Fuck tonen
Tonen får skyld for mange ting. Tonen gør, at unge ikke gider debattere på sociale medier. Tonen gør debatten usaglig. Den gør, at vores demokrati ikke bliver bedre. Den gør, at vi ikke lytter til dem, vi er uenige med, som vi jo ellers skal. Så vi skal da sørge for at holde den gode tone, skal vi ikke? Næh, faktisk ikke. Så her er fem grunde til at sige fuck til den gode tone. Ja, fuck.
af Mads Brynnum
1. At tale om tonen fjerner fokus
Når vi taler om tonen, taler vi ikke om alt det andet. At tale om tonen bliver derfor en nem og helt accepteret måde at forskyde debatten på. Du troede måske, den skulle handle om nedskæringer, om krige, om smykkelove eller om at stille politikere til ansvar, men nej.
Pludselig handler den i stedet om, hvordan vi taler til hinanden, fordi du sagde fuck eller noget lignende. På den måde bliver det at påberåbe sig tonen i familie med at rette folks stave- eller kommafejl; det har ikke noget med sagens kerne at gøre, men det er en bekvem måde at angribe og annullere et argument på. Bekvem og effektiv.
Så hver eneste gang, du påberåber dig tonen eller støtter andre, der gør det, så er du med til at ignorere det, der oprindeligt blev sagt. Og ja, nogle gange er det nødvendigt, men tænk nøje over, om det er det, du vil.
2. At tale om tonen udelukker folk fra debatten
Facebook - og i nogen grad Twitter - er på mange måder superdemokratiske medier. Der er ikke andre steder, hvor helt almindelige borgere kan have så direkte adgang til at tale - om og i nogle tilfælde med - de folk, der rent faktisk bestemmer over os.
Og lad os være helt ærlige: Det er ikke altid folk, der har lyst til at rose, som har brug for eller lyst til at tale med politikerne. Politiske beslutninger har konsekvenser for rigtige, levende mennesker – også dem som ikke har en lang videregående uddannelse og et formfuldendt sprog.
Men ved at insistere på, at debatten skal foregå på en bestemt måde, sikrer vi, at det kun er dem, der bliver lyttet til. De veluddannede. De beherskede. De ikke-vrede. Jamen hvad med alle troldene, skal vi heller ikke gøre noget ved dem, spørger du måske. Det er rigtigt, at internettet har flere trolde end en gennemsnitlig rollespilskampagne, men vi skal huske, at ikke alle skarptvinklede eller vrede indlæg er trolling.
.gif)
3. At tale om tonen er at gå magthavernes ærinde
Prøv at tænke over det: Hvem mon har en interesse i, at bestemte grupper – fx vrede borgere – ikke har adgang til den politiske debat? Hvem kunne mon have gavn af at kunne affeje store dele af kritikken rettet mod dem med et simpelt og på mange måder helt rimeligt argument? Nemlig, politikerne.
Som politiker kan du sagtens komme til orde i debatten. Du har adgang til bedste sendetid, og du er sikkert også en så dygtig kommunikatør, at du godt kan kalde for eksempel flygtninge for dårlige forældre eller arbejdsløse for dovne uden at sige det på en grim måde. Og når der så kommer en kritik, så kan du lukke den ned med hensyn til ”tonen.”
Det er præcis sådan, argumentet om tonen bliver brugt. Vi hører igen og igen om, hvor tarvelige vi er mod Joachim B. Olsen, fordi vi taler grimt om ham. Fordi at lave sjov med, at han engang har været kuglestøder, er jo meget værre end ligeud at sige, at nogle mennesker ikke er 110 kr. værd i timen. Ikke at politikere ikke må have de holdninger og stå på mål for dem – lige netop der er Olsen jo også ret exceptionel – men politikere og deres støtter skal ikke tude, når de kaster med lort og får en spand retur.
Hej Sebastian Dorset. Jeg kan se, at du har skrevet noget om min partikollega, som tydeligvis er meget populært. Du få...
