Knap så meget knockout i New York

Umiddelbart var der lagt op til, at to vidt forskellige talere skulle støde sammen ved aftenens præsidentielle debat i staten New York. Fløjlshandskerne forblev dog på i store dele af debatten, hvor begge kandidater var ligeså optaget af ikke at udstille deres egne svagheder som af at angribe deres modstander.
"You know what else I prepared for? I prepared to be president." Clinton
"You know what else I prepared for? I prepared to be president." Clinton
De to kandidater synes umiddelbart at være diametrale modsætninger, hvor Trump er den utraditionelle kandidat, mens Clinton holder sig stringent til rammerne for en traditionel valgkampagne. Trump har få kampagnemedarbejdere og er ikke glad for nedskrevne taler i forhold til Clintons kampagneapparat, hvor alle detaljer planlægges inden hendes offentlige optrædener.
 
Trump og Hillary er forskellige på mange måder, dette gælder også måden, hvorpå de har forberedt sig på valgkampens første debat. 
 
Trump favoriserer patos over logos, hvor der lægges vægt på følelser, mens Clinton vægter en saglig gennemgang af politiske argumenter. Trump er som en granat i den amerikanske valgkamp og det etablerede politiske system, mens Clinton godt nok er USA's første kvindelige præsidentkandidat for et af de to store partier, men alligevel repræsenterer hun status quo og den politiske elite.
 
Den første debat mellem Trump og Hillary løb af stablen i nat dansk tid. Du kan se hele debatten i ovenstående video. 
 
Et punkt har de to kandidater dog tilfælles i forhold til vælgerne, og det er de negative narrativer, der er omkring deres kampagner. Trumps racistiske etc. udtalelser og Clintons magtmisbrug og generelt manglende evne til at udvise empati sidder godt fast i kritikernes bevidsthed. Begge kandidater søgte at gøre op med dette i debatten i forhold til det større antal vælgere, der endnu ikke har besluttet sig for, hvem de skal stemme på. 
 
Og skulle man være i tvivl om, hvor seriøst kampagnerne tager disse TV-debatter, så kan man i New York Times læse en underholdende gennemgang af ugerne op til debatterne mellem Al Gore og George Bush Junior i 2000.
 
Trump og Clinton har formodentlig haft lignende stand-ins for hinanden inden debatten i New York. Det har dog sikkert været svært for særligt Hillary Clinton at vide, hvilken Trump hun skulle forholde sig til i debatten, da han har været i gang med en større ændring af sin retorik frem mod det nationale valg, hvor hans mere fornærmende udtalelser lejlighedsvist er blevet nedtonet.
 
 
Trumps verdenssyn og hans talestil
Dog skal man ikke se bort fra, at det netop er denne talestil, der har ført Trump så langt i valgkampen. Trumps forenklede verdenssyn, delt op i vindere og tabere, har været gavnlig for ham i primærvalgsdebatterne, hvor hans fokus på det afgørende forhandlingsøjeblik fremfor længerevarende politiske processer har fået ham til at fremstå handlekraftig og som den stærke mand, han og hans vælgere gerne ser lede USA.
 
Trump har i store dele af sin retorik brudt med tidligere traditioner for præsidentielle valgkampagner, og han har nydt at gøre opmærksom på netop dette. Øgenavne, konspirationsteorier og usammenhængende usandheder er blevet fremsat på en måde, der har fået kommentatorer til at kalde Trump for en ”Schrodinger’s Douchebag”, hvor Trump har luftet sine kontroversielle udtalelser i et par dage, før han har besluttet sig for, om han egentlig mente det, han sagde.
 
Trump har en anderledes taktik, en anden talestil og et forenklet verdensyn i forhold til tidligere kandidater. Disse karakteristika er dog noget af det, der har ført Trump så langt. Kilde/GettyImages.
 
Endelig har Donald Trump benyttet sig af et medielandskab, der endnu ikke ved, hvordan det skal forholde sig til det postfaktuelle samfund, hvor usandheder ikke længere kan skydes ned så nemt som før, og konsensus om sandheden er langtfra givet. Trump har udvist imponerende kontrol over medierne med sine udtalelser og optakter til store afsløringer, og som en dygtig sælger har han været i stand til at hoppe videre fra den ene kontrovers til den anden, ofte ved at overgå den ene løgn med en endnu større løgn.
 
Spørgsmålet var så, hvor meget af alt dette ved Trumps farverige persona, der ville være tilstede i den første præsidentielle debat.
 
