Jeg er meget bidt af de nye muligheder, online-medierne konstant åbner op for. På godt og ondt. Udviklingen gør, at vi hele tiden må definere og redefinere, hvad kommunikation er. Jeg selv har da også haft flere omveje på mit kandidatstudium i min søgen efter nicheviden til fremtidige arbejdspladser. Og sådan er det jo. Internettet har på alle måder intensiveret udviklingen fra hot til not, og selve stammen i kommunikationsuddannelsen "afsender", "modtager", "kanal" og "budskab" virker nærmest som historielitteratur i mine øjne, fordi kommunikation er så meget mere efterhånden.
Det er så forklaringen på, at jeg sidder herinde med et speciale i brugergenerede reklamer. For endelig har jeg forsøgt at være foran udviklingen, og dermed ikke sidde med et forældet speciale ved karaktergivningen, som vi så ofte er blevet fanget i, når vi beskriver onlinefænomener. Modtagelsen har da også været rigtig positiv, og vi fik topkarakter for opgaven. Men der ligger jo altid den overhængende tidsbegrænsning og lurer. For hvor lang tid er vores problemfelt interessant? Jeg selv vil naturligvis argumentere for, at vi bestemt ikke har set det sidste endnu, ja faktisk ikke engang begyndelsen! Heldigvis for det da, for jeg håber da på, at min kommende arbejdsgiver finder brugerinvolveringen interessant i sin kommunikation med forbrugerne.
Når det så er sagt, så spår jeg, at det vil gå utroligt hurtigt fra, at brugergenerede reklamer topper og så til, at de forsvinder. For det er jo netop kernen i Internettet; at vi surfer rundt og opdager nye ting... Så værsgo, her er mit bud på de kommende måneders marketing buzz :-)
Og med det: En opfordring til, at marketing- og HRchefer rundt omkring Midtjylland får blod på tanden og tager kontakt til mig.