Anmeldelse: The Night Manager
Våbenhandel på første klasse

Dygtige skuespillere, en spændende og intelligent historie, fantastiske billeder og lækre spændinger. Opskriften på en prismodtager.

Skrevet af
Susanne Biers værk The Night Manager scorede hattrick under Golden Globe-showet. Læs eller genlæs artiklen om serien her: Eksplosioner, diamanter, dødbringende våben, luksushoteller og privatfly er nogle af hovedingredienserne, når Susanne Bier folder sig ud som thriller-instruktør med tv-serien The Night Manager. Med udgangspunkt i de første tre afsnit anmelder Gunhild Agger serien, hvor hun blandt andet dykker ned i Jonathan Pines skæve smil.
Champagne og våben
The Night Manager (BBC og AMC, 2016) starter lige på med en spektakulær signatursekvens, der – som en god signatursekvens skal – serverer genren i en nøddeskal gennem sin raffinerede æstetik og fuldt orkestrerede underlægningsmusik. Grundprincippet er, at former er bestandige, men indhold og betydning skifter lige så hurtigt, som man kan nå at registrere det.
 
 
Våbenaffyring og paddehattesky forbindes elegant med champagneglassets facon. Set fra oven bliver glasset til en boble, hvis cirkelform går igen på et nydeligt dækket tebord med en tepotte i midten og seks tekopper langs kanten. En hilsen til det engelske establishment. Mens tebordet drejer, forvandles kopperne til et instrument. Der klippes til et fly, derfra til affyring af dødbringende våben, hvis spor i luften forvandles til perlekæder, krystaller og små faldende bomber, der til sidst kondenseres i en enorm, eksploderende krystallysekrone, der hvirvler alting op.
 
Titelsekvensen til The Night Manager er et overflødighedshorn af dødbringende våben, champagneglas og diamanter.
 
Det drejer sig kort sagt om, at livet som våbenhandler på første klasse kan være eksplosivt og ualmindeligt destruktivt, og at destruktion omsættes i luksus – en besk kommentar til, hvordan nogle bliver rige. Signatursekvensen leverer således thrillergenrens væsentligste budskab, nemlig at man ikke skal lade sig snyde af formerne, veloplagt og i højt tempo.
 
Titelsekvensen sluser os direkte ind i et univers, hvor det er en livsbetingelse at kunne skelne mellem form og indhold. Den følges op af en række begivenheder, der involverer død, fysisk og psykisk ødelæggelse – og ikke mindst spænding. En mulig undercover-historie introduceres allerede fra første afsnit.
 
Den involverer forvandlingen af Jonathan Pine (intenst spillet af Tom Hiddleston) fra natportier til agent og videre til kombinationsidentiteten agent-og-gangster. Denne ændring eksekveres i anden episode, hvor Pine hjemme i Devon, med støtte fra en særskilt underafdeling af det britiske efterretningsvæsen, får sig solidt placeret som kriminel, så han kan blive attraktiv for våbenhandlerens organisation og dermed opnå den eftertragtede insiderposition.
 
Denne er nemlig en forudsætning for at fælde en våbenhandler, som aldrig skriver under på noget eller efterlader sig afgørende beviser. I tredje episode lykkes det ham effektivt at komme indenfor – men med hvilke konsekvenser?
 
Der er altid to spændingsskabende momenter i undercover-operationer. For det første: I hvilken grad holder dækidentiteten, eller med andre ord hvornår bliver den opdaget? Og for det andet: Hvor langt kan en person med en bestemt identitet holde til at gå uden at tage skade, når det gælder medviden og grimme forbrydelser? For at vurdere baggrunden for titelsekvensens festfyrværkeri og det opfølgende undercover-plot er det nødvendigt her at tage en omvej.
 
The Night Manager er nemlig baseret på en bog med samme titel fra 1993 – John le Carrés første roman efter murens fald. Den handlede, med en forhenværende Irlands-soldat som hovedperson, om international våbenhandel og personligt ansvar i begyndelsen af 1990’erne.
 

