64'er... født i Toronto af danske forældre - fik navnet som et minde, vist mest for min fars skyld. Toronto Maple Leafs vandt Stanley Cup i ishockey, og det var inspiration nok for ham. I dag er jeg glad for at have et ikke helt almindeligt navn, men det har ikke altid været nemt.
Teknisk Skole
Jeg startede mit voksne liv på Teknisk Skole i København hvor jeg lærte at tegne pæne lige sorte streger - både til bygninger og maskiner - men er der noget jeg ikke er, så er det pæne lige sorte streger. Jeg gennemførte uddannelse og praktikophold hos Sander Hansen & Co. Blev fyret efter endt læretid i en sparerunde, men fik hurtigt job i Siemens.
Siemens A/S
Startede som teknisk tegner i 1984. I de femten år jeg var i virksomheden, arbejdede jeg mig langsomt op/over/hen/ud i rollen som illustrator. Jeg kastede mig over pc'erne da de kom, og lærte hurtigt at tegne per computer. Senere lærte jeg grafiske programmer såsom Illustrator og Photoshop, og da Internettet for alvor blev populært, var jeg hurtigt igang med at lære html og gemme Photoshopfilerne i jpg og gif formater (til brug på nettet).
GCI Mannov A/S
Jeg blev webmaster for Siemens i Danmark, og sad på det job i næsten to år da PR bureauet GCI Mannov A/S (dengang Mannov Consult I/S) kom med et godt tilbud. Jeg fik til opgave at opbygge et in-house webbureau, der skulle varetage interne interesser, såvel som microsites, og pr-sites for kunderne. Jobbet stod på fra 1999 til 2003, hvor jeg sprang ud som selvstændig.
Webstan.dk/Stanley Design
Mit firma hed Webstan.dk og var et rent webbureau. Jeg var flyttet til Holbæk med familien, og kunderne i Vestsjælland havde i mange tilfælde brug for hjælp til mere end blot deres websites. Det resulterede i at vi stykede kompetencerne igennem ansættelser, og blev til et decideret designbureau - Stanley Design. Vi arbejder primært med visuel identitet, men berører også strategi, kommunikation og markedsføring – se mere på www.stanleydesign.dk...