For anden gang inden for få år er et økonomisk fantasiprojekt på avismarkedet med karismatiske entreprenører og finansielle tryllekunstnere kollapset. Først var det dagbladet Dagen. Så var det i denne uge gratisavisen Nyhedsavisen. Hos hæren af kloge mediekommentatorer synes den type begivenheder – uagtet det forretningsmæssige blålys i projekterne – at føre til en fast praksis for kollektiv spanking af avisbranchen for mangel på fornyelse og lovprisning af den særlige elitesport, der går ud på at brænde over en milliard gode, danske kroner af på et entreprenant projekt. Hvor modigt og nytænkende er lige det?

I Berlingske Media har vi med syvmileskridt taget hul på fremtiden og den digitale revolution. Nyhedsavisens projekt var en idé fra fortiden. Ambitionerne var store, da den kom til verden. En million læsere var målet, en hidtil uprøvet forretningsmodel med husstandsdistribution, en internetside som skulle toppe hitlisterne trafikmæssigt, en journalistik der skulle vinde Cavling-priser, et nyhedsbureau og en distribution, der skulle være blomstrende forretninger. Ingen af delene lykkedes. Det stod klart i hvert fald fra begyndelsen af dette år, hvor IT-iværksætteren, Morten Lund, prøvede at redde stumperne af projektet fra de islandske investorer, som startede det. Nu kommer vi så til den besynderlige del af denne historie. Legenden om Nyhedsavisen hos mediekommentatorerne som en succes, der var tæt på at lykkes.

Var Nyhedsavisen lige ved at lykkes med sin forretningsmodel?

NEJ. Den var aldrig i nærheden af en plan for et realistisk break even.

Fik den skarp konkurrence fra det eksisterende marked? Naturligvis. Hvad havde man forventet andet. Hvis nogen går benhårdt efter at forringe dit levebrød og tilmeld betegner din virksomhed ret nedsættende, så bør man ikke blive overrasket over ikke at blive modtaget med åbne arme.

Har Nyhedsavisen skabt fornyelse i medieverdenen?

NEJ. Den byggede sin forretningsmodel på at sprede så mange papiraviser som muligt til de danske hjem, uanset om folk ville have avisen eller ej og med den konsekvens, at hver avis havde under én læser pr. eksemplar. URBAN har over to læsere pr. eksemplar.

Websiden da. Var den genial?

NEJ. Nyhedsavisens webside havde intet nyt at byde på i forhold til de langt mere mangfoldige og kreative tilbud, på markedet.

Har den fået de unge læsere til at læse avis så?

NEJ. Nyhedsavisens læsergruppe var ikke de unge. De læser trafikaviser som URBAN. Nyhedsavisens læsergruppe var ældre.

Hvad med den prisvindende journalistik da?

NEJ. Faktisk må man lade Nyhedsavisen, at den fra starten havde noget over sig – ikke mindst mod til at gå i kødet på journalistikken i resten af branchen. Problemet var bare, at sund pionerånd blev til skingre aktioner, hvor betalingsaviserne alle som én blev gjort til onde fjender. Efter nedskæringer i starten af året tabte avisen pusten og døde ud.

Har Nyhedsavisen fremmet nytænkning i mediebranchen?

NEJ – ikke en tøddel. Projekt Nyhedsavisen var gammeldags og har kostet avisbranchen millioner af kroner i selvforsvar først mod den islandske invasion og senere mod en IT-millionær forblændet af rollen som avisejer og dårligt rådgivet om avismodellens mangel på realisme.

Nyhedsavis-episoden har sat den danske mediebranche tilbage i hastighed i forhold til den digitale udvikling, som også er overlevelsen for den trykte avis. Nu kan vi da heldigvis komme videre. Gratisaviskrigen er ikke slut. Der vil fortsat være en skarp konkurrence om læsernes og annoncørernes gunst. Men der er en forskel på at kæmpe på lige vilkår og så at kæmpe mod et fantasiprojekt med en ejerkreds, der uden hensyn til medarbejdere og kreditorer har brændt en milliard kroner af på at ødelægge markedet for andre.