John le Carré
Med sine 84 år er den engelske forfatter David John Moore Cornwell, bedre kendt som John le Carré, fortsat produktiv. Han arbejder for øjeblikket på sine erindringer, planlagt til udgivelse i september 2016. Romanen A Delicate Truth, der fokuserer på de hemmelige alliancer mellem regering, kapital og politikere, angiveligt i en højere sags tjeneste, udkom i 2013.

Le Carrés mange romaner om den kolde krigs dilemmaer er blevet flittigt adapteret, lige fra The Spy Who Came in from the Cold (1964, film 1965) til Tinker, Tailor, Soldier, Spy (1974, tv-føljeton 1979, film 2011). Som det sidste eksempel viser, har der været en vis konkurrence mellem film- og tv-mediet om versioneringerne.

 
Thrillerkongen John le Carré er forfatter til bogen The Night Manager (1993), som er basis for Susanne Biers nye tv-serie. Foto: Polfoto/Editorial.
 
Siden den kolde krig og alle de spionromaner, der passede så perfekt til dens kulturpolitiske klima, er der sket meget, også i le Carrés forfatterskab. Der er ganske vist konstante elementer, som man kan kende en le Carré-roman på: 1) Thrillerformen er hans absolut foretrukne. 2) Det britiske efterretningsvæsen med dets dobbeltagenter, patriotiske forrædere og labyrintiske strukturer går igen i stadig nye inkarnationer. 3) Det gælder også sympatien for de individuelle, etisk motiverede valg – og deres hyppige fiasko, konfronteret med virkeligheden.
 
Alligevel viser Le Carrés velskrevne, ofte sarkastiske, bearbejdninger af tidens højprofilerede internationale problemstillinger en markant evne til at forny sig ved simpelthen at rykke romanernes geopolitiske fokus. Hvor konflikten mellem Øst og Vest dominerede op til 1990, er Israel-Palæstina, Afrika, Tjetjenien og Spanien/Gibraltar derefter rykket ind i skudlinjen for le Carrés kritiske stillingtagen. Som Storbritanniens nærmeste allierede befinder USA sig altid et eller andet sted i for- eller baggrund som modstander eller hjælper, alt efter omstændighederne.
 
I Danmark har The Night Manager tiltrukket sig særlig opmærksomhed, fordi Susanne Bier har instrueret den. DR har placeret den søndag aften kl. 20, hvor den i uge 15 og 16 tiltrak 783-779.000 seere og en vurdering på 4,3 henholdsvis 4,4. Ikke en publikumsinteresse, der kan matche DR’s egne produktioner, men nok til at placere den øverst på DR’s top 10-liste.
 

Adaption
Adaption af romaner er en stor forretning, både i film- og tv-branchen. Det er indlysende hvorfor. Genren er givet, plot, miljø og karakterer er udviklet, elementer af dialog forefindes, og producenterne ved på forhånd, om det appellerer til publikum. Sådan har det været siden filmens barndom. Dengang brugte man ikke mindst anerkendte forfattere til at legitimere det nye medies kulturelle aspirationer. Siden indgik især bestsellere som et slagkraftigt argument for adaption, og rammerne blev friere.

 
       - John le Carré til The Guardian.
 
Efterhånden fik adaptionerne deres eget liv som alternativer, opdateringer eller kommentarer til de oprindelige tekster. Adaptioner er først og fremmest tilpasningsdygtige: De tilpasser sig skiftende tider, omgivelser og smag, skiftende medier og skiftende krav fra kommercielle interesser, censur, publikum og æstetiske normer.
 
Da The Guardian i forbindelse med premieren på The Night Manager bad om le Carrés vurdering, var det kloge svar:
"That any author who goes into a script conference seeing himself as the guard dog of his novel is wasting his time. The reasons are so obvious they’re silly. A novel that takes a dozen hours of patient reading is to be transformed into a film that takes a hundred minutes of impatient viewing."
 

