Jørgen Christian Wind Nielsen


Jørgen Christian Wind Nielsen

Jørgen Christian Wind Nielsen

Karma: 105 (?)

Beretningen om Eileen og Jørgen
Beretningen om Eileen og Jørgen
Denne fortælling prætenderer ikke at gengive sandheden. Det er heller ikke hensigten med den. Den er skrevet om begivenheder der fandt sted for op til 75 år siden, af personer, der ikke var til stede, da de skete. I et vist omfang, i det mindste. Sandheden har mange ansigter. Som bekendt kan man også opdele sandheden i hele sandheder, halve sandheder, kvarte sandheder og måske endnu mindre dele. Fortællingen er socialkonstruktivistisk og bygger på erindringer, beretninger og indtryk. Men den bygger også på data, fordi den faktisk har fundet sted. Eventuelle udtryk for partiskhed er utilsigtede.
 
Scenen er det indre Vesterbro i efterkrigstiden. Årene fra omkring 2. Verdenskrig og frem. Det er nedslidte arbejderboliger. Men de er billige og til at få fat i. Niels Kristian (Kristian), født og opvokset i Hornslet i Jylland, som ung flyttet til København, Eileen Smiths (Eileen) og Jørgen Christian Wind Nielsens (Jørgen) far.  
 
 
Kristian er i sin optagelse i Lægdsrullen, Indtegningsbeviset, registreret med følgende adresser: Saxogade 24, 1.th., fra den 8.11.1938 i Valdemarsgade 77, 1., fra den 26. november 1948 Flensborggade 5, st. Fra den 6. april 1949 i Valdemarsgade 26, 5. sal og fra den 6. maj 1950 Ved Sønderport 21, st., 2300 København S. Her bor Jørgen ved sin fødsel. Men inden da bor familien i Sydhavnen. Eileen husker:

"Jeg ved da jeg var en baby og en toddler at mor og far boede i Sydhavnen før flytningen til Flensborggade. Jeg kan huske der var nogle trin som ledte ned fra stuen til en lillehave" hvor jeg sad og legede. Og jeg glemmer aldrig at jeg havde en lille båd som jeg sejlede rundt i i et bassin når jeg sad derude".
 
 
Bryllupsbillede af Lizzi og Kristian – billedet er taget hos Eileens mormor og morfar Petrine og Eskild i lejligheden i Valdemarsgade. Lizzi og Kristian boede i stueetagen i Flensborggade. Det gjorde Ellen og Carlo også i opgangen lige ved siden af.
 
Eileen og Jørgen har samme far, men ikke samme mor. Kristian er deres far. Først var Kristian gift med Lizzi og fik Eileen. Så var Kristian gift med Jytte Marie og fik Jørgen (og Anne Kirsten). Eileen er født den 6. januar 1946, otte år før Jørgen, der er født den 19. februar 1952. Billedet over er fra Kristian og Lizzis bryllup. Billedet under er et bryllupsbillede af Lizzi og Kristian.
 
 
Samt et billede hvor Eileen er omkring 2,5 år gammel, sammen med far og mor:
 

 
Eileens mormor og morfar Eskild boede på 5. sal lige på den anden side af Valdemarsgade, hvor Eileens og Jørgens farmor og farfar Olga og Anton boede på 2. sal. Eileen plejede at sidde ved vinduet og vinke til farmor, og når Olga bagte kaldte hun på Eileen. Olga satte Eileen op på køkkenbordet så Eileen sad ved siden af Olga, når hun bagte kager, og Eileen fik altid kager med til sin mormor. Eileen var meget imponeret over sin farfars armmuskler, som han jo fik fra det hårde arbejde. ”Han gav de bedste knus”, husker Eileen.
Det var også i Valdemarsgade, præcis på dette tidspunkt, Tove Ditlevsen skrev sine første digte. Var hun en del af gadebilledet? Karen Syberg skriver i Information den 3.2.2018: ”Men så – til allersidst – får vi den uforbeholdne kærlighedserklæring fra Pigesind:

Der brænder et lys i natten, /det brænder alene for mig/og puster jeg til det, så flammer det op, og flammer alene for mig. - /Men taler du stille, og hvisker du tyst, /er lyset pludselig mere end lyst/ og brænder dybt i mit eget bryst, /- alene for dig. -//”
Da var Tove Ditlevsen dog kun 15 år, og hun skrev det, ifølge hende selv, på et loft i Valdemarsgade, hvor hun var beskæftiget med at pakke blikæsker ind. ”

Tove Ditlevsen blev i november 1945 gift med lægen Carl Ryberg og flyttede til Dyssegårdskvarteret i Gentofte, hvor Pia og Jørgen bor nu.
 
På adressen Ved Sønderport forlader Kristian Vesterbro og flytter sammen med Jytte Marie Nielsen (født Jacobsen) (Jytte) til Amagerbro, Sundby, på Amager. Ud til Jyttes familie. Jytte er mor til Anne Kirsten Nielsen (Kirsten) og Jørgen Christian Wind Nielsen (Jørgen). Kirsten og Jørgen er helsøskende og vokser op på denne adresse (også Ved Sønderport 11, 3. tv.). Jørgen bor på et senere tidspunkt Ved Sønderport 17, st., sammen med Inger Lassen (Inger) og deres fælles barn Line Lassen-Kaspersen (Line). Jytte flytter endegyldigt fra Ved Sønderport i juni måned 2017, til Dronning Ingrids Hjem i Valby, som 89-årig. Jytte bliver 90 år den 26. maj 2018.
 
Kvarteret på Vesterbro er præget af efterkrigstidsoptimisme og et spirende kulturliv. Blandt andet i form af musik- og danseklubben Corner, hvor Jytte i en kort periode var i bestyrelsen. Jørgens far Kristian kendte musikeren Leo ”The Lion” Mathisen, der måske spillede her. Hvorfor Jytte hang ud her sammen med sin tvillingesøster Hjørdis Jacobsen (senere Bahner, Jotte, Jørgens moster) som unge piger, når de boede hos deres mor Rosa Jacobsen (Rosa, Jørgens mormor) på Amager, melder historien ikke noget om. Ikke desto mindre deltog de i det sociale liv og datede venner på kryds og tværs.
 
