I danmark er vi ikke særlig gode til at snakke, om det der gør ondt. Det er blevet en del af vores kultur og kultur er ikke sådan lige at at lave om på.

Vi skal blive bedre til at at se "tingene" i øjnene og tale om dem. Ikke mindst om det som "tingene"  gør ved os.

Historien med Camilla er desværre ikke enestående. Jeg har erfaringer fra mit arbejde med kronisk syge børn.
Forældre der mister overskud og lyst til hinanden, fordi det er så forbandet svært at tale om, at man har det svært!

JA - Det er et paradoks, men desværre virkelighed for alt for mange.

Men det er vel et af resulaterne af at leve i den højglanspolerede virkelighed som mange stræber efter og drømmer om jævnfør statistikken over kvinder der har set Sex And The City og identificerer sig med det univers - at man ikke kan holde til så meget støj på linjen, at der ikke skal så meget til før man får en krise og at så er det nemmere at kassere det man har, trøste sig med et par nye sko, en ny taske, og et ur og så videre ud over stepperne - at forhold i dag ikke forpligter det viser antallet af profiler på nettet jo også. Det er altid sørgeligt at konstatere at der jo er forskel på den idelle verden og den faktiske virkelighed..

Vi bliver ikke bombarderet med bolsje-coatede idealer - vi opsøger dem lisså tosset vi kan komme afsted med.

For det er den slags input-ting, der kan bekræfte os i, at vi har ret i - og til - at være no'le egocentriske skiderikker, som gi'r blanke fanden i alt, der ikke er specifikt indrettet til at stryge os med hårene, fore vores lommer, lyve vores pik og patter større og i bred almindelighed gøre os til verdens absolutte, indiskutable midtpunkt.

I dén sammenhæng er værdier og den slags bare sten i skoene (fra den dyre butik hvor de lader som om de tror på, at du er rig) - alt bliver bøjet og bukket for ikke at stå i vejen for den egomaniske stræben, ret tit (må man indrømme) på yderst ordrig og intellektuel facon, men ikke mindre kynisk af den grund.

Erhm... just callin'em like I see'em...

Det er jo derfor, jeg siger "vi"...

:)

Hm, det er en statistik, der er nem at blive forarget over, altså at mange forlader hinanden under en krise. Men er det ikke mere nuanceret end det? Jeg forstår godt, at mange ikke er villige til at give afkald på de drømme, de drømte sammen, og jeg kan også godt leve mig ind i, hvor svært det må være at se den anden være tættere på døden end på livet.

Den moralske dom er, at vi ikke bør forlade hinanden under kriser, men heller ikke hvis det betyder, at vi må give afkald på vitale dele af vores eget liv? I Sex and the City, som der er refereret til længere oppe, forlader Samantha sin (sunde og raske) kæreste med begrundelsen: "I love me more". Og det er vel også i den retning, pilen peger, når livskrisen får følgeskab af skilsmissen, altså at den anden part tilvælger det drømte liv og fravælger det kritiske.

Det er nemt at have moralen i behold, når det ikke er os selv det rammer... (og her er jeg sgu heller ikke selv for god).

Jeg arbejdede i en årerække som socialrådgiver indenfor hospitalsvæsnet og jeg mener at debatten er langt mere nuanceret end som så.

Hvis vi tager eksemplet neourologisk afdeling, - voksne i aldersgruppen 18 - 99 år, med bla. senhjerneskader, som følge af ulykker, blodpropper, hjerneblødninger, sclerose og rigtig mange andre grimme sager.
Så har jeg set hvordan livspartneren kæmper for at få verdenen til at hænge sammen.

Skaderne medfører alt fra lammelser i kroppen, kommunikationsbesvær til, total personlighedsændring. 

Hvad gør man så, når ens livspartner ændrer sig for øjnene af een? Fra at være en ligeværdig partner, er han/hun nu en anden end den person man ville dele sit liv med.

Måske er vedkommende så plejekrævende, at plejehjem ville være det eneste rigtige.

Måske er vedkommende bitter og aggresiv  og føler sig som en belastning for sig selv og andre.

Måske har vedkommende mistet sin realitetssans og opfører sig som en 4-årig.

Måske har vedkommende ændret sin personlighed fra at være venlig og charmerende til at være grow, sjofel og egoistisk.

Jeg har oplevet mange kæmpe for deres parforhold, - presset af egen samvittighed, familie og venners moral.

Jeg har oplevet, hvordan man forsøger at kæmpe et par år, for så at give op, - for børnenes skyld. Der er trods alt også en hverdag der skal passes.

Jeg har ønsket for nogen, at de kunne finde ud af at gå fra deres partner, for at kunne leve deres eget liv.

