Da regeringen i september 2001 solgte fire UMTS licenser til 3G-telefoni til TDC, Telia, Orange og 3 for den nette pris af 950 millioner kroner pr stk. var der næppe nogen, der havde forestillet sig, at der skulle opstå modstand mod opsætningen af nye mobilantenner på baggrund af frygt for en sundhedsrisiko. Men som sådan er konflikten egentlig et klassisk eksempel på en central problematik i det moderne samfund, nemlig at den teknologi som vi omgiver os med og i stadig større grad bliver afhængig af, også har/kan have negative sideeffekter ved siden af de velfærdsgoder, den skaber.

Risikosamfundet
Tilbage i 1986 udgav Ulrich Beck sin sociologiske nyklassiker om Risikosamfundet, hvor han beskriver, hvordan de vestlige industrisamfund gradvist er blevet til risikosamfund, fordi produktion og fordeling af velfærd gradvist bliver overskygget af produktion og fordeling af risiko. Sådanne teknologiske og industriproducerede risici er ikke personlige, men globale og unddrager sig den menneskelige iagttagelsesevne. De er usynlige og siver umærkeligt og transnationalt ud i en række hverdagssammenhænge, hvor de ikke tidligere eksisterede. I risikosamfundet er man så at sige civilisatorisk henvist til en permanent risikosituation. Et eksempel herpå er mobiltelefoni. Man kan ikke se den eller mærke den, omvendt kan man heller ikke helt undgå den.

Hvorfor opstår der konflikt i kommunikation om risici?
I de senere år synes samfundsdebatten også i stigende grad, at være blevet præget af konflikter om teknologiproducerede risici. Det er svært at læse avis, se tv eller høre radio uden at blive konfronteret med teknologiske risici, man må forholde sig til eller ligefrem frygte. Når risikokommunikation kan være problematisk, ja direkte skabe konflikter hænger det særligt sammen med to forhold: 1) For det første at den videnskabelige risikovurdering ofte er problematisk, fordi de fleste af nutidens risici forekommer at være karakteriseret ved det, vi ikke ved om dem, snarere end ved det, vi ved om dem. De er som oftest indhyllet i en tåge af enten videnskabelig usikkerhed eller direkte forskellige videnskabelige udlægninger af den givne risikos omfang. 2) For det andet hersker der ofte uenighed mellem eksperter på den ene side og befolkningen på den anden om, hvad man kan kalde den acceptable risiko. Der eksisterer med andre ord flere forskellige opfattelser af, hvad der er risikabelt, hvad man vil acceptere og hvilke handlingstiltag, der er nødvendige.

Medier som arena for risikodefinition
Idet teknologiske risici som oftest ikke er tilgængelige for hverdagslivets sanser, og usikkerheden omkring dem ofte indeholder komplekse argumenter, får medierne en nøglerolle i risikosamfundet som den arena, hvor de forskellige risikoopfattelser kan mødes og støder sammen. I dag er det stadig oftere end tidligere tilfældet, at en risiko først får sin egentlige eksistens i medierne, hvor berørte aktører vil søge at definere risikoen ud fra deres bestemte risikoopfattelse. Dermed bliver det til en helt central problematik i risikosamfundet, hvem der får lov til at definere og dermed langt hen ad vejen bestemme, hvilken risiko samfundet står overfor i en given sammenhæng. Således er det også sigende, at politikere, myndigheder, virksomheder, eksperter, interesse- og forbrugerorganisationer og andre bruger stadig flere og flere ressourcer på at vurdere, diskutere, forudsige, minimere, fordele og kommunikere om enten erkendte eller potentielle risici.

Specialets design og risikoanalyse
Specialet er en analyse af den definitionskamp, der fandt sted i efteråret 2003 om en mulig sundhedsrisiko i forbindelse med opstillingen af det ny 3G-mobilantennenet. På et rent teoretisk niveau diskuteres det for det første, hvad der egentlig kan forstås ved en risiko, det vil sige, hvad risikokommunikation egentlig handler om. Derefter opstilles et empirisk orienteret diskursanalysedesign som anvendes på konflikten i november 2003, hvor den var på sit højeste. I alt indgår 93 artikler i den empiriske del, som viser, at konflikten om 3G-mobilantennerne er kendetegnet ved videnskabelig usikkerhed, store økonomiske og politiske interesser samt en meget markant grad af svigtende tillid i befolkningen til de direkte ansvarlige og involverede aktørers risikovurdering. Endvidere fremgår det, at intet enkelt definitionsforsøg kan siges at opnå hegemoni. Der er snarere tale om, at den risiko det danske samfund mødte i efteråret 2003 er at ligne et netværk af rivaliserende diskurser og betydninger, som er spændt ud over den række af forskellige perspektiver og definitionsforsøg, der indgår i konflikten. Da risikoen ikke entydigt er defineret kan konflikten heller ikke siges at være slut. Den er snarere i en tilstand af dvale, hvorfra den kan genåbnes i det øjeblik, nogen har interesse i det, eller der fx gennem ny forskning kommer ny viden på bordet om emnet.

John Christensen er nyuddannet cand.mag. i medievidenskab fra Aarhus Universitet og tidligere praktikant og projektassistent i Advice Analyse og Strategi. Mail: christensen.john@gmail.com

Læs specialet her