|
|
Er Trump ekkokammerets skyld
Ekkokammeret spøger igen

Hvem ser hvad hvorfra? Kilde: Magritte Museet / Charly Herscovici

Skrevet af
Diskussionen om ekkokammerets indflydelse er endnu en gang kommet på tapetet. Spørgsmålet er nu, om Trump var blevet valgt til USA's næste præsident, hvis det ikke havde været for de sociale medier. I stedet for, at der skal lyde et klart og rungende nej, er det ved at være på tide, at man som bruger begynder at forholde sig kritisk til de eksisterende teorier om de sociale mediers ansvar for politiske strømninger og bevægelser.
Hvis man har fulgt lidt med i debatten i de sidste par uger, så kan man nærmest få det indtryk, at der ikke ville have været nogen Trump uden Facebook og deres algoritmer. Tilsvarende argumenter blev fremført efter sommerens folkeafstemning om Storbritanniens medlemskab af EU. Hvis ikke det havde været for ekkokamre og filterbobler, så havde populisterne aldrig kunnet manipulere befolkningerne til at tage så grueligt fejl.
 
Men der er god grund til at forholde sig skeptisk til teorier om de sociale mediers ansvar for politiske strømninger og bevægelser, som vi enten ikke forstår eller bryder os om.
 
Når de sociale medier er vores foretrukne kanaler for nyheder og opinionsstof, så skal vi selvfølgelig interessere os for, hvad det er for en virkelighed, de serverer for os. Bliver vi eksponeret for vinkler og holdninger, der afviger fra vores egne? Eller sørger platformenes algoritmer for, at vi ikke konfronteres med politiske modstandere og deres argumenter? Bliver den offentlige samtale beriget af vores muligheder for at dele og opsøge viden uden redaktionelt filter? Eller fungerer vores vennenetværk som osteklokker, hvor vi lader rygter og usandheder stå uimodsagt, så længe de bekræfter vores synspunkter?
 
 
Hvor stor er filterboblens indflydelse? 
Man kan let få det indtryk, at sociale medier bidrager negativt til at polarisere og forenkle debatten. Det er således blevet almindeligt at høre filterbobler og ekkokamre omtalt som fakta, hvis eksistens er velkendt og effekter åbenlyse. Men det er langt fra så entydigt, som det bliver gjort til.
 
For det første savner vi empirisk evidens for filterboblernes udbredelse og konsekvenser. Facebooks egne forskere udgav sidste år et studie af 10 millioner amerikanske brugere i tidskriftet Science. Det pegede på, at de fleste af os er venner med folk, der har en anden politisk overbevisning end os selv. De deler indhold med os, som vi klikker på og interesserer os for, også selvom vi er uenige i det. Det er godt nok mere sandsynligt, at vi klikker på indhold vi er enige i, hvor tæt på 90 procent af brugerne har gjort det mindst en gang, men over halvdelen af brugerne har også gjort det modsatte.
 
 
Det kunne altså tyde på, at Facebook giver os et bredere perspektiv, end vi ellers ville have fået. Det skal selvfølgelig tages med et gran salt, når det nu er Facebooks egne forskere, der har lavet undersøgelsen, og det kan ikke generaliseres til andre platforme, hvor der er andre mekanismer at tage højde for.
 
Ikke desto mindre er det rimeligt at antage, at vi endnu ikke ved nok om eventuelle filterbobler til at tage dem for givet. Det underbygges af en netop offentliggjort surveyundersøgelse fra Pew Research Center, hvori under en fjerdedel af de adspurgte brugere på Facebook svarer, at de fleste af vennerne i deres netværk har politiske holdninger, der svarer til deres egne (tallet er endnu lavere for Twitter). Over halvdelen af brugerne oplever, at sociale medier er med til at få nye stemmer ind i diskussionen.
 
Mange er frustrerede over, hvor politiserede de sociale medier er blevet, og næsten to tredjedele oplever, at de havde mindre til fælles, end de troede, når de diskuterer politik på de sociale medier. Det fik for nyligt Axel Bruns til at spørge, om det i virkeligheden er ekkokammersnakken, der er det største ekkokammer?
 
 
De sociale medier bliver en sovepude
For det andet glemmer vi at spørge: i forhold til hvad? Hvis folk mener det samme som deres omgangskreds, søger bekræftelse i stedet for udfordringer og i det hele taget abonnerer på de medier, der allerede deler deres syn på verden, er det så i grunden væsentligt anderledes end situationen, som den tog sig ud for 15-20 år siden?
 
Her skal vi passe på med at bilde os ind, at ekkokammereffekter er noget, der er opstået på nettet. Selvfølgelig lider vi som mennesker af et medfødt confirmation bias, det vil sige en tendens til at prioritere informationer, der kan bekræfte os i vores holdninger. Det er naturligt, at vi tager den disposition med os ind på de sociale medier, men hvorfor skulle den blive værre af det?
Kunne det ikke lige så vel tænkes, at den trivedes bedre ude ved kaffebordet i de små hjem, med den foretrukne avis som eneste informationskilde og kun de nærmeste venner at snakke med?
 
