Analyse af Clintons tabertale
Clintons tabertale: Hillary gav faklen videre

Mod al forventning var det Hillary Clinton, der måtte holde tabertale. Kilde/GettyImages.

Skrevet af
Hillary Clinton bliver ikke den første kvindelige præsident i USA. Derfor gik hun i går aftes på talerstolen for at holde sin tabertale. En genre med faste konventioner, som kandidaterne normalt følger med skabelonagtig sikkerhed. Men som resten af valgkampen var hendes tale usædvanlig – sine steder havde den mere karakter af politisk kampskrift end fredelig overgivelse.
Jeg kan lige så godt indrømme det. Denne artikel skulle have handlet om noget helt andet: Trumps tabertale. Men en sådan blev det som bekendt ikke til. Så i stedet for at handle om noget (forventeligt) langt, polemisk og vredt, handler den om noget fattet, stærkt og værdigt: Clintons tabertale.
 
Og jeg var næppe den eneste, der blev overrasket i går. Chokbølgen dundrede gennem USA, Europa og resten af verden: Donald Trump bliver øverstkommanderende for en af verdens største økonomier og militære magter. Han har vundet. Hillary Clinton har tabt.
 
Derfor kunne milliardæren med det høje hår og de outrerede udtalelser sejrsbevidst trisse op på talerstolen for at levere en tale, der vel nok bedst kan beskrives som en aparte krydsning mellem landsfaderens klasse og den pinlige onkels uforudsigelige vrøvleri. Mens Clinton efter at have sundet sig i nogle timer måtte tage de tunge skridt og holde sin officielle tabertale.
 
I et retorisk perspektiv er der normalt tale om en forudsigelig og rituel talegenre. Talerne er ofte opbygget helt ens, og de er kendetegnet ved faste formuleringer og budskaber. Sat på spidsen er genren præget af så fasttømrede konventioner, at det kræver en hær af taleskrivere med hvæssede røde rettepenne at ændre det store – eller, som vi så i går, en ekstraordinær situation efter en ditto valgkamp.
 
20 års tabertaler
Men før vi ser nærmere på gårsdagens tabertale, skal vi gøre holdt ved sammenligningsgrundlaget: de sidste 20 års amerikanske tabertaler – fra Bob Dole over Al Gore og John Kerry til John McCain og Mitt Romney.
 
Overordnet drejer det sig om relativt korte taler, der har til formål at hjælpe landet med komme videre efter en tid, hvor den amerikanske supertanker har ligget stille, mens kandidaterne har kæmpet om kaptajnskasketten.
 
En del af den tradition for fredelig magtoverdragelse, der er dybt forankret i den amerikanske politiske kultur.
 
Derfor kan man på tværs af kandidater og partier identificere følgende fem træk i tabertalerne fra 1996 til 2012:
 
  1. Lykønskning af vinderen: Taberne erkender klart deres nederlag, og de ønsker vinderen tillykke med dennes sejr. De omtaler ham respektfuldt eller ligefrem rosende.
 
For eksempel indleder John Kerry i 2004: ”I spoke to President Bush, and I offered him and Laura our congratulations on their victory”.
 
Ligesom man fornemmer soldatens respekt for en værdig modstander hos John McCain, der i 2008 siger om Barack Obama: ”In a contest as long and difficult as this campaign has been, his success alone commands my respect for his ability and perseverance”.
 
John McCain frabeder sig buh-tilråb, da han i sin tale lykønsker Barack Obama, af respekt for folkets valg.
 
  1. Håndtering af skuffelsen: Men mange er naturligvis skuffede. Kandidaten selv, medarbejderne, støtterne og alle de vælgere, som har stemt på kandidaten. Og det skal overkommes. Det gør taberne ved at erkende følelsen for derefter at fokusere på den fælles fremtid for hele USA.
 
For eksempel siger Al Gore i 2000: ”I know that many of my supporters are disappointed. I am too. But our disappointment must be overcome by our love of country”.
 
Og Mitt Romney i 2012: “I so wish that I had been able to fulfill your hopes to lead the country in a different direction. But the nation chose another leader. And so Ann and I join with you to earnestly pray for him”.
 
  1. Indgydelse af nyt håb: I alle talerne er et tema håbet for fremtiden, og de tabende kandidater gør en del ud af at tale om deres stærke tro på morgendagen, både i relation til deres partis dagsorden og landets fremtid.
 
