Siden mit første indlæg om modebloggernes fremkomst og potentielle magt, er modebloggerne gået fra at været en ny tendens til en fast del af modebranchen.

Tilbage i marts 2009 var der enkelte bloggere, der skilte sig ud og enkelte bloggere, der begyndte at få læsere nok til, at de traditionelle modeskribenter, PR-agenter og designere fik øjnene op for dem. I første omgang som kuriositeter og nyheder a la ”10 blogs du skal følge”, og senere som små stjerner, der på linje med andre niche-kendte beretter om deres favoritsteder i byen, inviteres med til lanceringer eller er med til at designe nye it-items.

Hvad der senere faldt nogle af de etablerede modeskribenterne for brystet var, at denne behandling også sikrede bloggerne pladser i de andre medier som modeeksperter og nye stjerner. Og derfra viste der sig kort fra blog til første række ved først kommende modeuge. Tænk sig, at man kan blogge sig til den ypperligste hæderanvisning i modebranchen? Ja, i 2009 kunne man.

Fra blog til første række

Modeugen i februar 2010 hamrede bloggernes nyvundne position ind med syvtommersøm (godt hjulpet til af pressens dækning af modebloggerne som fænomen). Pludselig var de en naturlig del af modeugens dækning – både som dem, der reporterer, dem, der bliver interviewede og ikke mindst, dem, der selv er med til at definere, hvad der er inde og ude, via indlæg såvel som egen påklædning. Modebloggernes egne outfits er i de største bloggernes tilfælde en stor reklamesøjle for deres blog (og omvendt).  En tendens, der er tydeligere i udlandet, hvor de kendteste bloggere er – og skal være – mere markante, i håbet om at forblive på første række næste år. Hvad de havde på, var en del af den øvrige dækning af, hvad designerne ellers havde valgt at vise på diverse catwalks.

Strukturelle udfordringer: ” Vi plejer…”

Der var dog instanser af modebranchen, der fortsatte med at gøre det, som de plejede. Seaterne havde fortsat deres fokus på de kendisser, der kunne tiltrække danske ugeblade, og havde derfor ikke plads til udenlandske stjernebloggere, der ganske uvant for lille Danmark, havde taget turen til kolde København.

Hvad man set ud fra et branche perspektiv må finde endnu mere skræmmende, var at det åbenbart også kneb med udenlandsk pressemateriale eller anden ikke-dansk-sproget kommunikation.  Den må svie hos designere, der vel alle drømmer om det store udland – svært, hvis bloggere og journalister ikke kan bringe de livsnødvendige billeder af tøjet. Man må håbe på, at nogen har læst på lektien til denne omgang.

Strukturelle forbedringer: Blogger Camp

I august udgaven af modeugen er Terminal 2 og Cover gået sammen for at ”pay a tribute to the value and power of bloggers by launching the first-ever blogging camp held in a European fashion fair.”. Hvad der egentlig blot lyder som et udviddet presserum med internetforbindelse og MACs til fri afbenyttelse, skal ifølge selv samme pressemeddelelse også være stedet for flere blogging-events: ”International VIP bloggers will be flown to Copenhagen to join the camp and daily lectures on blogging and branding will be held in the blogger lounge Thursday-Saturday at 1.30 pm.”.

Det bliver interessant at se, om Bloggercampen bliver til stedet hvor de 16årige nybegyndere fører sig frem, eller om det rent faktisk vil lykkes at skabe et rum for modeskribenter uanset publiceringsform. Der er ingen tvivl om, at mange af de klassiske journalister kunne lære noget af de bedste bloggerne og omvendt.

Er alle modebloggere i 2011?

Kigger man på de mange tiltag som modebranchen og pressen har igangsat for at tække modebloggerne, må den almindelige journalist med ambitioner om første række føle sig en anelse truet som art. Er du virkelig noget uden en blog? Spørgsmålet er, om man i 2011 kan skrive om mode og være almindelig journalist, uden også at være blogger – uden at sætte sig selv i spil? Har branchen stadig rum og appetit for almindelige journalister? Har magasinerne det?

For selvom modebloggerne er nytilkommere i branchen – som journalister, modeskabere og trendspottere i et – så er de bedre positioneret end den gængse, ene journalist. De har et netværk og en fast læserskare, og dermed et levende CV som hele tiden er opdateret. Hele tiden frisk. Hvor mange klassiske journalister kan bryste sig af det? Hvor mange kommunikationsfolk i det hele taget?

En ting er dog sikkert: den danske modeuge vil være endnu et godt pejlemærke på magtforholdet i modebranchen. Hvis ikke tiden løber fra mig, samler jeg op på tendenser m.m. når ugen er omme.