vertigo – kastede sig over internetfilosoffernes blinde tro på internettets kommunitaristiske og frisættende kvaliteter.
 
I The Internet is not the Answer er den digitale økonomi målet for Andrew Keens evigt sydende galde. Kilde: Groveatlantic.com.
 
Hans tredje og seneste bog – The Internet is not the Answer - samler op på de to andre bøger og gentager mange af hans pointer, men målet for hans evigt sydende galde er denne gang den digitale økonomis iboende tendens til at skabe monopoler og øget ulighed.
 
You press the button – we no longer do the rest
Keen vælger to fysiske eksempler som symbol på, hvordan internettet er i gang med at smadre eksisterende økonomiske strukturer og skabe en ny kaste af digitale Krøsusser, som vælter sig i penge, private jets og pragtvillaer. Det første artefakt er byen Rochester, som ligger i staten New York, og som i mange år var en driftig og fremgangsrig by, der levede af indtægterne fra Eastman Kodak Company, som var byens store erhvervsdynamo.
 
Rochester var engang en driftig by. Nu er den gået i hundene. Kilde: Rochestersubway.com.

De fleste kender sikkert historien om Kodak, som opfandt verdens første digitale kamera, men som aldrig var i stand til at omstille sin kerneforretning og genopfinde sig selv i den digitale tidsalder. Kodak gik konkurs, og sammen med Kodak gik også byen Rochester i hundene. Tusindvis af mennesker blev arbejdsløse, og i dag er Rochester en kriminalitetsbefængt spøgelsesby på grund af millioner af mennesker, som ikke længere fremkalder film, men uploader deres billeder på Instagram, Facebook og Pinterest.
 
 
Den åbne klub for de få
På den anden side af USA sidder ejerne af Instagram, Facebook og Pinterest og mæsker sig i hummer, kaviar og god vin på The Battery. The Battery, Keens andet symbol, er en medlemsklub i det centrale San Francisco, som i princippet er åben for alle, men som i realiteten udelukkende åbner dørene for internettets nye Rockefellers - de nye dollarmilliardærer, som ifølge Keen lever mere og mere virkelighedsfjerne liv i deres private busser, private hjem, private klubber og afskærmede virksomhedsdomiciler, mens resten af San Francisco bliver fattigere og fattigere.

Det absurde er, ifølge Keen, at den digitale verdens nye fyrster nægter at se virkeligheden i øjnene. Deres blinde tro på de frie markedskræfter og internettets iboende frisættende kvaliteter betyder, at de altid tror på, at alle verdens problemer kan løses med mere teknologi og mindre offentlig indblanding. De forstår ikke, at teknologien i virkeligheden er årsagen til en stor del af de problemer, som den vestlige verden i dag står overfor.
 
På internettet er vi alle praktikanter
Keen indrømmer, at internettet ikke er ren ondskab. Internettet har faktisk bidraget til at gøre viden tilgængelig for milliarder af mennesker og har på den måde skabt en mere demokratisk og ligelig fordeling af viden på globalt plan. Problemet er bare, at denne demokratiske fordeling af viden ikke har forplantet sig til internettets økonomiske strukturer. Tværtimod!
 

Lige så snart den digitale økonomi trænger ind i nye brancher, er resultatet ikke mere lighed, men derimod en massiv destruktion af traditionelle økonomiske strukturer. Udfaldet bliver, at en stor majoritet mister deres indtægtsgrundlag, mens en meget, meget lille minoritet sætter sig på toppen af kransekagen og høster enorme indtægter.

Internettet har skabt en økonomi, hvor det bliver sværere og sværere at tjene penge, fordi alting jo som bekendt er nødt til at være gratis (eller meget billigt), når det bliver digitalt. Vi så det i musikbranchen, vi ser det i mediebranchen, og vi ser det i bogbranchen. Producenter af indhold henslæber oftere og oftere en kummerlig tilværelse, hvor de knap nok kan tjene penge, mens dem, der behersker de monopolistiske digitale virksomheder i toppen af systemet, skovler penge ind i kassen (læs: Spotify, Google og Amazon).

På den måde har internettet gjort os alle til praktikanter: Vi arbejder gratis i forhåbningen om, at vi på et eller andet tidspunkt kan få foden inden for i et rigtigt job, hvor man kan tjene rigtige penge. Desværre, siger Keen, bliver der længere og længere mellem de rigtige job, fordi de nye digitale monopoler er i gang med at forvandle hele vores økonomi til en praktikantøkonomi.
 
Debatten om de faldende marginale omkostninger
Andrew Keen er langt fra den første forfatter, der har opdaget disse problemer ved den digitale økonomi. Faktisk har Keen med sin nyeste bog skrevet sig ind i en højaktuel, verserende akademisk debat, som handler om, hvad der sker, når de marginale omkostninger ved at producere produkter nærmer sig nul.

I 2014 udkom Jeremy Rifkin med sin bog The Zero Marginal Cost Society, hvor han argumenterer for, at internettet og en lang række beslægtede fænomener er i gang med at undergrave hele fundamentet for den kapitalistiske økonomi. I stedet åbnes dørene for en helt ny fællesskabsbaseret økonomi, som minder mere om andelsforeninger end konkurrencekapitalisme.
 
