Løkke lykkedes ikke

Derefter gav hun ordet til statsministeren, der skulle levere årets ”Redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger”. Lars Løkke Rasmussen trådte op på talerstolen, hvor han i de følgende 45 minutter talte om landets tilstand og regeringens politik.

Se hele åbningstalen her.

Eller gjorde han nu det? Han talte først en del om sin egen tilstand:

"Jeg tror, det ligger dybt i de fleste af os, at vores børn skal have det bedre end vi selv.

Bedre liv. Større håb. Opfyldte drømme.

Sådan har jeg det. Og sådan er jeg selv blevet mødt i mit liv.

Min mor blev født i 1936."

Derefter talte han ganske længe om sin fattige mor, der trods syv års skolegang havde store drømme for sine børn. Undervejs dukkede både Løkkes bedstefar og hans kræftramte far op, der – som i tidligere taler – blev brugt som eksempel på vigtigheden af regeringens kræftplaner.

Løkke brugte denne personlige historie som ledetråd i talen og for at skabe både etos, troværdighed, og vække patos, de store følelser. Det sidste blev understreget af en overraskende lang, næsten grådkvalt pause. Den mindede dog ikke rigtig om Obama, den nyere tids ubestridte mester i kunsten at blande den personlige historie op med en større vision for nationen. Løkke har ikke som Obama næsen i sky, men så snarere ud til at snøfte lidt ned i sit manus.

Det står øverst i taleskrivernes grønspættebøger, at man skal bruge personlige eksempler, men hvis de ikke skal virke påklistret, må de have en funktion i forhold til publikum.

Kompleks modtagergruppe

Den lange pause kom til at virke forvirrende på folketingsmedlemmerne (det ser man på DR2’s transmission), men Løkkes patos-udbrud var også rettet mod tv-seerne. DR transmitterede hele formiddagen; der blev nu brugt mest tid på at vise kongefamilien og tale om politikerlede. Denne gamle krikke piskede journalisterne løs på hele dagen, indtil Anna Libak og Lars Bille barmhjertigt aflivede den i Orientering på P1 (”politikerleden” er ikke større end førhen!).

Løkkes tale skulle henvende sig til både Folketinget, dvs. partier i og uden for regeringen, gæster i salen, journalister og tv-seere. Det er en kompleks målgruppe, men Løkke fik talt til alle, tv-seerne især med de følelsesladede anekdoter (jo mere tv, jo mere bævrende underlæbe og sentimentalitet) og den genkommende brug af pronominer som ”jeg”, ”vi” og ”vores”.

Under åbningstalen forsøgte statsministeren at skabe en fællesskabsfølelse ved at bruge pronominerne "jeg", "vi", og "vores". Kilde/Polfoto.

Han skaber en ”model-modtager” i talen: "en almindelig dansker, der har familie og arbejder hårdt". Det interessante er, hvem der ikke er idealborgere: unge, gamle og generelt folk uden arbejde. Løkke fik dog udtrykt forståelse for den enlige mor på den nyligt nedsatte bistandshjælp, men forsikrede om, at arbejde er vejen til lykke.

Den erhvervsaktive idealdansker er hovedpersonen i den drøm om materiel fremgang, som Løkke deler med sin mor. Løkke lancerede ”den danske drøm” i 2009, og han forsøger at holde den i live som rammefortælling også i denne tale. Løkkes ”danske drøm” var et amerikansk inspireret forsøg på at opdatere Foghs retorik om værdier og national genfødsel. Selvom Foghs opgør med småstatsmentaliteten var lidt blakket i 2009, og Løkkes mere beskedne danske drøm var en tiltrængt tilbage-til-jorden-strategi, så led den dog af manglende vingefang. Det gør den også i dag: Det er udelukkende materiel fremgang, der skal sætte Danmark i ”verdensklasse”.

Det er naturligvis vigtigt, at statsministeren redegør for regeringens økonomiske politik, men en storslået vision er 2025-planen ikke. Målet med den er at ”blive 65 milliarder rigere i 2025” (hvad det så skal sige i praksis?). Løkke søger at holde regeringen oven vande: Den store plads, som boligskatterne får, er igen rettet mod seerne. At Løkke så ofte siger ”jeg vil” frem for ”regeringen vil”, er også valgretorik, for han har hårdt brug for at fremstå som en stærk og troværdig politiker.

Løkke fik også stukket til den tidligere regering, der blev beskyldt for at have efterladt en række ”ubetalte regninger”. Frederiksen og co. så sure ud, men i sin tid omtalte de jo den forrige borgerlige regerings værk som et ”håndværkertilbud”. Løkke gentog et par gange frasen ”Vi sætter mennesket over systemet”, et ekko af Foghs nytårstale fra 2002, hvor han jævnførte socialdemokratisk politik med socialistisk systemtænkning.

Mette Frederiksen og co. var ikke tilfredse med statsministerens udtalelse om, at de havde overtaget en regering med mange ubetalte regninger. Kilde/Polfoto.

Men er Løkkes retorik overhovedet udtryk for en borgerlig ideologi? Løkke er først og fremmest pragmatisk; ”regeringen fører en realistisk politik”, gentages det gang på gang. Han taler for en "nødvendighedens politik", præcis som Corydon m.fl. i den socialdemokratiske regering. Løkke slår dog på konservative værdier som personlig ejendom (boligen), individualisme (mindre skat og dermed mindre stat) og ”ordentlighed”. Det sidste buzzword indførte Fogh, og alle har taget det til sig, sikkert fordi det er aldeles intetsigende.

