Subway Surfers, tilbage på skolebænken!

Læs modsvaret til artiklen her.

Oftest er mobiltelefonerne flyttet ind i klasseværelset uden en klar didaktisk, endsige pædagogisk retning for, hvad de egentlig skal der. Det skete bare, i takt med at danske børn blev verdens måske mest digitale generation. Mobiltelefonernes møde med skolen har blandt andet ført til en ulige kamp om opmærksomhed mellem lærere og apps, et væld af digitale forstyrrelser og sandsynligvis også en voksende ulighed blandt eleverne.

Lokale mobilforbud er vejen frem. Den bedste løsning er, at skolerne udarbejder lokale mobilpolitikker, så retningslinjerne ikke kommer oppefra – fra Christiansborg – men udvikles lokalt, sådan som den danske skoletradition foreskriver. Til den lokale proces på skolerne er her syv argumenter for, hvorfor der er brug for et forbud, der dæmmer op for elevernes brug af mobiltelefoner i klasseværelset, frikvarteret og fritidsinstitutioner.

Et mobilforbud betyder ikke, at mobiltelefonen ikke må tages i brug, når den har et fagligt formål, og læreren tillader mobilbrug til dette formål. Et mobilforbud betyder et forbud imod elevernes frie til- og fravalg af at bruge mobiltelefonen i skoletiden.

Det er klart, at børnene skal gøre brug af den forhåndenværende teknologi – når den understøtter det faglige projekt.

#1 Kampen om opmærksomhed er ulige

Hvem vinder kampen om en 12-årig elevs opmærksomhed i undervisningen? Dansklæreren eller de tusinde specialister med ph.d.er fra Stanford University og andre topuniversiteter? Som den amerikanske teknologidesigner og tidligere Google-chef Tristan Harris siger til The Atlantic: ”Du kan sige, det er mit eget ansvar at udvise selvkontrol, når det gælder min brug af digitale medier, men så tager du ikke i betragtning, at der er tusind mennesker på den anden side af skærmen, hvis job det er at nedbryde den ansvarlighed.”

Smartphones er adgangsbillet til et voksende kommercielt rum. Sociale medier og spil er designet til at fange og fastholde brugerens opmærksomhed, eksempelvis gennem notifikationer, feeds med konstante opdateringer og belønninger. I den kamp om opmærksomhed taber lærerne.

De sociale mediers kommercielle styrke er også, at de netop er sociale, hvilket her betyder, at elevernes klassekammerater og også venner og familie uden for klasseværelset kan komme i kontakt med eleverne via sms’er, Snapchat, Messenger mv. og fx ved at tagge eleven i et opslag på Instagram, Musical.ly osv. Hvad er den faglige pointe i, at elever kommunikerer med andre uden for klasseværelset midt i undervisningen? Den er formentlig minimal.

#2 Tilgængelighedsnorm tager opmærksomhed

Smartphones og sociale medier har på kort tid skabt en norm om, at man skal være tilgængelig og svare på digitale beskeder så hurtigt som muligt – også selv om man sidder midt i en matematiktime. En undersøgelse foretaget af videnskabsjournalist Søren Hebsgaard i 2017 viser eksempelvis, at 60 procent af gymnasieeleverne typisk svarer på en besked på telefonen enten ”med det samme” eller ”inden for et kvarter”. For 6.-10.-klasseelever er tallet 50 procent.

Tilgængelighedsnormen hænger sammen med, at det er venner og relationer, man vil være tilgængelig for – men teknologierne gør så også sit for at fremme trafik. Som når man på Messenger eller iMessages automatisk kan se, at den anden har læst ens besked (medmindre man aktivt har slået den funktion fra), eller man holder øje med prikkerne, der signalerer, at den anden er ved at skrive. Teknologien er ikke neutral; den er med til at rammesætte relationer.

”Hvis jeg kan se, at min veninde har fået min besked, og hun ikke har svaret med det samme, føler jeg, at jeg ikke er vigtig for hende,” lyder det fra en 14-årig pige. Bekræftelsen går begge veje: Pigen panikkede, da hendes telefon løb tør for strøm, lige efter hun havde set en venindes besked. ”Hun må have troet, at jeg er ligeglad med hende!”

Smartphones og sociale medier er ikke bare teknologier, som vi nemt kan vælge til og fra, som det nu passer os. Især ikke for yngre generationer, der er opflasket med digital kommunikation. Det er svært for det enkelte individ at bryde med normen om tilgængelighed, særligt når individet er et barn. Det kræver en kollektiv løsning at bryde med en norm, der tager elevernes opmærksomhed, forstyrrer koncentrationen og fremmer en tilstand af stress.