Problemet ved at holde de sociale medier ansvarlige for fænomener som Trump eller Brexit er selvfølgelig, at vi flytter opmærksomheden fra de egentlige årsager. Idéer om filterbobler og ekkokamre optræder ofte i diskursen om det såkaldt ’postfaktuelle samfund’. Her bliver de brugt til at forklare, hvorfor objektiv viden og ekspertise mister autoritet i befolkningen.
 
Påstanden er kort sagt, at Facebook lader os fabrikere og promovere de ’fakta’, der passer til vores verdensbillede. Det kan der være noget om (der er adskillige eksempler på, at falske nyheder har været sendt i omløb), men hvis vi affejer reelle bekymringer i vælgerbefolkningen som medieeffekter, så skaber vi en sovepude, der fritager os fra at forholde os til substansen.
 
I de konventionelle mediers dækning af det amerikanske valg er det således påfaldende, hvor meget tid, der er blevet brugt på at diskutere Trumpismen som et symptom på de sociale mediers indtræden på den demokratiske scene, snarere end som en reaktion på reelle frustrationer eller bekymringer i den amerikanske befolkning.
 
Obama blev som bekendt hyldet som en troldmand på de sociale medier, da han kom til magten i 2008 og genvandt den i 2012.
Brugen af politisk kommunikation på sociale medier tog for alvor fart i 2008, hvor specielt Twitter blev en vigtig platform for Barack Obama. 
 
Dengang var vinklen overvejende positiv, nemlig at han med Twitter i hånden havde formået at tale til en generation af amerikanere, der havde vendt de konventionelle medier ryggen. Siden er vi blevet langt mere opmærksomme på algoritmernes magt, men kan vi virkelig med god samvittighed sige, at rønnebærrene ikke er sure, når vi udskammer de samme sociale medier for at have bragt Trump til magten, som vi hyldede Obama for at have mestret?
 
SoMe-brugernes selvansvar
Samtidig er det nødvendigt at huske, at der påhviler os selv som borgere et ansvar for at opsøge andre synspunkter og argumenter end vores egne. Det har ikke ændret sig med de sociale medier. På nogle områder er det faktisk blevet lettere.
 
Wall Street Journal har netop offentliggjort et projekt, de kalder Blue Feed / Red Feed. Det illustrerer på en overskuelig måde forskellene i det mediebillede, der bliver delt af henholdsvis konservative og liberale profiler på Facebook. Hvis man vil lære noget om bevægelsen Trump, så er der masser af kilder at opsøge her. Bemærk at Blue Feed / Red Feed projektet ikke dokumenterer filterbobler eller ekkokamres udbredelse, men giver os mulighed for at få et rendyrket billede af, hvad meget liberale eller meget konservative profiler deler på Facebook. Det leger altså med tanken om, hvad der ville ske, hvis alle ens venner var meget liberale eller meget konservative.
 
 
Sidst men ikke mindst må filterbobler og ekkokamre ikke gøre os blinde for en række andre (og potentielt mere presserende) problemer, der plager de sociale medier. Det er eksempelvis lige kommet frem, at robotter på Twitter har bidraget betragteligt til at puste Trumps tilstedeværelse på mediet kunstigt op. Her skal vi have metoder klar til at kunne kortlægge robotternes aktiviteter og afkræve svar fra dem, der orkestrere dem.
 
Vi ved også, at Facebook og andre medier er i færd med gradvist at lukke for dataadgangen, hvilket vil gøre det betragteligt sværere for udefra kommende at holde øje med, hvad mediet gør ved debatten. Ironisk nok vil den kommende europæiske persondataforordning formentlig kun gøre det problem værre. Det er en løbende udfordring, der må have demokratisk prioritet.

Relaterede artikler

Internettets brøleaber og undercoveragenter - Trolls er internettets plageånder; de giver dig en virtuel olfert, råber “pik” og løber fnisende væk. Men hvor bittert d...
Bliv hørt på de sociale medier - Sociale medier fylder godt i den politiske kommunikation. Politikerne bruger Facebook til at undgå kritiske spørgsmål fr...
Like lige mit had - Vent lige, var det ikke meningen, at internettet skulle bruges i det godes tjeneste? Journalist Jon Ronson har besøgt on...
Vores medier - hvad Facebook betyder for unges forhold til journalistik - Nyheder integreres i stigende grad på sociale medier. Det forandrer forholdet mellem borgerne og journalistikken, men hv...
Politik er farlig på Facebook - En ny rapport peger på, at ’tavshedsspiralen’ også er virksom på de sociale medier: Hvis vi tror, andre er uenige med os...
K-chefens fem opgaver i 2017 - Astrid Gade Nielsen har 25 års erfaring som kommunikationschef for Arla. Her kommer hun med sit bud på kommunikationsche...
Fake news - Den borgerlige offentlighed er der, hvor vi samles og diskuterer, hvordan vi vil forholde os til, hvad der sker i verden...
Ekkokammeret er en illusion - Ny forskning tyder på, at der ikke er nogen åbenlys årsagssammenhæng mellem brug af sociale medier og politisk polariser...

Giv din stemme

19 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Job

Studentermedhjælper

Frist: 20. december

Senior Manager

Frist: As soon as possible

Projektleder

Frist: 19. december
Se alle job Indryk job

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.