Dette indlæg er et sammenfattende svar til Peder Burgaard, Søren Holmberg, Eskild Holten Haargaard, Jeppe Utzon og avataren Clever Boa, der alle har kommenteret min Second Life-artikel, der blev optrykt som PIP. Jeg svarer her på bloggen fordi PIP-versionen og kommentarerne nu er parkeret lidt mere utilgængeligt (Man kan dog finde det hele på http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=12663).

Tak for kommentarerne. Jeg læser jeres svar som udtryk for, at I medgiver en del af min kritik, men at I med lidt forskellige begrundelser og eksempler mener, jeg er for negativ og ikke har tilstrækkeligt blik for Second Lifes muligheder. Til dels fordi I ikke synes jeg yder den foreliggende version fuld retfærdighed.

Jeg er enig i, at SL udvider det repertoire af software-genrer, vi har til rådighed på nettet. Jeg også enig i, at det kan have mening at eksperimentere med denne genre. Jeg er dog samtidig enig med Jeppe Utzon i at ” virtuelle verdener som bla. SL ... mangler stadig at finde deres egentlige berettigelse” i hvert fald udenfor spilverdenen.

Jeg synes, det er en god begrundelse for at mene, at en seriøs eksperimentel brug kræver en solid indholdsmæssig begrundelse hvad enten det er som led i virksomhedsstrategier eller som led i pædagogiske strategier. At man kan simulere en stjernehimmel i et undervisningslokale ved højlys dag er jo fint (Peer Burgaard) men ærlig talt også en lidt speciel feature, der kan skabes uden SL, hvis man har de pågældende data. Spørgsmålet er blot hvor store pædagogiske gevinster, der nås med hvilket merforbrug af ressourcer? Selv om den fiktive tredimensionalitet kan være nyttig i den ene eller anden sammenhæng har den begrænset pædagogisk rækkevidde. Mange af de forslag der er kommet virker uigennemtænkte og urealistiske. Nogle forestiller sig man prøver tøj i Second life, andre (IBM fx) at man indretter sit køkken. Det er nok alt for optimistiske forventninger til den visuelle realisme.

Det er ikke blot et problem med fluorescerende skærm og farvefordrejningen. Problemet er også, at Sls tredimensionalitet er falsk. Det er en matematisk simulering af tredimensionalitet, der projiceres ned på en todimensional flade. Der er derfor tale om en rumforvrængning i forholdt til vores egen sansning af virkelige rum. Det svarer på mange måder til den forvrængning, der indgår i det centralperspektiviske billede. Forskellen ligger i, at der nu er indbygget en tidsskala, der gir mulighed for at simulere rumlig bevægelighed, og at dette også omfatter avatarens positionering. I centralperspektivet er avatarens (beskuerens) position fastlåst. I SL universet er beskuerens position redigerbar. Mit bud vil være, at de teknologiske fremskridt, der kræves på disse områder, vil udvikles i mere specialiserede programmer, der med større fordel anvendes uden for SL-universet, der jo rummer lidt af alt, men intet i høj kvalitet.

Mit hovedsynspunkt er således at det kommunikative register i SL er for svagt til de fleste seriøse aktiviteter, og at det billedteknologiske niveau endnu er noget ringere en tegnefilmskvalitet for ikke at tale om fotorealisme. Jeg er helt med på at SL kan have underholdningsværdi ligesom det iøvrigt i betydelig grad er et site for imaginære seksuelle og erotiske aktiviteter.

Fiktionen
Det fører til et andet hovedpunkt, der må lægges til grund for vurderingen af SL og tilsvarende universer, nemlig at det er fiktionsuniverser. Man kan sammenligne det med Tarzanuniverset, cowboyfilm universet, Startrek universet, Indiana Jones, Ringenes Herre eller mere realistiske fiktionsuniverser, ligesom man kan kan finde realistisk litteratur, skønt enhver ved det netop er fiktion. Forskellen er kun, at man i SL selv bidrager til fiktionen - uden at der dog stilles krav om at ens bidrag hænger sammen med andres. Det er selvfølgelig altid muligt at afbryde en leg og vende tilbage til de almindelige spilleregler i first life, for at aftale en handel fx., men når man befinder sig i et fiktivt univers har man som udgangpunkt sat en parentes om en række af disse regler, man blir altså nødt til at sikre sig, at alle parter er enige om de enkelte transaktiones symbolske status. Er Clever Boa en mand eller kvinde? Er Clever Boa skattespekulant eller lærer? Leger vi, vi handler, eller handler vi?  Leger vi, at det er avatarerne, der handler, og at avatarerne er helt selvstændige (langt væk fra vores almindelige selvforståelse) eller leger vi, de udtrykker vores almindelige selvforståelse så tæt som muligt og handler for os? Leger vi, at vi leger, eller leger vi, at vi leger virkelighed...

