Roger Courage Matthisen


Roger Courage Matthisen

Roger Courage Matthisen

Karma: 239 (?)

Den svære samtale om racisme
Den svære samtale om racisme.
 
I morgen kører ekstrabladet deres udgave af denne historie. At jeg som skuespiller og privatperson, sammen med en gruppe mennesker, tillader mig at kalde en plakat fra Kerteminderevyen for racistisk. Jeg må forvente en hel del backlash (a strong negative reaction by a large number of people, especially to a social or political development.)
 
"Come on, det er jo bare en plakat."
 
Netop som skuespiller og privatperson har jeg givet et interview til DR P1 samt fyens.dk om denne plakat. Det er postet her
 
 
I år har vi 100 året for salget af Dansk Vestinden (vi spurgte forresten ikke den sorte befolkning på øerne om de havde lyst til at blive solgt igen. Vi gjorde det bare.) Og vi har masser af forskning i Danmark som beskæftiger sig med den strukturelle racisme. Som foreksempel Mathias Danbolt der netop beskæftiger sig med racestereotyper:
 
"Den kollektive erindring omkring Danmarks rolle som kolonimagt er ikke fuldstændig udvisket, siger Mathias Danbolt. Den lever for eksempel netop videre i kolonialvarernes emballage. Men, siger han, den er altså i høj grad præget af en slags selektiv historisk hukommelse. Danskerne mindes kolonitiden med nostalgi og stolthed og med en patriotisk følelse som en tid, hvor Danmark var et stort rige.
 
Den nostalgiske patriotisme udspringer af en række historiske unøjagtigheder, siger Mathias Danbolt.
 
»Danmark var en central aktør i slavehandlen, og danskerne behandlede ikke slaverne bedre, end de andre kolonimagter gjorde.
 
Den mangelfulde historiske bevidsthed farver den debat, der trods alt er herhjemme, sådan at Danmark for eksempel ikke føler sig forpligtet til at give de tidligere kolonier en undskyldning eller til at yde økonomisk kompensation.
 
Og den er med til at understøtte en fortælling om Danmark som et grundlæggende homogent, hvidt samfund, hvilket har konsekvenser for ikke-hvide mennesker, der lever i det danske samfund."
 
 
Et af de ting jeg får at føle i morgen er, hvordan jeg normativt og som synlig minoritet ikke har lige så meget plads og anerkendelse til at definere hvad jeg opfatter som diskriminerende og racistisk, som den hvide dansker har plads til at sige, at jeg er nærtagende, går i for små sko, beskæftiger mig med den forkerte racisme, skal komme videre, spiller offerkortet, racismekortet og vil have svenske tilstande i Danmark. Og meget ofte hvis en minoritet tør rejse sig og påpege problematikker i vores kulturproduktioner bliver politisk korrekthed og censur brugt til at forstumme os.
 
For at citere forsker Lene Myong et al.:
 
"Der er forbløffende lidt diskussion af, hvordan racisme i sig selv fungerer som en censurerende instans i vores samfund. Og hvordan kravet om friheden til racisme begrænser raciale minoriteters mulighed for at deltage i en demokratisk debat. Racisme er censur.
 
At fortolke alle diskussioner af racisme som et krav om censur er dels problematisk, fordi det ofte er en grov forsimpling af det, debattørerne faktisk siger. Dels peger det på det forhold, at nyhedsmedierne desværre synes at være forholdsvis uinteresserede i racisme, før nogen truer med at redigere i den. Det danske nyhedsbillede er pænt ligeglad med, at nogen bliver forulempet, ydmyget, demokratisk udelukket eller truet på livet, før disse nogen forsøger at stoppe forulempningen eller truslerne ved at få udstillinger lukket eller citater og tegninger redigeret ud."
 
 
Uanset om folk går med black face, afroparyk, kalder mig sorte svin, antager jeg ikke er dansker, går over på den anden side af vejen, holder øje med mig i supermarkedet, taler engelsk til mig foran mine børn, fortæller mig at n........ arbejder bedst med kæde på, slår mig i hovedet og kalder mig nigger, går med sydstatsflag på tøjet og smadrer mine ejendele på østerbro, anholder mig alene for at gå på nørrebro, beder mig om at slå på tromme, fordi det er jo sådan noget I kan eller spørger mig om hvilken stamme jeg er fra og hvor godt udrustet jeg er - alt sammen ting jeg har oplevet og stadig oplever, så er det som om disse historier ikke vækker en reel nysgerrighed på, om vi faktisk har nogle strukturelle udfordringer i Danmark som burde været italesat forlængst.
 
"Slap nu af, det er bare en plakat."
 
Nej, det er ikke bare en plakat.
 
"Historisk er blackface forbundet med de amerikanske komik-, danse- og musikshows The Minstrel Shows fra det 19. århundrede. Her blev blackface brugt som argument for at bevare slaveriet.
 
The Minstrel Shows startede i 1820’erne i USA, hvor blackface var et af flere indslag, og hvor showene i bredere forstand handlede om at nedgøre underklassen. Men fra 1830’erne forsvandt det bredere klasseaspekt, og The Minstrel Shows handlede nu udelukkende om at latterliggøre den sorte del af befolkningen. Og det havde en politisk og racistisk funktion, fortæller redaktør på magasinet Friktion, Nazila Kivi.
 
