Ugens ananas: Julia Fennefoss Vollertsen

Hvem er k-branchens rising stars? Hvor arbejder de, hvad er deres visioner for branchen, og hvem ser de op til? Kforum har sat en stafet i gang - og denne uges k-komet er Julia Fennefoss Vollertsen, kommunikationsmedarbejder i FDM.
Julia Fennefoss Vollertsen, k-medarbejder i FDM, er ugens ananas i egen juice.
Julia Fennefoss Vollertsen, k-medarbejder i FDM, er ugens ananas i egen juice.
Navn: Julia Fennefoss Vollertsen
Alder: 26 år
Titel + Arbejdssted: Kommunikationsmedarbejder i FDM
Uddannelse: Cand.mag. i medievidenskab
 
 
Jeg valgte k-branchen, fordi…
Jeg har altid vidst, at jeg ville lave noget med historier. Da jeg var barn, ville jeg være journalist. Retfærdigt set var der en længere periode, hvor jeg planlagde en karriere som cirkusprinsesse, men da det viste sig, at min atletiske ynde ikke pegede i den retning, var journalist et oplagt valg. Senere har jeg opdaget, at det er ikke så meget den enkelte historie, jeg brænder for, men langt mere den overordnede fortælling, som jeg synes er spændende.
 
For eksempel den historie, der er omkring et brand. Jeg er blevet fascineret af de ting, man kan påvirke gennem kommunikation. Hvad god pressehåndting eksempelvis kan gøre, hvordan forventningerne fra brugernes side ændrer sig, og den måde branchen er i forandring særligt i forhold til sociale medier. Derfor har jeg valgt at arbejde med strategisk kommunikation.  
 
Desuden er jeg vild, med hvordan kommunikation udfordrer mig, Der er ikke to dage, der er ens. Heldigvis har jeg en arbejdsplads, hvor jeg får lov til at prøve rigtig mange ting. Det er noget af det, som gør, at kommunikation er sjovt at arbejde med.
 
Jeg er valgt som ananas, fordi…
Uh, det er et godt spørgsmål, for jeg blev jo imponeret, da jeg så de ananasser, der kom før mig. Det er nogle dygtige mennesker. Men jeg tror, jeg er blevet valgt som ananas, fordi jeg altid gerne vil dele viden. Jeg er god til det, jeg laver, og hvis jeg bliver spurgt om hjælp eller input, så giver jeg det gerne. Uanset om opgaven er stor eller lille.
 
Jeg gør det, fordi jeg synes kommunikation er sindssygt spændende, og jeg bilder mig selv ind, at folk kan mærke det drive og den lyst, jeg har til at kommunikere.
 
Om 10 år er jeg…
36 år. Bum. Til den tid er jeg forhåbentlig blevet meget dygtigere. Jeg har fået en masse ansvar, mulighed for at rykke ved nogle ting. Jeg har fulgt udviklingen, så jeg stadigvæk kan sætte brugeren i centrum i forhold til valg af platforme og måder at kommunikere på.
 
Måske rådgiver jeg virksomheder om, hvordan de kommunikerer meningsfuldt og effektivt, og om hvordan de versionerer og effektiviserer deres indhold. Jeg har en ambition om at have ledelsesansvar, inden jeg bliver 30. Så om 10 år er jeg forhåbentlig et godt stykke inde i det. Jeg bliver til den tid stadig udfordret, og jeg lærer stadig nye ting. Jeg er nok stadigvæk ikke cirkusprinsesse, men det allervigtigste er, at jeg om 10 år stadig synes, det er lige så fedt at gå på arbejde, som jeg gør nu.
 
 
Min vision for k-branchen er...
At vi forstår at følge den digitalisering, der allerede er kommet virkelig langt. Personligt ser jeg en fremtid med rigtig meget versionering. Med det mener jeg, at indholdet i endnu højere grad tilpasses de enkelte platforme, og at vi segmenterer indhold, så vi rammer den enkelte brugers interesser og behov mere specifikt. Det betyder blandt andet, at sociale medier er uundgåelige, og at vi skal være meget bedre til at arbejde med kanalerne på deres præmisser.
 
Allerede nu er kommunikationsbranchen god til at måle på de resultater, der opnås, og det skal den i fremtiden blive endnu bedre til. Vi får med digitaliseringen flere og flere muligheder for at måle på effekt, særligt med sociale medier, og det er vigtigt, at vi støtter os til tal, når vi viser kommunikationens værdi, hvis vi skal have gennemslagskraft.
 
Kommunikation bliver til tider fremstillet som noget blødt og ukonkret, og det er ikke hensigtsmæssigt. Det er vores opgave at vise, at stærk kommunikation er alfa og omega for en organisation.
 
I takt med at kommunikation bliver mere og mere kompleks og har mange forskellige kanaler med hvert sit sprog, er det vigtigt, at den ikke retter sig indad, men udad. Vi skal have hele organisationen med, hvis der skal innoveres, og kommunikationen skal være digital. Vi må ikke ende som et højbord af specialister, der taler et sprog, som virker uforståeligt og som resten af organisationen ikke kan følge. Vi kan ikke rykke tingene én konsulent eller én kommunikationsafdeling alene, vi skal have alle med.
 
