I sproget berører forventningen og indfrielsen hinanden.
[Wittgenstein: Filosofiske Undersøgelser, § 445]

Og i sådan et næsten ulæseligt skrift fra midten af sidste århundrede kan den yderste videnskab og poesien tilsvarende berøre hinanden. Det er lissom med musikken - der er de skallede 8 (12) toner, og alligevel kan der komponeres et uendeligt antal forskellige musikstykker.

Kommunikation er allemandseje (ellers giver det ikke mening). Antallet af kendte værktøjer meget begrænset, og trods reklamebranchens ivrighed, afsløres der kun sjældent nye og overraskende indsigter i sprogets konstruktion.
Alligevel er kommunikationen uoverskueligt kompleks.

Ah, there's the rub. Der Pudels Kern.
Det er i disse det komplekses dunkle kroge, jeg finder min fascination.

Det er det helt almindelige sprog.
Hvad jeg snakker med mine venner om. Hvordan vi snakker.
Jeg er ikke ukendt med den digitale verden, men frasiger mig Second Life på forhånd - First Life er rigeligt fascinerende 24/7.
Jeg arbejder med et af de ældste, analoge udtryk: teatret.
Eller endnu ældre: dansen.
Med de fiktive talehandlinger, fra sagaernes fåmælthed til Beckett's rablende monologer.
Og de tavse talehandlinger i scenedansens udtryk.
Jeg har aldrig lært mere om sprog end i mine ti år som dramaturg for et moderne danseensemble.

Austin, Chomsky, Hjemslev og Roman Jakobsen er fine nok. Men det må kunne siges enklere.

Derfor er jeg hèr. P.t.