Der er mange misforståelser omkring den grundlæggende symbolske dimension og den teoretisk vanskelige grænse mellem det fiktive og det ikke-fiktive. Der tales om virtuelle universer som om de var immaterielle og eksisterede udenfor tid og rum. Selvom grænsen mellem fiktion og ikke-fiktion er teoretisk vanskelig er den for de fleste af os meget let at håndtere. Vi bevæger os ind og ud af vores fantasi og skelner spontant mellem fantasien og det vi opfatter som virkelige forestillinger om verden. Af en eller anden grund er der nogen, der mister denne distinktionsevne når det kommer til digitale medier. De tror tilsyneladende at digitale medier er mere fiktive end andre medier og de forbinder det fiktive med forestillingen om noget immaterielt. Det er forkert. Grænsen mellem det fiktive og ikke-fiktive har intet at gøre med distinktionen mellem immaterielt og materielt. Mentalt indhold er altid immaterielt hvad enten vi forstår det som fiktivt eller ikke fiktivt indhold. Men det immaterielle indhold er samtidig også altid materialiseret - i hjernen eller i vore andre medier. Den måde vi bruger computeren til at organisere elektromagnetiske signaler adskiller sig fra andre former for symbolsk brug af materialer, men der er kun tale om en anden form for material realisation. Grænsen mellem det fiktive og ikke-fiktive handler ikke om at den ene slags udtryk er materielle og den anden slags er immaterielle, den handler om en genremæssig distinktion, hvor vi til stadighed forhandler om grænsedragningen: Passer det eller er det fantasi? De mest spændende fantasier er oftest dem, der sætter os i en vis usikkerhed om denne grænse.

Som ordet virtual reality antyder, så drejer det sig her heller ikke om virtualitet i betydningen immateriel potentialitet, men derimod i betydningen ”faktisk” fiktion, dvs fiktion, der er manifesteret i materiel form – som software. Jeg har beskrevet disse træk på kryds og tværs i en række artikler og bøger fra bogen ”Tanke sprog og maskine” (1994) til ”Internettet i mediehistorisk perspektiv” (2005) hvor man kan læse mere, hvis man har lyst.

Økonomien.
Her vil jeg istedet komme ind på det specielle tilfælde, der angår penge. En af grundene til at medierne er så forgabte i SL er historien om at der kan tjenes penge i dette univers. Ikke blot har de deres egen møntfod, men den kan veksles ved udgangen. Der er sågar en kurs overfor dollaren og det får nogle til at tro, at denne Lindendollar har samme symbolske status som amerikanske dollar eller andre anerkendte – dvs statsgaranterede - betalingsmidler.

Der er så vidt jeg kan se intet specielt eller nyt på færde her: For det første kender vi mange universer, der opererer med interne, private betalingsmidler. På ethvert casino  veksler man til jetoner, det samme sker i mange private kortspil og mange steder kan der veksles tilbage til rigtige penge.

Men hvad er så den egentlige forskel. Ja den er ganske simpel. Der er ingen statslige eller nationalbankmæssige garanter bag Linden dollars ligeså lidt som der er det bag de jetoner, man køber i et Casino. De ”ting” der handles i SL er alle af symbolsk natur. Det er ting, der handles som merchandising i forbindelse med disneyfigurer eller ringenes herrer og andre universer også. Det er ikke materialet vi køber, men den symbolske kodning. Det samme gælder mærkevarer, hvor kopivarer retsforfølges ganske uanset deres materielle kvalitet måske er på samme niveau som mærkets. Vi kan endda gå så vidt som at sige at al handel med digitale services og varer, programmer inklusive, er af samme karakter. Det er med Jeppe Utzons ord ”handel med virtuelle goder og egenskaber”. Det er helt ligemeget om de bitmønstre, der handles, kaldes software, eller påklædning og om de handles inden eller udenfor second life, ligesom det er helt ligemeget om handelen formidles direkte i dollar eller går over den interne SL-enhed, der udtrykker det samme på en privat skala. Vi kender noget lignende fra de point- og præmiesystemer der indgår i mange virksomheders markedsføring.