Blandt vennerne var Henning Hansen (Jørgen kalder ham Torsdag) og Irene, der levede i ægteskab sammen og i perioden fik deres børn Karenmargrethe og Henrik Kristoffersen, tidligere Hansen. Henrik giftede sig med Jutta med kongebrev og tog hendes efternavn, hvilket ikke helt behagede forældrene. De mødtes hos Hennings far og mor i Valdemarsgade 81, 4. th. Henning og Irene købte senere hus i Kastrup, der endte med at blive eksproprieret til fordel for en udvidelse af Københavns Lufthavn. Henning blev togfører på Amagerbanen, Irene arbejdede med catering i Kastrup Lufthavn. Kristian, Jytte, Henning og Irene forblev venner hele livet og deres søn Henrik, der nu bor på Amager sammen med Jutta, er Jørgens længstvarende venne- og bekendtskabsrelation. Blandt vennerne var også Åge, som Jytte datede, og Elmo, Lizzis lillebror og Eileens onkel, som Hjørdis måske datede. Uden held, formentlig. Det viste sig nemlig, at Elmo var, eller blev, homoseksuel. Lizzis brødre, efter alder, er: Carlo, Lizzi, Elmo, Freddy, Harley og Kurt, selvom Bent skriver at Freddy var yngst (de er født 1922, 1924, 1926, 1928, 1930, 1931). ( Hjørdis (Jacobsen), tvillingesøster til Jørgens mor Jytte og dermed Jørgens moster, Moster Jotte, giftede sig senere med Erik Bahner. De slog sig ned på Amager og fik sammen Anne-Mette Bahner, Jørgens kusine, der nu bor få minutter fra Jørgen i Gentofte.
 
Lizzi får sygdommen encephalitis (hjernebetændelse), mens Eileen er lille. Lizzi er inde og ude af hospitaler det meste af sit liv efter det. Eileen tilbringer mange af sine barndomsår hos morbror Carlo (Lizzis storebror) og tante Ellen. Carlo og Ellen får ikke selv børn, før Eileen er fyldt 11 år. Hver gang Lizzi er på hospitalet er Eileen hos dem eller hos sin mormor og morfar.
 
Carlo Christiansen er storebror til Lizzi og onkel til Eileen. Bent Onsberg Christiansen er Carlos barn og Eileens fætter, gift med Janne. Han bor på Lolland og Jørgen er ven med ham på Facebook. Bent skriver:
 
”Det er pudsigt, fordi jeg selv er en slags virtuel lillebror til Eileen, idet Eileen, da jeg var helt lille, var tæt på at blive adopteret af mine forældre (min far var Eileens mors storebror Carlo), da Eileens mor, Lizzi, var meget tæt på at dø af en alvorlig sygdom. Hun kom sig heldigvis og blev den sidste, der døde i den søskendeflok ... Jeg er 60 år, er født i Herlev og bor på Lolland med min kone Janne. Vi har 4 voksne børn hvoraf vi har to sammen. Jeg arbejder med IT hos ATEA i Ballerup og min kone er lægesekretær på sygehuset i Nyk. F.”

Henrik Kristoffersen skriver i en mail til Jørgen: ”Måske kender Bents kone Janne min kusine Mie, som er otte måneder ældre end Christel (Henriks datter), og er leder for lægesekretærerne på Nykøbing sygehus”.
 
Bent har taget Onsberg som mellemnavn i forbindelse med at han og Janne blev gift i Ravello på Amalfikysten i Italien i 1995. Onsberg er et gammelt Nykøbing Falster-efternavn og hænger ofte sammen med Henriksen.
 
I periferien var Anton og Olga, Kristians forældre og Jørgens farfar og farmor og deres datter Irma. Irmas ældste barn hedder Brian, som Eileen plejede at lege med, når Eileen og Lizzi besøgte Irma. Anton og Olga flyttede senere i hus på Madumvej i Rødovre. Jørgens mor Jytte sagde altid, at hendes svigermor Olga ikke kunne lide hende. Måske fordi Olga så på det på den måde, at Jytte var årsag til at Anton og Olga mistede kontakten til deres første barnebarn.
 
Lizzi og Kristian kendte hinanden længe inden, de blev forlovede, fordi de boede i samme gade. Jytte, Elmo, Lizzi og Kristian var alle sammen venner og gid ud og danse sammen, før Lizzi og Kristan blev gift. Der løb en musikalsk åre i familien Christensen, blandt andet spillede Lizzi klaver. Hvilket også forklarer billederne af Elmo i Jyttes fotoalbum. Lizzi og Eileen møder på et senere tidspunkt Jytte og Kristian hos Anton og Olga, men det bliver med tiden for anspændt, så Lizzi og Eileen ophører med at komme dér. Ved en påskefrokost hos Henning og Irene i 1949 møder Jytte og Kristian hinanden igen. Eileen og Kristians ægteskab er ikke vellykket, hvorfor de beslutter at blive separeret. I 1949 arbejder Jytte i Forsikrings-Aktieselskabet Normannia, stiftet i 1916, fusioneret 1975 til Codan A/S. Ifølge Jytte be´r Kristian hende om at holde op med at arbejde.
 
Vintage dansk emaljeskilt med reklame for Forsikrings-Aktieselskabet Normannia'. Fremstillet af Glud & Marstrands Fabrikker. 23,5 x 50 cm. Fremstår med lette brugsspor.
 
 I sommeren 1949 flyver hun mutters alene til Bornholm på ferie, måske for at tænke over tingene. I Sandkås holder hun ferie dør om dør med Dirch Passer og Sigrid Horne Rasmussen. Der er billeder fra Jyttes ferie på Bornholm i hendes fotoalbum.
 
Galvanisør Niels Kristian Nielsen og Lizzi Irene, født Christensen, blev ifølge bevilling fra Overpræsidenten i København separeret den 19. april 1949 og skilt 30. september 1949. Separationsbevillingen blev givet på følgende vilkår:
 
At hustruen overtager lejligheden, Flensborggade 5, st., med forudbetalt husleje.
At manden tilsvarer fællesboets gæld.
At ægtefællernes barn, Eileen, født 6. januar 1946, undergives hustruens forældremyndighed.
At manden svarer bidrag til barnets underhold efter overøvrighedens bestemmelse, indtil videre 60,- kr. månedlig, at erlægge månedsvis forud fra dags dato at regne.
At ingen af ægtefællerne yder bidrag til den andens underhold, og at separationsvilkårene også skal være gældende for en eventuel senere skilsmisse. Det bemærkes, at fællesboet et delt. Det er oplyst, at manden er født den 24. september 1920.
 
