|
Interview med Amy Goodman
Tag medierne tilbage

Journalist Amy Goodman tror på fred og forståelse verden over. Det kræver dog en massiv omlægning af mediernes strukturer. Kilde: Democracy Now!

Skrevet af

Nina Branner
Journalist

1 artikler

0 indlæg

”Jeg tror, at medierne kan være den største kraft for fred på jorden”. Den prisbelønnede, amerikanske journalist Amy Goodman grundlagde i 1996 det uafhængige, journalistiske medie Democracy Now! som et alternativ til USA’s etablerede aviser og tv-stationer. Forrige weekenden fortalte hun i et foredrag i Berlin, hvordan amerikanske medier bliver brugt som krigsvåben, og hvorfor uafhængig journalistik er mere nødvendig end nogensinde.
Klimaforandringer og krig er blandt vor tids største udfordringer. Udfordringer, som verdens mest magtfulde nation, USA, har et stort ansvar for at tage alvorligt. Men det gør den langt fra, mener den aktivistiske journalist Amy Goodman, der gennem de sidste 20 år har opnået kultstatus blandt ikke bare amerikanske kritikere af landets ”establishment”, men også hos millioner af følgere verden over.
 
Med Democracy Now! har Goodman rejst både USA og resten af verden tynd for at give stemme til alle de mennesker, der er berørte af USA’s politik. Og det er ikke så få.
 
Forrige lørdag besøgte Amy Goodman Berlin med sin Democracy Now! 2017 Speaking Tour. Kilde: Patrick Stary.
 
Når Amy Goodman siger ”the establishment”, hentyder hun til den politiske elite, hvad enten den bærer Barack Obamas, Hillary Clintons eller Donald Trumps ansigt. Og til mainstreammedierne, som efter hendes mening har en stor del af skylden for, at den amerikanske befolkning ikke får adgang til den information, der er nødvendig for at kunne deltage i øjenhøjde i et demokratisk samfund.
 
”Jeg vil gerne tage jer med tilbage til 5. februar 2003, seks uger før USA invaderede Irak”, starter Goodman sin halvanden time lange dundertale for et begejstret publikum lørdag den 18. november i Festsaal Kreuzberg, Berlin.
 
”Den daværende amerikanske udenrigsminister Colin Powell holdt sin berømte tale, hvor han tilskyndede en invasion af Irak og plæderede for, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. En tale, der skulle blive et søm i kisten for så mange mennesker, og som var et afgørende vendepunkt, fordi halvdelen af befolkningen var imod en invasion, og halvdelen var for".
 
"Fire af de store amerikanske nyhedsstationer - NBC, CBS, ABC World News Tonight og PBS News Hour - bragte i de efterfølgende uger 293 interviews med ”eksperter” i krig, og kun tre af disse interviews var med antikrigsfortalere. Disse medier har en enorm magt til at påvirke den offentlige mening, og når de ikke forholder sig objektivt og kritisk, er de ikke længere mainstreammedier, men ekstreme medier, som slår på tromme for krig”.
 
Kort før det blev besluttet, at USA skulle invadere Irak, deltog Goodman i en paneldebat, som blev styret af den prominente journalist Bob Schieffer fra CBS, som blandt andet modererer præsidentdebatterne under valgkampe.
 
”Bob Schieffer er en journalist, der bryster sig af at moderere diskussioner for borgerne, og han havde selv foretaget mange af interviewene omkring krig på dette tidspunkt. Jeg spurgte ham, hvorfor han ikke havde inddraget flere forskellige holdninger i debatten, og han var oprigtigt overrasket og svarede: ”Jeg forstår ikke din pointe. Udenrigsministeren har lige holdt tale, og så vil du have mig til at bringe interviews med antikrigsfortalere?" Underforstået, at det var utænkeligt at modsige Powell”, siger Goodman.
 
