Tina Lindharth
Rasmus Lynghøj Christensen
Anders Koch
Mona Ægidius
Eline Holm
Marie Valentin Beck
Jakob Nordentoft
Peter Udsen
Christoffer Grann
Jonas Ingvardsen
Agnete Stoffregen
Helena W. Ishøy
Ole Munk
Anders Witzel
Søs Righolt Ilum
Kasper Juul
Peter Djurup
Kristina Neel
Lisbeth Langwadt
Pernille Volder Lund
Sara Falby
Magnus Fredrikson
lea christensen
onsdag d. 11. januar 2006
Du har mulighed for at skrive en kommentar til din anbefaling, dette er valgfrit.
Gem Annuller

Gem som link:

Share on Facebook
Delicious
Post to MySpace!
Stumble It!

Tags

Ingen tags

Anbefalinger (0)

Ingen anbefalinger

Nyt fra ”Instituttet”

Timme Bisgaard Munk
Erasmus Montanus beviste engang, at morlille var en sten, fordi hun ikke kunne flyve. Nu er morlille ikke længere end sten. Hun er forsvundet. Ny undersøgelse fra ”Instituttet” for fremtidsforskning forudsiger, at en lang række job og begreber vil uddø. Ifølge en større undersøgelse fra ”Instituttets” ”ekspert” i truede begreber og jobfunktioner, cand.polit & H.D i Finansiering og Kreditvæsen Niels Bøttger-Rasmussen, er døden kommet til alt fra P-vagter til fængsler. I samme åndedrag kan eksperten også bekræfte, at kærligheden vil dø inden for de næste 15 år. Som han udtaler til Berlingske og Tv2, vil det romantiske forhold nemlig mere og mere komme til at ligne en jobsamtale. Desværre tyder alt på, at ”Instituttet” vil overleve i fremtiden. For vi mennesker er nok trætte af kærligheden om 15 år, men så sandelig ikke af nyt fra ”Instituttet”.

 

Da ”Instituttet” blev vores triste skæbne

Ærgerligt. For hvor ville det være rart, hvis vi i fremtiden kunne slippe for dette sammenrend af samtalekøkkeneksperter, reklamebureau-snik-snak og popsociologiske kaffegrumsanalyser, som vi får stoppet ned i halsen dag efter dag. Det er jo et middelmådigt trendbureau, som har hijacket fremtiden med den danske befolkning som gidsler. Det har fyldt så meget i medierne på så svagt et grundlag på en irriterende måde i, hvad der føles som en evighed. Nogle gange virker det, som om der står på alle landets nyhedsredaktioner: I tilfælde af manglende ideer, tilbring en nat på Hovedbanegården blandt de hjemløse eller ring til ”Instituttet”. For aldrig har så få mennesker med så ligegyldige analyser betydet så lidt for så mange.

 

Jeg tør slet tænke på hvad store dele af den danske befolkning ville have gjort for år tilbage, hvis de var blevet bekendt med, at ”Instituttet” for fremtidsforskning ville beslaglægge timevis af tv-interviews og millioner af spaltemilimeter de næste 30 år af deres liv. Det er nemlig en af de få triste forudsigelser, som blev vores allesammens alt for nærværende fremtid.

 

Drømmen om Drømmesamfundet

Det eneste, man dog kan glæde sig over som uvildig iagttager af ”Instituttet”s lange historie, er, at vi danskere forhåbentlig er sluppet af med den forfærdelige pseudo-sociologiske teori om Drømmesamfundet, som ellers er oversat og spredt ud i verden som en klam computervirus. Drømmesamfunds-eksperten har nemlig haft så stor succes med at sælge sin ”teori”, at han har kunnet skabe sin egen varmluftballon at flyve væk i. Større drøm kan man naturligvis ikke få opfyldt end at forlade ”Instituttet” for skabe en ny metastase af et snik-snak ”Institut” – naturligvis under navnet The Dream Society.

