Jakob Linaa Jensen


Jakob Linaa Jensen

Jakob Linaa Jensen

Karma: 52 (?)

Forfatter:

4


artikler

17


indlæg

Derfor vandt Trump -mediernes blinde øje og oprøret fra neden
Mange er overraskede, ligefrem chokerede, over valget af Donald Trump som amerikansk præsident. Resultatet gik imod den herskende ønsketænkning blandt intellektuelle og de fleste mediefolk, ikke blot i USA men i den øvrige verden. Efterfølgende har mange haft travlt ved håndvasken, både med at bortforklare egen fejlvurdering af situationen og med at analysere, hvordan det kom så vidt. Eller som det ofte  formuleres: hvordan det kunne gå så galt.
 
Jeg hører selv til de overraskede (og bekymrede). Trods et indgående kendskab til det amerikanske samfund og amerikanske medielogikker havde jeg nok frygtet men bestemt ikke forventet dette. Her bagefter kan man drage sine konklusioner, ikke mindst om mediernes rolle i valgkampen og i den politiske dækning i det hele taget. Trumps sejr er imidlertid et symptom på en længerevarende tendens, hvor skellet mellem eliter, forstået som mediefolk, meningsmagere og politikere, og masser er vokset, og hvor man med den engelske tænker og statsmand Benjamin Disraelis ord efterhånden lever i to forskellige byer. Medierne spiller en stor rolle i hele denne udvikling.
 
Mediernes bias
 
I USA beskyldes medierne jævnligt for at være liberale, for at favorisere en demokratisk eller progressiv dagsorden. Herhjemme omtales DR og Politiken undertiden som røde lejesvende, mens TV2 og Jyllandsposten rutinemæssigt hævdes at være mørkeblå. Problemet er imidlertid, at mediernes eventuelle bias, deres skævvridning, ligger et andet sted end det rent politiske. De fleste mediehuse holder til i store byer med deres intellektuelle og kulturradikale miljøer. I USA er de fleste store medier placeret på østkysten, ligesom vi i Danmark har en voldsom centrering i Københavnsområdet. Opkøb og ejerskabskoncentrationer har, både i USA og Europa, forstærket sådanne tendenser. Lokale og regionale medier lukker i hobetal, og journalister isolerer sig i stigende grad i storbyernes bobler. Men man forstår ikke, hvad der rører sig i samfundet, hvis man isolerer sig i et mediehus på Rådhuspladsen, går til de samme receptioner og fredagsbarer og laver al sin journalistiske research på nettet frem for at komme ud i den ”virkelige verden”.
 
Asociale medier
 
Det lukkede kredsløb af journalister, medier og meninger kendes også fra Danmark, hvor dækningen af lokale og regionale problemer er i tilbagegang, og hvor alternative, marginaliserede stemmer med andre politiske budskaber end en dominerende centrum-venstrediskurs ofte mistænkeliggøres eller forsøges udelukket fra det gode selskab. Samtidigt lever det tavse flertal et dagligliv langt fra mediernes virkelighed, med rigtige dagligdags problemer, hvor medier og politikere ofte opfattes som noget fjernt, som nogle der ikke lytter. I stedet diskuterer disse mennesker ved kakkelbordene, som Helle Thorning kom for skade at sige, over hækken, i sportsklubben, ved skolearrangementet og, ikke mindst, på sociale medier i deres mange  forskellige former. Her er debatten helt anderledes. Tingene siges ligeud, råt for usødet.
 
Dertil kommer, at forskning i online amerikanske debatter siden 1990erne har vist, at hvor internettet var tænkt som et forum for demokrati, for dialog og for at lære af hinandens holdninger, har borgerne i stedet en tendens til at grave sig ned og kun abonnere på og diskutere med dem, man er enige med. Det er en udbredt tendens, at demokrater kun lytter til demokrater, republikanere til republikanere. Min egen forskning i danske netdebatter gennem de seneste femten år bekræfter dette billede. Man læser og deler historier, der bekræfter ens egne holdninger, og de yderligtgående hidser hinanden op i stadigt mere vilde påstande om modparten og dennes politik. Sociale medier bliver til ekkokamre. Dette fører til yderligere fragmentering, som spiller ind på den øvrige politiske debat. Sociale medier bliver asociale medier.
 