Trump forsøgte at lægge bånd på sig selv
Umiddelbart var det tydeligt at se, at Trump ikke havde til hensigt at være for aggressiv over for Clinton. Han sagde ligefrem til Clinton tidligt i debatten: ”I want you to be very happy. It’s important to me.” Hans nedgørelse af Clintons person blev også holdt på et minimum, hvor en kritik af hendes helbred dog blev smuglet ind i forhold til dagene før debatten, hvor Trump havde været i både Detroit og Philadelphia, mens Clinton fik sidebemærkningen: ”You decided to stay home, which is fine.”
 
I denne første debat var det vigtigt for Trump at vise sig som en statsmand, så det negative billede af hans kandidatur, som Clinton har fremhævet, ikke sætter sig fast hos de vælgere, der endnu ikke har besluttet sig. Det forsøgte Trump bl.a. ved at appellere til de afroamerikanske vælgere i USA, hvor han i ét svar under debatten fik formuleret sig med større indlevelse end Clinton gjorde, da hun havde valgt at fokusere på systemiske problemer i forhold til de nuværende raceuroligheder.
 
Det var specielt vigtigt for Trump at vise sig som en statsmand, det startede han allerede på, da han gjorde sin entré. 
 
Trump benyttede dog også flere af sine vante strategier i debatten, som for eksempel at sætte en umulig aftale op med sin modstander, hvor han denne aften sagde, at han ville offentliggøre sine skattepapirer, hvis Hillary Clinton altså først ville offentliggøre samtlige sine e-mails som udenrigsminister. Han fortsatte også sin talestil med at afslutte sætninger med klare stærke ord, som da han opstillede forskellen mellem Clintons og sin egen økonomiske politik på denne måde: ”I’m going to cut taxes big league. You’re going to raise taxes big league.”
 
Trumps undskyldning for, at han ikke kan fremlægge sine skattepapirer. 
 
Det var dog Trump, der havde sværest ved at tilpasse sig formatet for to-personers-debatten, hvor han flere gange kom med suk og hovedrysten i stil med Al Gore i 2000. Hans vedvarende forsøg på at ændre historien om ’birther-kampagnen’ var et af aftenens mest problematiske eksempler på en kandidat, der er blevet vant til at kunne diktere, hvad der er sandhed på den pågældende dag.
 
Trump kom også med sidebemærkninger og afbrydelser til Clintons tale, hvilket vandt ham taletid, men også resulterede i flere mindre heldige bemærkninger, som for eksempel da Clinton fremturede med, at årsagen til, at Trump ikke ville offentliggøre sine skattepapirer, var, at han intet betalte i føderal skat, hvortil Trump svarede ”That makes me smart.” Hans sidebemærkning til Clintons kritik af en udtalelse i 2006, om at Trump håbede på en boligboble, så han kunne købe huse billigere, var ”that’s called business by the way.” Der gik dog længe, inden Clinton begyndte at samle op på disse bemærkninger, idet hun også var bevidst tilbageholdende her i den første debat.
 
Hillary gik til angreb på Trump og hans manglende betaling af føderal skat, Trump forsvarede sig med, at det var et tegn på hans klogskab. Kilde/GettyImages.
 
Alle kender Clinton
Clinton har ellers fokuseret i stor stil på Trumps famøse udtalelser i sin egen kampagne, hvor det ofte har handlet om at spørge vælgerne, om de virkelig vil have Trump som deres præsident. Clinton har dog haft tilsvarende dårlige tillidsmålinger at forholde sig til, og hun har haft sværere ved at affeje sine problemer, da hendes persona har været som den troværdige og stabile politiker. Hver gang hun har kritiseret Trump, har han kunnet trække et eksempel frem, der har hevet hende ned fra piedestalen.
 
Derudover har Clintons personlige fortælling været for kendt, til at vælgerne for alvor har kunnet overtales til at granske hende på ny. Lige fra Hillary Clintons tid som førstedame, hvor ”Two for one” var et af Bill Clintons valgslogans i 1992, og fremefter er vælgerne blevet efterladt med et syn på Clinton som en person, der vil magten for meget, hvilket til alle tider ikke har været ønskværdigt i en præsidentkandidat.
 
Punchlines skal have mere pondus
Clintons engagement som politiker er aldrig blevet effektivt formidlet i hendes præsidentielle valgkampagner, hvilket formodentlig skyldes den politikerlede, der hersker i USA nu, men også til dels skyldes Clintons evner som personlig offentlig taler. Hun har dygtige taleskrivere, hvilket strukturen og ordvalgene i hendes taler er tydelige beviser på, men det er ikke altid, at hun er i stand til at levere punchlines med den rette pondus, og følelsesmæssige udtalelser i 2016-valgkampen som ”Love and kindness” ringer ofte hult hos ’jernkvinden’.
 
