50 ideer, der ændrede verden
Forestil dig et samfund uden penge

Skrevet af

Hans-Jørgen Schanz
Idéhistoriker

1 artikler

0 indlæg

Næsten alt, vi gør, bortset fra de mest simple ting, er relateret til ideer. Mening og meningsfuldhed har rødder i ideer, og ideer er i høj grad inventaret i vores sprog. Og på samme måde som en tom lejlighed ikke kan kaldes et hjem, kan vi ikke være hjemme i sproget uden ideer. Ja, vi kan dårligt nok bruge det.
Hvad er en ide? Det korte svar lyder: Et fornuftigt svar på et vigtigt spørgsmål. En afklaring af, hvordan vi definerer afgørende begreber. Hvorfor er det interessant? Fordi vi som mennesker har det med at søge eller at forudsætte, at det, vi gør – eller tilstræber at gøre – helst skal være meningsfuldt. Vi skal kunne se et formål med vores handlinger. Ellers bliver vi overvældet af frustration og fornemmelsen af udvejsløshed.
 
Men ideer er ikke som frugter, der kan nydes hver for sig. Spiser jeg et æble, behøver jeg ikke at tænke på, hvordan smagen adskiller sig fra en appelsin. Sådan er det ikke med ideer, for de hænger næsten altid sammen i netværk eller familier. Diskuterer vi for eksempel ideen frihed, så opdager vi hurtigt, at vi samtidigt støder ind i spørgsmål om lighed og solidaritet. Og at vi også kan diskutere frihed i økonomiske, moralske, juridiske og religiøse sammenhænge. 
 
Et samfund uden penge? Læs også om bitcoins her.
 
Jeg arbejder med kulturhistoriske ideer, der har ændret verden. I vores ide om politik, vores ide om økonomi, om filosofi, retsforhold, kunst, religion, historie. Jeg synes først, at ideer bliver rigtig interessante, hvis de er kontroversielle – hvis de bliver debatteret heftigt i samfundet, og hvor uenighederne er til at få øje på i debatten. Eller hvis de er blevet så selvfølgelige, at vi stort set aldrig tænker over dem, men bare bruger dem. Eksempelvis når det gælder ideen penge. Det er ideer af typen: Vi ved godt, hvad de går ud på, når vi ikke bliver spurgt, men spørges vi om deres indhold, mangler vi ord.
 
Marked, arbejde, krise; det er fænomener, der hænger sammen med penge. Men hvad er penge? Alle bruger dem, men det er vel ganske få, der gør sig tanker om, hvad de egentlig er for noget. I dag er det helt umuligt at forestille sig samfund og globale sammenhænge, uden at penge udgør en meget væsentlig del af det, der binder sammen og adskiller. Kilde: Gettyimages/Rodolfo Velasco.
 
Se træerne – og skoven
Debatten nu handler blandt andet om den vanskelige vej til demokrati. Om kulturel evolution i jødedom, kristendom og islam. Om godhed som et menneskeværk og historie i en historieløs tid. Om mennesket som dyriske masser. Om ondskab, synd og global krise. Om usynlig magt og pompøs vælde. Om kunstværk, kritik og kontekst. Om kærlighed, verdensløshed og kropslig intimitet. Om lykke som en showstopper. Om stort og småt i modernisme og postmodernisme. Om suverænitet og fodfæste i nation og stat. Om folket og fællesskabet. Om værdien af penge og det irrationelles rationalitet. Om pulsslaget i realisme og sandhedens umulighed. Om underet i skabelse og skønhedens salighed. Om lighed og velfærd, ånd og almen dannelse. Om sjælen og kroppen, om terror og tyranner.
 
Du sidder lige nu med stor sandsynlighed på dit arbejde. Og er derfor implicit en del af en hel hoben ideers udvikling. Ideer om arbejde, penge, markedet, krise, vækst – og lidt længere ude velfærd, samfund og teknologi. Disse ideer danner et grundlag for, at der i praksis knokles, at penge og varer kommer i omløb, at samfundet kan komme i krise og i vækst – og vi kan opbygge en række institutioner, der tilsammen giver os et sikkerhedsnet – ja, at der overhovedet er et samfunds-vi. Her kommer et indblik i den implicitte viden, der fungerer som historisk og filosofisk undertekst på vores arbejdsliv.
 
