Jeg synes, det rent principielle i debatten om den litterære genre ”spin-analyse” er betydelig mere spændende end debatten om, hvilke motiver hvem eventuelt kan have til at sige hvad. Motivgranskning forbinder jeg først og fremmest med meget dårlige parforhold. Sådan nogen, hvor parterne aldrig forholder sig til, hvad hinanden siger. Altid til hvad de tror, den anden i virkeligheden vil opnå og sige, og hvad der er den egentlige grund til, at det sagte er blevet sagt. Teknisk set er det vel udtryk for, at der er opstået en situation, hvor al tale betragtes som strategisk handlen. Altså: hvor der slet ikke anlægges den betragtning, at talen kunne være en kommunikativ handling.
Skulle motivgranskning være den normale modus operandi i et parforhold, ville jeg anbefale parterne stille og roligt at gå hver til sit.
Skulle motivgranskning være udgangspunktet for en analyse af, hvad jeg skriver om Lotte Hansen og spin, vil jeg til de pågældende, med hånden på et helligt skrift, sige: jeg har ikke set nogen forslag til, hvad mine motiver kunne være, jeg efter selv den dybeste selvransagelse kan genkende som sande og rigtige. Ama'r og halshug.
Skulle motivgranskning endelig være den grundlæggende præmis for politiske analyser, vil jeg sige: Hvis ”strategisk handlen” er det eneste bud, man har på, hvad der foregår på Christiansborg, har man med sikkerhed en forklaringsmodel, der harmonerer yderst dårligt med, hvad aktørerne selv tror, de gør.
Min erfaring er, aktørerne har en veludviklet metabevidsthed om den kommunikative situation. De har altid mange publika (eller hvad ”publikum” nu hedder i flertal) på samme tid: deres eget parti. Deres samarbejdspartnere. Modparten og offentligheden. Desuden er der et dynamisk aspekt: for de fleste aktører gælder det, at de politiske modstandere i andre situationer er samtalepartnere. Løsningen er at tale ”christiansborgsk”. En meget subtil og vanskelig ”talemodus”, som består i kommunikativ og strategisk handlen på samme tid. Den etiske forudsætnng for ”christiansborgsk” kan derfor bedst gengives med en sætning fra Bob Dylan: to live outside the law, you must be honest.
Nå. Så er der spørgsmålet om min analyse af kvaliteten af Lotte Hansens analyser af spin. Nogle spørger om mit kildegrundlag. Det er for det første LH’s offentlige virke som spinanalytiker. Jeg udtaler mig altså ikke om, hvordan hun fx virker som rådgiver i et PR-firma – for det har jeg ikke grundlag for. For det andet samtaler med et større antal medlemmer af Socialdemokraternes folketingsgruppe. Som alle, der har læst mit oprindelige indlæg, ved, har jeg med omhu taget det forbehold, at jeg ikke aner, hvor godt LH’s kildenet i andre partier er.
Når mine kilder hos Socialdemokraterne omtaler de forskellige, politiske eksperter, opstår der en ”naturlig klassifikation”, der kan sammenfattes nogenlunde således:
- ”Personer, der selv er politikere, men ikke orker besværet med at blive valgt”. Det er typer som Ralf Pittelkow og Erik Meier Carlsen. Typen anses for at være velorienteret og have sine data og analyser på plads og i orden. Men også for at ville påvirke den politiske situation, snarere end blot udlægge den for publikum.
- ”Personer, der er irriterende velorienterede”. Det er typer som fx Arne Hardis, der blandt andet har et fantastisk kildenet i SD, men også fx Hans Engel.
- ”Personer, der er gamle topspillere og ved, hvad de snakker om”. Det er typer som fx Henrik Qvortrup, Michael Kristiansen og Peter Mogensen
- ”Personer, der står udenfor, men er uhyre velorienterede”. Typer som Thomas Larsen og Helle Ib.
- ”Personer, hvis analyser først og fremmest er fantasifulde”: Lotte Hansen
Er det så bare en sur, socialdemokratisk udlægning? Det tror jeg ikke. Prøv at læs LH’s beskrivelse og analyse af Henrik Sass Larsen (HSL) i ”Søndagsavisen” 28. april 2006. HSL beskrives som en dreven forhandler, selvom han på det tidspunkt aldrig havde været hovedforhandler på et et af de store områder i politik og af samme grund aldrig havde forhandlet noget væsentligt, politisk resultat hjem. Han beskrives i samme artikel som en strategisk begavelse og som en indflydelsesrig person i SD. Det må undre lige så meget som påstanden om, at HSL er en dreven forhandler. HSL var forholdsvis uerfaren, da han i en alder af næsten fyrre år blev en del af Helle Thorning-Schmidts ledelseshold. Først og fremmest fordi der i den forrige generation af ledere var en udbredt skepsis over for ham.
Den enkelte bloglæser må bedømme selv. Men jeg siger: hvad LH skriver om HSL i den artikel, bliver man ikke klogere af. Tvært imod. Man bliver sendt på indtil flere vildspor, som næppe fører til en bedre forståelse af Socialdemokraterne og deres nuværende situation.
Hæng på – i mit næste indlæg vil jeg skrive nogle mere principielle ting om metode.