13 pointer i kølvandet på JP-tegningerne

Der er krisestyring både på Jyllands-Posten og i Statsministeriet. Sagen er ude af kontrol. Den drøftes vidt og bredt, og det er der mange gode grunde til. For et kommunikationsmenneske er der en del at udlede af sagen om JP's tegninger af profeten Muhammed.

1. Medier og mobilitet rocks (the world)

Den vigtigste lære er vel den efterhånden klassiske sociologiske pointe, at det moderne samfunds medier og mobilitet giver os alle et andet forhold til tid og rum. Hvis ikke den lille muslimske gruppe havde kunnet tage på tour i Mellemøsten for at mobilisere et stærkere bagland til at lægge pres på Danmark, så ville borgere i Mellemøsten og medierne i regionen formentlig aldrig have hørt om de tegninger. Nu kunne de få dem vist frem af forurettede fæller, der selv var vidner til fornærmelsen. Og hvis ikke borgere i Mellemøsten havde haft adgang til avis, internet og sms, så ville boykotten formentlig aldrig være blevet til noget.

 

Udenrigsministeren tager derfor fejl, når han til journalister afvisende siger, at han ikke skal bedrive mediediplomati. Det er da lige, hvad han skal. Hvordan skulle han ellers nå ud til den mand på gaden, som er blevet mobiliseret? Det udelukker ikke, at han også agerer via sædvanlige diplomatiske kanaler. Se også pointe 4.

 

2. Erasmus Montanus ville aldrig være blevet gift, hvis bønderne havde haft større mobilitet

Erasmus Montanus er blevet foragtet i århundreder, fordi han var fej. Han havde jo ret i, at jorden var rund, men ville ikke være blevet gift, hvis ikke han frasagde sig, hvad han havde lært, og ”indrømmede”, at jorden var flak som en pandekage. Men i dag må man spørge sig selv, om ikke det kun fungerede for ham, fordi hans gamle studiekammerater ikke fik det at vide. Tænk, hvis en af de lokale rivaler til skønjomfruen havde opsøgt eller sms’et Erasmus’ studiekammerater. Så ville han have tabt ansigt over for dem, som han respekterede og gerne ville respekteres af.

 

JP (og Fogh og Arla og andre aktører i denne sag) kan ikke agere som Erasmus Montanus. De kan ikke falde på knæ for den muslimske interessent i den arabiske verden, fordi det vil ramme dem som en boomerang i det danske samfund. Fordi danskerne og de danske medier (og nu også de internationale medier og andre demokratiske regeringer) holder øje med, hvad de danske aktører melder ud, så skal de kunne producere en tekst, der kan tilfredsstille begge sociale systemer og begge disses logikker. Internt på JP-redaktionen kan de godt bande over, at de ikke bare lod være med at bringe de tegninger. Men de kan ikke hverken offentligt eller semioffentligt sige noget, der bare ligner fortrydelse, uden at det vil kunne høres/læses af journalistkolleger verden over som knægtelse af ytringsfriheden. Desuden vil deres pointe om selvcensur være slået fast med modsat fortegn.

 

3. Galilei ville alligevel være blevet slået ihjel, hvis internet havde eksisteret på hans tid

Den næste pointe handler også om de ændrede vilkår, som moderniteten giver stakler midt i eksistentielle dilemmaer. Den ligner Erasmus-pointen, men der er en twist. Hvor den fiktive person Erasmus Montanus var fej og giftelysten, så bliver den virkelige person Galileo Galilei i høj grad husket for, at han nok (som 70-årig og underkastet tortur) gik på kompromis for at redde sit liv, men at han dog bibeholdt sin selvrespekt ved at producere den kendte mumletekst ”E pur si muove!” (”Men den bevæger sig nu alligevel!”). Det fortæller overleveringen i hvert fald, at han gjorde, hvilket så nogenlunde betyder, at vi holder af at tro, at det forholdt sig sådan. Han havde jo ret i, at jorden drejede rundt om solen og ikke omvendt, men blev af den katolske kirke tvunget til at afsværge sin tro på det kopernikanske verdensbillede. Og selv om han burde have stået fast over for overmagten, så fik han eftertidens respekt og forståelse – modsat alle de andre, der gik på kompromis på den tid.

 

Spørgsmålet er, om JP kan lave en Galilei-tekst. Om de kan lægge afstand til tegningerne, samtidig med, at de hævder deres ret til at bringe dem. De har forsøgt, flere gange, men ikke særlig overbevisende, og det har de haft gode grunde til (se ovenfor vedrørende Erasmus Montanus). Og de mumlede slet ikke. Spørgsmålet er også, om JP overhovedet kan mumle. Galileis mumlen reddede ham jo kun, fordi kirkefolkene ikke hørte den. Ellers var han prompte blevet slået ihjel. Med moderne medier kan man ikke mumle uden risiko for at blive hørt af andre. Sågar af husmødre i Saudiarabien.