 
Bevilling til ophævelse af ægteskabet gives af Københavns Overpræsidium den 30. september 1949, på de for separationen gældende vilkår:

”Efter derom mellem parterne truffet overenskomst forhøjes det manden i henhold til foranstående påhvilende bidrag til fællesbarnets underhold herved fra den 19. juli 1955 at regne indtil videre til det for barnets opholdssted til enhver tid gældende normalbidrag, for tiden normalbidraget for København, der udgør 852 kr. årlig, at erlægge månedsvis forud.” Københavns Overpræsidium, den 22. juli 1955.
 
Kirsten er på dette tidspunkt 5 år, Jørgen 3 år.
 
Det fremgår af skilsmissepapirerne, at Niels Kristian ikke betalte børnepenge for 1961-1962. Der står at pengene ikke kan betales og at der ikke kan tages pant i noget. Niels Kristian var nogle gange arbejdsløs og det har nok været svært at få det hele til at hænge sammen. Kristian arbejdede livet igennem som galvanisør.
 
 
Jytte og Kristian bliver gift i Vor Frelsers Kirke, hvor Jørgen også er døbt og konfirmeret.  Jytte er gravid og føder Kirsten den 22. juni 1950. Lizzi fortsætter med at bo i Flensborggade 5 st., hvor hun boede sammen med Kristian tidligere.
 
Jytte (og tvillingsøster Hjørdis, mor til Jørgens kusine Anne-Mette Bahner), er datter af Ove Johannes Andreas Jakobsen og Rosa Kirstine Marie Eriksen. De gifter sig den 22. juli 1923 i Filipskirken på Amager.
 
Billede: Rosa og Ove.

De bliver senere skilt. Ove får børn til anden side. I 2011 møder Jørgen kusinerne Hjørdis, Laila og Helle Remdrup.
 
Den 11. april 1946 er Jytte til ”Vikingefest sammen med Elmo (billede nedenfor). 
 
Den 8. juni 1946 fejrer Jytte og Hjørdis 18 års fødselsdag hos ”Tvillingerne”. Det gør de sammen med Elmo (billede nedenfor).
 
Den 27. maj 1949 fejrer Jytte sin 21. års fødselsdag. Kristian deltager for første gang (billede nedenfor).
 
Jytte føder Jørgen den 19. februar 1952 på en fødeklinik på Frederiksberg. Hermed bliver Jørgen (og Kirsten) og Eileen halvsøskende. Jørgen og Kirsten bor og vokser op i Andelsboligforeningen Amagerbro, hvor en god del af Jyttes familie også bor. Først Ved Sønderport 21 st. tv., senere ved Sønderport 11, 3. tv., 2300 København S. Efter en studentereksamen fra Christianshavns Gymnasium i 1970, Hørhuskollegiet og en tur til det sydlige Afrika vender Jørgen tilbage til samme ejendom igen, først Holmbladsvænge 11, 4. th., senere ved Sønderport 17, st. th., hvor han bor sammen med Inger Lassen og hvor han får Line i 1984, efter at have færdiggjort sin kandidatuddannelse på Handelshøjskolen i København og efter to rejser til Cuba og Sydamerika.

Morbror Elmo etablerer forbindelsen til "Gugge", svenskeren Gudmund Aakerlindh. Lizzi og ”Gugge” bliver gift i Stockholm den 1. juni 1952. Desværre viser det sig senere, at også Gudmund Åkerlindh er homoseksuel. ”Gugge” tilbyder at adoptere Eileen, men Lizzi takker nej. Lizzi og ”Gugge” bliver skilt den 3. november 1955, angiveligt begrundet i homoseksualiteten.
Eileen vokser op i Danmark og går på Enghave Plads skole fra 1. klasse. Jørgen følger efter på Amagerbro skole. Eileen og Jørgen har med andre ord levet samtidigt i København frem til 1967, hvor Eileen emigrerer til Canada.
 
Ingen fortæller Jørgen om denne halvsøster, bortset fra løs snak om en tidligere hustru og et barn, der måske er flyttet til Sverige og Canada. Alle medlemmerne af Jørgens store familie, onkler, tanter osv., samt Jytte og Kristians venskaber, der daterer sig tilbage til deres ungdom, Henning og Irene, Inge og Jørgen Svane, Arne og Rita samt Else og Erik Samuelsen, har vidst besked med det. Systematisk tavshed. Lizzi bor på Østerbro, da Eileen rejser til Canada. Lizzi rejser til Canada tre år senere, i 1970, fordi hun ønsker at leve nær sin datter. Lizzi bor sammen med morbror Elmo i hans hus i mange år indtil han flytter til Oregon. Lizzi får så sin egen lejlighed, hvor hun bor indtil 2008, da hun kommer på plejehjem frem til sin død. De fleste danskere emigrerede til Canada i 1950’erne, hvor det var ret let at komme ind i landet. Eileen valgte så hurtigt som muligt at blive canadisk statsborger. Lizzi bevarer hele tiden sit danske statsborgerskab.
 
Eileen erindrer at sidde bag på morbror Carlos motorcykel og komme ud til farmor og farfar, Olga og Anton, ”som dengang boede i et lille hus”. På Madumvej i Rødovre. ”Vi var der til frokost og fik æg med hjem fra deres høns”, husker Eileen. Høns som senere bed Jørgen i fingrene. Jørgen har billeder fra Madumvej og dét plejecenter i Rødovre, som Olga og Anton senere flyttede til.
 
Eileen husker: ”Engang var mor og jeg der på besøg og Jytte kom med Jørgen og Kirsten, i var meget små, og vi blev nødt til at gå fordi din mor blev vred på farmor fordi hun lod os komme på besøg. Den sidste gang jeg så dem begge var da jeg lå på det samme hospital som farfar. Jeg blev opereret for struma, og jeg fik lov til at gå ned på farfars afdeling og besøge ham. Farmor var der en af de gange jeg gik ned og så ham.”
 
Eileen så sidst så din far da hun var 3 år, da Eileen bad ham om ikke at komme forbi mere fordi Eileen græd når han gik.  
 

Her er Kristian, til højre, med sin far Anton i midten, og Harry, en ven eller en onkel, til venstre.
 