Andrew Keen mener, at der bliver længere mellem de rigtige job, fordi de nye digitale monopoler er i gang med at forvandle hele vores økonomi til en praktikantøkonom. Kilde: Ajkeen.com. 
 
Andelsbevægelsen vender tilbage
Rifkin starter det samme sted som Keen; nemlig med destruktionen af de traditionelle økonomiske strukturer. Ifølge Rifkin er det ikke kun musik-, medie- og bogbranchen, der bliver ramt af praktikantøkonomiens faldende marginale omkostninger, det er faktisk hele vores økonomiske system. Takket være 3D printere, distribueret energiproduktion og en lang række andre fænomener – som nogle gange kan virke en anelse futuristiske – vil vi, ifølge Rifkin, inden 2050 komme til at leve i en verden, hvor vi alle er blevet praktikanter – for at bruge Keens terminologi.

Men hvor Keen ser dette som noget udpræget negativt, så ser Rifkin denne udvikling som startskuddet til en helt ny type overflodsøkonomi, hvor den klassiske økonomiske teoris mekanismer bliver sat ud af kraft. Med det resultat at vi kommer til at skulle organisere os i en helt ny post-kapitalistisk virkelighed.
 
 
Den nye normal
I samme debat, men midt imellem Rifkins kvasisocialistiske utopi og Keens monopolhadende dystopi, finder vi Erik Brynjolfsson og Andrew McAfee med deres bog The Second Machine Age, som også diskuterer konsekvenserne af digitalisering, automatisering og kunstig intelligens. Brynjolfsson og McAfee er klassiske økonomer, som er faste i troen på, at kreativ destruktion og innovation måske på den korte bane ødelægger traditionelle industrier, men på den lange bane vil bane vejen for ny vækst og øget beskæftigelse.

Det interessante ved deres bog er dog, at selv disse klassiske økonomer efter en grundig gennemgang af den digitale økonomis konsekvenser begynder at vakle i troen. Automatiseringen og robotiseringen af vores økonomier går så hurtigt og er så omfattende, at man kan komme i tvivl om, hvorvidt vi nogensinde vender tilbage til en økonomisk normal. Måske har mennesket endegyldigt tabt til robotterne og de kunstige intelligenser. Måske er den naturlige konsekvens, at vi kommer til at leve i et massivt ulige samfund, hvor vi på den ene side finder de 99,9% praktikanter, som hutler sig igennem en tilværelse, som er gjort værdiløs af intelligente maskiner, og på den anden side finder de 0,1% superstars, som skummer fløden og høster alle indtægterne af maskinernes og praktikanternes tilnærmelsesvist gratis arbejde.

Brynjolfsson og McAfee vender dog tilbage til deres klassiske økonomiske fundament og håber, at også den digitale økonomis udfordringer vil kunne løses med klassiske økonomiske anbefalinger som bedre uddannelse, bedre infrastruktur, mere effektive skatter og så videre.
 
Monopoler er fede – for dem, der ejer dem
Et helt fjerde argument kommer fra én af dem, der selv spiser sin frokost på The Battery og har tjent milliarder af dollars på den digitale økonomi. Peter Thiel – medgrundlægger af PayPal og venturekapitalist - har skrevet bogen Zero to One, hvor han argumenterer for, at monopoler faktisk er en god ting. Ifølge Thiel er monopoler i stand til at skabe innovation i en helt anden grad end almindelige virksomheder, som hele tiden er låst fast i en opslidende kamp om overlevelse. Monopoler er netop kendetegnet ved, at de har overskud, og i rigtig mange tilfælde bruger monopolerne dette overskud til at tænke ud af boksen og skabe helt nye og kreative løsninger på eksisterende problemstillinger. Se bare, hvordan Google er i gang med at løse problemet med den selvkørende bil, eller hvordan Amazon er i gang med at redefinere måden, hvorpå vi læser bøger og køber varer.

Hvor Andrew Keen argumenterer for, at internettets nye monopoler skal reguleres og opløses for at afbøde den tiltagende ulighed, så mener Peter Thiel, at monopoler tværtimod er gavnlige for økonomien, fordi de fremmer nytænkning og økonomisk udvikling. At argumentet kommer fra en mand, der er god for over to milliarder dollars, som han har tjent på netop at skabe digitale monopoler, kan dog i en vis grad siges at bekræfte Keens argument om, at monopoler skaber øget ulighed.
 
Keen er ikke længere alene om at være den vrede mand
Med sine to første bøger har Andrew Keen fået lov til at være den vrede, men også velargumenterende internetkritiker, som ene mand kunne få lov til at tage gassen af alle den digitale verdens varmluftballoner. Med sin seneste bog har Keen slået et større brød op og kastet sig ud i en debat, hvor det ikke bare er selvbestaltede profeter, der råber højt. The Internet is not the Answer er underholdende læsning, men i sammenligning med de tunge kanoner inden for denne debat blegner Keens metaforiske argumentationsteknik, og man kommer i sidste ende til at savne den økonomiske stringens, som man finder hos Brynjolfsson og McAfee, og den overbevisende empiriske tilgang, som man finder hos Rifkin.  
 
Læs The Guardians dom over bogen her eller læs The Washington Posts anmeldelse.  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job