 

4. Netværkskampagner virker også i Mellemøsten

Det er nu bevist. Netværkskampagner virker også i Mellemøsten. Såkaldte smart mobs (fremmede der i en sneboldseffekt mobiliserer sig via kæde-sms’er) kan sætte sig spektakulære mål, når blot der er et ideologisk fundament.

 

Nu venter vi bare på, at den danske stat finansierer en modsatrettet netværkskampagne, der skal rette op på misèren.

Hvis det altså ikke er for sent. Måske har denne netværkskampagne fået sit eget liv. Det er sjovt at tage affære, når man endelig kan gøre noget. Når det vel at mærke hverken er besværligt eller risikobetonet. Man kan ikke fyre andre landes præsidenter, man kan måske ikke engang vælge sine egne ledere, og man kan ikke bestemme, om andre lande skal lave atombombeprøvesprængninger. Men det er let at købe italiensk vin i stedet for fransk, og det er let at købe en fransk yoghurt i stedet for en dansk. Magt i små spørgsmål kan kompensere for afmagt i store spørgsmål.

 

Måske er det også kommet til at handle om identitet. Selv hvis Jasmin godt vil købe Lurpak-smør, så er hun måske nødt til at lade være, for tænk hvis hendes familie og venner så pakken i køleskabet. Ville de så tænke, at hun ikke længere var en god muslim?

 

5. Tv-fotografer kan faktisk godt finde andet at filme i Mellemøsten end gedehyrder med knyttede næver

Hvis vi lidt oftere på tv så velklædte, velartikulerede middelklassemænd købe ind i shoppingcentre, der giver Fields baghjul, og supermarkeder, der til forveksling ligner Bilka, så ville en sag som denne måske ikke komme så meget bag på os.

 

6. Social ansvarlighed gælder ikke for aviser

JP har klart og tydeligt meldt ud, hvorfor de ikke har noget problem: De har ikke brudt landets love og de overholder deres egne bestemmelser for, hvordan man skal drive avis. Vi vidste godt, at Social ansvarlighed / CSR / Corporate Social Responsibility og stakeholderanalyse ikke er det, tiden går med på avisredaktionerne, ikke systematisk i hvert fald, men at JP ikke mener at skulle forklare sig over for andre end sig selv og landets love, det er simpelthen forældet tankegods.

 

Det er symptomatisk, at en avis er enten et demokratisk organ eller en virksomhed, alt efter hvad debatten går på. Lige nu er det i hvert fald sikkert, at JP ikke er en virksomhed. Tænk bare, hvis erhvervsjournalister fra andre medier gav sig i kast med at diskutere JP's ansvar over for muslimer på samme måde, som man har holdt Novo ansvarlig for fattige aidspatienter, selv om Novo ikke engang producerer aidsmedicin. Lige nu er avisen et vigtigt redskab i demokratiets og ytringsfrihedens tjeneste. Hvis det er søgen mod laveste fællesnævner, der er kritikpunktet, så plejer man at se medierne henvise til, at der jo er tale om en virksomhed, der skal løbe rundt. Eftersom begge dele er sandt, så kan man bare notere sig, at det åbenbart ikke er sandt samtidig.

 

7. Integration handler i høj grad om tekstproduktion

Det er nu, vi definerer, hvad vi mener med integration. Hvis integration betyder, at man tilnærmer sig hinanden i gensidig respekt, og at begge parter må klippe en tå og hugge en hæl for, at alle skal kunne være der, så må det betyde, at der også er noget, ”ærke/pære/kernedanskerne” skal give køb på. Porno i det offentlige rum ville være et godt bud. Men hvor det begyndte med at være det store integrationspolitiske problem, om ytringsfriheden kan gradbøjes, så er det nu et clash of civilizations-problem. Lige nu er det vel politisk korrekt at bruge denne term. Spørgsmålet er så, om der vil kunne findes en civiliseret løsning på det sammenstød. Se også pointe 2 og 3. Den civiliserede løsning er at producere en tekst, der tilfredsstiller begge rationaler. Det er det, Fogh er blevet bedt om at gøre og mener at have gjort i nytårstalen. Dansk Industri har bedt JP om at lave en tekst, hvor de gør andet end endnu en gang at tale om deres ytringsfrihed.

