Jeg har arbejdet i erhvervslivet i mere end 25 år. Jeg har fungeret som leder og markedsfører - internt og eksternt. Jeg er erhvervsøkonom og skolet til at tænke logisk og stringent. Og jeg elsker det! Forudse, regne den ud - rykke brikkerne. Være strategisk, taktisk og operationel.
Og jeg har i min fritid udnyttet de mange kulturelle tilbud - inden for mange kunstarter: teater, opera, musical, ballet, musik, dans, litteratur, billedkunst, arkitektur, film.....
Men at kæde to de verdener sammen, havde jeg aldrig tænkt på - udover hvad der skete i kunstforeningernes regi. Til udsmykning i kontorerne. Til underholdning af kunder og medarbejdere.
I Deloitte, hvor jeg arbejdede som koncernmarketingdirector, havde vi den udfordring, at vi skulle formidle firmaets værdier og Brand ud til alle partnere og medarbejdere. På en måde så de kunne forholde sig til det, forstå det, acceptere det - og tage det så meget til sig at de kunne blive villige til at ændre deres adfærd, så de fremover arbejder med udgangspunkt i firmaets værdier og i harmoni med Brandet.
Vi måtte ud for at finde metoder der kunne hjælpe os med den opgave.
Jeg deltog blandt andet på en 4 dages workshop på Artlab - Dansk Musiker Forbunds kursusafdeling. Her skulle erhvervsfolk ind og deltage på en del af den 1 årige uddannelse - Moving Arts & Business - som 22 kunstnere var i gang med. Her oplevede jeg hvordan kunstneriske processer - skrivning, maleri, film, installation, rytme og fortælling kunne bruges til at afdække uendeligt meget om samarbejde, om ledelse og om mig selv.
I kunstens verden fandt jeg de processer der kunne hjælpe os. Her var der processer vores medarbejdere kunne være en del af - opleve og erfare hvilken effekt vi har på os selv og på andre mennesker.
Siden har jeg været optaget af hvordan vi bedst kan skabe læringsaktiviteter hvor vi bruger kunstneriske processer til at skabe relevant og interessant fælles viden. Og hvor alle i en gruppe kan bidrage med netop det de har at byde på.