Heldigvis havde Lizzi fem brødre, der var som fædre for Eileen. Seks søskende i alt. Der findes ét billede af dem, hvor de er sammen som voksne. Bageste række: Carlo (Bent Onsberg Christiansens far), Kurt, Elmo. Forrest: Harley, Lizzi, Freddy. Elmo, Harley og Kurt immigrerede til Canada. Harley flyttede senere til Los Angeles. Elmo flyttede til Oregon omkring 1980. Carlo Johan Christiansen, gift med Ellen, er født den 26. marts 1922. Død i 1990. Har Bent fødsels-, døds- og vielsesattester på dem?  Carlos søn er Bent Onsberg Christiansen. Bent er født den 12. marts 1957 og er gift med Janne, der er sygeplejerske. Janne og Bent har 2 sønner, Johan og Adam. Janne to børn fra et tidligere forhold. Lizzi Irene Aakerlindh, Eileens mor, er født den 22. juli 1924, død den 9. juni 2011. Elmo Verner Christiansen blev aldrig gift. Han blev født den 16. januar 1926 og døde den 24. august 2008. Harley Vagner Christiansen blev aldrig gift. Han blev født den 26. september 1930 og døde i 1980’erne. Kurt Frank Christiansen, gift med Wanda, der fortsat lever, blev født den 1. december 1934 og døde den 2. november 2006. Kurt og Wanda har to sønner, Mark og Lars.  Mark og Lars bor i Canada. Kurts hustru Wanda var født i Tyskland og kom til Canada sammen med sin familie efter krigen. Eileen taler med Wanda måske to gange om året. Freddy Niels Christiansen, gift med Vera, som døde 20. juni 2005, blev født den 26. maj 1938 og døde den 10. august 2008. Freddy og Vera har en søn, Uffe. Freddys søn Uffe har 2 døtre, Ida og Olivia. Uffe bruger efternavnet Just nu, hans mors efternavn, tidligere Uffe Just Christiansen.
 
 
Bent Onsberg Christiansens forældre Carlo og Ellen møder hinanden i Stockholm, hvor de begge arbejder. Måske fordi det var nemmere at få et arbejde i Sverige efter 2. Verdenskrig. Carlo er væver og Ellen er spinner. Carlo er taget til Sverige sammen med Elmo. Elmo og Carlo er i Stockholm, længe inden Lizzi og Eileen rejser dertil. Eileen er en lille pige, da Elmo og Carlo rejser til Sverige. Ellen, der kommer fra Aarhus, rejser sammen med sin veninde Maja. Carlo og Ellen bor i lejligheder i sammen opgang. De møder hinanden, fordi de låner sukker og andre fornødenheder af hinanden. De bor i byggeriet ”Midsommerkransen” udenfor Stockholm. De forlover sig i 1948 (i Flensborggade i Danmark, eller i Stockholm?). Bryllupsbilledet er taget i Eileens mormor og morfars lejlighed i Valdemarsgade oppe under loftet med de skrå vægge. Lizzi og Eileen boede aldrig sammen med Carlo og Ellen. Carlo og Ellen bor i en lejlighed i Flensborggade lige ved siden af Lizzi og Kristian.
 
Elmo har på et tidspunkt mødt Aakerlindh i Sverige, der senere gifter sig med Lizzi.
 
Til jul var Eileen skiftevis hos mormor og morfar og os morbror Carlo og tante Ellen:
”Mor talte aldrig om hvad hun fik fra far. Vi talte aldrig om ham. Jeg tænkte heller aldrig på ham. Jeg savnede aldrig at høre fra ham efter et par år. Heldigvis havde jeg morbror Carlo som var som en far for mig. Og de andre onkler behandlede mig som jeg var en lille søster. De tog mig med til alting. Lærte mig at cykle, at stå på ski, at skøjte. Hjalp med skolearbejde når mor ikke var hjemme. Så jeg voksede op i en meget dejlig familie.”
 
Carlo og Ellen flytter til Herlev i 1951, hvor Bent bliver født i 1957. Dér vokser han også op og går i folkeskolen. Historien er at Carlo og Ellen er på motorcykelferie i Aarhus og Ellen finder ud af at hun er gravid. Carlo og Ellen arbejder på væveri i Herlev. Carlo avancerer til forretter, der sætter vævene op. Virksomheden B.V. Vernerfeldt på Vandtårnsvej i Gladsaxe. Senere fabrikken K.P. Thomsen i Husum, der laver frottéhåndklæder. Senere igen Nærum Nylon, der strikker damestrømper. Carlo var tillidsrepræsentant og kasserer i Dansk Tekstilarbejderforbund. Men arbejdet forsvinder, måske fordi virksomhederne bliver udkonkurreret i den første internationaliseringsbølge. Der er avisartikler om fyringerne (hvor?) Carlo dør som 58-årig. Ellen arbejder med postordresalg i Daells Varehus og har skiftende arbejdstider dag og nat. Ellen dør i 1994.
 
Bent går i folkeskole på Elverhøjen Skole. Han bliver student fra Gladsaxe Gymnasium i 1976. Også Jørgens ældste datter Line, født den 8.maj 1984 med efternavnet Nielsen, den 16. marts 1985 ændret til Lassen, og senere igen ændret til Lassen-Kaspersen, er student fra Gladsaxe Gymnasium. Og det er Jørgen hustru Pia Wind også. Bent læser samfundsfag på Sociologisk Institut på Københavns Universitet i Rosenborggade i det indre København, og engelsk på Amager. Faktisk har Jørgen også forsøgt sig med sociologi sammesteds nogle år tidligere. Bent forsøger sig også med en HD på Handelshøjskolen i København, hvor Jørgen påbegynder korrespondentstudiet i engelsk og spansk i 1972. Jørgen dimitterer endeligt i januar 1981 som cand. interpret. og statsautoriseret translatør i spansk, hvorefter han rejser til Caribien og Sydamerika i 5 måneder sammen med Inger Lassen, med hvem han i 1984 får Line.
 
I 1986 rejser Inger Lassen til Nepal med det formål at arbejde. Hun tager Line med sig. Efterfølgende rejser hun til Zimbabwe, Mocambique og Tanzania. Jørgen og Lines indbyrdes nomadetilværelse er i gang. Det er rimeligt at mene at der fra begivenhederne dengang går en rød tråd til Lines aktuelle bosættelse og arbejde med mand og to børn i Uganda. Jørgen besøger Line i Uganda i efteråret 2017 og fortæller Line om Eileen, der er Lines halvfaster.
 
Bent bliver konfirmeret i Glostrup Selskabslokaler (hvor og hvornår?) Bent er senere med til at stifte ABC Oversættelse (Alias (Claus) Balling og (Bent) Christiansen. Virksomheden eksisterer fortsat, men uden Bent.
 