I undersøgelsen Digitalisering i gymnasiet set fra et elevperspektiv (Danmarks Evalueringsinstitut 2018), som jeg har været tilknyttet som ekstern konsulent, beskriver gymnasieelever deres brug af sociale medier som en ubevidst vane, og nogle taler om, at det ligger i deres ”natur” og i deres ”generation” at være på. Eleverne mener, at det, at der er tale om en kollektiv vane, også kan virke forstærkende, når man ”ser, folk er på Facebook, og så er man sådan ’ej, det vil jeg også’, og så bliver det bare en vane". Som en gymnasieelev udtrykker det: ”Hvis der popper en besked op, så svarer alle da på sådan en. Det ligger bare i ens natur, at man tjekker det. Det er da at lokke et lille barn ind i en slikbutik, hvis man ikke må røre noget.”

#3 Mediets potentiale omsættes sjældent til læring

Modstandere af mobilforbud plæderer typisk for, at mobilen er et læringsredskab. Og ja, det er rigtigt. Den er en lommeregner, et kamera, en browser, en mikrofon, en musikafspiller og potentielt alle de læringsapps, den nu engang kan rumme. Og ja, mobiltelefonen kan potentielt bruges som et læringsredskab i undervisningen, når læreren har et formål med brugen. Mobiltelefonen er bare også så meget andet end et læringsredskab, og det har endnu vist sig ufattelig vanskeligt at indfri læringspotentialerne i, at eleverne har fri adgang til deres mobiltelefoner.

Også på gymnasiet er der udfordringer i at bruge digitale teknologier fagligt. Det viser undersøgelsen Digitalisering i gymnasiet set fra et elevperspektiv fra Danmarks Evalueringsinstitut fra 2018. Selv om de digitale teknologier indgår fagligt, får eleverne ikke nødvendigvis et fagligt udbytte. De mangler hjælp til at navigere digitalt og har behov for en klarere rammesætning fra lærerne.

I det 21. århundrede har den danske skole været præget af ”wow-effekten”: Tænk nu, hvis virtual reality og robotter kunne ændre det klasseværelse, der har lignet sig selv siden industrialiseringens tid. Tænk nu, hvis smartphones kunne gøre undervisningen mere engagerende og differentieret. Ja wow, tænk nu, det ville da være smart. Men hvor er resultaterne henne? Som med al anden didaktik er det ikke teknologien, der er tricket. Det er læreren, der gør den største forskel på elevernes læring.

Og indtil videre har mobiltelefonens frie tilstedeværelse i klasseværelset gjort det vanskeligere for læreren at gøre en positiv forskel for elevernes læring.

Det er altså ikke tilgængelighed til mobiltelefonen, der er nøglen til læring. Som den nu afdøde MIT-professor Seymour Papert rammende sagde: ”Kids can bang on pots all day. That doesn’t mean they are making music.”

# 4 Ingen bliver klogere af multitasking

Modstandere af mobilforbud argumenterer for, at elever altid har kastet med papirkugler, skrevet beskeder på papirlapper, dagdrømt og kigget ud af vinduet, så hvad er i grunden forskellen på at skrive en besked på et stykke papir til veninden ved det andet bord eller at sende hende en snap?

Den store forskel er, at mobiltelefoner åbner for en verden af multitasking og udvider det rum, man er i. Mens Tilde læser i en bog som en del af en undervisningstime, kan hun snapchatte med vennerne, tjekke Instagram-profilen i ny og næ og lytte til musik på YouTube (og hver gang et nyt nummer starter på YouTube, er der en annonce, hun lige må se de første sekunder af for derefter at klikke på ”spring annoncen over”).

Hvis formålet er, at Tilde skal læse en bog, hvad gavner mobiltelefonen så? Som 12-årige Carl siger: ”Man kan godt læse et kapitel og tjekke. Men man har hele tiden sådan en kamp kørende, mens man læser. Skal jeg tjekke? Skal jeg tjekke?”

Muligheden for hele tiden at understøtte og udvide sin viden er et pres. Foto: Getty Images.