Hillary Clinton er stærkere i debatter, end når hun står alene på scenen. Det beviste hun i første debat mod Trump. Kilde/GettyImages.
 
Udfordringen ved at levere de fikse bemærkninger gjaldt også i aftenens debat for Clinton, hvor udtrykket ”Trumped up trickle-down-economy” blev introduceret meget forsigtigt i første omgang. Senere hen i debatten bragte Clinton det igen på banen, denne gang med mere sikkerhed i udtalelsen, og det er også karakteristisk for Clinton, at hun ofte får talt sig varm, og at hun er bedre i en debat, end når hun er alene på scenen. I aftenens debat opfyldte hun forventningerne til hende bedre, end Trump opfyldte sine, hvor hun leverede overskud i forhold til både hans sidebemærkninger, men også var i stand til at give igen, særligt hen mod slutningen af debatten.
 
Hillary brugte udtrykket "Trumped up trickled-down-economy" flere gange i løbet af debatten. 
 
Hun missede dog en tidlig gylden mulighed for at påpege Trumps tendens til at sige usandheder, da Trump sagde dette om Hillary Clinton: ”You’ve been figthing ISIS your whole entire adult life.” Clinton var så overrasket over denne formulering, at hun i stedet for at svare igen bare henviste til sit website, hvor vælgerne kunne fakta-tjekke Trumps udtalelser.
 
Clinton søgte dog også undervejs at provokere Trump ved at prikke til hans image som succesrig forretningsmand. Det gjorde hun på effektiv maner ved flere gange at fremhæve kontrasten mellem sin egen familiebaggrund og Trumps, særligt i et svar, hvor hun udtrykte lettelse over, at Trump ikke havde handlet med hendes far, der var samme type af middelklasseforretningsmand, som Trump har snydt tusinder af ifølge Clinton: ”I’m glad, my late father never did business with you.”
 
Hvad står tilbage efter debatten?
Selvom der altid lægges vægt på, at fakta skal være i orden, og at de gode argumenter kan være med til at fælde modstanderen, så er det sjældent det, som publikum husker. Debatterne handler i sidste ende ofte ligeså meget om fremtoning, kropssprog og personligt overskud. Det sidste kan vindes ved i øjeblikket at have en rap replik klar, som Ronald Reagan var en mester i, da han bl.a. i den anden debat i 1984 forholdt sig til sin høje alder på følgende måde: "I will not make age an issue of this campaign. I am not going to exploit, for political purposes, my opponent's youth and inexperience." Hans modstander Walter Mondale var 56 år gammel.
 
Ronald Regan huskes specielt for sin rappe replik i debatten i 1984.
 
Bill Clinton hev et lignende stik hjem, da han debatterede med George Bush Senior om økonomien i USA i 1992, hvor Bush i et svar til en kvinde fra publikum fokuserede på makroøkonomiske betragtninger, mens Clinton gik tættere på kvinden og gav udtryk for, at han forstod og følte empati med hendes problemer, hvilket var med til at understøtte hans ’I feel your pain’ image i valgkampen.
 
Bill Clinton i debat mod George Bush Senior i 1992.
 
Kropssproget er lige så vigtigt. I samme 1992-debat med Clinton gjorde Bush Senior noget så uskyldigt som at se på sit ur, men det blev efterfølgende tolket som udtryk for, at han synes, han spildte sin tid på debatten og derigennem de amerikanske vælgere. I 2000 var Al Gore endnu mindre forberedt på, hvor meget der ville blive tolket på hans kropsholdning, idet hans suk og hovedrysten, mens George Bush Junior talte, blev tolket som arrogant. Og så kan man jo gå tilbage til ur-eksemplet for amerikanske tv-debatter: Kennedy vs. Nixon, hvor Kennedy vandt seerne med sit udseende, mens Nixon overtalte radiolytterne, der ikke kunne se hans svedperler.
 
Under debatten var det nonverbale sprog næsten ligeså vigtigt som det verbale. 
 
Begge kandidater havde uden tvivl læst op på disse historiske debatter i forhold til deres fremtoning ved aftenens debat. Om denne første debat i 2016 vil efterlade os med et lignende varigt historisk øjeblik, afhænger af forløbet af resten af valgkampen. Begge kampagner vil formodentlig udlægge resultatet af aftenens debat som en sejr for deres kandidat, men mon ikke Clinton-lejren har lidt mere at have det i denne gang.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også