LO forsvarer efterlønnen med en annonce, hvor 71-årige fremstilles som sølle, svagelige væsner. Gider I ikke godt, LO, lade være med automatisk at gøre folk, der bliver ældre, til ofre? Gider I ikke godt lade være med at sige, at når man kommer omkring de halvfjerds, er det helt automatisk sådan, at man er træt og hjælpeløs og magtesløs?
I min avis har LO i dag indrykket en helsides annonce, der argumenterer imod en reform af efterlønnen. Vil du kunne ta’ på hjemmebesøg hos 24 ældre hver dag … som 71-årig? lyder det retoriske spørgsmål; smukt opsat på et sort/hvidt billede af en hånd, der nok skal forestille at være gammel.
Tja. Hvad skal man sige? Med venner som LO behøver Socialdemokraterne ikke fjender. Det, tekstens argumentation bygger på, er nemlig ikke regeringens påtænkte reformer – slet ikke. Det er såmænd velfærdsaftalen fra 2006 og den forventede stigning i levetid fra DREAM-gruppens befolkningsfremskrivning fra 2009. Det står der med småt nederst i annoncen. Og selvom jeg tit har ønsket mig, vælgernes politiske hukommelse var bedre, tror jeg godt, de kan huske, at Socialdemokraterne var med i den aftale. Alle partier kan være stolte af, at det er lykkedes at tage fælles ansvar for store samfundsmæssige spørgsmål. Man kan håbe, at det kunne ske lidt oftere. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er til gavn for Danmark, sagde Helle Thorning-Schmidt for eksempel til DR her. Men lad nu det ligge. Der er andet på færde i annoncen, som er langt mere fordummende.
Opfattelsen af alder ændrer sig
Jeg vil ikke sige, det er en kendt sag, at livets aldre er en social konstruktion. For det første er det ikke tilfældet, så vidt jeg ved. For det andet er selve udtrykket en kliché. Men allerede i 1960 offentliggjorde Philippe Ariès bogen L’Enfant et la Vie Familiale sous l’Ancien Régime, der på dansk hedder Barndommens historie, og udkom i 1982.
Bogens centrale påstand er, at barndommen, som vi kender den, slet ikke fandtes i middelalderen, men gradvis udviklede sig, indtil den i 1600-tallet så småt begyndte at ligne noget, vi kender i dag. Så vidt, jeg kan følge debatten om bogen, er den påstand ikke rigtig. Almindeligvis blev forskellen på barn og voksen også markeret i klædedragten, for eksempel. Det sentimentale forhold, vores tidsalder har til barnet og barndommen, kendte man også. Til gengæld står den pointe stadig uantastet, at biologi er et helt utilstrækkeligt udgangspunkt for at forstå, hvad barndom er for en størrelse.
Historien om teenageren er en bekræftelse af tesen om, at biologi i sig selv ikke kan begrunde kulturens opdeling af livet i livsaldre. Indtil midten af det tyvende århundrede var der ikke ret mange familier, der havde råd til at holde børn ude af produktionen, når de var færdige med den obligatoriske skolegang. Og på landet ikke engang det; der var skolen ordnet sådan, at børn på visse tider af året kun gik i skole hver anden dag, så de også kunne passe deres arbejde på gården.
På et vist tidspunkt i halvtredserne var der imidlertid så mange personer i de vestlige samfund, som på den ene side var over den kønsmodne alder og på den anden side ikke var en ”rigtig” del af samfundet, at gruppen måtte have et navn. Og sådan fik ungdommen og begrebet teenager sin moderne betydning.
De sidste halvtreds år har selvfølgelig ikke været statiske, når det gælder grænserne mellem livets aldre. Man taler i dag om en ny gruppe, tweens: børn, der er store nok til at være ude over infantilismen og for små til at være teenagere. Desuden kan man observere den ejendommelighed ved ungdommen, at ingen, der nogensinde har været unge, tilsyneladende har i sinde at holde op. I den forstand vokser ungdommen med en årgang om året, hvad der sådan set er temmelig mærkeligt.