Det er en ualmindelig svær beslutning, at skulle "lade sin elskede i stikken" - men nogen gange er det bedre for alle parter.

For år tilbage sagde jeg til min mand, at jeg håbede at han ville forlade mig, hvis jeg blev så syg at jeg blev en byrde. Det håber jeg stadig. Jeg vil ønske at han stadig vil være min ven og holde af mig, men jeg vil ikke ønske for ham, at hans liv skal begrænses.

Så ved sygdom og ulykke, er der så mange faktorer der spiller ind, - alder, sygdommes art, livsforhold o.s.v. at jeg mener at debatten er langt mere nuanceret, end pressens dækning af Kamilla Gregersens tragiske situation.

Ja det har du da så inderligt ret i Anne Sophia.

Når nogen kalder en "Spade for en Spade" og bliver mødt med - Hold Kæft - Så holder de deres mund, mens de tænker.
For det er faktisk sådan, at man ikke kan tænke, mens man taler.

Derfor har jeg også været "tavs" inden min kommentar.

I livets store spil er der mange faktorer, der spiller ind.
Og når det gør ondt, kommer alt på spil.

Alt afhænger af, hvad vi hver især har med i vores "rygsæk"

Som Betina er inde på, handler det om at se livet i øjnene og tage ansvar. Det gør ondt, når noget gør ondt.

Hvordan kan jeg forstå, begribe og handle i det? Den enkelte må tage ansvar og handle ud fra egen overbevisning og kompetenceområde.

Det er et meget, meget kompliseret spil, som vi er inde i og der er ingen rigtige løsninger.....Efter min opfattelse.

Det gør ondt på os, når nogen lider ondt. Hvis den vi tror, støtter den der har det ondt siger fra....Så må vi jo komme med støtten.

Den der siger fra, har det nok også ondt. Måske vi skulle kigge ud der?

BARE ROLIG BETINA : )

Jeg tror  at budskabet er nået ud - Ellers må vi jo tage det igen. For der er meget, meget kompliseret når følelserne bliver involveret.

Go Sommer. 

Den undersøgelse, jeg indledningsvis refererer til, tager vist sit afsæt i de større kriser (længerevarende sygdom og fængselsophold). Men jeg kan godt se, at der er god mening i at lave en distinktion mellem større og mindre kriser.

Ikke desto mindre mener jeg, at det er nemt at være teoretisk moralsk, mens det oftest er praksis, der viser, hvor vi står. Både i større og mindre kriser.

Jeg kommer til at tænke på en kvinde i min bekendtskabskreds. Hun var for år tilbage en arg modstander af abort og begrundede modstanden moralsk. Lige indtil den dag hun havde mødt en mand på et diskotek og slæbt ham hjem på kollegieværelset, hvor han gjorde hende gravid.

Min pointe er, at vi godt kan have stærke holdninger til, om vi skal leve sammen i lyst og nød - eller kun i lyst - men at vi ikke skal blive overrasket, hvis de holdninger får samme udgang som min bekendtes abortmodstand. Og som udgangspunkt tror vi vel alle på, at kærligheden udholder alt - i meget problematiske forhold gør den det bare ikke altid.

Et ægteskab er som to der sejler ud i en lille båd på åbent hav.

Hvis man kan finde ud af at samarbejde, går det lystigt derud af mod nye horisonter.

Nogle gange sker det, at den ene falder i vandet, og oftest vil magen i båden række hånden ud for at få den anden op i båden igen. ..Måske hopper magen endda i vandet til den anden, for at hjælpe med at holde ham/hende oven vande.

Folk der er ved at drukne kan imidlertid i bare desperation komme til at drukne deres redningsmand, hvis ikke redningsmanden i tide indser hvornår der skal gives slip.

Der kan komme tidspunkter i et ægteskab, hvor man må spørge sig selv (med et kig både frem og tilbage i forløbet), om man er ved at miste sit liv på den andens bekostning. Muligvis lever spørgsmålet ikke op til idealet om evig troskab, og beslutningen kan være vanvittig svær at træffe. Men to druknede mager er dog værre end een. Måske er begges chance for overlevelse bedret ved at give slip?

Det er nogle meget personlige overvejelser, som kun den enkelte kan træffe en afgørelse om.. og som den enkelte må drage konsekvensen af.

Det er muligt 'folk' siger det er for let, men når det kommer derud, hvor det er et spørgsmål om egen overlevelse, må 'folk' sådan set mene hvad de vil. Det ville være rart at blive mødt med tillid til egen dømmekraft, men man kan jo ikke gøre krav på det... forståeligt.

M.v.h.
En tidligere mage