paul hertz / mandag 18. maj 2009

hej Sara, Uha, slipsedrenge og PPT - det er ikke et nemt spørgsmål, du stiller ... Hvis det er et "traditionelt publikum prøver jeg gerne at bryde præsentationerne ned i mindre bidder ved at fx at tematisere indlæggene, så de belyser emnet fra forskellige vinkler. Hvis folk er varslet og briefter på forhånd, er det en god måde at ruske op i den sædvanlige indefra-og-ud mentalitet, uden folk helt mister fodfæstet eller føler sig berøvet deres sædvanlige position. Og så skal der selvfølgelig være plads til diskussion - som mødeleder er jeg på samme tid den flinke moderator, der søger at skabe forståelse og konsensus og den irriterende Rasmus Modsat, der agerer Djævelens advokat (eller om nødvendigt "the D" himself!) og stiller dumme spørgsmål til alt. Al kommunikation er en samtale, og PPTs værste egenskab er efter min mening, at publikum kommer til at sidde passivt, mens den, der præsenterer, docerer (eller tror, han docerer ...). Aktiv lytning, hvor mødedeltagerne på forskellig vis bliver bedt om at fortælle, hvilke nøglebudskaber eller hovedpointer de har fået ud af indlæggene, er også en banal, men fed måde at skabe involvering og sikre, at flere kommer til orde, og at flere ideer derfor kommer på bordet. Det kan være svært at gøre tradionelle møder mere kreative, men så handler det for mig også om at kalde tingene ved rette navn. Jeg har henslæbt mange uendeligt kedelige timer i såkaldte "workshops", der i virkeligheden bare var endeløse rækker af præsentationer fremført for et fjernere og fjernere publikum. I alt for mange virksomheder (mis)bruges workshop-begrebet om ethvert møde med mere end tre deltagere og indlæg - eller alle møder i "de bløde stole". En workshop forudsætter efter min mening dialog, diskussion, øvelser og masser løse noter på tavler, flip overs, post its, vægge og hvadvedjeg. Så kan man for min skyld sidde blødt hårdt eller slet ikke ... Det var en lang usammenhængende smøre - hvis du har et konkret behov, så giv lyd og lad os snakke om det. Dbh., paul

georg larsen / søndag 7. september 2008