"Som bekendt viste de amerikanske politikeres påstand om, at Irak skulle være i besiddelse af atomvåben, sig at være en overordentlig skævvredet tolkning på efterretningstjenestens rapport, som blev udarbejdet fem måneder før invasionen, – og i hvilken, der blev udtrykt forbehold over for en invasion. I ugerne efter Powells tale satte ingen af journalisterne fra de store amerikanske nyhedskanaler spørgsmålstegn ved påstanden", siger Goodman.
 
”Medierne er her for at holde dem, der har magten, ansvarlige for det, de siger og gør. Det er vores job. Særligt i krigstider. At grave dybt og få fakta frem, ikke at være partiske, men at være en separat del af den offentlige debat. I USA har vi ikke statsejede medier, men hvis vi havde, ville det ikke være anderledes, end det er nu”.
 
Journalistik har potentiale til at ændre verden, mener Amy Goodman, som ikke er bleg for at kritisere USA's magtfulde medievirksomheder. Kilde: Democracy Now!.
 
The big six
Ganske rigtigt opererer man i USA ikke med statsejede medier, sådan som det for eksempel er tilfældet i mange arabiske lande. Men stort set alle kommercielle, amerikanske aviser, tv-kanaler og radiostationer er ejet af bare en håndfuld store virksomheder, de såkaldte ”big six”: Viacom, CBS, Disney, News Corp., GE og Time Warner.
 
Koncentrationen af medieejerskab hos få magtfulde virksomheder har ifølge kritikere som Goodman ført til en demokratisk krise. I stedet for at fungere som et demokratisk redskab er virksomhederne snarere PR-maskiner for de rige og magtfulde ved at trivialisere, polarisere og censurere journalistik og offentlig debat, mener hun.
 
”Hvordan skal en tv-station rapportere om krig, når den selv er finansieret af en virksomhed, som tjener penge ved våbenhandel? Og hvordan skal journalister skrive om oliekatastrofen, når deres løn bliver udbetalt af British Petroleum (britisk, multinationalt oliefirma)? Mange af disse firmaer har også andele i for eksempel våbenfabrikant- og medicinalfirmaer og profiterer altså direkte på krig og klimaforandringer”, siger Goodman, da jeg om eftermiddagen møder hende i Berlin inden aftenens foredrag.
 
”Jeg siger ikke, at disse firmaer ringer journalisten op og direkte siger: ”Det må du ikke skrive”. Men partnerskabet i toppen af disse medieorganisationer mellem dem og de firmaer, som sponsorerer dem, har også en kæmpe indflydelse på journalisterne. Her er Democracy Now! helt anderledes. Det er støttet af de læsere og borgere, som er dybt bekymrede for planetens skæbne. På grund af internettet har mindre organisationer nu en kæmpe rækkevidde, og det er meget vigtigt, at de traditionelle gatekeepers bliver udfordrede”.
 
Indianerne ved Standing Rock
Democracy Now! er udelukkende finansieret gennem donationer fra lyttere og seere. Med et dagligt nyhedsprogram, som bliver sendt live til over 1.400 tv- og radiostationer samt på egen hjemmeside, giver Goodman og hendes kolleger taletid til civilbefolkningen fra verdens politiske brændpunkter. Goodman har blandt flere andre priser vundet den ”alternative Nobelpris” Gandhi Peace-prisen samt The Robert F. Kennedy Prize for 'international reporting'.
 
Som vært for Democracy Now! har hun blandt utallige andre begivenheder rapporteret om civilbefolkningens kamp for uafhængighed i Østtimor i Sydøstasien og den amerikanske energi- og olievirksomhed Chevron Corporations indflydelse på det nigerianske samfund.
 
Af nylige begivenheder har opstanden ved indianerreservatet Standing Rock i North Dakota gjort særligt indtryk på hende, fortæller Goodman. Her er der planlagt en 1.900 km lang rørledning, som dagligt skal fragte 470.000 tønder olie fra området Bakken-forekomsten i Nordvest-Dakota til raffinaderier i syd. I over halvandet år har de indfødte forsvaret deres ret til rent drikkevand.
 