Jeg håber, at kommunikationsbranchen forstår at blive ved med at være nærværende og jordnær, også selvom den uundgåeligt bliver global og digital. Jeg har altid haft en forkærlighed for lokaljournalistik og den nære fortælling.  Selv om kommunikation er en videnskab, må det ikke blive så akademiseret, at de almindelige brugere bliver hægtet af. Derfor er det så vigtigt, at vi i kommunikationsbranchen bliver ved med at sparre, dele viden og udvikle os, så vi kan blive bedre til det, vi laver. 
 
Nu blev det lidt et længere skriv, men kort sagt er min vision, at vi skal være der, hvor brugerne er på en måde, brugerne forstår og  så de budskaber, vi formidler, altid er aktuelle og nærværende.
 
Jeg er vild med…
Dygtige mennesker, passionerede mennesker, dem der knokler. Jeg elsker at arbejde sammen med personer, der inspirerer mig, og individer, der tør prøve ting af. Jeg får energi af at være ude og møde kolleger fra branchen, der synes kommunikation er lige så spændende, som jeg gør, og som vil diskutere det, vi laver.
 
Og så er jeg vild med folk, der er dygtige til at det, som jeg synes er hammersvært. Som  for eksempel brøkregning, kemi eller rawlplugs. Jeg er med andre ord vild med dem, der går i detaljen med noget, de er virkelig dygtige til, og hvor de har en viden, jeg ikke har – men som jeg kan hjælpe med at videreformidle.
 
 
Jeg har svært ved at tolerere…
Jeg kan tolerere ret mange ting. Det synes jeg er vigtigt, når man er på en arbejdsplads, hvor vi skal være rummelige i forhold til hinanden. Men jeg har et højt ambitionsniveau i forhold til det, jeg laver, så jeg bliver skuffet, hvis andre ikke har det samme.
 
Og så bryder jeg mig i bund og grund ikke om ordet nej. Det er nok en barndomsfejl, der hænger ved, men jeg synes, det er vigtigt ikke at være bange for at prøve ting af. Jeg bliver ærgerlig, hvis man sidder fast og helst vil blive ved med at gøre tingene, som man altid har gjort. Vi skal simpelthen turde at tage chancer.  
 
10 k-folk jeg vil fremhæve er
Der er så mange, jeg synes er superdygtige. Personer, jeg ser op til, personer, jeg har studeret med og er imponeret over at følge. Jeg vælger 10 danske navne fra forskellige dele af kommunikationsbranchen, og de kommer her i en vilkårlig rækkefølge, som måske er til dels, men ikke konsekvent, alfabetisk.
 
Anne Jensen fra NorthSide. Hun er dygtig til det hun laver, og NorthSide har på mange måder vist, hvad man kan gøre, hvis man virkelig satser på sociale medier. Amalie Langballe, journalist. Fordi jeg elsker hendes hudløst ærlige fortællinger. Anne Villemoes, selvstændig. Hun er en naturkraft inden for kommunikation.
 
Frederik Cilius, radiovært, fordi hans formidlingsevner og kreativitet er uforlignelig. Mathias Høj, rådgiverchef i Alternativet, fordi det arbejde, han har lavet, har overrasket mig og er virkelig godt. Jonathan Wichmann. Han var tidligere ved Mærsk, nu er han ved Wichmann/Schmidt, fordi han formåede at gøre det fjerne nært.
 
Astrid Haug, rådgiver. Hun har virkelig markeret sig i branchen, og hun har gjort social mediestrategi forståelig og tilgængelig. Katrine Klitgaard, creative lead ved Dansk Supermarked Group. Hende har jeg studeret med, og hun har virkelig gjort nogle seje ting med sin karriere.
 
Lisbeth Knudsen, direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark. Hun er bare enormt dygtigt og virkelig respekteret i branchen. Benjamin Rud Elberth, rådgiver. Han er endnu et eksempel på en, der har formået at sætte kommunikation i centrum, og som bringer sociale medier på dagsordnen i virksomheder. 
                                                                                                                    
Jeg sender stafetten videre til…
Mia Ladefoged, hun starter som salg- og indholdskonsulent hos Scanpix 1.  januar. 2017. Jeg har kendt Mia siden hun blot var et spædt kommunikatonsfrø, og jeg er imponeret over den måde, hun har specialiseret sig såvel gennem studietiden som i arbejdslivet. Hun arbejder målrettet med kommunikation og billeder og var tidligere ved Colourbox.
 
Nu rykker hun videre, og hun har opbygget sig en ekspertise inden for sit felt, som gør hende til en gevinst. Jeg synes, hendes karriere og perspektiver er interessante, fordi hun har valgt en klart defineret niche som sit felt, så jeg glæder mig til at se hende i selfie med en ananas.
 
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også