Umiddelbart efter krigen er Elmo soldat i Tyskland i 1946, men i den amerikanske hær. (Også Jørgens onkel, Erik Bahner, gift med Hjørdis Bahner, Jotte, Jørgens moster og onkel, er i Tyskland efter 2. Verdenskrig). Også Carlo, Kurt og Freddy er i hæren, mens Harley har gulsot eller leverbetændelse og derfor går fri. Eileens mor Lizzi var ”lotte”. Eileen skriver:
 
"Både Lizzi og Kristian tog sig af de soldater, som tyskerne havde sat i fange derhjemme. Mor og hendes veninde Irene arbejdede også under krigen på en fabrik, hvor de lavede camouflagenet til tyskerne, som de dækkede deres tanks til med. Når mor og Irene ikke blev overvåget, løsnede de ting, de satte på, som skulle se ud som naturen, da de håbede, at når nettene blev udrullet, ville alt det, de havde sat på, falde af. De gjorde hvad de kunne. Jeg ved også at vores far var i den danske underground under krigen."
 
Jørgen mener, at det snarere var civilforsvaret, Kristian deltog i.

Jørgens mors fotoalbum fra hendes ungdom, netop i 1946, er der billeder af Elmo i uniform, med personlig dedikation til Jytte:
 
 
Elmo rejser til Canada, efter først at have tænkt sig USA. Freddys søn Uffe, Bents fætter, mener at vide at Elmo får barn i Canada, hvilket afvises af Eileen. Inden da er Jytte og Elmo tæt på hinanden i de samme sociale cirkler, som det fremgår af billederne her:
 
Vikingefesten 11. april 1946. Elmo og Jytte er begge på billedet. Og Annelise, Jørgens gudmor, og Hjørdis, Jørgens moster, Jyttes tvillingesøster
 
Lizzi og Eileen flytter til Ryesgade på Østerbro, og senere til Tåsingegade, da Eileen er 14 år. Bent bliver passet hos Lizzi og Eileen i Ryesgade og Tåsingegade. Bent husker at de henter petroleum i 10-liters dunke på Trianglen på Østerbro.
 
Fest hos ”Tvillingerne”. Jytte og Hjørdis 18 års fødselsdag. Fejres 8. juni 1946. Både Jytte og Elmo er på billedet.
 
Jytte (og Hjørdis) fejrer 21 års fødselsdag den 26. maj 1949. Kristian er for første gang med til Jyttes fødselsdag.
 
Eileen blev konfirmeret i 1960 med taler af mormor og morfar. Eileen fik Lizzis bibel, som Lizzi selv havde fået til sin konfirmation. Der findes et billede fra konfirmationen.
 
Lizzi arbejder på et tidspunkt på Carlsberg sammen med veninden Irene. De tjekkede sodavandsflasker for at være sikre på at der ikke var skår i flaskerne. Eileen gik i den periode i Carlsbergs børnehave. Jørgens mors fætter Bent Schrøder arbejder også på Carlsberg, som værktøjsmager. Lizzi får senere livsvarig invalidepension på grund af sin hjernebetændelse. Hun tager invalidepensionen med til Canada.
 
Eileen kommer i lære på et reklamebureau. Det reklamebureau hvor Eileen er i lære, hedde Sabroe Reklamebureau A/S. Kurt i Canada. Harley var allerede i USA. Freddys kone Vera kendte Hr. Sabroe og arrangerede et møde. Det resulterede i at Eileen kom i lære hos ham. Eileen var i lære i tre år og arbejdede der endnu et år efter, inden hun flyttede til Canada.
 
Eileen udfordrer senere skæbnen og rejser til Elmo og Harley i Canada. Eileen emigrerer til Canada den 8. juni 1967, omkring den tid hvor Jørgen begyndte på Christianshavns gymnasium. (The Beatles udgav Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band i 1967, the Rolling Stones Their Satanic Majesties Request).  Året efter, i 1968, møder Eileen Charles Thomas Smith i september måned. Charles og Elmo arbejder sammen i Canada, og Eileen møder Charles via Elmo. Elmo og Lizzi bor sammen i en periode i Toronto i kredsen omkring den danske kirke i Toronto. Lizzi og Eileens morbror Elmo delte et hus i en suburb, som hedder Scarborough. Det er omkring en halv times kørsel fra den danske kirke i Toronto. Elmo flyttede først til Victoria, British Columbia, hvor han boede, mens han ventede på sit US Green Card. Derefter boede han i Oregon.
Lizzi flyttede til sin egen lejlighed, hvor hun boede indtil hun kom på plejehjem i 2008 (hvad var navnet, hvor lå det, eksisterer det fortsat, er der billeder?). Hun boede der til sin død i 2011, lidt over 3 år. Kirken er der stadigvæk. Den hedder Danish Lutheran Church of Toronto. Charles og Eileen blev gift dér og begge deres børn er døbt der.
 
 

Danish Lutheran Church of Toronto

Jørgen bliver student fra Christianshavns Gymnasium i 1970 og rejser i 1971 til Sydafrika og Rhodesia i fem måneder med nogle gymnasiekammerater. Det bliver ikke sidste gang Jørgen er i Afrika syd for Sahara, men det ved han ikke på dét tidspunkt.
 
Her er hvad Eileen skriver om sin første tid i Canada:

"Da jeg rejste til Canada i 1967 boede Harley allerede i Staterne. Morbror Elmo havde en lejlighed og Kurt & Wande havde et hus, hvor jeg boede den første sommer jeg var her. De syntes jeg skulle nyde tiden som en ferie indtil jeg begyndte at lede efter arbejde. Lige så snart jeg fandt et job det efterår flyttede jeg til min ejen lejlighed. Senere delte jeg et hus med en veninde jeg arbejdede sammen med og boede dér, da jeg mødte Charles (september 1968. Året efter vi mødtes flyttede vi sammen. Ja, vi boede sammen fra 1969 indtil vi bliv gift i 1975.
Charles var Elmos chef på det tidspunkt, jeg mødte Charles. De arbejdede begge for the Dept. of Attorney General. Charles var Director of Personnel og var på the Minister's Council mens han samtidig gik på Law School. Morbror Elmo arbejdede i den afdeling, men skiftede senere til at blive revisor.
 