”Det var midt i præsidentvalget, hvor der typisk er generelt mere mediedækning, men vi var de eneste, der rapporterede fra Standing Rock. Under valgkampen mellem Trump og Clinton var der ikke én af de journalister, der moderer valgdebatterne, der spurgte ind til deres planer i forhold til klimaforandringerne – og Standing Rock blev heller ikke nævnt. Så vi tog derud, og det, vi så, var rædselsvækkende, men samtidig oplivende. Oplivende, fordi vi så mennesker, der var engagerede i en fredelig modstandsbevægelse. Kvinder, mænd, små piger og drenge gik op og ned ad gaderne i North Dakota med vandglas i hænderne og kaldte sig ikke for demonstranter, men for ”vandbeskyttere”. Vi filmede, da vagterne, som arbejdede for rørledningen, slap bidske hunde løs på indianerne og lod dem bide dem i ben og arme, men de veg ikke tilbage. Denne modstand er fantastisk, og det er vores ansvar at give disse mennesker en mikrofon i hånden og høre, hvad det er, de risikerer sig selv for”, siger Goodman.
 
Vi skal tale om klimaforandringerne
Siden Donald Trump blev valgt til USA’s præsident, har han åbent erklæret medierne krig og stempler ofte journalistik som 'fake news', hvad enten der er tale om ”corporate medias” eller uafhængige medier som Democracy Now!. Det anser Goodman for at være kontraproduktivt for Trump selv, fordi han ”ikke ville finde en bedre ven” end de etablerede medier, hvis han holdt op med at lægge dem for had.
 
Men netop fordi, han konstant har dem i sigtekornet, er også mainstreammedierne begyndt at yde modstand og være mere kritiske – undtagen når det kommer til to emner, mener Goodman: klimaforandringer og krig.
 
”Et par uger inde i sin præsidenttid smed Trump den største bombe nogensinde i Afghanistan – MOAB’en (Mother Of All Bombs), som hverken Bush eller Obama havde vovet at tage i brug – det tog bare Trump et par uger at gøre det. Den aften tændte jeg for MSNBC, den mest progressive af de store tv-stationer. Pentagon havde givet dem videomaterialet og endda inviteret deres journalister til at dække krigen sammen med soldaterne. Men hvordan tror du, de dækker krigen, når de er blevet inviteret af regeringen selv og sover, spiser og lever sammen med de amerikanske soldater”?
 
Også i forhold til klimaforandringerne er de amerikanske medier ekstremt dårlige til at rapportere objektivt, mener Goodman.
 
”Nogle vil måske sige, at medierne er fair; de godtager, at mennesker medvirker til klimaforandringerne – det, siger over 95 % af forskerne, er accepteret videnskab. Men i USA bliver klimaforandringer alt for sjældent diskuteret på tv. Vi har brug for, at meteorologer på tv taler åbent om forbindelsen mellem de forfærdelige vejrkatastrofer, som vi oplever, og klimaforandringerne, global opvarmning. Vi er nødt til at have dem, som allerflest mennesker ser på tv hver dag, til at vise, at alle disse begivenheder er forbundet”.
 
Trods nogle travle dage, hvor Goodman har dækket COP 23-klimatopmødet i Bonn, er hun i hopla til aftenens foredrag i Festsaal Kreuzberg. Siden Trump valgte at trække USA ud af Paris-aftalen fra 2015, er flere mennesker kommet på barrikaderne og kæmper for en mere bæredygtig klimapolitik, fortæller hun.
 
Amy Goodman udgiver også klummer om tidens vigtige emner for Democracy Now! sammen med ægtemanden Denis Moynihan.
 
Sammen med et hold af journalister fra Democracy Now! er hun netop vendt tilbage fra Hambacher-skoven, et stort skovareal, der står til at blive udryddet for at give ekstra plads til Tysklands største brunkulmine, som ligger bare få kilometer fra, hvor klimatopmødet blev afholdt. Her interviewede de en gruppe aktivister, som i fem år har kæmpet for at redde skoven.
 
