Reformliderlige speltmødre
Det Radikale Venstre er kommet med en ny kampagne. Den ligger lidt op ad Politikens "feministisk bøsseævl"-kampagne fra 2005. Spørgsmålet er, om den er sjov - og om den virker?
af Joachim Sperling
SF og De Radikale tror så meget på Liberal Alliances valgtrusler, at de gør sig klar med nye kampagner. SF skiller sig ud med en topprofessionel kampagne, mens De Radikales kampagne for mig fremstår noget mere uklar.
Det er modigt at starte kampagnesporet op allerede nu, for kampagner er dyre, og går der flere år, før valget kommer, kan pengene nemt være spildt. Omvendt kan man som et lille parti undgå at drukne ved at lægge kampagnen, før de store går i gang. Hvis Anders Samuelsen mod al sund fornuft vælger at bringe regeringen i mindretal inden årsskiftet, er det en klog strategi, og chancen herfor er bestemt tilstede.
Det er modigt at starte kampagnesporet op allerede nu, for kampagner er dyre, og går der flere år, før valget kommer, kan pengene nemt være spildt. Omvendt kan man som et lille parti undgå at drukne ved at lægge kampagnen, før de store går i gang. Hvis Anders Samuelsen mod al sund fornuft vælger at bringe regeringen i mindretal inden årsskiftet, er det en klog strategi, og chancen herfor er bestemt tilstede.
Jeg er vokset op med, at kampagner var noget, man afviklede i store helsidesannoncer i landets aviser, men i dag er virkeligheden en anden. Nu hedder det outdoor og sociale medier. Det rammer flest mennesker, er billigere, og hvis kampagnen er god, spreder den sig selv på nettet. Derfor kan der være god ræson i at bruge mange kræfter på den kreative ide fremfor på et stort medietryk, og det ser også ud til at være begge partiers strategi.
SF - det gode forbillede
Lad mig starte med at forklare, hvorfor jeg godt kan lide SF's kampagne. Normalt er jeg fuldkommen immun overfor budskaber fra SF, for partiets politik består jo i at hæve de offentlige udgifter ved at plukke folk i skat. Men partiets hilsen til Donald Trump fik mine øjne til at stå på stilke. Det er smart at hægte sig på en begivenhed, som alle taler om, selvom man bare er et lille parti fra Danmark. Annoncen var humoristisk udformet, og nu er jeg straks mere modtagelig overfor partiets øvrige budskaber.
.gif)
Det har ellers ikke været let for SF de sidste par år. Partiet har skulle genopfinde sig selv efter sit regeringseventyr, og det må have krævet mange og lange processer internt, før man med troværdighed har været klar til at markedsføre nye budskaber offentligt. Det er man så nu under Pia Olsen Dyhrs kompetente lederskab, og selvom jeg ikke er syg med indholdet i kampagnen, kan jeg godt se, at det virker.
Der er flere måder at invitere sig selv ind i SF's kampagneunivers, og jeg benyttede lejligheden til at sende en SMS til 1231 - SF Ulighed - skrev jeg, selvom det føltes lidt mærkeligt. Kort efter fik jeg en SMS og kunne derefter trykke på et link, der præsenterer kampagnens budskaber.
Der bliver spillet på de klassiske modsætningsforhold i politik. Liberal Alliance vil have topskattelettelser og billigere biler, men SF vil af med kontanthjælpsloftet og tankerne om at afvikle hele eller dele af SU'en. Mærsk får også en hilsen for at sende skibe til billig ophugning, og det er klassisk kapitalismekritik, som appellerer til målgruppen. Hvis man er kørt træt af de revolutionære i Enhedslisten eller synes, at Mette Frederiksen er for usynlig, fremstår SF med denne kampagne som et brugbart alternativ. Effektivt og professionelt eksekveret af Kommunikationsbureauet København.
De Radikales kampagne
De Radikales kampagne burde jeg som midtervælger være mere modtagelig overfor. Men det er jeg ikke. Det kan godt være, at jeg selv er en "føderal fædrelandsforræder", som er til "reformliderlige speltmødre", men jeg synes ligesom ideen har været brugt før, nemlig da Politiken under sloganet "feministisk bøsseævl" gjorde selvironien til en del af avisens varemærke. Dengang var det dybt originalt, men det synes jeg ikke, at det er her 11 år efter. Det er heller ikke så nemt som hos SF at komme ind i kampagnen. Man skal rode rundt efter den, og det vil mange nok drukne i.
De Radikales kampagne burde jeg som midtervælger være mere modtagelig overfor. Men det er jeg ikke. Det kan godt være, at jeg selv er en "føderal fædrelandsforræder", som er til "reformliderlige speltmødre", men jeg synes ligesom ideen har været brugt før, nemlig da Politiken under sloganet "feministisk bøsseævl" gjorde selvironien til en del af avisens varemærke. Dengang var det dybt originalt, men det synes jeg ikke, at det er her 11 år efter. Det er heller ikke så nemt som hos SF at komme ind i kampagnen. Man skal rode rundt efter den, og det vil mange nok drukne i.
Politikens "feministisk bøsseævl"-kampagne fra 2005.
Det Radikale Venstres nye reklamekampagne.
Jeg spørger mig selv om, hvilke vælgergrupper man kan få fat på med en sådan kampagne. Det viser sig, at man skal hen på De Radikales kampagnesite og uploade et billede af sig selv for at komme i gang. Men hvem udover partiets egne kernevælgere har lyst til at lægge et billede op af sig selv for at blive udråbt til "føderal hattedame"? Eller sådan noget. Nu er tanken sikkert, at man skal synes, det er så morsomt, at man deler det på Facebook, og det må man da håbe for kampagnen, at nogen gør. Jeg gør ikke.
På De Radikales kampagnesite kan man uploade et billede af sig selv, hvorefter man får at vide, hvilken type man er. Meningen er, at billedet skal deles på Facebook. Spørgsmålet er bare, om der er nogen, der vil gøre det.
Nu har vi jo netop set en politisk kampagne i USA, som udmærkede sig ved, at der stort set ikke var et eneste konsistent politisk budskab. Der var derimod masser af "bad hombres" og "nasty women". Og så var der et stor mængde vælgere, der var vrede, skuffede og bange. Det gjorde Donald Trump til præsident mod alle odds.
De Radikales vælgere er som Hillary optaget af mindretalsrettigheder, miljø og klima. De vil også gerne have kapitalisme, så længe den kan tøjles og ikke skader vores planet. Og så har de overskud, og måske også kræfter, til at bruge tid på en bullshitgenerator, der sætter prædikater som vindmøllefetichist, transkønselsker eller pladderhumanist på folk.
Partileder Morten Østergaard har uploadet et billede af sig selv. Han er en transkønselskende vindmøllefetichist.
Men jeg vil gerne have noget mere. De Radikale må skele misundeligt til SF, der med deres kampagne leverer skarpe politiske budskaber, som man kan tage stilling til. Det er faktisk en mangelvare i dansk politik.