For eksempel opfordrer John Kerry: ”Don’t loose faith. (…) We go on to make a difference another day”. Og Mitt Romney serverer næsten samme budskab: ”This election is over, but our principles endure”.
 
  1. Samling om fælles værdier: I forlængelse af deres fokus på fremtiden italesætter taberne også de fælles værdier, som alle amerikanere nu må samles om – uanset udfaldet af valget. Det handler især om fædrelandskærligheden og støtten til et stærkere USA.
 
”We are one people”, siger Al Gore, ligesom John Kerry argumenterer for “the need for unity”.
 
“Whatever our differences, we are all fellow Americans”, lyder det også som et ekko fra John McCain. Mens Mitt Romney plæderer for nødvendigheden af at “reach across the aisle”, før han fremhæver ”the enduring principles upon which our society is built”.
 
  1. Tak til alle støtterne: Endelig er det helt obligatorisk, at en stor del af talen er dedikeret til at sige tak. Tak til ægtefælle og familie. Tak til vicepræsidentkandidaten. Tak til medarbejdere, frivillige, vælgere og økonomiske støtter. Tak til Gud og (stort set) hvermand.
 
For eksempel siger Bob Dole i 1996: ”I want to thank two outstanding women – my daughter Robin, who did a great job, and, of course, my wife Elizabeth. (…) To the millions of people who supported us, I say thank you”. Og sådan fortsætter det.
 
Og ja, du har gættet det: Bortset fra den obligatoriske tak med tak på, brød Clintons tabertale med flere af disse konventionelle genretræk.
 
Hillary Clintons tabertale.
 
Anerkendelse, ikke ros
Clinton indledte sin tabertale helt efter bogen – ved at anerkende nederlaget og ønske Trump tillykke med sejren. Hun gjorde det klart, at han nu skal være landets præsident og derfor har fortjent samarbejde og støtte.
 
Men hvor tidligere tabere har talt rosende eller i hvert fald respektfuldt om den vindende kandidat, var Clintons tone forholdsvis kølig:
 
”We must accept this result and then look to the future. Donald Trump is going to be our president. We owe him an open mind and the chance to lead”.
 
En chance. Det var, hvad han fik. Ikke overraskende, måske, i valgkampens skygge. Men alligevel værd at bemærke, da det tidligt i talen gav et forvarsel om, at forsoning ikke ligefrem var højest på dagsordenen.
 
En smertefuld skuffelse
Skuffelsen er et tilbagevendende tema i tabertalerne. Men normalt også relativt hurtigt overstået. Clinton gjorde her noget mere ud af at italesætte følelsen – muligvis fordi den var så overraskende og gjorde så ondt.
 
”I know how disappointed you feel, because I feel it too, and so do tens of millions of Americans who invested their hopes and dreams in this effort. This is painful, and it will be for a long time”, sagde hun blandt andet.
 
Der kan slet og ret have været behov for en mere omfattende bearbejdning af nederlaget, fordi det kom som sådan et chok for mange.
 
Fortsæt med at kæmpe
Talen var i det hele taget følelsesladet og sine steder ret rørende. Og Clintons egen skælvende stemme og fugtige øjne bidrog kun til den oplevelse. Nogle af de stærkeste passager gik på hendes opfordringer til især unge og kvinder om at holde fast i deres drømme – og blive ved med at kæmpe for dem:
 
”And to all the women, and especially the young women, who put their faith in this campaign and in me.
(…) I know we have still not shattered that highest and hardest glass ceiling, but someday someone will, and hopefully sooner than we might think right now”.
 
Her var der lige så meget tale om et politiske kampskrift som en tabertale. Her var en kvinde med et projekt, som hun ikke ønskede at se knust sammen med sine præsidentambitioner, men som det var hende magtpåliggende at overdrage til den næste generation:
 
”And to the young people in particular, I hope you will hear this. I have spent my entire adult life fighting for what I believe in. I’ve had successes and I’ve had setbacks. Sometimes really painful ones. Many of you are at the beginning of your professional public and political careers. You will have successes and setbacks, too. This loss hurts, but please never stop believing that fighting for what’s right is worth it.”
 
Kvinders rettigheder har været en mærkesag for Clinton igennem hele hendes politiske karriere.
 
Clinton får elegant vævet sin eget historie sammen med tilhørernes og forsøger på den måde at få dem til at fortsætte sin kamp.
 