 

McFremtiden

Hvorfor dog angribe dette åndelige fyrtårn af festlige ”eksperter” til enhver lejlighed? De har jo oven i købet et såkaldt medlemsblad, hvor videbegærlige reklamebureauer og nysgerrige medlemmer kan læse mere om ”Instituttets” knivskarpe analyser af fremtidens push up underbukser til mænd.

Ja, man kan blive helt flov, når man tænker over, hvilke hæderkronede danske virksomheder og offentlige myndigheder der har valgt at betale i dyre domme for McFremtiden.

 

”Instituttet” er en OMer

Sagen er, at det simpelthen ikke er godt nok.”Instituttet” er en OMer. Deres analyser kan ikke falsisiferes. De er tautologiske og altid sande på den ene eller anden måde. Deres arbejde er Godmorgen Danmark-videnskab. Det er vor tids Erasmus Montanus Institut, og de fortjener ikke at være det i fremtiden. De fylder kort sagt for meget med for lidt. Det vi har brug for, er i stedet at se på fortiden for at forstå fremtiden. Som et russisk ordsprog fra Stalintiden så præcist har formuleret det: Det er ikke fremtiden der er uforudsigelig. Det er fortiden.

Nyttige links

Folk, der anbefaler 'Nyt fra ”Instituttet”'

Der er ingen, der har anbefalet 'Nyt fra ”Instituttet”' endnu. Vær den første!

Du har mulighed for at skrive en kommentar til din anbefaling, dette er valgfrit.
Gem Annuller

Gem som link:

Share on Facebook
Delicious
Post to MySpace!
Stumble It!

Kommentarer (16)

Af: Axel Olesen / onsdag 11. januar 2006

Kære Timme Bisgaard Munk

Du håber måske på et svar fra Instituttet for Fremtidsforskning på dit indlæg. Da det samtidig virker som om du er i lidt dårligt humør, vil jeg da gerne forsøge at glæde dig, selvom en kommunikationsrådgiver sikkert ville sige, at det klogeste ville være at negligere den slags.

På Instituttet er vi glade for og overraskede over den megen omtale af zombierne, som der har været i de seneste dage. Det kunne da have været interessant med et bud på, hvorfor netop et sådant emne optager så meget lige nu. Vi er naturligvis også altid glade for kommentarer til vores budskaber.

Det er da sådan set også smigrende, at Instituttet kan vække så stærke følelser.

Men indholdet i dit indlæg er – indrømmet - også langt mere revolutionerende end konklusionen på vores rapporter, nemlig at ikke alene Instituttet og dets medarbejdere (og det er jo selvfølgelig i sig selv diskvalificerende at være cand.polit. og HD), men også vores kunder, medlemmer, medierne og dele af den danske befolkning enten er meget uintelligente og/eller ofre for det snedige komplot, der ligger bag Instituttet for Fremtidsforskning – en revolutionerende konklusion.

I øvrigt held og lykke fremover med Kommunikationsforum, som er et flot site og næppe en zombie (og det var ikke ironi).

Af: Nikolaj Stig Nielsen / onsdag 11. januar 2006

Hvad er det for noget vrøvl med, at IFFs analyser er værdiløse, fordi de ikke kan falsificeres? IFF forsøger ikke at sælge sig selv som spåmænd (jeg troede kun, det var de dummeste journalister, der troede det...) Den vare, som IFF sælger til deres kunder (hvoraf et lille mindretal er reklamebureauer), er beskrivelser af muligheder. Fremtiden skabes naturligvis af menneskelige valg og beslutninger, og IFFs arbejde går vist ud på at synliggøre nogle åbne muligheder - at levere input til kundernes strategiarbejde. Og strategier behøver da for hulen ikke at være bygget på falsificerbare teorier om fremtiden! Pointen i en strategi er vel, at den falsificerer eller verificerer sig selv hen ad vejen - det begynder med, at man erkender nogle muligheder.

