Elin Brimheim Heinesen


Elin Brimheim Heinesen

Elin Brimheim Heinesen

Karma: 71 (?)

Hvorfor vækker drabet på giraffen Marius så megen vrede?
Giraffen Marius er dræbt - og verden raser. Men hvad er det i virkeligheden verden raser over? I kølvandet på al ophidselsen over drabet af giraffen Marius kunne man spørge: Var det en syg handling at dræbe giraffen - eller er det verden, der er syg? Er drabet virkelig udtryk for menneskets kynisme og ondskab - eller er det i virkeligheden dyreelskende vegetarer/veganere, der baner vej for en naturkatastrofe med deres utopiske drømme om en verden, hvor naturlovene forsøges ophævet?

Det er tankevækkende, hvordan frygten for døden, for smerte og for at komme til skade er en fællesnævner for alle mennesker og dyr. Intet levende væsen ønsker at dø, hvis det kan undslippe. Alt liv har en stærk vilje til at leve, og alle levende væsener vil gøre alt for at overleve. Mærkeligt nok er det den samme vilje, der tilskynder dyr til at dræbe og spise hinanden.
 
Det er ganske interessant, at alting fungerer på denne måde. Det lader til, at alt, der lever, lever af andet levende - planter eller dyr. Alt dør og bliver genfødt i denne livets og dødens cyklus. Universet æder sig selv. Men hvorfor fungerer naturen på denne måde? Hvorfor har vi brug for at dræbe andre levende væsener for at leve? Hvorfor kan vi ikke bare spise snavs og/eller kadavere, så ingen behøver lide eller blive dræbt?
 
Livets og dødens cyklus
Naturen handler ikke om moral eller etik. Det handler om transformation - transformation af energi - sådan at livets og dødens cyklus kan opretholdes. Hidtil har det været sådan i milliarder af år - længe, længe før mennesker vandrede på jorden. Det er en kendsgerning.
 
Amerikanske indianere siges at have forstået og accepteret denne naturlige cyklus. De vidste, at naturens balance afhang af den. Der måtte ikke tages mere ud af systemet, end der kunne tilføjes. Indianerne jagede dyr på bæredygtigt grundlag, og de takkede den Store Ånd og dyrene for at give deres liv, så menneskerne kunne overleve.
 
Men i de senere år er de gamle livsformer mere og mere bare en svag erindring om en fjern fortid. Vores verden er blevet stadig mere kunstig og teknologi-baseret. Teknologi har gjort mange menneskers liv så effektivt, så komfortabelt og så beskyttet, at vi ikke længere føler det samme ansvar for vores egen overlevelse - ikke i den forstand, at vi personligt er nødt til at dyrke vores egne grøntsager eller gå på jagt efter vores eget kød. Systemet tager sig af det for os.
 
Således er "dyr" ikke længere noget, de fleste mennesker tænker på som noget, du jager og dræber for at spise det. Drab er noget, vi mennesker kun gør ved hinanden i krige - eller for sjov på vores computer- og tv-skærme, og dyr er noget, du enten holder som kæledyr for at have nogen at holde dig med selskab - eller noget du ser på for underholdningens skyld i en zoologisk have eller i TV, hvor dyrene vurderes efter deres 'elskeligheds faktor'. Dyr i almindelighed - i særdeleshed pattedyr - er blevet mere og mere menneskelignende i vores opfattelse. De er blevet antropomorphiseret, som videnskabelig direktør i Københavns Zoo, Bengt Holst, udtrykte det.
 
Forkert at dræbe dyr? 
Mennesker er blevet så fremmedgjorte fra de gamle livsformer og så 'Disneyficerede' i deres tænkning, at de næsten har fortrængt det faktum, at dyr stadig er lige så meget en fødekilde for os mennesker, som de altid har været. Men hvordan kan du bebrejde mennesker for at tænke på denne måde, hvis de næsten kun præsenteres for dyr som kæledyr i deres daglige liv og aldrig ser, hvordan kødet på bordet virkelig havner der? Det er forståeligt, at det må være svært at se forbindelsen mellem ens nuttede kæledyr og det emballerede kød i supermarkedernes kølediske.
 
