NYHED FRA DOMMERKOMMITEEN: Vores egen K-endte kritiker, Anne Sophia Mygind Hermansen, kriminalanmelder i det fynske og smagsdommer, overtager dommerhvervet i dysten. Med til udvælgelsen vil derfor høre en fagkvindes bedømmelse af det vindende kapitel!

Inden jeg rider afsted på en verbal tidevandsbølge af galskab, vil jeg mene, at en præsentation af de flotte præmier må være på sin plads. -Der er jo ingen garanti for, at normaliteten sætter ind bagefter, og så må man have lidt at lune sig på;-)

# 3: Kevlar skaber myre

 

Glem ikke bønnerne, sagde manden og lavede et præcist aftryk i sandet. Myren fulgte efter, men tænkte sit.

Det var udrustningstid og stemningen var anspændt men formet. Myren kiggede eftertænksomt i spejlet, mens den plukkede sine øjenbryn; var der overhovedet noget tilbage at vinde?

 

Lugten af hulmursmandens hår på hænderne hang stadig i luften, og myren fyldte sine lunger; det gav gejst! Manden spændte kæder af kevlar om hovedet, og myren tog lidt under armene; den måtte være klar. Det ville blive en nat på kryds & tværs, muligvis med rebus eller movia.

 

På en roterende fis i kasketten lavet af Sprite-dåser rullede hulmursmanden med mågerne. Mand og myre spændte lårene imod; myren lidt mere, men kun i antal. Manden afstemte sit kogger af selleri med skyerne på himlen. De havde faktisk en chance for at nå hjem! En byge af fjer fejede op af væggene og lyset åbnede sig overraskende i vest. Horisonten vippede markant mod ækvator: Mågerne var færdige!

 

Myren klistrede en strimmel bladglas under næsen. Manden fandt sin husblas. De kunne lige så godt vente med at slå mere dej op. Første stik måtte altid følges af et andet.

Absolut intet; andet end at håbe på flere skæve indslag. I august vil kritikeren udpege det vindende indslag..

De vågnede atter op til en mørk og stormfuld nat!

En dør smækkede, universet skreg.
Skoven var sort som den sorteste samvittighed.
Faktisk var den så sort, så man slet ikke ku' se den.
Under hjelmen trommede regnen som skud i tågen:
Vidste dåsen noget?

Når manden tænkte efter, ville de slæbende skygger klæbe til hans fodtrin og afsløre, hvorfor licensen ikke var betalt.
Men endnu var myren stille og spørgsmålene få: Han var efterhånden vant til kulden fra underetagen.
Prikker. Ikke andet end prikker.

Rundt om hjørnet på det næste galgetræ, hang morgendagens problemer og ventede, mens grædepilens top lod tårerne løbe frit fra leveren.
Svarene flød ud i det chanceløse tomrum.
Måske på kanten, lagde manden ud mens han stemte skulderen imod vinden.
Måske skiveskåret, skumlede myren tilbage.

12 år senere skulle hulmursmanden finde ud af, at det kun var et påskud i mørket – et cirkelgreb som mågerne ikke kunne ha' beregnet bedre.
Men smerten under bulen ville for altid ligge på grænsen til det næste sidespring.
Ku' de ta' mere?
Eller ventede manden forgæves på et stikord i siden?
Myrens afbrød kategorisk hans tanker: Vi er nødt til at fortsætte mod den fjerne, ensomme horisont. Der, hvor stormen aldrig lægger sig som den har redt; hvor lopper har lus og pelsene hvisker til svinet – dér skal vi hen!

Det var blevet svært at se, om de havde taget flasken for fuld...men proppen sprunget; der var ingen vej tilbage!

Myren sprang op. Ikke i sin vildeste fantasi havde han forestillet sig at de ville opdage det, og nu, blændet af lyset og drevet af desperation, flygtede han ud gennem bagdøren med alle sanser på vid gab.   
 
I et spiltsekund gik det op for ham. Det var uigenkaldeligt slut. Søstrene havde afsløret ham. Måske var det i virkeligheden Farum, de havde villet, og ikke ham, Farum, som ved sin blotte tilstedeværelse charmerede sig ind under skørterne på hver eneste kvinde, de havde mødt.

Mens han løb gennemspillede han for sit indre Planen. Den havde været vandtæt. De havde gennemgået den igen og igen, indtil hver eneste lille detalje sad som svejset ind i rygraden på dem begge. Søstrene havde bare været en mindre, sødmefuld men tilsyneladende harmløs, brik i spillet.

Han snarere sansede end egentlig hørte de tunge hurtige trin bag sig. Skovbrynet var kun nogle få meter væk, kunne han bare nå ind i det tusmørke krat havde han en chance.

- Vent på mig!, kvækkede Frøen Frantz forskrækket, forstyrret i sin tusmørkesøvn, men i ét nu lysvågen ved udsigten til at vinde væddemålet. Hastigt kom han på benene og satte i et hop, der aldrig sidenhen er blevet overgået i højde, hverken her, der eller andetsteds. 

- Ham kender jeg!, hviskede Siw til sin mor, - men nu har han kun tre ben og kravler afsted.

- Klap nu kaje!, råbte manden med hatten irriteret, lettere beruset i sin røst, - vil du høre, hvordan det virkelig gik til, eller hva´?!

I skovbrynet ventede Pindsvinet Pigge prustende og småfortørnet med piggende strittende til alle sider, parat til at stoppe forfølgelsen.