Børn og unge vokser i dag op som multitaskere – med konstante påmindelser om, at der foregår noget et andet sted end der, hvor de er. Multitasking er imidlertid en afsindig dårlig læringsstrategi. Ingen lærer nyt stof gennem multitasking. Tænk, hvis Carl og Tilde rent faktisk ikke behøvede at have dette spørgsmål konstant i baghovedet i løbet af skoletiden – ”Skal jeg tjekke?”

At fokusere på én ting ad gangen kræver mere selvdisciplin end tidligere. I dag er det stadig sådan, at de elever, der er gode til at fokusere på én ting ad gangen, har en fordel i den traditionelle klasseundervisning.

#5 Elevernes brug af mobiltelefoner styrker ikke deres kompetencer på arbejdsmarkedet

Modstandere af mobilforbud bruger ofte et argument om, at eleverne skal lære at håndtere mobiltelefoner for at blive rustet til fremtidens arbejdsmarked. Derfor skal mobiltelefonen være i centrum for undervisningen. Det virker dog besynderligt, at når smartphonerevolutionen har fundet sted på blot 10 år, så kan vi spå om, hvad der dominerer om 10 eller 20 år?

Den første iPhone kom på markedet i slutningen af 2007. Hvad får eleverne ud af at have mobiltelefonen på sig hele tiden, hvis målet er at ruste dem til et arbejdsmarked fra omkring 2030? Hvordan ser mobiltelefoner ud til den tid?

I takt med at smartphones og sociale medier fylder stadig mere, må vi også anlægge det modsatte perspektiv: Hvilke kompetencer står et medium som mobiltelefonen i vejen for? Her tyder meget på, at det frie mobilbrug i skoletiden, herunder frikvartererne, kan spænde ben for udvikling af elevernes sociale kompetencer.

Den amerikanske MIT-professor Sherry Turkle peger på, at vi i stigende grad er ”alene sammen” i den digitale kommunikation. I takt med vi erstatter ansigt til ansigt-kommunikation med digital kommunikation, reduceres vores evne til at udvise empati og sætte os i den andens sted. Ansigt til ansigt-kommunikation er for eksempel at have øjenkontakt og at pege, og den form for kommunikation er afgørende for, at børn kan udvikle sig socialt og emotionelt.

At se hinanden i øjnene gør noget andet end kommunikation via skærme. Det understøttes af en amerikansk undersøgelse af 6. klasseelever på sommercamp uden skærme. Forskerne fandt frem til, at børnene på blot fem dage blev bedre til at læse andre menneskers ansigter og nonverbale kommunikation.

Et eksempel på, at elever selv oplever, mobilen forstyrrer fællesskabet i skolen, er Thisted Kommunes Fælleselevråd. Eleverne fik nok af, at mobiltelefonen stjæler tid fra leg og snak i frikvartererne og lavede en kampagne med budskabet ”Drop mobilen, før virkeligheden dropper dig”. Se deres videoer her.

Verden findes i høj grad bag den lille glasskærm. Men den findes altså også uden for. Ansigt til ansigt. Foto: Getty Images.

#6 Kritikken af mobiltelefoner vil vokse

I debatten om smartphones og sociale medier kommer modstanderne af mobilforbud ofte med argumentet om, at nye medier altid afføder kritik og sætter gang i en såkaldt mediepanik, der gør folk bange for mediets påvirkning. ”Bare vent og se – mobiltelefonen bliver lige om lidt hverdag, et nyt medie kommer til, og I glemmer kritikken,” lyder argumentet.

Og det er da rigtigt, at mediepanik er en typisk reaktion, når vi møder et nye medie. Da bogstaverne blev opfundet, mente Platon, at de bidrog til dumhed, mens den levende samtale var vejen til sand erkendelse og dannelse. Senere affødte bogen mediepanik, og i det 20. århundrede har folk eksempelvis været bange for, at fjernsyn fordummer, tegneserier skader psyken, og computerspil gør børn voldelige.

Men mediepanikken følger et anderledes mønster denne gang. Med indførslen af smartphones, tablets og sociale medier er kritikken kommet forsinket – som en ”omvendt Schopenhauer”. Den tyske filosof Arthur Schopenhauer mente, at enhver sandhed passerer gennem tre stadier, før den erkendes:

Først latterliggøres sandheden.
Så modarbejdes den.
Dernæst anses den for indlysende.