Om de seneste avisskriverier skyldes et vildskud fra instituttets side eller, at nogle journalister som sædvanligt har forvekslet en fremtidsforsker med en spåmand, ved jeg ikke. Ulideligt er det at lægge øre og øje til - helt enig!men uanset hvad, synes jeg, det er for ringe et grundlag til at kræve instituttet nedlagt på stedet. Der er trods alt tale om en kommerciel virksomhed, som finder sin egen beretiggelse på et frit marked.

Men det er dejligt at læse en tekst, drevet af (selv)retfærdig harme. Friskt og veloplagt. Men vist ikke helt i plet i forhold til virkeligheden.

Af: Roy Langer / torsdag 12. januar 2006

Kære Axel Olesen og Nicolaj Stig Nielsen,
jeg har med stor interesse fulgt debatten. Som udgangspunkt ville jeg ikke blande mig - men denne arrogance og strategien om modangreb på kritikeren er vist en anelse for meget...:

Noget, som enhver HD'er eller cand.scient.polit'er - selvom hun/han i dag kalder sig adm. dir. - burde have lært, er at skelne imellem dygtig formidlingsevne (formen) og indholdet (substansen).

Noget, som enhver HD'er eller cand.scient.polit'er også burde have lært - selvom hun/han i dag kalder sig adm. dir. - er kendskab videnskabelig metode og publicering i anerkendte peer-reviewede og ratede internationale tidsskrifter for at verificerede sine forskningsresultater.

Noget, som enhver HD'er eller cand. scient polit'er som rekvirent af rapporter, foredrag el. lign. skal kunne leve op til, er at kunne vurdere kvaliteten af bidragene, man inviterer til.

Undertegnede ønsker ikke at gøre sig klog på, om Institut for Fremtid - sforskning? lever op til dette.

Men jeg noterer mig - i lighed med Timme Bissegaard Munk - at drømmesamfundet vist mest fandtes i instituttets drømme.

Det er Institut for Fremtid (s-forskning?), der har et forklaringsproblem. Som forsker ønsker jeg peer-reviewed international anerkendelse af instituttets erkendelser, inden jeg begynder at tro på dem.

At mange af instituttets kunder tilsyneladende ikke er ret meget klogere end instituttet selv, er vist ikke tilstrækkelig dokumentation for, at instituttets undersøgelser, og her specielt om drømmesamfundet, holder vand.

Indtil da foreslår jeg, at Institut for Fremtidsforskning skifter navn til Institut for Fremtidsdrømme eller Institut for Fremtidshistorier.

Med venlig hilsen

Roy Langer

Af: Claus Buhl / fredag 13. januar 2006

Det har altid været en torn i øjet for universiteterne at et trendbureau, som Timme så præcist formulerer det, har tilladt sig at kalde sig for et institut, der bedriver forskning om fremtiden. Det har muligvis ret til at gøre det, fordi ordene institut og forskning ikke er beskyttede, men ikke legitimitet til det af det akademi, som sætter andre standarder for viden, end trendbureauet gør.

Problemet stikker imidlertid dybere end som så. Sagen er, at universitær forskning i al overvejende grad er bagudrettet. Og at den viden, der dermed fabrikeres i al overvejende grad angår emner, som allerede er kendte. Ganske som Timme hylder et fokus på fortiden, så kræver Roy Langers publiceringskodex, at man i sine artikler forholder sig til det, som tidligere er bedrevet af forskning inden for det emne, man nu beskræftiger sig med.

Det kan det siges meget godt om – vi har rigtig meget at takke den slags viden for. Men en af de slagsider, som det bagudskuende blik afstedkommer er, at fremtiden er noget, som sker med os på baggrund af de fremanalyserede forhold i fortiden. Snarere end noget, vi har indflydelse på at designe fremdadrettet. Tager man det udgangspunkt, altså at fremtiden (også) kan designes, så er man nødt til at udvikle en anden slags viden som er komplementær til den analytisk bagudskuende. Hvis fremtiden ikke alene er et produkt af fortid og nutid, men også kan skabes, så er man nødt til at danne sig nogle fremtidsbilleder. Kreativ viden, kunne man kalde det, som bl.a. sætter os i stand til at foretage os noget nyt.