Meningsmålingernes fallit
 
Hvad der også er blevet tydeligt i forbindelse med både EU-afstemninger og det amerikanske valg er, at meningsmålingerne i begrænset omfang formår at fange disse tendenser. Man undrer sig over, hvordan erfarne selskaber kan ramme så meget ved siden af. Hvordan de f.eks. systematisk underestimerer DFs tilslutning, skepsis over for indvandring og modstand mod EU. Og tilslutningen til Donald Trump. Noget tyder på, der er noget galt med den måde, hvorpå man laver meningsmålingerne. Man laver ikke korrekte meningsmålinger ved gængse metoder, hvor man ufrivilligt men systematisk underrepræsenterer bestemte samfundsgrupper og undervurderer ”social desirability”, at respondenterne godt ved, hvad det ”rigtige” svar er, og svarer derefter. Og så stemmer noget andet på valgdagen. Meningsmålinger er godt og populært journalistisk stof. Men måske skulle man bruge mindre tid og færre penge på dem og flytte den journalistiske indsats ud i marken og forstå, hvad der i virkeligheden rører sig. Men der er selvfølgelig varmere, tryggere og bedre kaffe på redaktionerne.
 
Den demokratiske udfordring
 
Som jeg i forbindelse med Brexit skrev om i denne artikel, står vestlige demokratier over for en kæmpe udfordring. Store dele af befolkningen er bekymrede. For deres job, for deres sikkerhed, for fremtiden og for de kulturelle og økonomiske konsekvenser af globaliseringen og indvandringen. I USAs rustbælte har folk mistet deres job og intet er kommet i stedet. I det såkaldte udkantsdanmark føler man sig tilsidesat og tisset på, når den lokale kaserne erstattes af et asylcenter. Man føler ikke, politikere og mediefolk lytter eller tager en alvorligt. Dette affærdiges ofte fra eliten som ubegrundede bekymringer, men hvad nu, hvis de har ret? Hvis globaliseringen og indvandringen ikke er de ressourcer, eliterne hævder, men  fundamentalt vil forandre samfundet, økonomisk og kulturelt. Og ikke til det bedre. Hvis det er det tavse  flertal, der som drengen i kejserens nye klæder har ret fremfor den mediemæssige og kulturelle elite, der har skabt en hegemonisk fortælling om globalisering og multikulturalisme som noget ikke blot uundgåeligt men også ønskeligt.
 
Og selv hvis  det tavse flertal nu ikke har ret, er det demokratiets pligt at imødegå deres bekymring, tage den alvorligt. Hvis vi altså fortsat mener, at alle mennesker er lige meget værd, at én mand eller kvinde har én stemme, og at alle holdninger bør høres. Og det gør vi vel? Demokrati er ikke den optimale styreform, men alle andre er værre, som Winston Churchill formulerede det. Hvis vi mener noget med demokratiet, skal det også afspejles i mediedækningen og i den måde, hvorpå vi såkaldte eliter forvalter vores kommunikative og samfundsmæssige ansvar. Der er grund til selvransagelse blandt journalister, meningsdannere og andet godtfolk. Både for demokratiets skyld og fordi, en manglende anerkendelse af  virkeligheden, som den er, kun vil føre til flere som Trump, Le Pen og Sverigesdemokraterne.

Giv din stemme

21 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Kom godt i gang med mobilvideo

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationsstudent

Frist: 26. november

Student/Praktikant

Frist: 27. november kl. 9.00

Praktikant

Frist: Snarest muligt
Se alle job Indryk job

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.