Inspireret af Lene Gammelgaards Netto-pose på Mount Everest hev jeg T-shirten med DS-logo frem på toppen af Kilimanjaro. Hvad gør man ikke for at profilere sin organisation, når man går ind for sagen eller tror på produktet?

Jeg fryder mig over ordets genkomst på nettet. Ikke et ondt ord om flash, streaming, podcasting osv. – jeg fryder mig også over det multimediale slaraffenland. Men at så teksttungt et medie som bloggen boomer, er en herlig form for historisk ironi, der glæder os læseheste og skrivenørder.

Verden var nemmere dengang man var informationsmedarbejder - man gav folk budskaber, man oprigtigt mente de havde brug for og fromt troede de labbede i sig. Men verden er sjovere nu, hvor man er kommunikationsmedarbejder, der er nødt til at lægge en strategi - man ved godt, at folk ikke har brug for budskaberne, og at de rask væk spytter dem ud, hvis de overhovedet smager på dem. Det fascinerer mig, når kommunikationsfolk overgår hinanden i opfindsomhed for at nedbryde folks budskabsresistens. Hvis de altså selv brænder for budskabet eller i det mindste sympatiserer med sagens kerne. Hvis det kun er for at mærke strategisuset eller få et spin-kick, kan jeg gribe mig selv i at blive forarget.

Budskaber og måden, de serveres på, hænger sammen. Det ved ethvert barn. De skal smage af noget og må for Guds skyld ikke være ferske, klæge eller dovne. Livet er for kort til kommunikationsmæssige metervarer.  Lykkes det at skrive en tekst med nerve, glimt i øjet og underforbrug af klicheer, der samtidig er troværdig og klart kommunikerer noget, der er interessant eller vigtigt for nogen, har arbejdet ikke været omsonst - især hvis lixtallet hverken er for højt eller for lavt, og metaforerne hverken er søgte eller selvdøde, men sigende og gerne sjove.