Da Charles også var model i sin fritid, mente han at det betalte sig meget bedre end hvad han fik i løn hos regeringen og sagde op. Han fortalte mig også at, selvom han stadigvœk læste for at blive sagfører, så var det ikke rigtigt hvad han ville gøre resten af sit liv.
En dag var Elmo til middag hos mig og min roommate. Han spurgte mig on hvad for en mand jeg bedst kunde lide. Jeg tog et Reader's Digest frem og viste ham en annonce for rom. Pegede på billedet og sagde "ham". Elmo sagde straks "wow, han er min chef, vil du gerne møde ham?"
Charles fortalte mig at Elmo spurgte ham om han ville køre ham hjem en dag og stoppe hos hans niece (mig), fordi hun havde noget som han skulle have med sig hjem. Charles havde ingen idé om  at Elmo havde planlagt vores møde. Jeg åbnede døren og, som de siger "my legs buckled under me" da jeg så Charles. Og --- the rest is history. Jeg har vedlagt det billede af den mand, jeg drømte om, og som jeg fik som min virkeligheds drøm."
 
 

Modellen Charles, Eileens mand gennem en livsalder og far til Eileens to børn.
 
Eileen og Charles gifter sig den 31. august 1975. Charles bliver 82 år. Charles er født den 2. maj 1935 og dør den 14. august 2017. Der er et billede af Eileen med Monika og Chuck, taget 4 dage efter Charles død. Eileen har naturligt blondt hår og mørkegrønne øjne. De skifter til blågrønne når hun har tøj på, som er blåt. Der er også et billede af Eileen og Charles på deres bryllupsdag d. 31. august, 1975, Eileens favoritbillede.
 
Charles blev født i Montreal. Hans mor er fra County Cork, Irland og, så vidt vides, hans far fra England. Under 1ste Verdenskrig tjente Charles far dog som soldat for Canada. Der er flere billeder af ham i uniform.
 
Eileen arbejder som ”Print Producer” på et reklamebureau siden sin ankomst til Canada. Eileen går på pension i 2011. Siden sin pensionering har Eileen arbejdet freelance og fungeret som ”go to” for tre reklamebureauer, når de har haft brug for assistance. Eileen har to børn sammen med Charles Thomas.  Charles Robert Smith, kaldet Chuck, født den 1. februar 1976, og Monika Elisabeth Smith, født den 14. september 1978. Det er så Jørgens nevø og niece. Ingen af dem er gift og har aldrig været det. Chucks veninde i New York er amerikaner. Det er Monikas ven også, fra Boston.
Monika har en hund som hedder Felix. Han er en Xoloitzcuintli, hvilket er en mexicansk hårløs race. Monika har ”Celiac disease” (cøliaki, heftig glutenallergi) og lever af glutenfri mad. Hun er meget allergisk, af hvilken grund hun har en hårløs hunderace. Monika har en BA fra University of Toronto og da hun besluttede sig til at forfølge sine drømme fik hun Eileens og Charles opbakning. Hun arbejder som skuespiller og har optrådt på to forskellige ”Improv theaters” flere gange om ugen og underviser også i ”Improv.” Hun har nu vœret 3 gange i Peking, hvor hun også underviser i ”Improv.” Hun har også medvirket i et TV-show. Monika er blond, men farver håret mørkere, da det er nemmere for hende at få roller hvor hun ikke er "the dumb blonde". Hun har grønne øjne.
 
Chuck bor i Brooklyn og er producer hos Viacom. Han har en BA fra University of Toronto og en Masters’ Degree i Film Studies fra NYU New York University. Efter sin kandidatgrad fra NYU blev han i New York på et Green Card. Chuck ligner sin far med mørkebrunt hår og brune øjne.  Han er den eneste fra Eileens side af familien, som har brune øjne. Alle andre har/havde blå. I hvert fald på det tidspunkt han blev født.
 
Den sidste gang Eileen var hjemme (i Danmark) er i 1977, hvor familien i Danmark mødte Charles og Chuck (bortset fra Jørgen, altså). Charles kunne ikke lide at flyve. Derfor holdt Eileen og Charles alle deres ferier i Canada, og især kørte de til mange stater med børnene, hvilket var interessant fordi børnene lærte meget om historie og de forskellige kulturer i de forskellige stater. I de sidste 15 år, da børnene var rejst hjemmefra, tog Eileen og Charles til Florida, da de begge elskede varmen og den varme Gulf. I 2011 kørte de hele vejen til Los Angeles og fejrede julen hos Monika. På vejen hjem holdt de nytår hos Chuck i NYC.

Eileens mormor er fra Linknud i Sønderjylland, hvor hendes forældre havde en ret stor bondegård. Morfar Eskild var fra Tveje Merløse i Holbæk kommune. Der er et billede af Eileens morfars barndomshjem i Tveje Merløse. Det er et maleri Eileen har hængende i dagligstuen. Engang som barn var alle på picnic (Carlo, Ellen, morfar, mormor, mor og Eileen) og kørte forbi huset. Morbror Carlo gik ind og fortalte dem at morfar var født der, så alle fik lov til at komme ind og se huset. Han havde seks søskende. Hans forældre havde et mindre bondehus hvor de havde et par heste, kyllinger og et stykke land. Eileen besøgte hans søster Dagmar som barn. Eskilds bror Oluf og hans kone ejede et hotel hvor Lizzi og hendes brødre tilbragte en del sommerferier når de ikke var på gården i Jylland. Hotel Den Skønne Udsigt, i Store Havelse ved Jægerspris. Tante Johanne, gift med Eskilds bror Oluf. Bent: ”Det var ikke kedelige mennesker. De spillede hasard om store beløb.”
Eileens mormor havde fem eller seks søskende. Hendes bror Frederik ejede en gård i Jylland. Han døde af knoglekræft da Eileen var lille. Eileens oldefar, som stadig var i live da Eileen var lille, sagde altid at det ikke var rigtigt at miste et barn. Det var ikke den rigtige orden. Mormoderens bror Christian så Eileen meget tit. De havde et stort hus i Hornbæk og Eileen var tit der om sommeren. Han ejede et bustransportselskab, der arrangerede ture til andre lande i Europa. Mormoderens storesøster Cecilie så de også tit når hele familien var sammen til fødselsdage etc. Hun boede i Hørsholm (Hørsholmerne Leo og Alma, hendes ældste søn og hans kone.) og hun og hendes mand ejede et bilværksted. Manden var bilmekaniker. Tante Anna var Eileens mormors lillesøster. Hun blev aldrig gift. Hun arbejdede i et bageri det meste af sit liv. Hende så de også tit.
 