Når Jeppe Utzon derfor går planken ud og skriver ”Med de virtuelle verdenen opstår yderligere muligheden for selvstændige virtuelle økonomier. Og man skal nok ikke have læst økonomi for at kunne ane fordelen i at "eje" en sådan økonomi.” så tror jeg man må sige, at det første, ”selvstændige virtuelle økonomier” kun kan tænkes i en verden der gået i total opløsning, hvor vi er overladt jungleloven, mens enhver der har læst økonomi, forhåbentlig har lært, at ”fordelen ved at eje en privat økonomi” er dødsstødet mod enhver for frihed for dem, der måtte indgå i denne økonomi. Man kan også bare spørge sig selv hvorfor Linden Lab ikke opererer med en autonom økonomi men netop bruger dollarværdien som realøkonomisk grundlag.

Også Clever Boa har problemer med at forstå SLs virkelighedsforankring. Både skattemæssigt og juridisk. Han skriver ”der er uendeligt mange skattetekniske problemer når man arbejder med et egentligt parallelsamfund”. Det overlader jeg trygt til skattevæsnet der trods alt i forvejen håndterer en langt mere kompleks økonomisk virkelighed end den der tilbydes i SL. Mit bud ville være, at den simpleste model er at beskatte ved ind og udgang, hvor transaktionerne opgøres i dollars. Hvis Clever Boas vil fratrække udgifter skal han bare oprette en virksomhed og fakturere alle sine ydelser.
 
Så er der juraen.
Her må man virkelig advare mod de letfærdige forestillinger om virtuelle paralleluniverser. Lovens lange arm er rigelig lang til Second Life. ”Kan man straffes for bevidst at besværliggøre andres arbejde i en fiktiv fortælling, hvor brugerne har accepteret den fiktive dimension? Kloge svar efterlyses.” Spørger Clever Boas. Det er nok forgæves. Spørgsmålet er alt for uklart for hvad betyder ”besværliggøre”? Det er derimod ikke svært at gøre rede for retsforholdene generelt: De særlige regler der gælder for Sl er defineret af ejeren af SL, ganske som en butiksindehaver kan opstille retningslinjer for hvad man må gøre i butikken inden for almindelig gældende lov og ret. Hvad ejeren vil gøre ved dem, der overtræder disse regler, er op til ham stadig indenfor almindelige retsregler. Man kan fx smide folk ud. Hvis man derimod overtræder lovgivning eller mener sig udsat for en ulovlig handling ja så man jo anlægge en civil retssag eller anmelde vedkommende til politiet. Nøjagtig som hvis jeg skubber til en mand på gaden.

Kommunikationen.
Så er der spm om nybruddets størrelse, hvor det igen er avataren Clever Boa, der byder højest: ”Min påstand er, at SL er en de absolut vigtigste kulturelle, teknologiske, sociologiske, kommunikative gennembrud siden web'en så dagens lys i starthalvfemserne. Endelig har vi noget at bruge de hurtigere procesorer, grafikkort og båndbredde til!!” Javel ja. Men hvorfor lige SL? Hvorfor er det ikke Napster eller mobiltelefonen? Eller nå ja, Google? Det må vist siges at være en påstand, der bygger på forventet efterbevilling fra en fremtid vi ikke kan forudsige. De andre teknologier er trods alt teknologier, der har haft betydning for mange hundreder millioner mennesker gennem flere år, hvor second life foreløbig udgør et meget lille univers, der formentlig ikke har mere end 4-500.000 aktive brugere på verdensplan.* (se note nederst)

Min gode avatar opregner også en serie af kritikpunkter, der desværre ser bort fra min argumentation. Lad mig tage et eksempel. Når jeg siger kommunikationen er tung og at det med chatformatet ”erfaringsmæssigt er ekstremt svært at etablere en indholdsrig samtale over flere replikskifter”, så svarer avataren at ”for rigtig mange mennesker er kommunikation via tekstbeskeder en helt integreret del af hverdagen, som vi kender fra email, messenger, sms”. Vist så, men det har bare ikke noget at gøre med en indholdsrig samtale over flere replikskifter. Chat, sms, messenger og lignende er nærsynkrone former, men det er en – måske udbredt – illusion at tro, at de har den synkrone tales egenskaber.