Ideerne er dels sammensatte, og dels viser de hen til andre ideer. For det gælder jo, at selv om arbejdslivet  – som en abstraktion, der kan være reel nok – kan isoleres eller i det mindste adskilles fra andre livsområder, så er det hverken sig selv nok eller udgør hele livet. En række andre ideer, for eksempel samfund, velfærd, stat og teknologi blander sig jo i arbejdslivet, lige som det omvendte er tilfældet. Og i arbejdslivet spiller ideer om moral, skønhed, forskel på det offentlige og det private, frihed, håb, lykke, køn, ret, tolerance – og måske ånd – deres roller. Vi er så tilbøjelige til at stirre os blinde på adskilte områder og fænomener, at vi ofte glemmer, at tingene hænger sammen.
 
De næste 2000 ord skaber selvfølgelig ikke denne sammenhæng alene, men den kan være med til, at vi ikke bare ser træerne, men også får øje på skoven.
 
Arbejd, arbejd
Til alle tider og i alle kulturer har mennesker, måske ikke alle, men de fleste måttet arbejde. Kun i Paradiset ser det ud til, at vi har kunnet leve direkte ved at plukke jordens frugter. Men vi skal langt frem i historien, før vi bruger ordet ’arbejde’ slet og ret. Tidligere talte man om smedearbejde, pottemagerarbejde, tømrerarbejde og så videre. Det vil sige, at man lagde vægten på, hvad der blev fremstillet og ikke på den udøvende kraft. Omkring 1750 begynder man imidlertid at anvende ordet arbejde som en fællesbetegnelse for stort set al den aktivitet, vi udfører for at kunne overleve.
 
Sjovt nok er denne 'abstraktificering' af ordet helt på linje med, hvad der skete med en række andre ord samtidigt hermed. For eksempel ordet fremskridt. Tidligere havde man også anvendt ordet, men kun i tilknytning med noget bestemt, eksempelvis fremskridt i krigskunst, i lægekunst og i agerbruget. Men nu begyndte man at anvende ordet helt alment. Hvorfor? Der skulle nok et par ting til; nemlig for det første, at der var indtrådt en omfattende arbejdsdeling med høj grad af specialisering, og for det andet, at den enkelte uden alt for stort besvær kunne cirkulere fra det ene til det andet.
 
Men nu opstod også noget andet, måske vigtigere, nemlig den økonomiske videnskab. Den forudsatte, at arbejde var blevet et alment abstrakt begreb. Tidligere havde man selvfølgelig også haft økonomiske overvejelser og kalkulation, men ingen almene økonomiske teorier.  Nu opdagede man, at arbejde var økonomiens grundbegreb – ikke penge eller handel eller bytte, men arbejde. Det var det, der lå til grund for det hele.
 
Og straks opstod den liberale økonomiske videnskab. En videnskab, fordi man nu hævdede, at økonomien kunne forstås ud fra sig selv og ikke måtte forstås som et vedhæng til moral og politik. Man påstod, at økonomien ud af sig selv, hvis den blev overladt til sig selv uden indblanding fra staten, kunne udvikle et system, der garanterede sin egen fortsatte eksistens. Systemet gik ikke i stå, men skabte hele tiden forudsætningerne for sin fortsatte eksistens. Og man mente også, at dette system var det mest gunstige for frembringelse af rigdom. Og vigtigt: Nu havde økonomien selvstændige love. Økonomi som videnskab var opstået. Det skete i sidste halvdel af 1700-tallet.
 
Ideer hænger næsten altid sammen i netværk eller familier. Diskuterer vi for eksempel ideen frihed, så opdager vi hurtigt, at vi samtidigt støder ind i spørgsmål om lighed og solidaritet. Og at vi også kan diskutere frihed i økonomiske, moralske, juridiske og religiøse sammenhænge. Kilde: Gettyimages/Meriel Jane Waissman.
 