 
Billedtekst: Eskild var min morfar. Mor (Lizzi) fik billedet af morfar da hun flyttede til Canada. Billedet er taget i hans barndomshjemhjem i Tveje Merløse. Min oldemor Maren og oldefar Johan sidder i midten på sofaen. Morfar (Eskild) står bag sin far og hans storebror Olaf står bag deres mor. Jeg ved han havde en søster som hed Dagmar og en som hed Johanne, men kan ikke huske hvem er hvem. Mor og jeg besøgte tante Dagmar da jeg var barn. Hun boede i København, ikke langt fra min skole så vidt jeg husker. Jeg tror hun sidder ved siden af morfar. Jeg kan ikke huske navnene på de andre to søstre som står imellem morfar og hans bror.
 
Eileens mormor flyttede til København sammen med sin søster Anna og de arbejdede begge i et bageri. Morfar flyttede også til byen og blev uddannet som tjener. Han blev siden overtjener hos Vivex i Tivoli. Mormor og morfar mødte hinanden, da Eileens morfar gik ind på bageriet en dag. Han fortalte Eileen, at selvom han ikke rigtigt spiste en masse wienerbrød, så gik han derind hver eneste dag bare for at snakke med mormor.  På et tidspunkt boede de på Halmtorvet, hvor Eileens mor Lizzi og hendes brødre kørte deres cykler på Svineryggen, et stisystem ved Halmtorvet og søerne og hvor Lizzi brækkede sin arm, da hun forsøgte at hoppe på cyklen over nogle cykelstativer.
De boede i Valdemarsgade da Eileen var lille, men på det tidspunkt var Carlo gift, Elmo og Harley var flyttet til Canada. Freddy var kun otte år ældre end Eileen og han gik også på Enghave Plads Skole. Det gjorde Eileens mor og Kurt også. Harley gik på sangskolen, hvor både han, og senere Freddy, sang i Københavns drengekor. Eileen ved ikke hvor stor lejligheden på Halmtorvet var, men den i Valdemarsgade havde et stort soveværelse, hvor Eileen sov, når hun var på besøg, plus et pigeværelse med køjesenge.  De andre sov på en dobbeltsofa i spisestuen.

Eileens mormor arbejdede på et tidspunkt i en kiosk på Hellerup station, men kun om morgenen. Hun var altid tilbage før frokost. Eileen erindrer, at familien altid gik i kirke om søndagen i alle de år.
Der var altid musik i familien. Med to morbrødre, som sang i drengekoret, var familien altid til deres koncerter. Harley sang også solo i Roskilde Domkirke. Da Harley flyttede til Canada, sendte han altid plader hjem til sine forældre og til Eileens mor. Elmo spillede klassisk klaver. Under krigen arbejdede han for den amerikanske hær, hvor han oversatte breve for soldaterne og underholdt i deres kantine med at spille klaver. Freddy spillede klaver og trompet. Eileens mor spillede klaver og guitar. Hele familien elskede musik og var ofte til opera og i teatret. Morbror Elmo fik sit US Green Card uden besvær fordi han havde papirer på at have hjulpet under krigen.

Morbror Harley var løber og deltog i mange løb både i Danmark og da han flyttede til Staterne. Han ”ran the hurdles” (hækkeløb). Morbror Kurt tog tid med sit stopur. Elmo og Carlo boede i Stockholm på et tidspunkt, hvor de begge arbejdede. Morbror Carlo mødte sin kone Ellen da han bankede på hendes dør for at låne en kop sukker. Måske var de i Stockholm i to år. Morbror Harley var den første, som rejste til Canada, hvor han arbejdede i en bank. Morbror Elmo fulgte efter ham. Ikke fordi han havde et job her, mere fordi han elskede at rejse. Han blev ansat som revisor for den canadiske regering. Morbror Kurt fulgte og de tre boede sammen. Kurt var regnskabsuddannet, og han arbejdede også for regeringen. Der mødte han sin kone Wanda, som var grafisk designer i vejdirektoratet, Department of Highways. Morbror Harley flyttede til USA, hvor han også arbejdede i en bank som broker.
 
I 1990 dør Eileen og Jørgens far Kristian. Da Jørgen der først bliver klar over, at der har været et forudgående ægteskab i hans fars liv med et barn, insisterer Jørgen på at boet efter Kristian skal skiftes i overensstemmelse hermed. Eileen bliver efterlyst og fundet af Danmarks ambassade i Canada, og hun får sin retmæssige arv efter sin far. Jørgen sender efterfølgende et brev til adressen med fotos af ham og Kirsten, som Eileen ikke svarer på.  
 
I august måned 2017 dør Eileens ægtemand. I september måned modtager Jørgen en tekstbesked via de sociale medier fra Eileen. Beskeden lyder:
 
”Hej Jørgen. Jeg ved ikke om du er den rigtige Jørgen, men jeg prøver at finde min halvbror. Vores far var Niels Kristian Nielsen og han var gift med Jytte. Hvis det ikke er dig må du undskylde denne message. Eileen (bor i Toronto. Canada”).
 
Svaret var ja. Eileen havde søgt efter og fundet Jørgen på Facebook. Det ser sådan ud:
 
 
Eileen og Jørgen påbegynder herefter en korrespondance på internettet, som Jørgens hustru Pia Wind, der er ekspert i slægtsforskning, og som Jørgen har datteren Ditte Wind sammen med, engagerer  sig i. Mens Jørgen besøger sin ældste datter Line Lassen Kaspersen og hendes familie i Uganda i oktober/november måned, fortsætter Eileen og Pia Wind dialogen. De taler også i telefon sammen. Den 4. januar 2018 vender Pia og Jørgens datter Ditte Wind hjem fra hendes rejse i Australien.
 
Ditte Wind og Jørgen besøger Dittes farmor, Jørgens mor, Jytte Marie Nielsen, på Dronning Ingrids Hjem i Valby den 10. januar 2018.
 