Jeg prøver hverken at retfærdiggøre eller gøre mig til talsmand for, at folk som mig (jeg bliver snart 51) skal rende rundt og spille fandango og tro, de er 25. Det er vigtigt at ældes med værdighed og alle bør tage dette på sig som et personligt projekt. Men jeg konstaterer for det første, at den rigtige ungdom, om jeg så må sige, har et andet forhold til os halvgamle, end vi havde til vores forældre. Mine forældre har aldrig måttet gennemrode mit værelse for at finde deres grammofonplader, tøj eller sko. Det sker jævnligt for vore dages forældre til halvvoksne børn. For det andet er der ikke længere, i min aldersgruppe, en idé om, at man ligefrem har pligt til at holde op med at dyrke sport og gøre sig selv til et dødsens kedsommeligt, livløst og aseksuelt væsen. Uden at være respektløs – og med forbehold for, at jeg ikke har indsigt i min forældregenerations små hemmeligheder – vil jeg sige, at den form for pligtfølelse var ganske udbredt i gamle dage.
71 med turbo
Så det, der for alvor er irriterende ved LOs kampagne, er det statiske billede af livet, det præsenterer. Den 71-årige hånd, man ser i annoncen, skal jo forestille at være min (eller nok snarere: nogle af mine kvindelige jævnaldrendes) 71-årige hånd, tyve år ude i fremtiden.
Nu har jeg ganske vist levet et beskyttet liv som symbolanalytiker. Alligevel vil jeg tillade mig at sige: Gider I ikke godt, LO, lade være med automatisk at gøre folk, der bliver ældre, til ofre? Gider I ikke godt lade være med at sige, at når man kommer omkring de halvfjerds, er det helt automatisk sådan, at man er træt og hjælpeløs og magtesløs? Gider I ikke godt spille en positiv rolle, når det gælder om at udvikle billeder af livets sidste tredjedel, i stedet for den negative, I spiller med jeres annonce?
Halvfjerdsårige får et bedre og bedre helbred; specielt hvis de selv passer på det - og her kunne LO-medlemmerne både trænge til en opsang og nogle bedre forbilleder end deres ledere. Halvfjerdsårige får også helt andre ideer om, hvad de kan magte og tillade sig i fremtiden, end de har i dag. Den livsalder, de kommer til at befinde sig i, bør hedde noget andet end alderdom, og forstås anderledes, end vi forstår dén. Derfor er det bare om at komme i gang med noget begrebsmæssig produktudvikling.
Forskellige former for tilknytning til arbejdsmarkedet
Selvfølgelig skal mennesker, der når tres- eller halvfjerdsårsalderen og ikke længere magter at arbejde, have en tryg alderdom. Men det er der heller ikke nogen, der vil bestride, så hvorfor spilde tiden med at argumentere mod det? Men indføre en automatik, så man pr. definition er et udslidt og forarmet offer, når man runder de tres? Gider I lige? Om det er mere dumt end umoralsk eller mere umoralsk end dumt, ved jeg ikke. Men begge dele, det er det ligegodt.
Det, der er brug for, er en samtale om, hvordan man arbejder, når man kommer over de 60 eller 65. Nogle har sikkert brug for at arbejde mindre, eller komme i en anden funktion på deres arbejdsplads. Andre har brug for, at man opfinder en helt ny kategori af post-karriere job, som ikke findes endnu. Hvor man stiller sin erfaring til rådighed som en slags specialkonsulent, men kan slippe for ledelse og beslutninger og knive i ærmerne og andet, man føler sig hævet over på grund af sin modenhed. Jeg formoder, det er noget, vi danskere kan tale os til rette om. Dummere er vi ikke; LOs kampagne til trods.
---
Bliv opdateret med artikler, debat og stillingsopslag i Kforums nyhedsbrev hver uge – tilmeld dig her. Det er gratis.