Artiklen er fra RetorikMagasinet nr. 43, marts 2002

I begyndelsen af skoleåret 1969 stod en klasselærer foran et nyt hold friske gymnasieelever på Viborg Katedralskole. Fra sin plads bag katedret nikkede han venligt ned til eleverne én for én og lod dem sige et par ord om deres karrieredrømme, sådan som man nu gør i nye gymnasieklasser landet over. Da turen nåede til Anders, en spinkel gårdejersøn fra Hvidding, hævede drengen stemmen og
sagde alvorligt: Jeg vil være statsminister. En tilbageholdt fnisen bredte sig i klassen.

Fortællingen er muligvis en skrøne, en vandrehistorie der nu er blevet fortalt endnu en gang. Men sikkert er det at Danmarks nye statsminister, Anders Fogh Rasmussen, begyndte at interessere sig for politik, før de fleste drenge holder op med at lege med papirsflyvere. Og posten som statsminister er den foreløbige kulmination på gymnasiedrømmen om en stor politisk karriere.

Nu er der gået hundrede dage siden valget, og landets nye regering har naturligvis været igennem de første større og mindre mediekriser – Arriva-sagen, spørgsmålet om en ny EU-afstemning og ikke mindst farcen i Farum som vi endnu ikke kender alle konsekvenserne af. Men ser vi på Anders Fogh Rasmussens egen præstation i medierne, må vi sige at han har virket uhyre velforberedt og selvbevidst. Måske for velforberedt.

Det taler for sig selv
På en råkold tirsdag i slutningen af november kunne Anders Fogh Rasmussen præsentere sin nye regering. Traditionen tro stillede ministrene op til affotografering på Christiansborgs slotsplads. Og allerede på denne første dag i regeringens liv fornemmede man hvordan Anders Fogh Rasmussen nøje planlægger sin fremtræden i medierne. Når Poul Nyrup Rasmussen præsenterede sine regeringer, foregik det altid med et bredt grin og den ene arm i vejret eller begge to bredt ud til hver sin side som om han forsøgte at omfavne hele ministerholdet. Det kom der som regel nogle meget fjollede billeder ud af.

Anders Fogh Rasmussens arme blev nede langs kroppen under hele sceancen på slotspladsen. Og det velkendte, lidt stive smil slog aldrig over i højlydt latter. Selv den korte tale, der nærmest er et krav i situationen, blev forbigået i tavshed: “Har I fået jeres billeder nu”, spurgte han efter et par minutter. “Ja, men har du ikke noget at sige”, lød det forundret fra en fotograf. “Nej, det taler vist for sig selv” kom det prompte fra statsministeren – og mens journalister, ministre og fotografer grinte af den kvikke bemærkning, kunne Anders Fogh Rasmussen liste af lige så hurtigt som han kom.

Den manglende tale blev også bemærket i et tv-interview med Reimer Bo samme aften. Her gav Anders Fogh Rasmussen en forklaring på sin afdæmpede fremtræden: “Når jeg ikke sagde noget, så er det fordi at det virker en lille smule dumt at stå og råbe på slotspladsen. Der var jo så mange fotografer at jeg slet ikke kunne se de mange mennesker der var mødt op for at byde os velkommen.«”

Det er forskellen på Anders Fogh Rasmussen og den tidligere statsminister. Selv når tv-kameraet kører, bliver Poul Nyrup Rasmussen ofte grebet af situationen og taler til det faktiske publikum der står foran ham. Det har vi set flere gange på Christiansborgs slotsplads og senest i Valby-hallen under valgkampen hvor han blev grebet af stemningen og kastede papirsflyvere ud til publikum. Det virkede i situationen, men det så fjollet ud på tv-skærmen fordi de store armbevægelser ganske enkelt ikke gør sig godt inden for rammerne af en tv-skærm på 21 tommer. Den slags brølere laver Anders Fogh Rasmussen sjældent. Når tv-kameraerne filmer i nærheden af ham, tænker han altid på dem der sidder foran tv-skærmen.

Købmandsretorik
Forskellene mellem den nye og den gamle statsminister skal ikke overdrives. Man kan jo ikke påstå at den nye Rasmussen er mediebevidst, mens den gamle Rasmussen ikke var det. Langt fra. Poul Nyrup Rasmussen havde også sine rådgivere, og alle ved at han var en meget arbejdsom statsminister. Alligevel virkede han altid uforberedt på mindst ét ud af ti spørgsmål når han blev interviewet. Især i de første år som statsminister indledte han typisk sine svar med bemærkninger af typen “Det er der to gode grunde til…”, og så endte han gerne med at nævne fire eller flere mens han mekanisk talte alle de gode grunde på sine fingre.

Anders Fogh Rasmussen virker næsten aldrig uforberedt på journalisternes spørgsmål. Man har tværtimod indtryk af at de fleste af hans politiske hovedargumenter er samlet i simple kontraster og såkaldte tretrinsraketter som han uden videre kan lire af – uanset hvad journalisten spørger om. Da han i forskellige interview under finanslovsforhandlingerne blev udfordret på finansieringen af sygehusudgifterne, gentog han for eksempel igen og igen den samme korte remse der netop havde tretrinsrakettens velkendte form bestående af tre led hvor det sidste led ofte tillægges større betydning end det første: “Finansieringen fremgik af vores valgkamp, den vil blive fremlagt i vores finanslovsforslag, og den vil blive gennemført her efter valget.”