Retten til dovenskab
I økonomiske teorier er det imidlertid kun én slags arbejde, som tæller, og det er lønarbejde. Altså det arbejde, som der betales en løn for og som på den ene eller anden måde cirkulerer på et arbejdsmarked. Men det er nu ikke kun, når vi udfører lønarbejde, at vi arbejder. Det gør vi også, når vi vasker, vasker op, køber ind. Sjovt nok er der store forskelle mellem forskellige lande, i forhold til hvad man mener, er arbejde, og hvad der ikke er. For eksempel vil en dansker, som ser fjernsyn, sige, når man ringer til hende og spørger om, hvad hun laver: Jeg ser fjernsyn. En nordmand vil med sikkerhed sige: Ingenting!
 
Arbejde er så vigtig en ting, at retten til arbejde siden Den franske Revolution i 1789 har været forsøgt indflettet i de almene menneskerettigheder. Dog uden større held. Det samme gælder i øvrigt kravet om retten til dovenskab, som fra tid til anden har lydt i periferien af arbejderbevægelsen. Eller som det lød i Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer i Aarhus i 1970´erne: Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge!
 
Vi nævnte før, at lønarbejde cirkulerer ind over et marked i modsætning til en række andre arbejdstyper. Men hvad er et marked? Det er først med fremkomsten af økonomi som videnskab, at ideen om et marked – forstået som et princip for at allokere et samfunds ressourcer – dukker op som et abstrakt og ofte ideelt princip. Det vil sige, at vi skal frem til tiden efter 1750´erne. Tidligere var udtrykket marked forbundet med konkrete handelspladser, hvor mennesker byttede varer og lærte hinanden at kende, ikke mindst som handelsfolk.
 
Da man i stor stil begyndte at producere til et marked – og ikke til en forudbestemt aftager, altså via forudbestillinger – begyndte markedet at optræde som ide. Og denne ide har der siden stået blæst om. Der har været og er fortalere for, at markedet er den bedste mekanisme til både at sikre et samfunds allokering af ressourcer, samt at denne mekanisme vil være den optimale for frembringelse af rigdom, enten for alle eller for de fleste. Men det har også lydt, at mekanismen har grænser, og at det hele i en hvis forstand virker blindt, altså uden plan og styring. Og at mange bliver tabere, hvis dette markedsprincip bliver alene-rådende. Fronterne bliver ofte trukket klart og skarpt op – ikke mindst i krisetider.
 
Da markedsprincippet sejrede
Markedsideen har ændret verden radikalt. Og den har fået os til at hænge sammen i én verden. Også da verden var splittet – efter Den Russiske Revolution i 1918 – i en markedsorienteret vestlig del og en sovjetisk  planøkonomisk del. Opdelingen var en realitet frem til Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud i 1989 og eftertiden. Det er nok ikke helt galt at hævde, at markedsprincippet her sejrede – den sovjetiske planøkonomi var kørt helt i sænk – indefra.
 
Nu findes der ikke bare ét marked, men mange – og også mange former for markeder. Vi har arbejdsmarkedet, guldmarkedet, råstofmarkedet. Og så har vi finansmarkedet. Det er det mest internationale og globale, der findes i dag. Og også det hurtigste. Det tager ingen tid at trykke på en knap i en bank, og så er handelen gennemført og afsluttet, hvorimod det tager tid at fragte almindelige varer rundt på kloden.
 
Tidligere var et marked forbundet med konkrete handelspladser, hvor mennesker byttede varer og lærte hinanden at kende, ikke mindst som handelsfolk. Kilde: Gettyimages/Oscar Wong. 
 
Finanskrisen og den omfattende krise, denne udløste på de øvrige markeder, fik – ligesom det var situationen efter krakket på børsmarkedet i USA i 1929 – atter spørgsmålet om forholdet mellem markedet og politikken til at dukke frem.
 
Men findes der mange arter af markeder, så er der endnu flere typer af kriser. Der er selvfølgelig lige så mange typer økonomiske kriser, som der er markeder. Derudover er der stort set ikke det område af livet, hvor krisebegrebet ikke finder anvendelse fra krise i parforholdet over kulturens og videnskabernes krise til miljøkrise. Da man imidlertid i antikken begyndte at bruge krisebegrebet var det dog slet ikke relateret til økonomiske sammenhænge, men angik især medicinske, juridiske og teologiske sammenhænge.
 
