1,2 video

Online film og video eksploderer i disse måneder. YouTube har nu overhalet Facebook i popularitet. Og så godt som alle hungrer efter online film og video. De brands, som hurtigst tager online video til sig og 'video-connecter' med deres målgruppe, har kæmpe muligheder for at komme langt foran konkurrenterne – på ganske kort tid ... Men hvordan kommer man i gang med online video? Tag de ti skridt her.
 
Står du og mangler en enkel illustration, der skal overbevise dine kollegaer om YouTubes seriøsitet? Så plejer denne at virke.
 
1. Erkend, at online video er et vigtigt kommunikationsværktøj
Det allerførste skridt er mange gange det sværeste. Nemlig erkendelsen af, at online film og video er det marketing-værktøj, I nu SKAL opprioritere. Som alt andet her i tilværelsen er det umuligt at få succes med noget som helst, med mindre man erkender problemet og lægger en plan. Så overbevis dig selv, din chef og dine kollegaer om, at online film og video nu er det hurtigst voksende kommunikationsværktøj. Og derfor vil I nu lægge en strategi, en plan og et etableringsbudget.
 
Helt konkret skal du samle de bedste argumenter. Og dem kan du blandt andet få ved at læse LinkedIn-artiklen: You wanna do WHAT with video..? - How to convince your boss to invest in film and video marketing.
 
 
 
 
2. Sammensæt et team
Ingen mand er en ø. Og derfor kan du heller ikke helt alene udtænke, producere og implementere en online film og video-plan. Du behøver hjælp.
 
Du skal derfor – når din chef og kollegaer har erkendt udfordringen – sammensætte et team, der skal udtænke og gennemføre planen. Det kan helt klart anbefales, at en kommunikationsfaglig person udpeges som ansvarlig for projektet (ikke en teknik-person). Derudover skal gruppen indeholde folk, der har erfaring inden for social media og content marketing, og det er en fordel at involvere en, der har praktisk erfaring med film og video – men vedkommende må IKKE være den ansvarlige. Og tilknyt gerne eksterne eksperter.
 
3. 'Hvorfor' før 'hvordan'
First Things First. Alt for tit hopper virksomheder den mega vigtige indledende 'Hvorfor'-fase over. De glemmer at stille spørgsmålet 'Hvorfor skal vi have en film og video-strategi samt -plan?' Din gruppe SKAL bruge tid på at diskutere, hvad I vil opnå samt hvorfor, og hvilke konkrete mål I har med film og video. Basta!
 
Den største rådgivningsfjende – i denne fase – er (helt ironisk) film- og videoproduktionsfolk. Deres kompetencer ligger nemlig i at producere film og video og ikke i at tænke strategi og planer, så lyt til dem, men lad være med at lægge strategiudvikling og plan over i deres hænder. Det er jer selv, der skal bruge tid på at finde ud af, hvad I vil med online video – og hvorfor!
 
4. Research
Brug kræfter på research. Se online videoer som en sindssyg! Hvert teammedlem opretter en profil på YouTube. Det sikrer, at YouTube registrerer, hvad du ser, og det betyder, at du får forslag til andre videoer, som igen betyder, at du har muligheder for at se ting, som du aldrig vil kunne finde 'koldt'.
 
I starter med to søgeområder: I laver en liste over konkurrenter og vigtige spillere i jeres branche. Find så mange videoer som muligt, og se dem med analytiske briller. Hvad er det for nogle videoer, de har valgt at vise, hvad indeholder de, og hvordan er videoerne bygget op?
 
Dernæst vælger I hver et emne, som I interesserer jer for (pilefletning, campingliv, fægtning – what ever). Der finder I så mange film om emnet som muligt. Du benchmarker så de videoer, du synes er bedst og dårligst inden for dit område. Og dem diskuterer du med dine kollegaer i gruppen. Det er den absolut hurtigste måde at få forståelse for, hvad der vil virke, når I selv konkret skal til at producere.
 
5. Hvad gør de bedste rigtigt?
Hvordan griber de store globale brands online video an? Hvordan de konkret arbejder med online film og video? Så nu skal I se endnu flere online film. Tjek gerne denne blogpost ud: Online Video Top 20 listen – De bedste online video brandsSe en del af de film, som verdens største brands arbejder med, og diskuter, hvorfor de mon er så gode. Konklusionerne tager I så med, når I selv skal til at arbejde konkret med jeres egen plan.
 
 
Tag ved lære af de bedste og bliv bedre til at producere film og video.
 