Mange ser denne udvikling i vores tænkning som "udvikling af menneskeheden". Men faktum er, at vi kun bedrager os selv. Selv om mange af os måske ikke vil være i stand til at acceptere det, kan vi ikke benægte det faktum, at de fleste mennesker stadig spiser kød, hvilket betyder, at vi dybest set er rovdyr. Denne fremmedgjorte fantasiverden, vi har skabt omkring os, har ikke ændret menneskers trang til kød, kun sensibiliseret mennesker på en sådan måde, at de fleste af os er ikke i stand til at dræbe noget mere - og heller ikke se dyr blive dræbt .
 
Hvordan kan vi bringe os selv til at skade dyr, når vi projicerer os selv ind i dem, identificerer os med dem og investerer vores følelser i dem? Vi ved, at vi ikke kan lide smerte selv, og at vi ikke ønsker at dø, så hvorfor skulle dyrene? Derfor føles det "forkert" at dræbe disse uskyldige væsener. Vi kan ikke lide det faktum længere, at nogen levende væsener er nødt til at miste deres liv, for at vi kan spise dem. Problemet er, at vi stadig elsker smagen af dyrene, gør vi ikke? Så hvad gør vi ved det? Hvordan kan vi håndtere det faktum, at vi for at tilfredsstille menneskehedens umættelige begær efter kød faktisk er nødt til at avle milliarder af dyr, kun for at dræbe og spise dem?
 
Den grumme virkelighed
Vi har denne romantiske idé om hyggeligt landmandsliv med køer, der græsser fredeligt i solen på grønne marker, hvor de lever et lykkeligt liv, men i virkeligheden kunne intet være længere væk fra sandheden. Sandheden er, at så godt som overalt er landbrug blevet en koldhjertet masse-industri, hvor milliarder af dyr ikke anses som andet end 'produkter', der holdes i slaveri i enorme landbrugsfabrikker, ude af syne, ofte under holocaust-lignende forhold, hvor de lever en kummerlig tilværelse, aldrig ser dagens lys, bliver tvangsfodret med mad - helt unaturlig for deres art - og tvunget til at reproducere i enorme antal. Så snart der er nok kød på deres krop, bliver de transporteret og sat på samlebånd i endeløse rækker kun for nådesløst at blive dræbt på slagterier langt væk, hvor enhver adgang er strengt forbudt for udenforstående.
 
Og hvorfor nu det? Hvorfor skal vi holde kødproduktionen udenfor offentlighedens beskuelse? Det ser ud til, at vi føler vi er nødt til at beskytte os fra virkelig at skulle indse, hvor forfærdelige vi er ved dyrene. Vi tør ikke se os selv i øjnene. Vores selvbedrag er fænomenalt. Vi ønsker ikke at blive konfronteret med menneskehedens "mørke" sider. Det system, vi har skabt, hjælper os med at gøre som strudsene: stikke hovedet i busken og leve i lykkelig uvidenhed og ligegyldighed .
 
Omfanget af den grusomme masseslagtning af dyr på verdensplan er næsten ufattelig. Det lader til, at de fleste mennesker ikke er i stand til at indse, hvor meget smerte vi med vores moderne livsform virkelig påfører hvert eneste af de dyr blandt de milliarder, vi dræber. Hvad ville der ske, hvis vi virkelig måtte se i øjnene i hvor høj grad den menneskelige race udnytter dyr, og hvor meget dyr lider for vores skyld? Ville vi virkelig ændre vores adfærd - eller bare lære at leve med den dårlige samvittighed?

Mange mennesker bliver vegetarer eller veganere for at lette deres dårlige samvittighed, men de fleste gør ikke. En betragtelig del af verdens befolkning bor f.eks. i områder, hvor man ikke kan dyrke frugt og grønsager, og må derfor leve af kød/fisk - enten ved at spise eller eksportere kødet/fisken, for at få råd til at importere frugt og grønsager. De har ikke andet valg.

Da der er ikke meget, vi føler, vi kan gøre ved den måde, verden er organiseret, mener vi, at vi ikke har noget andet valg end at gå med strømmen. Det er nemt, fordi vi ikke er dem, der afliver dyrene. Andre gør det beskidte arbejde for os - så vi glemmer vores eget ansvar i det store billede.
 
