Det absolut vigtigste, uanset om du fremlægger tørre årsregnskaber i andelsforeninger eller deler tårevædede erfaringer fra din tid i Sydamerika, er at gøre det klart, hvorfor du taler. Mange vil sige: ”Fordi jeg blev bedt om det”, men det er sjældent grund nok til at levere en overbevisende præstation. Du skal ville noget med din tale, for at den resonerer med publikum. Derfor finder jeg altid frem til budskab og formål, før jeg begynder at lave en tale.
Hvis du blot vil informere, skal du ikke forvente, at publikum gør eller tænker noget efterfølgende. De vil maksimalt kvittere med et ”Det er noteret!”. Hvis du inspirerer dem, giver du dem stof til eftertanke, men opfordrer ikke til konkret handling. Det gør du til gengæld ved at motivere. Her giver du publikum et konkret ’call to action’ som fx: ”Læg lånet om nu!”.
2) Ja! Igen!
Jo oftere, du tager scenen, jo bedre bliver du. Et superirriterende og kliche-klingende råd, men der er ingen vej uden om: Du skal øve dig for at blive en god taler.
Sabrina Vitting-Seerups vindertale ved den europæiske finale i Public Speaking på JCI's Europakongres i Finland, 2016.
Personligt var jeg længe overbevist om, at de store talere havde en eller anden hemmelighed, der gjorde dem i stand til at indtage scenen spontant og alligevel fremstå karismatiske og klare i mælet. Desværre fandt jeg aldrig hemmeligheden… Det eneste, der har virket for mig, er at øve de tre elementer af talergerningen:
For det første, skal du finde frem til måden, du bedst komponerer en tale på. Har du fx brug for at skrive den ord for ord, som et manuskript? Jeg går personligt oftere i stå, hvis jeg har et fuldt manuskript, jeg skal huske, så jeg tegner sammenhængen mellem talens pointer ind i et informationshierarki (hvordan kan du læse om i
Klaus Kjøllers bog: Tekst for viderekomne). Intet er rigtigt eller forkert, så prøv endelig forskellige teknikker.
For det andet er det ikke nok at have styr på pointerne på papir. Alt for mange tror, det er nok at forberede sig foran computeren, men har du ikke prøvet at sige ordene, er der stor chance for, at din tale lyder som en oplæsning, og at du ikke har styr på dine arme og ben. Op foran spejlet og prøv det af! Der er ingen vej uden om.
Endelig er det min erfaring, at man skal fejle på mange scener, før man stråler på en. Selvom du har øvet hvert ord og håndbevægelse til perfektion, så føles det anderledes med publikum på. Som to af mine talermentorer altid siger: ”Never say no to stage time” – og det tror jeg virkelig er rigtigt. Det skal nok gå galt en håndfuld gange, men det er sådan, vi lærer. Og oftest går det slet ikke så galt, som vi går og tror.
3) Talegerningen er en holdsport
Tror du, at dygtige talere konstruerer deres taler alene og bare tager scenen med bravur hver gang? Den slags fabeldyr af en taler findes måske et sted derude, men jeg har aldrig mødt enhjørningen. Til gengæld har jeg flere gange set, hvordan støtte og feedback kan få alle til at vokse. En god måde at se det på, er gennem JOHARIs vindue:
|
Det jeg kan se
|
Det jeg ikke kan se
|
Det andre kan se
|
Åbent vindue
|
Blindt vindue
|
Det andre ikke kan se
|
Skjult vindue
|
Ukendt vindue
|
Alt, hvad du gør på scenen, kan inddeles i de fire felter ovenfor.
Det åbne vindue er det, du selv er bevidst om, som andre også kan se. Det kan fx være, at du ikke gik i stå i løbet af din tale, hvad både du og publikum lagde mærke til.
Det blinde vindue er det, du ikke selv er bevidst om, men som andre kan se. Måske du klikker med kuglepennen, du kom til at tage med på scenen? Eller siger ”øh” imellem hver sætning? Du kan ikke altid se dine egne tics, så det er godt at have en allieret, der kan hjælpe dig med at fjerne dem.
Det skjulte vindue er det, som du ved, men som ingen andre kan se. Det kan fx være, at du fuldstændig glemte, hvad du ville sige, men du formåede at lave ’Anden’, så publikum ikke opdagede det.
’Anden’, spørger du? Jo, når du ser en and på vandet, ser den rolig ud – men under overfladen padler den løs for at holde sig oven vande. Det samme kan du gøre på scenen. Hvis du glemmer, hvad du skal til at sige, så lad være med at fortælle publikum, hvad der foregår. De kan sjældent se, at du er nervøs, selvom du tydeligt mærker det. Hold blikket roligt, tag en dyb indånding, og lad publikum tro, du harmonisk flyder på vandet – imens du padler som en galning under overfladen.
Det ukendte vindue i modellen kan hverken du eller andre se. Det kræver noget intens samtaleterapi at få afdækket, så jeg fokuserer på de tre andre.
Det åbne, det blinde og det skjulte vindue indeholder alle udviklingspotentialer. For at prioritere bedst muligt i dem er det vigtigt, at du allierer dig med en eller flere ’feedbackere’, der ikke nødvendigvis er bedre talere end dig, men som du ved, vil dig det godt. Så kan I sammen finde frem til, hvordan du bliver den næste verdensmester.
Artiklens forfatter under DM-finalen.
4) 80 procent i komfortzone og 20 procent med fuld kontrol
Jeg tror, at de ting, der falder os naturligt, kan vi blive virkelig gode til, imens de ting, der falder os svært, kan vi blive anstændige til. Er du god til at bruge dine hænder til at understrege dine pointer, så bliv den bedste i verden til at bruge dine hænder på scenen! Men mange af os har nogle kanter, der skal afrundes – selv der, hvor vi er dygtigst. Har du fx kludedukke-syndromet, så arme og ben farer rundt i rummet, kan du blive markant bedre ved bare at bruge lidt energi på at få sat struktur på bevægelserne.
Det er små ting, der gør hele forskellen. Jeg tegner fx mentalt en kasse foran mit bryst, som mine hænder ikke må forlade. Jeg kommer altid lidt uden for kassen, men som en tommelfingerregel virker det godt for mig. Jeg er fri til at bruge mit udtryksfulde kropssprog og fokuserer 80 procent af min energi på det, der falder mig naturligt. Men ved at bruge 20 procent af min energi på at styre mine bevægelser, så jeg ikke skræmmer publikum eller vælter mit vandglas, bliver udtrykket meget stærkere.
Det handler om at være tro mod sig selv, men at turde udvikle sig. Jeg har været til mange forfærdelige kurser i præsentationsteknik, hvor ’underviseren’ påstår, at kun introverte mænd kan udstråle den nødvendige ro og troværdighed, publikum foretrækker. Eller omvendt, at kun ekstroverte kvinder har nok karisma og empati til at brænde igennem. Begge dele er noget vrøvl. Alle kan blive gode på en scene, men det kræver noget forskelligt af os at blive det. Og så skal vi huske, at ’god’ er mange ting.
Nu hvor du har læst mine fire råd, så husk, at de kun virker for dig, hvis de giver mening for dig – men husk at presse dig selv, bare 20 procent af tiden.
Skulle det gå galt, laver du bare Anden.