6. Få sat jer ind i film- og videomarketingsproget
Det er meget vigtigt, at I kender til det sprog og de værktøjer, der skal til for at lave en god online film og video- strategiplan. Nøjagtig som pokerspilleren skal kende til de 52 forskellige kort, eller som skakspilleren skal kende til de 16 brikker, han skal rykke med, ja, så er det vigtigt, at du kender til de forskellige film- og videotyper, du kan bruge i din online videostrategi/plan.
 
Start på en nem og billig måde: Download grundbogen De 33 forskellige film typer enhver seriøs kommunikatør bør kende. Bogen er født som en interaktiv e-bog med masser af videoeksempler. Når du er kommet igennem den, vil du helt sikkert være klar til at komme i gang.
 
7. Skriv nu på en plan
Nu er I klar til at blive konkrete. Og det betyder, at I – på baggrund af jeres research og den nye indsigt – kan skrive en online film og video-strategi. Meget kort skal den som minimum indeholde svarene på følgende spørgsmål:
Hvorfor vil I bruge online video? Hvad er jeres mål? Hvordan vil I konkret gribe det an? Hvem i jeres målgrupper vil I 'video-hjælpe' med hvad? Hvilke typer af film vil I benytte? Og hvordan kommer I til at producere jeres film?
I denne fase laver I også et budget for de første seks måneder, der indeholder omkostninger til rådgivning, produktion, distribution og monitorering. Og I behøver ikke at være så bange. I kan komme et godt stykke for ret små penge, hvis I tænker jer om. 
 
8. Producer de små, billige film først
På baggrund af planen starter I med at producere de nemmeste film- og videotyper først. Det er vigtigt, at der er en i teamet, der er ansvarlig for, at film og videoer bliver produceret så billigt og effektivt som muligt. Der er ingen grund til at begynde med at producere store og dyre 'tent-pole'-film. Der er rigtig mange online videotyper, som er langt mere effektive, og som ikke koster særlig meget at lave. Så start med de små, billige film.
 
For at gribe YouTube rigtigt an, så download YouTube e-bogen Creator Playbook version 4. Den vil give jer en masse tips og tricks til, hvordan I både tænker produktion og optimal udnyttelse af YouTube.
 
Heinekens video 'The Candidate' er et godt eksempel på branded content.
 
9. Distribuer jeres film via YouTube
Samtidig med at I producerer de små, billige film, så opret en YouTube Channel (det er helt gratis). Det er her, I oploader jeres film, og herfra I 'embedder' til jeres egne online platforme – som minimum til jeres website og jeres Facebook-side.
 
Det er vigtigt, at I tænker jeres film ind som content, jeres målgrupper skal være interesseret i, og derfor skal I også arbejde seriøst med SEO på samme måde, som I gør det med jeres website. I jeres team skal der være en, der har ansvaret for at monitorere og samle de mange informationer, som YouTube Analytics giver jer. I skal – som udgangspunkt – ikke på dette tidspunkt købe jer ind i en videosoftware-løsning. Hold jer til jeres gratis YouTube-kanal og få en masse erfaringer her. Så kan I altid senere købe jer til en integreret videowebsite-løsning.
 
10. Optimer og vedligehold din plan
Allerede i løbet af tre til fire måneder vil I opleve brugbare resultater. Og ved at følge jeres plan og have opfølgende statusmøder, vil I blive klogere på, hvad der virker og ikke virker ved at bruge YouTube Analytics og lytte til den generelle online feedback, I får.
 
Og såfremt I ugentligt tilretter, optimerer og holder kontinuiteten, så vil I efter seks til otte måneder være ret erfarne og helt sikkert have mod på at gå ind i den næste fase af jeres online film og video-eventyr. Og en ting er sikker: Jeres konkurrenter vil sidde og tænke "Hvad fanden var det lige, der skete der?"
 
 
Brug YouTube Analytics til at undersøge jeres målgruppe og lytte til den feedback, I får. 
 
Tag første skridt nu!
Betragt online film og video og YouTube på samme måde, som du for et par år siden betragtede Facebook. Der var du sikkert også i tvivl om udfaldet. Men nu ved du da, at det bare er et spørgsmål om at komme i gang – og om at blive klogere, så skal det nok gå. Men du har en fordel denne gang. For nu har du en liste med ti skridt, du kan følge. Og tager du skridtene i den rigtige rækkefølge, så undgår du både at spilde tid, kræfter og økonomi, ligesom du har forbedret dine chancer for succes betydeligt.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også