Primitivt og hjerteløst?
Men så ... fra tid til anden sker det, at folk støder på slagtning af dyr, hvor der er frit udsyn til, hvad der sker, hvor de ser nogen stadig slagte dyr på de gamle måder - ude i det fri, hvor alle kan se med - ligesom da giraffen Marius blev slagtet - eller når dyr bliver slagtet i små lommer af konserverede kulturer, der endnu ikke helt er gået over til den industrialiserede masseudnyttelse af dyr endnu, og derfor ikke skjuler deres kødproduktion væk fra offentlighedens beskuelse. At opleve dette i praksis er så chokerende for uvante, uforberedte tilskuere, at de bliver rasende: - I onde mordere! råber de højt. - Denne ugerning hører ikke hjemme i det 21. århundrede! Hvorfor kan I ikke udvikle jer ligesom resten af verden!
 
Disse "primitive" mennesker eller kulturer, der udfører disse slagtninger, gør det som er det den mest naturlige ting at gøre, og tilsyneladende uden skyldfølelse - og det er meget provokerende, især for dem, der aldrig kunne få sig selv til at skade dyr (dvs. de fleste af os). Så vi betragter os selv som "mere udviklede" og "moralsk overlegne" i forhold til disse hjerteløse mennesker.
 
Men er vi egentlig det? Tror vi virkelig, at bare fordi vi personligt ikke har blod på vores hænder, at så er vi bedre end dem? Er vores egen kulturs masseudnyttelse af dyr virkelig mere etisk acceptabel? Er den højtindustrialiserede masseavl og aflivning af dyr i virkeligheden ikke endnu mere skummel og perverteret? Apropos det, at se "splinten i din broders øje", men ikke "bjælken, der sidder i dit eget øje"...
 
Vores indre sårede rovdyr
For at retfærdiggøre os selv, begynder vi at lave en mere eller mindre absurd skelnen mellem dyr - som om nogle dyr har mere værdi end andre og fortjener vores omsorg mere end andre. Pattedyr, som vi jo selv hører til, er absolut de mest foretrukne på værdilisten, fordi de er de "sødeste". Men vi spiser stadig pattedyr, også intelligente pattedyr.
 
Hvorfor synes vi, at det er okay at spise én slags pattedyr, men ikke en anden slags pattedyr? Et liv er et liv, er det ikke? Hvorfor skulle f.eks. tamme dyrs liv være mindre værd end vilde dyrs liv? Er den eneste forskel ikke bare, at tamme dyr blot er uheldige at være blevet født ind i et århundrede, hvor udnyttelse og slaveri af disse former for dyr har udviklet sig til det mest omfattende endnu i menneskehedens historie? Men betyder det, at så er det mere "naturligt" eller etisk acceptabelt at dræbe og spise disse dyr?
 
Hvad er det, der virkelig sker her? kunne man spørge. Er det det, at vi - i vores stræben efter at udrydde alt ondt i denne verden - væmmes så meget ved reminiscenserne af rovdyret i os - vores egen natur - at når vi ser andre udspille det, vi ikke accepterer i os selv længere, så bliver vi vrede? Projicerer vi bare vores angst og frustrationer over vores egen håbløse fremmedgørelse fra vores naturlige selv, over på andre, som repræsenterer det, vi hader at indrømme er en del af vores egen natur som mennesker? Meget bekvemt for os, åbner disse hændelser en ventil, hvorigennem vi kan frigøre den indestængte damp.
 
Flugt fra den dårlige samvittighed
Bottom line: Mange har det så ubehageligt med det faktum, at blod skal udgydes, for at vi kan få kød på bordet, at vi nu trodser og udfordrer naturens love og forsøger at finde veje ud af denne 'onde' cyklus af liv og død, som i milliarder af år var helt naturlig. Den første idé, der falder én ind, er dette: Hvorfor spiser vi ikke bare planter alle sammen? Det ville løse problemet, ville det ikke? 
 
Og så igen ... det er en problematisk vej at gå, fordi det går imod millioner af års evolution. Og ville det i sig selv løse vores etiske dilemma? Kunne det ikke bare føre til yderligere spørgsmål? For på den anden side: Hvad får os til at tro, at det er okay at dræbe og spise en slags levende væsener - så som planter - og ikke en anden slags levende væsener- så som dyr? Har planterne ikke også viljen til at leve - ligesom dyrene? De har ingen chance for at forsvare sig. Er det okay for os at drage fordel af det?
 
