Nu er det ikke skæg længere
Skægget. Skal det dø? Ifølge en overvægt af dansk og internationalt mediepostyr, så ja. ”Skægtrenden er død”, ”Skæg er ikke længere cool”, ”Barber dig hipster-dude!” lyder det. Men inden vi gør Gillette til det næste Apple, skal her lyde et forsvar for skægget.
af Jonas Gissel Mikkelsen
Skægtrenden er ovre, hipsterskægget skal dø. Fint. At en trend er ovre, er typisk et resultat af, at den nu er blevet for mainstream, og i den utroligt selviscenesættende generation, som jeg ikke selv kan frasige mig at være en del af, vil man hellere styrte på cykel i bar overkrop end at blive betragtet som mainstream.
Hipsteren i sit naturlige habitat. Foto: GettyImages.
Og ja, skægget er blevet mainstream. Det er efterhånden blevet en selvfølge for den nynordiske mand, uanset om han er hipster eller ej. Men at lade en trend dø er én ting – at lade skægget dø er en anden. Så lad os lige trykke på pause og blive enige om, hvad vi taler om.
Den metroseksuelle fyr gransker sit spejlbillede efter spor af mandighed. Foto: GettyImages.
Mand med stort M
Hvor kom skægtrenden fra? Den fulgte efter en tid, hvor metroseksualitet var normen. Den veltrimmede, solbrune fyr var det ultimative stykke mandesnolder for kvinder. Og her er det vist passende med lidt selvrefleksion - jeg håndterede metroseksualitet som en bæver en banjo.
Født med Morgan Freemans stemme, belønnet med kioskejersønnens overskæg som 12-årig, over 190 cm høj og med en vægt, der noteres med tre cifre. Som aldrig helt er nøgen, da jeg blot ved at fjerne mit tøj kan dukke op til fastelavn og troværdigt erklære mig udklædt som Chewbacca.
Jeg er en mand, som rent fysisk nok ikke kan blive meget mere mand. Så ja, den metroseksuelle periode repræsenterede et helvede for mig, der svarer til at smide en gartner ned i Amazonas og bede ham ”få lidt styr på det her”.
Jeg tænker, at den glatte trend for mange kvinder betød, at 'manden' forsvandt og blev erstattet af 'drengen'. Var det nu egentlig det, de danske kvinder ville have? Det spørgsmål affødte en overgangsfase, en stilmæssig gråzone, hvor der ikke rigtigt var nogle regler, omkring årtusindskiftet.
We were bears before you were hipster
På det tidspunkt boede jeg i England, hvor stilforvirring og stildiversitet er evindelige, så der var ligesom mere plads til at finde sig selv. Forinden havde jeg tilmed tilbragt en periode i Guds eget land med at arbejde for Harley-Davidson, hvor duften af læder og lyden af rock’n’roll havde elimineret alle forsøg på metroseksualitet.
Jeg lod mit skæg gro og mit bryst spire. Ikke ukontrollerbart som en tyk dreng fanget på en kagefabrik, men med måde, trimmet som en ligusterhæk - men ikke desto mindre noget, der faldt mig meget mere naturligt.
For knap fem år siden vendte jeg retur til Danmark. Jeg flyttede til København og fandt mig et passende hipsterstereotypt hjørne af byen, lige på Sønder Boulevard skråt overfor Kødbyen. Men det var ikke blot mit hjemland, jeg kom tilbage til.
Overgangsfasen var slut - metroseksualiteten var erstattet af lumberseksualiteten. Manden var tilbage. Åh, hvor havde jeg set frem til den dag.
Autenticitet for fuld skrue i Kødbyen.
Men ak. Hipsterkulturen adopterede lumberseksualiteten, og derved integrerede de en seksuel præference i en modetrend. Skægget blev hurtigt til den absolutte favorit accessory for den mandlige hipster. Akkompagneret af en uforklarlig jobtitel, manglende sokker og den obligate ternede skjorte.
Lumberseksuelle
Uden at man selvfølgelig var hipster, da det ville være en kategorisering, og man var naturligvis en category of one. Her ser vi resultatet af det, som Rasmus Karkov fornylig i Berlingske så overbærende kaldte for "prætentiøst selviscenesættende flokdyrsindividualisme".
Om end jeg var glad for at opleve skæggets eksplosive popularitet, da man ved ejerskab af et ret så tæt ét af slagsen fik megen ros, kunne jeg pludselig se dagen ende. Jeg vidste, det ville blive for meget. Jeg vidste, at noget så naturligt som tånegle eller en prut i elevatoren, nemlig mandens skæg, var blevet en trend. Og en trend erstattes altid af en ny.
Det ultimative tegn på, at en trend er ved at være udbrændt. MetroXpress.
Frygten for at vende tilbage til det åleglatte satte ind. Så jeg begyndte at se mig småirriteret på fyrene med det brystlange, tynde skæg og nærmest give dem skylden for denne uundgåelige skæbne. Sur på skægget, der unægtelig kun havde substans i form af kvantitet og ikke kvalitet.
På den ene side følte jeg mig forarget over, at noget var blevet så meget en trend, så moderne, at nogen var villige til at ændre på sig selv kosmetisk for at være en del af denne, og på den anden side fik jeg det ligeledes skidt over, hvordan jeg som teenager havde forbandet min aggressive skægvækst. Men faktum står tilbage. Skægget er blevet en pynteting, en accessory, ligesom tatoveringen. Og nu er det tid til en ny accessory.
R.I.P. drivhusskæg
Skægget har altid haft en rolle på tværs af generationer, trends og tidsperioder, indtil vi ramte metroseksualiteten, som så affødte en kontratrend omkring skægget i sig selv - hvilket er essensen i den forvirring, jeg omtaler. Er det en trøffel eller en romkugle?
Jeg har fuldskæg, som min far før mig og hans far før ham. Jeg er en mand, som få kan forestille sig uden skæg, uden et tæppe på mit bryst. Det er sådan, naturen stædigt kæmper for, at jeg skal se ud, og den gør hård modstand dagligt, hvis jeg forsøger at ændre det.
Så lad os sige hvil i fred til hipsteren og hans pubesskæg, men skån manden, der ikke ser ud, som om han har fået skægget påsat som en Playmobil-figur. Ham, som ikke fremtvinger og tilbeder det, men som blot ser det som en naturlig del af sin egen identitet – uanset årstal, subkultur eller geografi. Peg ikke fingre af ham, og råb ”af med hipsterskægget”. Lad ham være. Han har det naturlige skæg.
Gå all in uden at gå all in: Få dig et dresseret egern. Kilde: FreeYourSkin.