Først i 1700-tallet begyndte de økonomiske krisebegreber at dukke frem – det hang selvfølgelig sammen med etableringen af den økonomiske videnskab. Og så fra 1800-tallet dukkede der et væld af økonomiske kriseideer og teorier frem. Vi fik nu teorier om kriser ud fra liberalistiske såvel som ud fra socialistiske grundpositioner. Nu opstod for så vidt en ny krise, nemlig en fortolkningskrise: Skulle de kriser i realøkonomien, som man kunne tage og føle på, forstås ud fra liberale eller socialistiske optikker? Det hænger sammen med, dels at de to grundpositioner bekæmpede hinanden, og dels at der nu var opstået en kamp om selve retten til at definere, hvad en krise var for noget, og hvilke årsager den kunne have. Den strid er ikke afgået ved døden endnu, selv om det i dag i helt overvældende grad er liberale forestillinger, der dominerer.
 
Jagten på en syndebuk
Inden murens fald hævdede sovjetøkonomer, at der ikke kunne være krise i fundamental forstand i en planøkonomi. Denne benægtelse, der var et officielt moskvakommunistisk dogme, var medvirkende til, at økonomien blev fuldstændig udhulet og kørte sig selv i sænk, uden at der skete  eller kunne ske korrektioner. For krisebegrebet er jo også et diagnosebegreb. Og når økonomien hævdes at være sund, er der ingen grund til at stille en diagnose.
 
Ideen om krise er således ganske sammensat og mangefacetteret. Hvortil kommer, at det meget ofte har været sådan, at kriser har udløst kritik: Langt de fleste kriser er jo på den ene eller anden måde udløst af menneskers handlinger og adfærd. Og når noget går galt, skal man have en synder eller eventuelt en syndebuk.
 
Marked, arbejde, krise; det er fænomener, der hænger sammen med penge. Men hvad er penge? Alle bruger dem, men det er vel ganske få, der gør sig tanker om, hvad de egentlig er for noget. I dag er det helt umuligt at forestille sig samfund og globale sammenhænge, uden at penge udgør en meget væsentlig del af det, der binder sammen og adskiller. Siden økonomiteorierne dukkede frem i syttenhundredetallet, har man spekuleret over, hvad penge er for noget. Relativt tidligt nåede man frem til, at de i hvert fald har fire funktioner: De er for det første udvekslingsmiddel, brugt ved køb og salg. De er også et værdimål, der angiver en relativ pris eller værdi, og så er de værdi-opbevaringsmiddel. Endelig bruges penge som betalingsstandard for gælds- og skattebetaling. Dette blev man hurtigt enige om.
 
Men er der ikke mere? Er penge alene et praktisk redskab med disse fire funktioner? Hos Marx er penge derudover et helt overordnet rationaliseringsmiddel, som ud over deres praktiske funktioner indstifter en række lovmæssigheder og udviklingsformer for økonomien generelt. Og vel at bemærke udviklingsformer, som ingen kan styre. De skaber former for sammenhænge, som ingen kan forudse eller styre. De er med andre ord ikke økonomisk neutrale i deres rent praktiske funktioner. Grundtvig sagde engang: ”Hvad ånd er i mennesket, er hvad pengene er i samfundet”. Det var flot sagt. Og under alle omstændigheder får det faktisk det lidt gådefulde ved penge frem – for man skal vist være temmelig åndsløs, hvis man ikke fornemmer noget gådefuldt ved ånd.
 
Vækst målt i høstudbytte
Der har selvfølgelig også været mange teorier over, hvordan penge historisk opstod. I den ene gruppe mener man, at penge opstod som betalingsmiddel mellem stater, den anden gruppe tager udgangspunkt i, at penge er en naturlig udviklingsforlængelse af naturaliebytte på et marked. De kan hver for sig have noget på sig. Under alle omstændigheder er det sådan historisk, at det ser ud til, at penge for første gang blev et generaliseret udvekslingsmiddel i det antikke Grækenland. Sjovt nok mener vi også, at det var her – og i øvrigt samtidigt – at den vestlige kultur havde sit udspring.
 
Men udover pengenes funktioner i økonomien og deres eventuelle civilisatoriske effekter har de også en socialiserende funktion: De får mennesker, der er adskilte, til at indgå i former for sammenhænge – sociale – som ellers ikke ville være til stede. Også i religionerne har man haft og har det flere steder endnu et godt øje til penge: De kan være farlige, fordi de ofte får det værste frem i mennesker. Interessant nok er penge på den ene side noget ganske ukulturelt og på den anden side måske noget af det mest kulturelle, der findes.
 