Også enten-eller kontraster eller såkaldte antiteser er et af Anders Fogh Rasmussens retoriske vartegn. Det gælder for eksempel påstanden om at regeringens politik handler om omprioriteringer – ikke nedskæringer: For hvad vil vi helst spare på – dyre embedsmænd i København eller fru Jensens hofte i Vestjylland? Den form for købmandsretorik viste sig at være uhyre gennemslagskraftig i valgkampen, måske fordi den trækker komplicerede samfundsproblemer ned på et plan hvor de minder om problemerne med at styre vores egne husholdningsbudgetter. Det kan derfor ikke undre at Anders Fogh Rasmussen gjorde flittig brug af samme købmandsretorik i sin nytårstale på tv.

Nu har Anders Fogh Rasmussen naturligvis ikke patent på antitesen. Også Poul Nyrup Rasmussen har sine simple kontraster som han klynger sig til: “Det er nu blevet klart, at der er to veje at gå”, sagde den tidligere statsminister til TV-Avisen da finanslovsforslaget blev fremlagt i slutningen af januar. “Den ene er den usikre, bagudrettede vej som regeringen følger, den anden er den fremadrettede og fremtidssikrede vej som Socialdemokratiet står for.” Denne sort-hvide grundform er den samme som i argumentet med embedsmændene og fru Jensens hofte. Forskellen er bare at Anders Fogh Rasmussens købmandsretorik er konkret og nærværende, mens Poul Nyrup Rasmussens angreb er ideologisk og abstrakt. Hvis man befinder sig i Anders Fogh Rasmussens konkrete univers, vil Nyrups ideologiske angreb uden tvivl prelle af. Besynderligt at toppen i Socialdemokratiet bruger det ideologiske skyts så flittigt.

Æg i skallen
Mellem jul og nytår fik vi endnu et eksempel på Anders Fogh Rasmussens evne til at begå sig i tv-mediet – også selv om der er tale om underholdningsprogrammer uden politisk substans. I en af de tilbagevendende årskavalkader på DR1 havde Morten Løkkegaard inviteret den nye statsminister ind i studiet til en hyggelig snak om papirsflyvere, festen på Færgen Sjælland og de to jakkesæt som Anders Fogh Rasmussen havde købt i en tøjbutik i Lyngby inden valget. Det var afslappet og tilforladelig underholdning i den bedste sendetid. Men så skete det – hen mod slutningen af interviewet. Pludselig bekendtgjorde Anders Fogh Rasmussen at han ville forsøge at sælge en af folketingsvalgets mest omtalte effekter på QXL.dk – nemlig det eksemplar af bogen Fra socialstat til minimalstat som Poul Nyrup Rasmussen havde revet i stykker. Pengene skulle gå til de hjemløse der med statsministerens egne ord er “nogle af dem der har det sværest i vores samfund.” Altså en statsminister der vil hjælpe de fattige ved at sælge en iturevet bog! Magen til plathed skal man lede længe efter, men Anders Fogh Rasmussen evnede at servere den på sin egen underspillede facon så man knapt nok bed mærke i det man så og hørte. Selv de ellers så kritiske redaktører på landets aviser lod mediestuntet passere uden syrlige kommentarer.

Det var aldrig gået for Poul Nyrup Rasmussen. Hans mediestunts virkede altid kluntede og kejtede. Ja, de fleste af os er efterhånden trætte af at blive mindet om cykelhjelmen, besøget i grisestalden eller dengang da han lige var kommet til magten og sang Elvis til sin nye hustru for åben skærm. Hver gang blev han til grin landet over. Anders Fogh Rasmussen derimod slap med nogle æg i skallen – som det hed i en overskrift på Ekstra Bladet. Og det autonome angreb var faktisk kun til statsministerens fordel, for det fjernede fokus fra det latterlige i hele situationen.

For mediebevidst?
Ingen tvivl om at Anders Fogh Rasmussen personligt er kommet godt fra start. Han virker ikke afslappet som Poul Schlüter, godmodig som Anker Jørgensen eller intelligent som Jens Otto Krag. Men han udnytter optimalt de retoriske talenter han har. De første hundrede dage tyder dog ikke på, at han vil gå over i historiebøgerne som den store taler. For ganske vist er han uhyre mediebevidst med en udpræget evne til at servere sine budskaber kort og konkret, men han bliver aldrig nogen Blair. Han bliver aldrig den taler der udnytter historiens vingesus og når op på de høje nagler. Han bliver ikke engang en Nyrup der grebet af sejr og glæde træder op ad trappen på Christiansborg med fire fingre i vejret som symbol på ”four more years”.

Anders Fogh Rasmussen er jysk af natur, og han underspiller bevidst sin egen person. Det så vi for eksempel på Færgen Sjælland efter den historiske valgsejr hvor ydmygheden i den meget jævne tale kom til at stå i stærk kontrast til den overdimensionerede fest der var arrangeret for ham. Muligheden for at holde en historisk lejlighedstale forduftede, til gengæld virkede han nærmest naturlig – som en af vore egne – og det er noget de fleste danskere synes om.

Alligevel kan hans mediebevidste fremtræden godt vise sig at blive et problem. For bevidstheden kommer også til udtryk i et benhårdt forsøg på at styre udmeldingerne fra samtlige ministre i regeringen, og det er allerede begyndt at irritere dele af pressen. For eksempel virkede det nærmest demonstrativt da TV-Avisen forleden afsluttede tre indslag i træk med kommentaren: Det har ikke være muligt at få en kommentar fra ministeren. Ja, selv Jyllands-Posten har kritiseret Anders Fogh Rasmussen for hans forsøg på at styre medierne. Og jo mere mediebevidst han virker, des mere ihærdigt vil journalisterne forsøge at få facaden til at krakelere. Som løver vil de naturligvis gå efter de svageste i flokken først, men før eller siden vil turen komme til statsministeren.