Arbejder i disse uger med strategiudvikling for biblioteker - og dét er svært. Biblioteker lukkes på stribe (næsten 500 på tyve år) og udlånene rasler ned. Samtidig slås både biblioteksvæsenet og bibliotekarerne som profession med et støvet image, der slet ikke er på omgangshøjde med den del af kulturlivet, der i disse år realiserer store vækstrater i oplevelsesøkonomiens medvind.
Hvad er gået galt - og hvad er løsningen? Inputs kunne være inspirerende. Lad mig som afsæt forsøge en analyse i så operativ form som muligt. Kvalificer den gerne :-)
For det første bibliotekernes formål. Hvorfor har vi dem - overhovedet? En almindelig tracking i både lovgivningen og historien vidner om mindst 4 formål, der næppe alle er mulige at nå:
- den demokratiske og historisk betingede folkeoplysning, som det præciseres i selve lovgivningen: At stille information til rådighed for hele befolkningen;
- støtten til lokalsamfundene, dvs. den fysiske placering af et bibliotek i bogstaveligt talt hvert eneste sogn for at sikre, at småbyerne med både en skole, en brugs og et bibliotek faktisk kunne fungere som levende samfund;
- det museale, dvs. arkivfunktionen i forhold til kulturens, litteraturens og det nationales særlige kvaliteter;
- oplevelserne, dvs. bibliotekernes forpligtelser som fysiske rum for fællesskab, kulturoplevelser mv.
Derefter de trends, der liger nu trækker tæppet væk under det traditionelle "folkebibliotek" (alene navnet understreger både den smukke historie og tidens udfordring)
- den teknologiske og digitale udvikling, der ret klart eliminerer store dele af bibliotekernes arkivfunktion. Arkiver findes digitalt; de eksisterer ikke som store bygninger med bogrækker på parade;
- oplevelsesøkonomiens vækst inden for de seneste år. Vi forventer allesammen, at dét vi foretager os kulturelt, skal være forbundet med både æstetiske og følelsesmæssige dimensioner. Bibliotekerne er her i konkurrence med mange forskellige kulturtilbud fra trendy boghandlere og internetcafeer til kulturoplevelser på museer, teatre og gallerier, der i langt højere grad formidler sig selv på en tidssvarende og tilgængelige facon;
- den politiske strukturreform, der inden for de seneste år har forandret Danmarks kommunale infrastruktur og i dén forbindelse fået kommune efter kommune til slet og ret at lukke deres biblioteker af simple, økonomiske årsager.
Mulighederne? Det forekommer mig logisk, at bibliotekerne - hvis de vil overleve som kulturbærende institutioner med fokus på litteratur- og kulturformidling - afgørende må tage skridtet fra arkivinstitutioner til oplevelsesrum. I dag lukkes bibliotekerne ét for ét, og professionen står i et vadested mht. sin egen rolle. Er man arkivforvalter bag en skranke? Eller medie- og kulturformidler på linje med de funktioner, vi kender fra den øvrige medie- og kultursektor?
3 logiske træk:
- at omfavne multi-medialiteten. De elektroniske bestillinger/udlån er i vækst, men fremdeles kun en brøkdel af det totale udlån. Der findes en underskov af net-bibliotekstilbud, men endnu ingen, der når fx. avisernes aktive samspil mellem trykte og digitale produkter;
- at styrke oplevelsesdimensionen i bibliotekernes fysiske rum. Hvorfor bygger vi fortsat biblioteker, som vi gør, med døde bøger på parade? Hvor er de arkitektoniske visioner - og hvor er de kommunale ambitioner om at bruge bibliotekerne som medborgerhuse, kulturhuse, kreative showcases?
- at styrke fagets og professionens identitet. Bibliotekarerne skal selv stå i spidsen for visionerne, inspirere debatten og udfordre både politikere, erhvervsliv og brugere.
Noget skal ske. Venter man på de kommunale kulturpolitikere, ja så fortsætter lukningerne til skade for lokalområderne (hvor vi jo gerne vil have, at folk bliver boende), og man forpasser en mulighed for at skabe moderne kulturinstitutioner med afsæt i litteratur, journalistik, medier og musik. Mere sex i bibliotekerne.
Tænker jeg ...