Aktualisering
Den aktuelle udgave af The Night Manager er sidste skud på tv-stammen – og som opdatering til den storpolitiske situation efter det arabiske forår er den faktisk helt i le Carrés ånd. Manuskriptforfatteren, David Farr, har i samarbejde med Susanne Bier gjort et dristigt stykke arbejde. I forhold til romanen er der lavet om på tid, sted, personer og slutning.

At tv-udgaven foregår i samtiden signaleres klart af optakten til første episode, hvor kameraet følger hovedpersonen Jonathan Pine gennem en ophidset menneskemængde i Cairo under en demonstration, der straks placerer tiden i det ægyptiske forår januar 2011: ”Power to the Egyptian people”. Målbevidst baner Pine, letgenkendelig i mængden på grund af sin lysende blå skjorte, sig vej til sit arbejde som natportier på Hotel Nefertiti.
 
I et kaos af begivenheder har han en kortvarig, men skæbnesvanger affære med den tiltrækkende Sophie (Aure Atika), der under hans professionelt imødekommende overflade ser hans usikkerhed på sig selv og sin opgave i verden. Hun betror ham en række kompromitterende våbenkontrakter fra den internationale våbenhandler, Richard Roper (Hugh Laurie) – ”the worst man in the world”.
 
Hun betror ham også sig selv – men bliver det første offer for sin egen afsløring. Derefter sikrer en lapsus på fire år, at vi stort set er på niveau med vores egen samtid. Hvis tiden omkring den første Golfkrig føles støvet, er der således taget behørigt hensyn til det gennem denne opdatering.
 
Der er også lavet om på centrale locations. Romanens solide schweiziske Hotel Meister i Zürich er fx forvandlet til et isoleret bjerghotel i Zermatt med udsigt til Matterhorn. Det er lige før vi ser James Bond stå på ski ned ad den lodrette bjergside. Ropers yacht og base er ændret til et spektakulært slot på Mallorca, hvor Susanne Bier uhæmmet kan udnytte sit oplagte talent for at vise sydeuropæiske destinationers charme, som vi kender det fra Den skaldede frisør (2012).
 
Der er flere andre skift, og som et kuriosum kan det noteres, at tv-føljetonens luksusbetonede locations er blevet genstand for særskilt markedsføring, både i England og i Danmark. Tv- og turistindustri går således smukt hånd i hånd, hvad man kan forvisse sig om i Politikens artikel "Sådan kan du bo som Jonathan Pine", og når The Telegraph beskriver de hoteller og locations som indgår i serien.
 
At film- eller tv-locations kan understøtte turisme, er før set, tænk bare på den omfattende krimiturisme i forlængelse af engelske og skandinaviske serier. Her understreger det, at romanens gennemgribende internationale orientering er ganske fængende inddraget i tv-udgaven.
 
Den mest iøjnefaldende ændring finder vi på karakterniveau. Romanens rekrutteringsofficer Leonard Burr har taget navneforandring til en kvinde, Angela Burr (Olivia Colman), der ovenikøbet er gravid. Selv om denne ændring ifølge le Carré stemmer dårligt overens med forholdene i virkelighedens MI 5, er den klart nok motiveret af en kønsbalance, der giver anledning til flere interessante konflikter i tv-versionen.
 
At slutningen er ændret, er noget, jeg ikke vil komme ind på i denne anmeldelse, der er skrevet som en midtvejsstatus. Det er ellers vigtigt, så sandt som thrillergenren er præget af overraskende tvists og drejninger, hvis betydning man først erfarer ved slutningen. Derfor er det faktisk umuligt at vurdere en thriller, før man har set det sidste drej.
 