Jeg spekulerer på, hvad der ville ske, hvis folk fandt beviser på, at planter også har noget, der ligner følsomhed, følelser eller endda en form for intelligens. Måske skulle vi kun spise moden frugt, der er faldet ned på jorden og er ved at dø alligevel ...
 
Spøg til side. Hvad hvis vi blev vegetarer alle sammen, eller hvis vi - som de intelligente væsener, vi er - fandt måder at bare spise mad, der var 100% syntetisk fremstillet? Ville det virkelig ændre noget? Er det ikke bare en anden side af samme mønt? Handler det hele ikke bare om at forsøge at finde en smart måde at flygte fra vores egen selvskabte dårlige samvittighed over, at vores brød er andres død?
 
Modsætter sig øko-systemet 
Her til sidst: Det er svært at leve op til de moralske standarder, nogle mennesker har udviklet i dag. Det synes næsten umuligt at spise noget uden at føle sig skyldig på en eller anden måde eller at få dårlig samvittighed over noget. Men hvis vi virkelig, seriøst, gjorde noget for at finde alternative fødekilder, der kunne accepteres som etisk "korrekte" i dag, ville det ikke bare være det samme som at modsætte sig rammerne for, hvordan hele økosystemetfungerer - og altid har fungeret?
 
Hvad med det faktum, at dyr spiser hinanden, ligesom de altid har gjort? Er det også "umoralsk", når dyr gør det? Hvorfor skulle dyr have denne "ret " til at forårsage andre dyrs død, hvis mennesket nægtes de samme "rettigheder"? Det er hjernevridende til det absurde. Hvis vi skal være konsekvente, bør vi så ikke også forhindre dyrene i at påføre andre smerte og forhindre dem i at spise andre?
 
Men hvad ville der ske med økosystemet, hvis vi gennemførte dette og virkelig forsøgte at implementere en sådan idé? Er det muligt at udrydde alt "ondt" - al angst, al smerte, al død - i denne verden? Vil vi ikke bare tippe naturens balance over og forårsage en katastrofe, i stedet for den utopi, vi drømmer om, hvis vi gik for langt i den retning?
 
Hvad gør os mennesker i dag - i den relativt meget korte periode, vi har vandret på denne klode siden tidernes begyndelse - så specielle og så anderledes, at vi er nødt til at ændre på noget så fundamentalt naturligt som livets og dødens cyklus? Er det okay? Jeg spørger bare.
 
Hvad beskytter vi børnene fra?
Giraffen Marius blev dræbt for at holde balance i girafbestanden, ganske simpelt. Der er i virkeligheden ikke så mange ben i det. Det er det mest fordelagtige for bestanden som helhed. Marius skulle dræbes - og så kunne man ligeså godt benytte sig af situationen til at lære ungerne noget om, hvordan naturen er skruet sammen. Og løverne kunne få serveret noget godt kød, som er helt naturligt for dem at spise. I virkeligheden en win-win situation for alle andre end Marius selv, som dog er død - og derfor ikke ved noget om, at han er taberen.
 
Men denne rationelle måde at forholde sig til den slags på, betragtes som ond kynisme, der for alt i verden må skjules for vores børn, så de stadig kan lulles ind i candy floss og Disney-dyner med søde små Bambi-figurer på. Men hvad er det, vi vil beskytte børnene fra? Hvad er det for en curling-generation, vi får ud af det? Gør vi ikke bare børnene en bjørnetjeneste ved at skjule livets og dødens realiteter for dem og sygeliggøre det naturlige? 
 
Hvis vi således undertrykker det, der er naturligt, og sætter det i skammekrogen, risikerer vi så ikke bare at skabe en kunstig, falsk og forvredet verden istedet, der i længden vil gøre os allesammen syge. For det naturlige forsvinder jo ikke ved at feje det ind under gulvtæppet. Før eller siden trænger det igennem sprækkerne, sandsynligvis på syge og perverterede måder, fordi vi jo er opdraget til at frygte og hade det naturlige. Dét lyder ikke som nogen rar verden at leve i.
 

Giv din stemme

58 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Kom godt i gang med mobilvideo

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Praktikant

Frist: 20. juli

Kommunikationskonsulent

Frist: 2. juli

Digital Marketingchef

Frist: 13. juli
Se alle job Indryk job

Kom til K-dag om Facebook

Lær Facebooks vigtigste og nyeste funktioner

29. august

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.