Som 10-årig fik jeg et kald. Jeg lå i bagagerummet i en Opel Omega stationcar med en langhåret hønsehund som eneste vidne. Den mere humane ende af bilen var godt fyldt op med fjerne slægtninge, der ivrigt diskuterede målene på det egetræ, der var turens hovedattraktion. Jeg selv var mere optaget af at pille tæger ud af øret på mit sidedyr og forstod derfor ikke i første omgang, hvorfor min højre pegefinger pludselig gik i resonans. Op og ned fløj den, ud til siden, rundt i ring, prik og horisontal bølge.

Først efter længere tids forundret observation gik det op for mig, at min finger var gået i gang med at videredigte på den farveløse fortælling fra familien i fronten. For en stund glemte jeg alt om blodsugende mider og lagde i stedet hovedet på maven af hunden og lod min livlige taktstav føre mig ind i en verden, jeg tidligere kun havde stiftet sporadisk bekendtskab med. En verden hvor et træ ikke bare er et træ, men et beskedent element i et farvestrålende univers befolket af små, runde dyr i violette nuancer, der griner højest, når de triller.

Den dag indgik vi et makkerskab – min finger og jeg. Jeg observerer og analyserer, hun noterer, refererer og pynter på sandheden, hvis situationen kræver det.

Siden da er det blevet til utallige fortællinger – for sammen kan vi fortælle om alt. Og vi er enige om, at tekster ikke bare skal nedfældes, men komponeres, så den færdige melodi kan dække over, at historiens kerne måske i virkeligheden er dræbende kedsommelig.