Jonathan Pines smil
Min foreløbige konklusion er, at som opdatering og aktualisering af le Carrés oprindelige The Night Manager fungerer David Farr og Susanne Biers udgave fortrinligt. Det skyldes en lang række faktorer. Som reklamerne for locations viser, er der ikke sparet på noget; føljetonen har en iøjnefaldende høj produktionsværdi. Vi kommer rundt i det internationale landskab, fra Cairo til Mallorca og Madrid, fra Devon og London til Marrakech og Zermatt. Plottet er med sin risikable undercover-historie i hvert fald foreløbig tilstrækkeligt spændende til at skabe motivering for at se mere. Men det bedste er måske skuespillerpræstationerne.

Tag fx Jonathan Pines smil. I romanen beskrives det omhyggeligt, hvordan han som natportier, der administrerer nattesiden af tilværelsen for sine gæster, må dosere sit smil, så det bliver helt rigtigt. Ikke smile for meget, men heller ikke for lidt. Det skal være lige tilpas. Dét træk har Tom Hiddleston udviklet til perfektion. Natportier-smilet passer til hans fordækte identitet og kan også her udføres i forskellige udgaver.
 
Somme tider er det lige ved at blive fatalt, hvis smilet udviser for stor fortrolighed. Men det kan også være en styrke, der overbevisende kan bekræfte hans venskab med Ropers søn Daniel (Noah Jupe). Eller en svaghed, der demonstrerer hans måske fatale tiltrækning til Ropers elskerinde Jed (Elizabeth Debicki).
 
Endelig viser Susanne Bier sig som en instruktør, der konstruktivt og veloplagt kan omsætte sine mange erfaringer med transnationale produktioner. Det gælder hendes valg af locations såvel som hendes personinstruktion. Det fungerer fint, hvilket er opløftende på baggrund af den mindre heldige, amerikansk producerede Serena (2014). Genreskiftet til thrilleren var indvarslet med En chance til (2015). Det foldes fuldt ud i The Night Manager.
 
Anmeldelsen af The Night Manager er skrevet på baggrund af afsnit 1-3.

Relaterede artikler

Begavet livsstilssatire om speltsegmentet - Mens vi presser citronen er DR2's nyeste bud på en dansk satireserie, der gennem fem afsnit skildrer tre par i 40'erne, ...
Follow the Money - DR's økonomiske thriller Bedrag er et billede af et samfund med langt mellem top og bund. Og med en storyline, der indti...
Underwood 4.0 - House of Cards er tilbage og Frank Underwood for President er vanen tro ikke uden blodsudgydelser på vejen. Valgkampen e...
Black Lemonade - For mange handler Beyoncés succes om velplanlagt kommunikation, marketing og god business-sans – krydret med lidt femini...
Med øjenvipper så sorte som sjælen - Mediebranchen er gået i selvsving over DR3's nye dokumentarserie om en gruppe unge kvinder med kunstige øjenvipper og sp...
Dark Tourism - I de senere år har begrebet ’dark tourism’ for alvor rodfæstet sig i oplevelses-, turisme- og kulturbranchen. Det er ske...
Min far er transkønnet - Det er ikke kun det amerikanske valg, der demonstrerer, at USA er et splittet samfund. Det gør medierne også, og det er ...
Tusind tak, Oscar! - I nat blev filmindustriens mest prestigefyldte priser uddelt ved den 89. Oscaruddeling. Traditionen tro var vores alles ...
I terroristens mørkekammer - Den israelske serie ’Fauda’ er blevet et internationalt hit. TV-serien går modigt, poetisk og brutalt ind i terrorens in...

Giv din stemme

8 stemmer
4,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Boost dine budskaber med infografik

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Netværk

Kommunikatører

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Job

Kommunikationskonsulent

Frist: 28. august

Senior Corporate Brand Planner

Frist: 27. august

Konsulent

Frist: 8. september
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag

Brug Snapchat strategisk og engager dine brugere

7. september

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.