På den ene side har vi den massive overkommunikation og de deraf følgende reaktioner (de famøse 3000 salgsbudskaber pr. dag, forbrugernes fravalg af klassiske reklamemedier, adbusters etc.), som har været beskrevet igen og igen de senere år, og som jeg derfor ikke vil bruge krudt på at ride endnu en tur rundt om.
På den anden side oplever mange corporate kommunikationsfolk og bureauer en stigende efterspørgsel efter mere. Det går godt i samfundet, der er godt med penge i virksomhedernes kaffekasser, og nogle af dem skal da bruges på kommunikation – markedsføring, branding what have we. ”Vi er ikke selv kreative, og så er det jo godt, vi kan trække på virksomhedens marketing/branding/you name it afdeling eller et reklamebureau ude i byen…”
Nej, det er faktisk ikke godt. For andre end bureauerne.
Fremtiden tilhører dem, som formår at formulere, hvorfor de egentlig er til stede i markedet. Og formår at lade denne indsigt materialisere sig i en relevant tilstedeværelse for de relevante mennesker. Mennesker er i øvrigt et væsentligt nøgleord her, for hvem har nogensinde mødt ”den kvalitets- og modebevidste urbane kvindelige trendsætter i 25-35 års alderen” på stamcafeen eller i tennisklubben? Først når man har fået bedre styr på, hvem hun er, og hvad hun laver i løbet af dagen, kan man møde hende på en relevant måde.
I takt med at bull shit-tolerancen bliver mindre, og kravet om relevant tilstedeværelse øges, vil racen ”bogholder for marketingbudgettet” langsomt uddø. Det samme vil (forhåbentlig) de målinger af hjulpet og uhjulpet kendskab, som bogholdernes leverandører laver for sikre sig license to operate. For ikke at tale om kåringer som ”den glade seer” og ”den gyldne hane”. Det er jo komplet ligegyldigt, at 74 pct. af forbrugerne siger ”ja” til spørgsmålet ”kender du brand X?” og lige så mange synes, at brand X har begået en underholdende reklame, hvis brand X er dem inderligt ligegyldigt, og de i øvrigt kun har mødt brandet på en ukrainsk håndboldspillers bryst eller bag på en bybus.
De gode nyheder er, at arbejdet for både afsendere og ’hjælpere’ bliver meget mere meningsfuldt. Den dårlige nyhed er, at der bliver meget mere af det.
Bedst som jeg skriver dette, kommer dagens nyhedsbrev fra Retail Institute Scandivia. Med en glædelig ’nyhed’: ”Forbrugernes ændrede vaner, der har betydet, at folk ser mindre tv og bruger mere tid foran computeren, smitter nu af på reklamebranchen. […] Mange mener det er en fordel at reklamer gennem computerspil, da spillerne er følelsesmæssigt involverede når de bliver eksponeret for reklamen.”
Computerspil eller ikke computerspil er ikke sagens kerne her – jeg var jo selv ond i sulet på Second Life for et par dage siden. Humlen er ”følelsesmæssig involvering”. Det vil jeg skrive mere om næste gang.