- Nej, nej, nej, den væg skal ikke ned, hørte jeg mig selv skrige ned i mobiltelefonen på vej hjem fra en indkøbstur, hvor en tømrer gudskelov, for en sikkerhedsskyld, lige ringede til mig, før han brækkede endnu en væg ned.
Jeg har i de seneste år været på barsel og passet mine børn, samtidig med, at jeg har stået for instandsættelsen af vores gamle kasse af et hus. Jeg forsøgte efter bedste evne at styre det hav af håndværkere, der på skift kom slæbende på vinkelslibere, gipsplader, ghettoblastere, Coffee-to-go krus og ikke mindst mobiltelefoner. Men jeg må indrømme, at jeg indimellem er blevet forbavset og fortvivlet over, hvor hurtigt en besked bliver slettet på en håndværkers harddisk.
I foråret kom turen til haven og det var langt lettere. En havearkitekt har tegnet, en anlægsgartner har anlagt stier og bede og jeg har tilplantet hver en centimeter. Der kan næsten ikke plantes flere stauder og engelske roser på matriklen.
Nu keder jeg mig mig. Drømmen om mand, børn, hus og have er opfyldt. Som barn af 1960'erne og 1970'erne er det umuligt ikke at være teamplayer. Jeg har gået i institution siden jeg var to år og oplevede den totale frihed efter gymnasiet, som meget skræmmende. Jeg søgte straks tilflugt på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, men fandt først på Danmarks Journalisthøjskole en uddannelse, jeg helhjertet kunne gennemføre. Som journalist skal man ikke kende svarene, men turde stille spørgsmål. Man skal være nysgerrig, kunne undres og forarges over verdens fortrædeligheder. Det kan jeg. Nu vil jeg gerne have et job, hvor jeg igen bruger mine journalistiske evner og bliver en del af et hold, der har et fælles mål. Jeg trænger til at være en del af en drøm - en vision, der ligger udenfor hus og hjem. Den mission er nemlig fuldført.