 

JP har produceret flere tekster, der kun tilfredsstiller det ene rationale, det demokratiske ikke-muslimske. Når JP's første tekst (beklagelsen) ikke har gjort indtryk på modparten, så skyldes det to ting. Den ene er, at de ”beklager”. Hvis man har bedt om en undskyldning, lader man sig ikke formilde af en beklagelse. Det er i sig selv en ekstra fornærmelse, som man kun accepterer, hvis man står svagere end modparten og derfor er nødt til at acceptere beklagelsen for at komme videre i den indbyrdes relation. Dette er ikke tilfældet for forbrugere i Mellemøsten. De har magten til at lade være med at købe danske produkter, og deres mere rabiate medborgere har magten til at gøre det surt at være dansker i Mellemøsten. Den anden grund til, at JP's tekst ikke har gjort indtryk, er, at JP siger, at de er kede af konsekvenserne af deres handling; handlingen i sig selv forsvarer de. Dermed fremturer de i den handling, der har vakt anstød. Det må for en troende muslim svare til at høre nogen sige, at de er kede af at være blevet snuppet i butikstyveri, men at de skam havde ret til at tage varerne, fordi de ikke anerkender ejendomsretten. Lige meget, hvor meget tyven beklager butiksejerens tab, så ændrer det ikke ved dennes syn på tyveriet.

 

JP har nu også produceret en undskyldning. Men det er en ikke-undskyldende undskyldning. De taler om ”alvorlige misforståelser omkring nogle tegninger”. De krænkede muslimer mener ikke at have misforstået noget. Tegningerne var der, og de krænkede. Hvorfor de var der, opleves som en biting, men at det bare skulle have været en øvelse for at teste ytringsfrihedens og selvcensurens grænser, kan måske opleves som en skærpende omstændighed. At gøre hele sagen til et spørgsmål om modpartens evne til at forstå noget kan i øvrigt

opleves som en selvstændig fornærmelse.

 

Helt galt går det, når JP i sin ”undskyldning” skriver: ”De 12 tegninger var efter vores opfattelse sobre og var ikke tænkt som krænkende. De var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde. Siden har der i den muslimske verden cirkuleret nogle krænkende tegninger, som aldrig har været bragt i Jyllands-Posten, og som vi aldrig ville have bragt, hvis vi havde fået dem tilbudt. Vi ville have afvist dem med henvisning til, at de krænkede vore etiske grænser. Jyllands-Posten lægger vægt på at holde en høj etisk standard, som bygger på respekt for vore grundlæggende værdier. Derfor er det ekstra beklageligt, at disse tegninger er blevet præsenteret, som om de havde noget med Jyllands-Posten at gøre.”

 

Ergo: JP fremturer i sin krænkelse, når de hævder at undskylde. Tegningerne var ”sobre”, det kunne have været værre, og JP mener tilmed, at de bragte tegninger ikke var i strid med avisens etiske grænser. Bare ærgerligt, at de var i strid med andres etiske grænser. Igen undskyldes konsekvensen af handlingen, ikke selve handlingen. Derfor vil denne undskyldning næppe reparere på noget.

 

JP har brug for hjælp. Jeg vil hermed gerne udskrive en konkurrence om at skabe den bedste tekst til formålet. Jeg kan desværre ikke tilbyde 500.000 i præmie, men måske får vinderen Nobelprisen. Altså fredsprisen. Litteraturprisen ville nok være for meget at forlange.

 

8. Engagementet kommer med pengene

Vidste vi det ikke før, så ved vi det nu: Engagementet kommer med pengene. Det er let at være tilbagelænet i en grundlæggende diskussion om principper og moral, så længe man ikke selv har noget i klemme. Det mest triste ved hele affæren er, hvordan vi alle – ja, ja, det er ikke kun for at skyde på journalister og politikere, for jeg er selv en del af det – kom lidt mere frem i stolen, da der pludselig var tale om en boykot af Arlas varer med store økonomiske tab til følge.

 

9. Fordi reelle trusler kom ind med pengene, så er det blevet mere problematisk at gå på kompromis

Hvis JP havde givet en undskyldning for en måned siden, så ville de kunne have gjort det ud fra et overskud og kunne have rost sig selv for at ’være stor nok til det’. Hvis de gør det nu, så er det, fordi de er blevet presset, og så har verden endnu en gang kunnet drage den lære, at man ikke kommer lige så langt med et venligt ord som med et venligt ord og en pistol. Lige denne pointe er måske ikke den fedeste at få slået fast i Mellemøsten. Med voldstrusler mod danskere er dette aspekt naturligvis blevet endnu mere påtrængende. Den lære, man kan uddrage af dette, er derfor, at timing og sekventialitet betyder alverden. Begivenheder optræder i en rækkefølge. Hvad man gør, skifter betydning efter, hvornår man gør det, og hvad det er en respons på.

