Er eventyret om Mandag Morgen slut?

Mandag Morgen er blevet opslugt af fremadstormende Altinget, og måske markerer det afslutningen på et vigtigt kapitel i dansk mediehistorie. Mandag Morgen har spillet en afgørende rolle for den analytiske og dagsordensættende journalistik i Danmark, men baggrunden for sammenlægningen er dyster. Selskabet bag Mandag Morgen har negativ egenkapital og har i flere år kørt med store underskud. I modsætning hertil står Altinget, der i de senere år er stormet frem, og som på trods af imponerende omsætningsvækst præsterer gode økonomiske resultater. Man kan med nogen ret sige, at en fremsynet og moderne webportal møder et tungt analogt nichemedie.
Efter 27 år som seriøst analysemedie bliver Mandag Morgen pr. 20 december overtaget af det politiske webmedie Altinget.
Efter 27 år som seriøst analysemedie bliver Mandag Morgen pr. 20 december overtaget af det politiske webmedie Altinget.
af Joachim Sperling
Mandag Morgen blev grundlagt i 1989 af den legendariske Erik Rasmussen, der forinden havde haft en blændende og nærmest hæsblæsende karriere i medieverdenen. Han blev chefredaktør på dagbladet Børsen i en alder af kun 27, og da han forlod bladet seks år efter, var oplaget gået fra 4.000 til 25.000. Det var således Erik Rasmussen, der gjorde Børsen til en rigtig avis.
 
Chefredaktør for Mandag Morgen, Erik Rasmussen. Polfoto/Stine Bidstrup.
 
I mange år satte Mandag Morgen en meget vigtig dagsorden både i den offentlige og private sektor, fordi mediet med internationalt udsyn kunne afkode effekterne af globalisering og ny teknologi i en på en og samme tid analytisk og tilgængelig kontekst. Det gjorde mediet stærkt citeret, og fra midten af 90'erne og ti år frem var Mandag Morgen et fyrtårn i den danske mediebranche og et must at læse for enhver beslutningstager. På trods af at Mandag Morgen var et undseeligt sammenhæftet blad helt uden grafik, var det alligevel det første chefen åbnede mandag morgen - heraf navnet.
 
 
Flasket op med papir
Succesen kom bl.a. takket være samspillet med Erik Rasmussens enorme netværk, som også rakte dybt ind i centraladministrationen hos folk som Jørgen Rosted og Anders Eldrup, der dengang svingede taktstokken på Slotsholmen. Siden gik det ned ad bakke, og i dag er Mandag Morgen blevet et menighedsblad for bureaukrater, som kun få gider at læse.
 
I 2012 forsøgte Mandag Morgen sig med en gevaldig omlægning, da man aflivede det ugentlige nyhedsbrev og i stedet lancerede månedsmagasinet Navigation, der var en uoverskuelig moppedreng på over 100 sider. Herefter udkom ugebrevet kun digitalt, men i 2014 begyndte man at udgive ugebrevet på tryk igen.

Mandag Morgens læsere er nemlig flasket op med papir, og man har ikke som Altinget vænnet læserne til at betale for digitalt indhold. Måske er et af problemerne, at Erik Rasmussen først med Lisbeth Knudsen har formået at finde en arvtager, som han respekterer i tilstrækkelig grad til, at han for alvor har turde overdrage tøjlerne til en anden. Tidligere redaktører har ikke formået at træde rigtigt i karakter, men desværre er Lisbeth Knudsen kommet ind for sent, hvis målet var at overleve som et selvstændigt og overskudsgivende medie.
 
Klar tænkning
Altinget er en helt anden historie. Her man dygtigt opbygget en række portaler, der med politik som omdrejningspunkt følger emner som miljø, uddannelse, forskning, sundhed og socialområdet mv. Det er godt tænkt, fordi der ganske enkelt er kunder, der gerne vil betale for at vide mere om, hvad der besluttes politisk på de enkelte områder.
 
Redaktør for Altinget, Rasmus Nielsen. Polfoto/Sif Meincke.

Et andet godt eksempel på, hvor klart direktøren Rasmus Nielsen tænker, er købet af Grønbechs Hotel i Allinge på Bornholm. Dette totalt nedslidte hotel har Rasmus Nielsen dygtigt bragt til ære og værdighed, for det har jo en indlysende god beliggenhed mellem Gæstgiveren og Allinge Havn, som gør hotellet til et centralt omdrejningspunkt under det stadig vigtigere Folkemøde. Lur mig, om ikke Grønbechs Hotel kan øge sin belægning den øvrige del af året som følge af den medvind, der allerede er skabt.
 
Udfordringerne
I første omgang betyder fusionen med Altinget, at Mandag Morgen reducerer sine omkostninger til husleje, da hele organisationen flytter ind hos Altinget. Mon ikke også der kan spares på administrationen, og så skal Altingets effektive salgsorganisation sparke liv i Mandag Morgens søvnige abonnementsbase.
 
Den store udfordring bliver dog at bringe Mandag Morgen ind i den digitale tidsalder, men det har vist sig som en nærmest uoverstigelig udfordring for næsten alle de medier, der er startet ud fra en analog platform. En udfordring bliver også at genskabe en relevant journalistik platform, for den har mediet som nævnt tabt over de seneste 10 år.
 
Altinget overtager Ugebrevet og tænketanken Mandag Morgen med virkning fra 20. december 2016.
 
Jeg kender næsten ingen, der længere tager Mandag Morgen alvorligt, men man skimmer det måske alligevel af gammel vane for at se, om der skulle gemme sig en historie mellem alle bureaukratflosklerne.

Naturligvis blev fusionen fulgt op af de sædvanlige hurraråb fra de involverede. Altingets direktør Rasmus Nielsen kalder Erik Rasmussen et fyrtårn, og Erik Rasmussen mener ikke, han kunne have fundet en mere oplagt køber af Mandag Morgen andre steder. Det er helt efter bogen.
 
Potentialerne
Mit bedste gæt er, at Rasmus Nielsen og Altinget har fået Mandag Morgen forærende af Erik Rasmussen, så det kunne spare den gamle mester en tur i skifteretten. Den økonomiske risiko for Altinget er derfor nok også til at overskue.
 
Som en lille joker rykker det meget eksklusive erhvervsmedie InsideBusiness med ind i Ny Kongensgade hos Altinget qua deres samarbejdsaftale med Mandag Morgen. InsideBusiness redigeres af de to erhvervsjournalister Morten Johnsen og Peter Nyholm og har på rekordtid markeret sig som et af de vigtigste medier i den eksklusive del af erhvervslivet.
 
Så på trods af deres begrænsede størrelse er de ved at erobre den position, som Mandag Morgen havde i 1990'erne. Det er måske her, fremtidsperspektiverne i et samarbejde er størst.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også