”For mig kender journalistik ingen grænser. Den rækker ud til hele verden, til stemmer over hele kloden. Journalistik er at skabe en platform for disse globale stemmer, at tillade folk at tale for sig selv. Når man hører folk tale ud fra deres egen erfaring, ændrer det én. Jeg siger ikke, at man nødvendigvis er enig med den person, man taler med – hvor ofte er man overhovedet enig med sine egne familiemedlemmer? Men man begynder at forstå, hvor folk kommer fra, og den forståelse er begyndelsen på fred. Jeg tror, at medierne kan være den største kraft for fred på jorden. Men alt for ofte bliver de brugt som et krigsvåben, og det er derfor, vi er nødt til at tage medierne tilbage”.

Vil du vide mere om USA's mediedemokratiseringsbevægelse, anbefaler vi cand.mag. i medievidenskab, Bjarke Bille Hal's, speciale med Democracy Now! som case study, som han offentliggjorde på Kommunikationsforum i 2011

Relaterede artikler

Spot en journalist til fals for penge - Journalisterne er for magelige og for tæt på dem, de skal se i kortene. Faget er blevet for hurtigt og arbejdsvilkårene ...
Journalisternes tre fordummende fejltrin - Omkring fire overskrifter. Så kort tid kan der nogle gange gå, fra jeg vågner, til jeg bliver livstræt. For man skal ikk...
Brand journalism – troværdig journalistik? - Der hersker efterhånden ingen tvivl om internettets voldsomme indvirkning på kommunikations- og journalistikfeltet. Vi h...
Lad os begrave fake news-begrebet - Fake news-begrebet er efterhånden så udvandet, at det bør lægges i graven. I en tid, hvor nye, skarpvinklende medier udf...
”Fake news” i Danmark – kampen om sandheden - Fake news-begrebet er efterhånden så udvandet, at det bør lægges i graven. I en tid, hvor nye, skarpvinklende medier udf...
Manglende Format - Format er det nye, unge medlem af Mediedanmark. De blæser til kamp mod den konventionelle historiefortælling og vil i st...
Kan erhvervsjournalister lide macarons? - Ja, erhvervsjournalister kan sikkert godt lide macarons. Men de vil meget hellere have serveret tal. Partner og kommunik...
Make journalism great again - Tilliden til medierne har nået et historisk nulpunkt, og en af forklaringerne er, at medierne konsekvent er ensidigt neg...
Hvad fanden bringer fremtiden? - Tim O'Reillys seneste bog "WTF – What’s The Future And Why It’s Up To Us" udtrykker både forbløffelse og forfærdelse ove...
Tavshed som forudsætning for demokrati - Den 21. november afholder vi valg til kommunalbestyrelser og regionsråd i Danmark. I sin grundessens handler et sådant d...
Den journalistiske forbandelse - Journalistisk arrogance og manglende forbindelse mellem medier og læsere er skyld i mediekrisen. Ny debatbog af Søren Sc...
Er din kritik af Facebook strandet i et hashtag? - Facebook er blevet kaldt den mest vellykkede nudging-kampagne nogensinde. Den har vist sig så effektiv, at selvom virkso...
Dine børn finder sig selv i skærmen - Unges brug af teknologier relaterer sig til en myriade af forskellige praksisser, processer og paradokser i deres hverda...
Tilbage til propagandatågen - "Jesper Larsen forsøger i sit indlæg at få tegnet et billede af min bog som et stykke anti-russisk propaganda. Det kan k...

Giv din stemme

7 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

53 JOB

Junior consultants for marketing and communication

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Studentermedhjælper

Frist: 9. august

Head of Digital and Social

Frist: Hurtigst muligt

Copywriter/journalist

Frist: 30. juli
Se alle job Indryk job

Tag med til K-dag

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.