Vi og vores værdier
Endelig er det fællesskab, Clinton konstituerer i talen, værd at bemærke. Hvor tidligere tabere gør en dyd ud af at tale til alle amerikanere og kalde til samling omkring fælles værdier, drejer det sig her om et noget snævrere ’vi’:
 
”Our campaign was never about one person or even one election. It was about the country we love and about building an America that’s hopeful, inclusive and big-hearted. (…) The rule of law, the principle that we are all equal in rights and dignity, freedom of worship and expression. We respect and cherish these values too, and we must defend them”.
 
Clinton forsøger ikke at bygge bro over landets splittelse, men taler i slet skjult opposition til Trump. For hvem ellers kan det være, værdierne skal forsvares imod her?
 
Clintons afskedssalut
Samlet set var Clintons tabertale ikke så meget en tabertale, som den var et kampskrift. En afsked med én kamptræt bannerfører og en opfordring til, at yngre kræfter vil fortsætte indsatsen – med en tro på snarlig sejr.
 
Man kan klandre hende for at svigte traditionen og grave grøfter i steder for at række hånden hen over den afgrund, der blev skabt i valgkampen. Men samtidig kan man også rose hende for en stærk tale. En afsked med værdighed og tilsyneladende ærlighed. Måske hun endda formåede at nuancere billedet af sig selv som kold karrierepolitiker. Her så vi i hvert fald en kvinde med en sag, som hun oprigtigt synes er vigtig.

Relaterede artikler

H for Hillary - Hospital-skilt eller en omvendt sømandstrøje? FedEx rip-off eller skjult republikansk højredrejning? Twitter-folket var ...
Tal ikke som en politiker! - Kan den store politiske tale være modsvaret til politikerleden? Det mente flere af talerne - Rufus Gifford, Adam Price, ...
Hvorfor politikere taler som de gør - Her er en oplysende, kompetent og velskrevet introduktion til begrebet framing i politisk kommunikation. Forfatterne lev...
I wrote it! - Hvilke taleøjeblikke bliver stående i vores hukommelse efter partikonventerne i USA? Khizr Khans? Melania Trumps? Sarah ...
Ødelægger Weiners sex-skandaler Hillary Clinton? - Huma Abedin - Hillary Clintons veninde gennem 20 år og viceformand for hendes præsidentkampagne - har anmodet om skilsmi...
Valgets værste debatbrølere - Har du nogensinde gjort noget virkelig dumt og bare ønsket, at du kunne slette det fra alles hukommelse? Så trøst dig me...
Sex is about power - Tv-dokumentaren om den skandaleramte politiker Anthony Weiner (som du kan se på dr.dk lige nu) rejser en række spørgsmål...
Nationens katarsis - Valgaftenstalerne er første skridt i nationens katarsis ovenpå et valg, der for en gangs skyld er reel kandidat til titl...
Så slemt bliver Trumps USA - WASHINGTON D.C. Hvordan kunne det ske? Da morgenlyset ramte Washington D.C. onsdag var det dette, tilsyneladende enkle, ...
Trumps vindertale: Granaten er kastet - Det blev langt ud på natten amerikansk tid, før Donald Trump kunne gå på scenen og tale til det amerikanske folk som pre...
Trumps zero fucks given kampagne - Det var MAGA-effekten, hele verden fik at føle, da Donald J. Trump blev valgt til USAs næste præsident. "Make America Gr...
Hillary helt helt forkert - Hun vandt da folkets stemmer, siger Clinton-tilhængerne. Okay, men hun tabte stort stat efter stat. Klassiske blå stater...
Hvad kan K-branchen lære af Trump? - Hvordan kunne det ske? Vi har bedt ti eksperter om deres bud på, hvad vi kan lære af Donalds Trumps præsidentvalgkampagn...
Det lange farvel - Allerede ved sidste års State of the Union-tale begyndte præsident Barack Obama sit retoriske farvel til jobbet som USA'...
Trumpdemonium - Det var nok de færreste, der forventede en traditionel indsættelsestale af præsident Donald Trump. Men Trumps fortsatte ...

Giv din stemme

25 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kun få ledige pladser

Se alle Bliv klogere

Job

Taleskriver

Frist: 12. marts

Strong Communicator

Frist: 10. marts

Webredaktør

Frist: 13. marts
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag

Sprint: Ryk på dine idéer med lynhurtig konceptudvikling

19. april

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.