Der er i det hele taget en del banaliteter, som ingen kan være uenige i, som når Løkke nægter at sige nej til udvikling og fremgang:

"Men ikke at sætte sig nye mål. Sige nej til udvikling og fremgang. Her står jeg af."

Det banale ved talen er også en følge af de mange modsætningspar, ofte formuleret i korte sætninger eller halve sætninger (som i citaterne ovenfor). Det er medieretorik: Frasen ”Det er ansvarligt” gentages tre gange i afsnittet om regeringens bundne opgaver. Løkke kan dog også variere og lave en antimetabole:

"Vi må ikke handle af frygt, men vi må heller ikke frygte at handle."

Denne figur er kendt fra J. F. Kennedys Ask not what your country can do for you, but what you can do for your country (1961). Men for det meste holder Løkke sig til parallelismer, anaforer (gentagelser af det første ord) eller trelister (som det forrige citat). Efter det indledende følelsesudbrud fremfører Løkke teksten med autoritet, men helhedsindtrykket er alligevel en lidt kedelig, klichefyldt tale. Løkke leverer en temmelig overfladisk redegørelse for rigets tilstand og regeringens politik i form af de fire ”pejlemærker” (udlændingepolitik, flere i arbejde, vækst og kernevelfærd).

Ønsker du, at din kommunikationsstrategi lykkes bedre end Løkkes? Kom til kursus hos Kforum og skab en mere effektiv kommunikationsstrategi.

Blå blok: samarbejde som i rigsfællesskabet

Flere af Løkkes mere tågede formuleringer har imidlertid en præcis adresse, nemlig de genstridige samarbejdspartnere i den blå blok. Løkke henvender sig til den blå blok med formaninger om at arbejde sammen, for eksempel ”Vi må ikke lade os friste af forsimplede løsninger” (tag den, LA) og ”At sætte sig høje mål, det rummer også en risiko” (tag den, DF). Talen er en appel om samarbejde i den blå blok, og Løkke forsøger sig med at overføre ideen om rigsfællesskabet til Folketinget:

"Vi skal være stolte af vores rigsfællesskab. Vi giver plads til forskellighed, men deler en fælles kerne [ … ] Vi har en tradition for at finde løsninger, der løfter os alle op."

Løkke opfordrer til det samme på tinge:

"Herhjemme skal vi også finde fælles løsninger, der løfter os – som folk og nation [ … ] Det er nu, vi rettidigt kan gennemføre små forandringer. Og opnå store forbedringer."

Men er det nu overbevisende, i betragtning af Færøerne er ved at skrive en egen forfatning, som Løkke nævner?

Danmark og verden

Løkke gør en del ud af at betone Danmarks forhold til resten af verden, Europa især, og deltagelsen i krige (han takker de udsendte). Han kalder Danmark ”vores lille plet på jordkloden”, men han bliver ikke ved denne idyllisering. Han fremhæver, at landet er en søfartsnation med stor international handel og taler imod snæver nationalisme:

"Vi må insistere på, at større udsyn giver mere indsigt. Gør os klogere på den verden, som vi er helt afhængige af. Det er en del af den danske erindring og vores selvbillede. Hvis vi bygger mure for at holde andre ude, spærrer vi os selv inde. Det kan vi ikke leve af."

Dannebrog prydede folketingssalen ved åbningen i tirsdags. Dette har skabt næsten ligeså meget debat som statsministeres åbningstale. Kilde/Polfoto.

Her tager Løkke kampen op mod DF med et økonomisk argument. I sine pejlemærker bøjer han sig for partiet; det første pejlemærke handler om udlændingepolitik: en ”realistisk”, ”nødvendig stramning”. Flygtninge omtales udelukkende som en økonomisk belastning for Danmark, og Løkke kniber ingen tårer ved tanken om de døde i Middelhavet eller Aleppo i ruiner. Han hævder, at flygtningestrømmen er holdt op, eftersom der kommer meget færre til Danmark. Derfor skal pengene bruges i nærområdet:

"For mig giver det indlysende mere mening at hjælpe flygtningene i Jordan eller Libanon end i Danmark."

Hvorfor er det indlysende? Fordi de to lande alligevel er fattige og overbefolkede? Løkke giver ikke noget svar.

Fri leg for praktikanterne?

Løkke afslutter med en optimistisk beretning om den store fremgang i riget. Den vil nok virke malplaceret på de mange, der er ved at blive mejet ned af de grønthøstere, der kører henover det offentlige, også sygehusvæsenet. Løkke slår på de store følelser, men hans kulde i øvrigt gør dem mindre overbevisende. Historierne om mor, far og bedstefar virker kalkulerede, når man tager i betragtning, at Løkke mandag aften postede en længere historie om og gulnede fotos af sin mor på Facebook.

Det giver ganske vist et ekstra boost af sentimentalitet, som godt 5000 personer har liket. Det er nu ikke mange, og Løkke risikerer at fremstå som kynisk – eller komisk! Det har han ikke råd til, for han har ikke noget stående på sin etos-konto efter sine mange bilagssager. Overdreven patos bliver let til batos, klovneri, og der er allerede blevet grinet meget af Løkkes mor-historie. Man spørger sig selv, om Løkkes taleskriver har været på ferie og praktikanterne har fået fri leg?

”Mor er den bedste i verden” - Victor Cornelius