Opslået af Rasmus Brygger på Facebook 26. oktober 2015
Et andet eksempel, der viser hvor åbenlys denne manøvre er, er statsministerens alternative nytårstale. Her talte han som bekendt om lige netop vigtigheden af en ordentlig tone og kom med eksempler på det, han ”måtte lægge øre til” på sociale medier. Noget af det var groft, noget af det var latterligt, men flere af eksemplerne var også helt reelle argumenter.
Screendump fra statsministerens alternative nytårstale.
Et beskyldte ham for at mangle internationalt udsyn og gjorde det endda med et humoristisk ordspil, et andet beskyldte ham for at bluffe med et ordspil på noget, han selv havde sagt, og et tredje handlede – midt i caps lock og et par skældsord – om, at Lars Løkke jo unægtelig har haft nogle problemer med at betale for sine egne ting.
Screendump fra statsministerens alternative nytårstale.
Nej, de var ikke gode, formfuldendte argumenter (bortset fra det med frøen), men de var stadig en reel kritik. Og ved at gøre dem til en del af den dårlige tone slap Statsministeren meget bekvemt for at forholde sig til det.
Screendump fra statsministerens alternative nytårstale.
4. At tale om tonen er at begrænse dine muligheder som kommunikator
Nu sidder den skarpe kommunikationsmand (m/k) nok og tænker: ”Jamen, hvis folk kan afvise dit argument på grund af tonen, er det så ikke dumt at blotte den flanke?”
Jo, det er det, så det skal du selvfølgelig lade være med. Men kun hvis du synes det er fint at nøjes med den metaforiske skruetrækker og at lade resten af værktøjet ligge i kassen.
Kraftudtryk kan fx være gode til at kommunikere følelser, især et sted som Facebook, der netop er personligt. Og ja, det kan også være nødvendigt at afbryde den, du interviewer, hvis du føler, du får et indstuderet ikke-svar – også selvom der så sidder partisoldater og tæller antal afbrydelser og bruger det mod dig.
Talte, hvor mange gange, Clement afbrød Mette Frederiksen. #dkmedier #dkpol pic.twitter.com/XKvgKoa5i7
— Mads Havskov Hansen (@MHavskovHansen) 31. januar 2016
5. At tale om tonen lukker ned for satire
Hvis argumentet ”vi skal tale pænt, også til politikere” bliver gangbar mønt, så bliver satire pludselig også et problem som vi har set det med nazi-Løkke og skinke-Inger. Men satire er et af de få våben, vi som helt almindelige mennesker rent faktisk har at rette mod magthaverne. Satire udstiller og latterliggør, det er et meget magtfuldt våben - og ikke mindst noget, magthavere altid har slået hårdt ned på. For hvis du er latterlig, kan du ikke også have autoritet.
Skinkeaffæren kom i højere grad til at handle om tonen end om det faktum, at Støjberg havde opdigtet en anekdote.
Og vi har brug for det våben. For vi bestemmer ikke over politikerne, de bestemmer over os. De bestemmer, hvor mange timer vi skal være på vores arbejde om dagen, hvor mange timer vores børn skal være i skole, hvor mange penge vi har at leve for, hvor god behandling vi skal have på sygehuset, hvad vi skal betale eller ikke betale i skat og så videre og så videre. De bestemmer endda selv, hvad de skal have i løn.
Vi bestemmer ikke en skid, men Facebook og Twitter har pludselig givet os mulighed for at have indflydelse på, hvordan politikerne bliver husket. Og den skal vi gribe. For den eneste grund til, at vælgerne om tre år måske kan huske, at Inger Støjberg opdigtede en anekdote for at kunne sætte et mindretal i et dårligt lys, er sgu da billedet af hamburgerryggen, som fik hende til at fremstå lidt latterlig.
Så lad være med at tale om tonen – især når det gælder kommunikationen med og til magthaverne. De, der bestemmer over dit liv, har ikke som udgangspunkt fortjent en ”ordentlig tone”. De har fortjent hård og gentagen kritik, de har fortjent den vrede, deres beslutninger kan afføde, og de har ikke mindst fortjent den hån, spot og latterliggørelse som de jo ikke selv holder sig tilbage med i forhold til dem, de bestemmer over.