Når det gælder udviklingen med smartphones og tablets, er det snarere en omvendt Schopenhauer, der udspiller sig: Først var det indlysende, at vi skulle have smartphones og tablets – vi red med på en bølge af begejstring, og kritikken var forstummet. Det blev hurtigt en norm at have en smartphone på sig mere eller mindre konstant, så man var tilgængelig. Det blev normalt at udfylde enhver pause i selskab med en mobil. Det blev unormalt ikke at have en profil på Facebook.

Dernæst begyndte vi at modarbejde mobiltelefonernes og de sociale mediers indtog i hverdagslivet, for eksempel ved at diskutere mobilforbud på skoler og logge af Facebook som led i kampagnen #deletefacebook. Det er der, vi er i dag. Vi er på stadie to, hvor modstanden vokser, dog samtidig med at det digitale medieforbrug er massivt.

Vi kan ane konturerne af det sidste stadie, der i den omvendte Schopenhauer-model er stadie et: Latterliggørelsen. På dette stadie vil vi begynde at latterliggøre og pege fingre ad ”de andres” usunde digitale adfærd – dem, der kun kan se en koncert gennem en skærm og giver deres børn en skærm som sut. I nær fremtid kan der meget vel opstå et A- og et B-hold med på den ene side ressourcestærke mennesker, der har sunde digitale vaner med et balanceret forbrug, og på den anden side dem, der ikke kan styre medieforbruget.

Hvis vi vil undgå latterliggørelsesstadiet, er det nødvendigt at sætte ind med reguleringer, bevidstgørelse og ikke mindst digital dannelse.

#7 Husk, at hverken mobilforbud – eller mobil-laissez faire – er digital dannelse

Sidst, men ikke mindst: Det er nødvendigt at understrege, at mobilforbud ikke er opskriften på digital dannelse – og det er nutidens laissez faire-situation heller ikke. Det er ikke digital dannelse at tillade eleverne at bruge mobiltelefoner til ikke-undervisningsrelevant brug, sådan som det sker på mange skoler i dag. Det er heller ikke digital dannelse at indføre mobilforbud, men derfor er det alligevel en god idé at være mere restriktiv over for skolelevers brug af mobiltelefoner, fordi mobiltelefonen så ikke spænder ben for sociale kompetencer og læring af fagligt stof.

Digital dannelse kræver et langt sejere træk og må ikke reduceres til et spørgsmål om mobilforbud. Digital dannelse handler dybest set om at kunne begå sig, tage del i og bidrage til fællesskaber og udvise ordentlig social adfærd i en digital tid. Det er en væsentlig opgave for skolen at tage fat på digital dannelse. Det sker dog næppe gennem et socialpsykologisk eksperiment, hvor eleverne dagligt skal teste deres selvkontrol i forhold til, om de skal tjekke mobiltelefonen i tasken eller lommen.

Det sker snarere ved, at eleverne forstår digitale mekanismer og fænomener som ansigtsløs kommunikation og fake news; at de forstår, hvordan de påvirkes på nettet, og at de undersøger de digitale medier og tager aktivt ejerskab. Eleverne bliver ikke mere digitalt dannede uden blik for de strukturer, de er en del af.

Meget af det kan faktisk læres med andre digitale redskaber end en mobiltelefon på sig konstant, for eksempel med computer eller sågar analogt. En del af den digitale dannelse er dog også at lære at kende sin smartphone og analysere, hvordan den påvirker den enkelte og gruppen. Den form for undervisning og læring foregår selvfølgelig bedst, når eleverne har en smartphone i hånden og selv laver undersøgelser af den. Hvad er privatlivsindstillinger i apps?

Hvilke data tracker og høster en mobiltelefon om brugeren? Hvilke funktioner benytter diverse apps på en smartphone til at fange og fastholde opmærksomheden? Hvad er koderne i at kommunikere med emojis? Hvad betyder mobiltelefonen for det enkelte menneskes oplevelse af frontstage og backstage? Hvordan tager intimitet sig ud via digital og mobil kommunikation? Mobiltelefonen aktualiserer en masse faglige spørgsmål, som skolen med fordel kan grave dybere ned i med eleverne.

Mobilen kan passende få en pause, hvis emnet for undervisningen er ligninger, stavning, tysk, Anden Verdenskrig, madkundskab og alt muligt andet, hvor der ikke er et fagligt formål med brug af mobiltelefonen, og også når skoleklokken ringer til frikvarter. Samtidig skal mobilen ikke blot betragtes som et redskab, men også som sit eget genstandsfelt. Den dannelsesmæssige opgave ligger ikke nødvendigvis i ”brug din smartphone”, men i ”kend din smartphone”.