Mange vil mene, at uden penge kan der ikke være vækst. Begrebet anvendes i dag med den største selvfølgelighed i forbindelse med økonomien. Men sådan var det ikke oprindeligt; da var ideen om vækst knyttet til naturens og biologiens område. Først meget sent kom ordet i anvendelse i forbindelse med det økonomiske.
Fra urhistorisk tid har vækst været et ord, knyttet til overlevelsen: høstudbytte er noget af det første, der registreres, som optegnes i vækstbegreber. Senere i antikken kom ordet ind som et ord, der blev anvendt i forbindelse med alle levende organismers cykliske livsforløb: altså de forskellige stadier fra fødsel, barndom og så videre til alderdom og død. Forestilling om vækst kom også tidligt ind i lægekunsten. Og her blev ordet hurtigt knyttet til noget negativt, nemlig vækst i cancer og lignende. Altså vækst i sygdom af den ene eller den anden art.
 
Mange vil mene, at uden penge kan der ikke være vækst. Begrebet anvendes i dag med den største selvfølgelighed i forbindelse med økonomien. Men sådan var det ikke oprindeligt; da var ideen om vækst knyttet til naturens og biologiens område. Kilde: Gettyimages/Larry Washburn. 
 
Romklubben
Da økonomiteorierne begyndte at dukke frem i 1700-tallet, blev der skabt et nyt , nu økonomisk vækstbegreb, nemlig et, som dels var generelt, og dels i princippet grænseløst. Det var generelt, fordi man nu fik en forestilling om, at den enes død ikke blot var den andens brød. Altså at økonomi og handel ikke bare var et nulsums-spil. Men at alle samtidigt kunne vinde i dette spil. Og tillige kom der nu et vækstbegreb frem, som var nyt derved, at det som noget positivt var ubegrænset. Mens alle vækstforestillinger knyttet til det naturlige, biologiske og organiske er begrænsede af liv og død eller af de cykliske processer, var dette ikke tilfældet med det økonomiske vækstbegreb.
 
Men hvad er der så, der vokser i økonomiens vækstbegreb? I dag måles den generelle vækst i BNP, altså et samfunds bruttonationalprodukt. Det er mere eller mindre internationalt anerkendt. Man har reelt ikke andre økonomisk generaliserbare standarder. Og det er meget ofte sådan, at denne standard ikke bare måler økonomien, men selve samfundets tilstand i mere generel forstand.
 
Fra 1970´erne dukkede der en ret slagkraftig opposition til denne vækstforståelse op. Den blev artikuleret i den såkaldte Romklub, hvis medlemmer kom fra meget store virksomheder, videnskabsmænd og økonomer. Her pegede man på denne vækstforms indbyggede grænser i forhold til miljø og ressourcer. Det hed, at der var grænser for vækst. Nu blev vækstbegrebet langt mere komplekst, fordi de inddrog andet end den rene økonomi – nu kom naturen i bred forstand også med.
 
Og det vækstbegreb, der nu begyndte at tegne sig, skulle være vækst, der – som det hed – var bæredygtig. Bæredygtig i kompleks forstand. Det er nok for meget at sige, at vækstbegrebet nu vendte tilbage til det, som kom til udtryk i antikkens biologisk-cykliske vækstbegreb, men ideen om ubegrænset vækst blev – om man vil – begrænset.
 
Hans-Jørgen Schanz er idehistoriker og redaktør på bogen ’50 ideer, der ændrede verden’, der netop er udkommet fra Aarhus Universitetsforlag.
 

Relaterede artikler

Teknologipyramiden - Hvorfor udvikler vi den teknologi vi gør? Og hvordan sørger vi for at den bliver en gave til fremtidige generationer? De...
Supernørdernes nye leder - Hvis der er en teknologi, som har været genstand for kæmpestor hype i tech-kredse, er det blockchain. Teknologien er ble...

Giv din stemme

10 stemmer
4,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Job

Tekstforfatter

Frist: 1. december

Praktikant

Frist: 27. november

Digital projektleder

Frist: 24. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.