»Det er et meget privilegeret valg at kunne sige, ’nå, nu vil jeg prøve at være sort i et par timer.’ Og selv om projektet sikkert er velment, tænker jeg umiddelbart, at det banaliserer erfaringen af, hvad det vil sige at være ’farvet’ i et hvidt samfund,« siger hun. »Racialiserede mennesker har ikke mulighed for at tage en maske af og på, det er noget, man bærer på sin krop hver dag hele livet...«
 
Så nej, det er ikke bare en plakat.
Det er en del af den svære samtale om racisme som vi er nødt til at tage. Som skuespiller blev jeg spurgt om jeg ville skrive under på brev til revyens sponsorer, da gruppen som henvendte sig til revyen ikke oplevede at deres anker blive anerkendt.
 
Kære sponsor af Kerteminderevyen
 
Det er med stor forbløffelse, at vi kunne konstatere, at plakaten til næste års udgave af Kerteminderevyen præsenterer udpræget racistiske stereotyper som ”redface”, ”yellowface” og ”blackface”, hvor personer er karikeret sminket og udklædt som andre folkeslag.
At karikere andre kulturer og folkeslag - især “blackface” - er historisk kendt fra vestlige racistiske revy-optrædener i første halvdel af forrige århundrede og burde være en praksis, man forlængst er gået bort fra i underholdningsbranchen.
---------
Vi ved, at repræsentanter for Kerteminderevyen 2018 officielt melder ud, at det alt sammen er ’kærligt ment’ og at ’hyggeracisme’ ikke findes. Til det kan vi som underskrivere svare, at intention eller humor ikke retfærdiggør problematiske racistiske signaler, og at det tværtimod fremstår ufølsomt og ikke særligt gennemtænkt.
--------
Mange danskere af forskellig herkomst og med forskellig baggrunde er berørte, skuffede og vrede over de signaler, plakaten sender.
----------
 
Jeg har en dansk skuespillerkollega i New York City som skriver:
"Havde den plakat og revy blevet sat op i New York, ville teatret, teaterchefen og produceren blive meldt til politiet for racisme. Publikum ville blive væk af samme grund, og der ville nok være daglige demonstrationer udenfor teatret, hvis forestillingen blev sat op på trods. Ja, og skuespillerne der sagde ja til at medvirke på sådan en plakat, ville nok ikke kunne få job igen. Jeg forstår, hvis mine kære kollegaer i Kerteminde Revyen, synes det er hårdt sagt, men sådan er virkeligheden altså udenfor Fyn/Danmark. Jeg synes personligt, at både teaterchefer, instruktører OG skuespillere må tage ansvar for det budskab, de sender ud i offentligheden. I dette tilfælde er jeg dybt uenig med budskabet, som er racistisk."
 
Jeg har ikke noget imod at tage den backlash og de mikroaggressioner eller full blown aggressioner der kommer i morgen. Men jeg håber at vi også en dag kan holde fast i tage den den svære samtale om racisme. Hvor automatreaktionerne ikke for lov til at lukke debatten ned igen.
 
Disse automatreaktioner er de samme som gør sig gældende for modstanderne er #metoo. Og fælles for dem er, at ingen af udsagnene er bakket op af forskning eller andre kilder udover deres egne fornemmelser og normer. (Og netop i et normkritisk perspektiv er denne adfærd enormt forudsigelig. Jeg håber blot I fremadrettet også vil beskæftige jer med at udvide jeres forståelser)
 
Det giver mig håb for forandring at de nye generationer i højere grad favner empatien. Det giver mig håb at #metoo sørger for at vi aldrig kan vende tilbage til samme blindhed og passivitet i kampen for ligestilling mellem kønnene. Jeg håber at alle som er solidariske i denne kamp også forbliver aktive og solidariske i kampen for racemæssig ligestilling.
 
Her er intersektionalitet et begreb jeg gerne vil introducere til dem som ikke kender det. At økonomisk, social, kønsmæssig og racemæssig ulighed faktisk er en del af de samme globale undertrykkelsesstrukturer og at vi skal bakke hinanden om i frigørelsen. Og vi skal anerkende at nogle er hårdere ramt end andre netop fordi deres magtpositioner i samfundet ikke er ligeså stærke.
 
Første skridt er ydmygt at lytte til de undertrykte og anerkende at man måske ikke er i stand til at tage en fair og objektiv stilling på grund af sin position i samfundet før vi er oplyste gennem forskning, dialog og har lyttet og anerkendt modtagerne af racismens oplevelser. Først her kan vi sagligt og konstruktivt bidrage til forandring.
 
Igen tak til alle jer som står ved jeres solidaritet i ord og ånd. Det betyder meget meget mere for os minoriteter end I måske ved. ❤️
 
Opdatering:: Nu er der brug for din støtte i forhold til dette indlæg. Her er underskriftsindsamlingen fra den gruppe af borgere der startede debatten. Hvis den giver mening for dig så underskriv og del den endeligt vidt og bredt.
 
Det er handling der skaber forvandling. Husk at bekræfte underskriften fra din email indbakke.
 


Dette indlæg er oprindeligt postet på facebook 12. december 2017 https://www.facebook.com/roger.matthisen/posts/10154970631535951

Dette indlæg er skrevet som af Roger Courage Matthisen som skuespiller, medlem af Dansk Skuespillerforbund og debattør. 

Giv din stemme

9 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

31 JOB

Digital redaktør

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.