 

Eftersom man ikke kan give køb på ytringsfriheden, så må sagen omdefineres. JP og Fogh har insisteret på at definere sagen som et spørgsmål om JP's rettigheder; en sag om ytringsfrihed som en uafviselig ret. I stedet kunne sagen omdefineres til at handle om opførsel og gensidig respekt. Man kan godt have en ret, som man vælger ikke at benytte sig af, fordi det ikke er en god ide at gøre det.

 

Unge mænd har fx ret til at moone pæne ældre damer (de er i hvert fald sluppet ustraffet fra det i årtier), men hvis de har respekt for dem, lader de være. Og når de bliver ældre, indser de, at deres mooning først og fremmest gør noget for deres egen identitet. På samme vis gør JP's handling først og fremmest noget for dem selv. De viste, at de turde. Nu skal de leve med, at de er blevet internationalt kendt for deres despekt.

 

10. Show it – don’t tell it

Desværre er det ikke nok at producere en tekst, hvor man indtrængende forklarer, at man skam respekterer andres tro, herunder islam, og at man skam har den allerstørste respekt for muslimers følelser. Hvad man gør, råber højere, end hvad man siger. Når man derfor gør noget, der af mange muslimer opfattes som despekt af rang, så nytter det ikke noget at forsøge at reparere på det ved bagefter at sige, at man respekterer profeten/islam/muslimers følelser. Der skal gøres noget, der viser respekt.

 

Med sidste års debat i baghovedet, så er det interessant, at ingen har fundet på, at JP kunne trække tegningerne tilbage. Dette ville ellers være en mulighed for at få testet internationalt og tværkulturelt, om det kan lade sig gøre at trække en ytring tilbage. Flere danske ministre plæderer for ytringstilbagetrækningsfrihed.

 

11. Intet er så skidt (for Arla), at det ikke er godt for noget

I disse dage skulle man tro, at mediernes eneste interesse i Arla ville gå på deres formodede skyld i sagen om Metros dropning af Hirtshals Andelsmejeri mod at få markedsføringsgebyr af Arla. Den interesse er der bestemt, men lige nu sparker man ikke på nogen, der ligger ned. Så de får lov at slippe for tæv i Metrosagen. Indtil videre i hvert fald. Selvfølgelig kan meget ske inden den 10. februar, hvor dommen afsiges i retten i Århus. Men det er slet ikke utænkeligt, at folkestemningen mod Arla vender, nu hvor der endelig er noget, der er synd for dem. Meget kan man nemlig sige om Arla, men offerrollen har de ikke før fået lov at dyrke, og at blive taget som gidsel i en sag mellem andre parter, hvor de hverken kan gøre fra eller til, dét har de ikke fortjent. Hvis de nu var lidt vakse ved havelågen i Arla, så ville de udnytte dette til at skabe større forståelse for, hvorfor big is beautiful. Kunne de balancere mellem ’vi vil ikke skubbe til de små og innovative på hjemmemarkedet’ og ’det er godt for landet, at vi møver de andre store væk på eksportmarkedet’, så ville de komme i mål med såvel image som indtjening. Se også pointe 13.

 

12. Intet er så skidt (for JP), at det ikke er godt for noget

Endelig blev JP en international avis. Sådan en må vel være defineret ved ikke bare at skrive om det store udland, men også sætte dagsorden internationalt. Velkommen til forsiden!

 

13. Intet er så skidt (for verden) at det ikke er godt for noget

Lander denne debat godt, så kan det ende med at være en smuk dagsorden, JP fik sat. Og de bedste penge, Arla nogensinde har tabt. Ligesom en lille gruppe rødstrømpers paraderen af nøgne bryster kunne medvirke til, at danske kvinder opnåede seksuel frihed, så har JP's despektfulde mooning af troende muslimer nu ført til en intens, international debat om ytringsfrihed, demokrati og frihed. Vi taler i hinandens medier og oplever hinanden som velartikulerede og nuancerede. Vi er i fuld gang med en international principdebat! Det kan der kun komme noget godt ud af. Det var det første gode. For det andet har araberne opdaget, at de kan stemme med kreditkortet, selv om de ikke kan stemme i et diktatur. Det tredje gode, der er kommet ud af denne sag, er, at en masse mennesker i Mellemøsten har opdaget, at de kan skabe offentlighed om deres holdninger, selv om de ikke har frie massemedier. Tænk engang, hvad den indsigt kan føre til i Mellemøsten. Måske vil Arla engang kunne sige om begyndelsen af det 21. århundrede, at de var med til at indføre demokrati i diktaturstater. Utilsigtet, ganske vist, men de bedste penge de nogensinde har sat til. Det kunne godt få en og anden demokrat til at drikke mælk fra Arla.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job