Eva Veileborg Hald
Senior Executive Vice President, Group Communications, Danske Bank
Det er ikke nogen hemmelighed, at verdensøkonomien, og banksektoren i særdeleshed, stadig har store udfordringer. Vi befinder os i en økonomisk lavkonjunktur, hvor vi som virksomhed er nødsaget til at reducere vores omkostninger for at skabe en mere profitabel forretning. Det er en udfordrende kommunikationsøvelse, som vi skal igennem, samtidig med at vi skal fastholde et stramt fokus på kundetilfredshed, imageforbedringer og ikke mindst fastholde dygtige medarbejdere.
Tre andre prioriterede kommunikationsopgaver består i at aktivere vores DBU-sponsorat, tydeliggøre koncernens strategiske retning internt såvel som eksternt, samt fortsat at udvikle vores online-touchpoints, så vi imødekommer de teknologiske trends, der til stadighed gør ’banking’ både mere digital og social.
Vi har i 2011 haft stor succes med vores idébank på Facebook, hvor kunderne har bidraget til udviklingen af vores smartphone-app og iPad-app. Det har været enormt positivt for os at se, hvordan et sådant crowd-sourcing-initiativ har været med til at flytte vores forretning tættere på kundernes virkelighed og behov.
Britt Lilja Korsager
Direktør, Strategic Communication / Group Communications, Vestas
Fokus i 2012 bliver forandringsledelse. Vestas har meldt ud om store organisationsændringer i starten af 2012, og vores indsats bliver i høj grad rettet mod at få implementeret disse effektivt. Hér vil vi især fokuserer på, hvordan lederne kan bruge deres kommunikation som et strategisk værktøj til at få forandringen til at ske. Trappen vaskes fra toppen – og derfor er vi i første fase meget fokuseret på lederne, der skal motivere medarbejderne til at favne forandringen. Når det er sagt, skal vi huske, at medarbejderne også motiveres af hinanden – deres relationer og netværk. Hvordan vi på troværdig vis mobiliserer disse netværk til forandringsparathed, er noget, jeg ønsker, at vi bliver klogere på i 2012. Vi har søgt efter best practice internationalt på dette område, men har fundet meget lidt. Så det ser ud til, at vi må skabe det selv.
Mads Madsen
Kommunikationsdirektør, Novozymes A/S
For os kommer 2012 især til at handle om vækstmarkeder, debatten om grøn vækst og endnu tættere globalt samarbejde.
Vi har i løbet af i år udbygget vores kommunikationsteam med kontorer i New Delhi og Brasília og forstærket holdet i Beijing. I 2012 står disse vækstmarkeder særlig højt på listen mht. public affairs, medierelationer og at spille en aktiv rolle i de nationale debatter om bæredygtig vækst. I den forbindelse bliver topmødet i Rio i juni et vigtigt omdrejningspunkt for den internationale dagsorden om grøn vækst. Her vil vi gøre en stor indsats for at vise, hvordan vi kan skabe vækst, jobs og bæredygtighed ved fx at omdanne landbrugsaffald til brændstof, plastik og meget mere.
Indadtil skal vi bl.a. fokusere på at udvikle samarbejdet mellem teams på tværs af landene: Hvordan drager vi fx fordel af vores tilstedeværelse i Bruxelles i arbejdet med den brasilianske PA-dagsorden etc.? Dvs. udvikle kompetencer, metoder og en organisation, som agerer 100 procent globalt, både når det gælder ekstern og intern kommunikation.
En af læringerne i 2011 var en påmindelse om vigtigheden af tæt intern rådgivning og ledelseskommunikation, når virksomheden vokser eller forandres. Vi har et utrolig dygtigt team på det område, som er blevet meget værdsat af ledelsen i løbet af et år, hvor der har været fart på organisationsudviklingen.
Jens Gregersen
Kommunikationschef, Rigspolitiet
Dansk politi skal som enhver anden offentlig myndighed leve op til borgernes forventninger og politikernes krav. Selvfølgelig! Det betyder, at vores fokus vil være på, at borgerne i mødet med politiet oplever os som serviceorienterede, åbne og tilgængelige, og at der er en klar sammenhæng mellem borgernes forventninger til os, og det, vi rent faktisk leverer, inden for politiets kerneområder.
Det kræver kommunikation, kommunikation og atter kommunikation. Frem for alt kræver det ensartet og velstruktureret kommunikation på alle niveauer og gennem alle kanaler. Det er sådan set ikke anderledes for politiet end for en hvilken som helst anden servicevirksomhed. Udfordringen ligger i, at næsten alle danskere har en holdning til politiet, at vi – måske bortset fra SKAT – er den mest synlige offentlige myndighed, og at offentlighedens billede af politiet også formes gennem danske og udenlandske politiserier. Altså budskaber og kanaler, som vi har ringe eller ingen kontrol over.
I 2012 vil vi i den grad fokusere på at skabe en ensartet og velstruktureret kommunikation fra dansk politi – uanset hvor og hvordan borgeren møder os, og om det er landbetjenten, telefonisten, som betjener 114, chefpolitiinspektøren eller rigspolitichefen, der kommunikerer på politiets vegne. Og vi vil i stigende grad arbejde på at udvikle de måder, borgerne kan komme i kontakt med politiet på. I løbet af det nye års første måneder vil vi således starte de første tre projekter op inden for sociale medier, ligesom vi senere i 2012 formentlig vil introducere den første officielle politi-app.
Den øgede interaktion mellem borger og politi vil gavne begge parter, men der er ingen tvivl om, at det også vil være en vanskelig øvelse for politiet, som gennem generationer (og helt naturligt) har stået solidt forankret i en traditionel myndighedskultur. Det at kunne favne den traditionelle myndighedsudøvelse, samtidig med at vi situationsbestemt tænker og handler serviceorienteret i en sprogbrug, som selv den 17-årige Facebook-bruger forstår, bliver en af vores store udfordringer.
Denne ændring er en helt selvfølgelig konsekvens af vores strategiske grundlag, som vi fik på plads i 2011. Det betyder, at vi vil fokusere mere på den strategiske kommunikation både hos Rigspolitiet og i landets 12 politikredse, og det betyder også, at vi i 2012 vil tilføre flere kompetencer til kommunikationsområdet. De nye kompetencer vil navnlig omfatte sociale medier, interessent-relationer og analyse/evaluering.
Dansk politi har i 2011 været i gang med en omfattende effektiviserings- og forandringsproces, som vil strække sig langt ind i 2012. Vores allervigtigste læring i 2011 har været, at forandringer skal drives af dedikerede førstelinje-ledere, der kan forsvare og forklare rationalet i forandringerne, og ikke gennem overordnet massekommunikation. Kort sagt: Lewin og Kotter virker! Også i dansk politi. Og vi bliver tydeligvis bedre og bedre til at skabe intern opbakning bag forandringerne.