Eileen i 2017
”Vi bestemte i går at jeg og Monika flyver til NYC til julen. Chucks bedste ven og hans kone flyver til London hvor hans forældre bor. De har tilbudt at Monika og jeg kan bo i deres lejlighed. Chuck bor på et loft, så han har ikke plads til os. Han bor omkring 15 minutter fra hvor de bor (til fods), så det bliver nemt. De har en lejlighed med 2 soveværelser og 2 1/2 badeværelser. Plus den er på to etager og har et ildsted, så det bliver dejligt og hyggeligt at holde julen der. Det eneste vi skal er at tage os af deres hund mens vi er der. Det bliver jo ikke noget problem da vi alle elsker hunde. Vi skal bare regne ud af hvornår vi skal afsted. Monika og jeg ankommer og flyver væk igen på forskellige tider, måske også datoer, men det skal vi finde
ud af. De er væk fra den 20. december og tilbage 28. december, så mellem de datoer er jeg dernede.

Jeg var til en mindehøjtidelighed på hospitalet hvor Charles lå da han døde. Den blev holdt for pårørende til dem der er gået bort. Ikke en bestemt religion, men meget rørende. Alle var bedt om at bringe en enkel blomst som vi satte i en vase og sagde hvem den var for og vores forbindelse med den person. Der blev fire kæmpe buketter ud af det da alle blomsterne var i vaserne. De bliver så sat rundt omkring på hospitalet. Jeg græd, kan du lige tro, men ca. 80 procent af de 100+ mennesker der var dernede græd også, så jeg var ikke alene. Det gav mig en fred som jeg ikke har følt før, så jeg var glad for at jer gik derned. Ellers går det herovre. I næste uge skal jeg ned i byen på et reklamebureau hvor de mangler hjælp, så jeg skal bruge tre dage på at lære deres online system at kende og følge to mennesker som jeg skal hjælpe. Det ser jeg frem til.”

”I Canada er pensionsalderen 65, men man kan tage tidligere pension når man fylder 60, men får mindre udbetaling af sin pension. Jeg stoppede med fuldtidsarbejde i oktober 2011 (jeg blev 65 i januar det år), men begyndte med freelance i januar 2012. Jeg kan lide mit arbejde da det jo aldrig er det samme fra den ene dag til den næste i et reklamebureau. Flere damer på min alder er også freelancers med det samme arbejde. Der er altid brug for hjælp når nogen tager ferie, er syg, eller firmaet får en stor kampagne hvor de behøver extra hjælp, så der passer jeg godt ind. Vi brugte altid de penge jeg tjente til vores sommerferier. Da vi elskede at være lige på stranden når vi tog til Florida lejede vi altid en kondo i tre uger plus vi kørte derned, og skulle også have værelser på turen. De penge kom godt i brug. Nu kan jeg bruge de penge jeg tjener til at hjælpe med regninger som jo kommer ind hver måned og igen bruge til min ferie osv. Desværre får man ikke en stor pension herovre, og nu mangler jeg jo den Charles fik, som ikke bliver udbetalt til mig. Sådan er det herovre. Alt jeg får af hans pension er $50 hver måned fordi min pension var højere end hans var. Jeg har jo altid betalt ind til pension fordi kontorer trækker pengene direkte fra ens løn, men Charles var selvstændig erhvervsdrivende, så han havde ingen pension han selv betalte ind til.
Jer ser frem til at arbejde igen på onsdag i denne uge. Det får mig ud af huset og jeg får noget andet at tænke på end hvor meget jeg savner Charles. Det vil også blive rart at gå med kjoler og nederdele igen og se lidt pænere ud. Herhjemme lever jeg i jeans hver dag.”
 Den 14. januar besøger Pia og Jørgen Eileens fætter Bent Onsberg Christiansen og hustru Janne i Danmark.
 
 
 
Eileen skriver om sine relationer til Bent, og til Bents far og mor Carlo og Ellen (den 12. januar 2018):
 
”Hans far Carlo var som en far for mig da jeg voksede op. Jeg havde jo Carlo og Ellen for mig selv alle de år inden Bent blev født. Da han var lille tog jeg S-toget til Herlev og mødte tante Ellen som så overlod ansvaret for Bent til mig. Jeg skulle passe ham mens hun var på arbejde. Jeg passede så Bent indtil morbror Carlo kom hjem og jeg tog tilbage til København hvor mor og jeg jo boede. Bent var også mange gange hos mor og blev passet mens hans forældre arbejdede. Han kan sikkert huske mange af de besøg. Han elskede at lege med mine dyr (jeg havde en pose fuld og elefanter, giraffer osv. som jeg købte hver gang jeg havde lidt extra penge sparet sammen). Han var også vild med at lege med min store udstoppede elefant (jeg vandt den i Tivoli). Alt mit legetøj blev efterladt til ham da jeg rejste til Canada. Bent har været min uofficielle lillebror i alle disse år. Han og jeg er meget nærmere sammen end kusine/fætter-relationer.”
 
Den 18. januar rejste Ditte Wind retur til Australien.
 
Den 24. januar 2018 skriver Eileen:
”Jeg har lige fået en kontrakt på det bureau hvor jeg var inden julen, så jeg begynder i morgen (torsdag). Kontrakten er indtil slutningen af maj måned, så det bliver godt at komme på arbejde igen. Herovre var det 5 grader C i går og det føltes som en forårsdag. Minus 12C her til morgen, så alt knaser under fødderne når man går udenfor. Men sådan er vejret altid om vinteren herovre. Februar er altid den koldeste måned, men i år var december ganske forfærdelig med de frysende temperaturer. Chuck og jeg griner altid her om vinteren da både folk i NY og folk her gør det samme. Lige så snart solen skinner og temperaturen er over frysende går folk rundt uden huer og handsker, med frakkerne åbne - eller bare en sweater på. Han siger han kan altid se hvem i NYC er Canadier fordi de har det mindste tøj på, mens folk fra de sydlige stater er pakkede ind. Det er det samme her. Folk fra andre lande har så meget tøj på man spørger sig selv hvad de tager på når det bliver (som vi kalder det) - RIGTIGT KOLDT.
Jeg snakkede med Bent og han fortalte mig at det var et hyggeligt besøg de havde med dig og Jørgen. Jeg håber alt kommer godt i stand med jeres datter med at finde et job osv. i Aussie-land.  Morsomt som både jeres og mine børn har vandrelysten. Der ser ud til at løbe i begge familier. Jen kan jo ikke klage mig over at vores børn rejste til staterne. Jeg rejste jo selv hertil da jeg var ung.
Stort knus som du kan dele med Jørgen herfra. Eileen”
 
 
 
Jørgen Christian Wind Nielsen, Gentofte
 

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

27 JOB

Sektionschef

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Tag med til K-dag

Skab en mere effektiv kommunikations-strategi

14. marts

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.