En lignende fejltagelse kommer til udtryk i det næste argument ”Desuden kommunikerer avatarerne gennem forskellige gestures, billeder, musik, kunst, arkitektur, deres tøj og andre objekter, der udfordrer og udvider den måde vi normalt kommunikerer på og åbner op for helt nye udtryksformer.” Jeg håber min gode avatar er klar over, at man i first life har et mere komplekst (og mindre bevidst reguleret) kropssprog, og at der vitterlig findes kunst, kultur arkitektur i et noget mere nuancerede og indholdsrige udtryksformer, hvor SL foreløbig kun supplerer med en lille nuance.

Hvem er forbryderen – og i hvilken verden er det en forbrydelse?
Clever Boa bestrider endelig min påstand om at det er personen bag avataren og ikke avataren der har juridisk og moralsk ansvar. Selvfølgelig kan man tænke sig den situation, at en avatar deler navn med en virksomhed, der registreret i det ene eller andet land, men det vil i givet fald stadig være virksomheden i det pågældende land, der har det moralske og juridiske ansvar. Det samme gælder Clever Boas skattebetragtninger: Ethvert land kan naturligvis bestemme om det vil gør skattekrav gældende på den ene eller ande måde. Forestillingen om en virtuel økonomi uden for lands lov og ret er formentlig blot endnu et ekko af fantasidrømmen om et parallel univers. Eller er det blot spekulantens gamle drøm om et skatteparadis? Det fås i så fald bedre andre steder på nettet.

Men lad os vende det om og forestille os at Clever Boa har ret i at SL er et helt separat univers, der ikke er forankret i first life. Hvilken status har så de handler virksomhederne indgår og hvem er det, der lærer noget af at gå til forelæsninger i SL? Hvis det er avatarerne, der lærer noget. Hvad rager det så os i det hele taget?

Clever Boa opforder mig til at bruge en weekend med mine studerende i SL for at diskutere mulighederne for et ”ægte virtuel universitet eller bare en virtualisering”. Det har jeg overvejet, men jeg opgav af just de grunde, jeg beskrev i mine blogindlæg og i denne diskussion. Jeg tør godt vente til der er nogen, der har fundet nogle formidlings-  og vidensmæssige gevinster, der gør det umagen værd.
Hvad angår podcast af universitetsforelæsninger vil jeg iøvrigt henvise til diskussionen om dette på bloggene:
http://www.kommunikationsforum.dk/Roy-Langer/blog/viden-til-alle-brave-new-world-anno-2007/¨
og
http://www.kommunikationsforum.dk/Nis-Peter-Nissen/blog/universiteterne-sover-i-net-timen

*Second Life opgiver på forsiden at de har ca 4.500.000 profiler. Af disse har ca 1.500.000 været aktiveret indenfor de seneste to måneder. Der er altså mindst 3 millioner profiler, der ikke længere er aktive. Det sammer gælder uden tvivl en betydelig del af de 1.500.000 profiler. Fra blogverdenen ved man, at ca 1/3 af alle blogs kun har ét indlæg, og at en anden trediedel kun er aktive i forholdsvis kort periode. Hvis de samme proportioner gælder her består de 1.5 millioner profiler fra de sidste måneder af 1) aktive SL brugere, 2) en- og togangsbesøgende der er trukket til af nysgerrighed, 3) dobbeltgængere og fake-profiler. Vi ved fra andre netværks-steder, at der er aktive brugere, der opretter flere profiler, så de kan skifte mellem avatar-identiteter, ligesom det er velkendt at der oprettes mange fakeprofiler (fx misbrug af kendte menneskers navn og disneyfigurer).
Alt taget i betragtning er et antal aktive brugere på ca 500.000 ikke usandsynligt. Det er i hvert fald ikke i nærheden af 1.500.000. Myspace, der er nogenlunde lige så gammel, skønnes tilsvarende at have et antal på 40-50.000.000 brugere.