For at kunne finde på noget nyt, er vi nødt til også at gøre os nogle forestilinger om fremtiden. Og også gøre os nogle forestillinger om en fremtid, som ikke ligner hverken fortiden eller nutiden. Fx ved at parre felter som ellers ikke parres i nutiden eller fortiden. Den slags kreativ viden ville næppe slippe igennem et peer-review i Journal of Research, men kan alligevel være overordentlig nyttig. Som fx dengang nogen parrede viden om computere med en forestilling om at fremtidens supermarkeder ville bo på harddiske – og lavede en iPod-iTunes virkelighed.
Mie Femø Nielsen

Af: Mie Femø Nielsen / lørdag 14. januar 2006

Alt det der fremtids"forskning" er vel bare for sjov og for penge, er det ikke? Et forsøg på at efterligne Popcorns succes med sit krystalkuglefirma, der solgte spændende analyser til marketingafdelinger i store amerikanske firmaer. Det er svært at have noget imod kreative måder at være selvforsørgende på. Så god vind med det.

Men jeg må nu rynke brynene, når Axel Olesen, der er adm. direktør for Instituttet for Fremtidsforskning, skriver til i svar til Timme: "På Instituttet er vi glade for og overraskede over den megen omtale af zombierne, som der har været i de seneste dage. Det kunne da have været interessant med et bud på, hvorfor netop et sådant emne optager så meget lige nu."

Ja, uha, hvor er de overraskede på IFF. Glade, tror jeg på, men overraskede? Det stiller jeg mig lidt skeptisk over for efter at have læst følgende i IFF's eget nyhedsbrev:

...........
What's up 2006? 18. og 19. januar 2006
På forårets første temamøde gentager vi succesen "What's up 2005?" og stiller skarpt på udfordringerne i 2006. Et team af fremtidsforskere kommer med bud på en række nye vigtige tendenser og bringer en vurdering af, hvad der går frem, og hvad der er på retur. Kom og hør om de begivenheder og udviklingstendenser inden for forbrug, politik, samfunds-udvikling, økonomi og teknologi, som vi mener vil være med til at skabe din verden i 2006. Der vil være plads til diskussion og spørgsmål, og vi spørger dig om din holdning til det nye år via en elektronisk afstemning.

Læs mere og tilmeld dig temamødet her
...........

Altså, man lever af at fodre marketingfolk, og man viser, at man selv kan finde ud af at markedsføre sig. Fint nok. Jeg ønsker til lykke med det store gennemslag også i år i medierne. Hvad skal den "overraskelse" så til for?

Nå, det ser ud til, at IFF snart vil levere "et bud" på det. Godt nok. Bare jeg ikke skal betale for det.
Lars Konzack

Af: Lars Konzack / onsdag 18. januar 2006

Fremtidsforskning er et ganske hæderligt hverv, der desværre sagtens kan bedrives uhæderligt. En af de største udfordringer for fremtidsforskningen i disse år er at forstå forskellen på fremtidsforskning og science fiction.

Jeg har lige stor respekt for begge dele - undtagen, når de blandes sammen.

Science fiction må gerne lave endog kvalificerede gæt på fremtiden, men i sidste ende skal science fiction-genren bedømmes på sine æstetiske kvaliteter - ikke på hvorvidt de forudsagde det ene eller det andet.

I modsætning hertil er fremtidsforskningens opgave ikke at kaste om sig med vilde ideer, der kan være nok så æsteticerede. Derimod er det fremtidsforskningens ypperste opgave at prognosticere fremtiden så godt som det nu engang lader sig gøre. Fremtidsforskningen skal altså netop bedømmes på, om det lykkedes at prognosticere fremtiden ud fra de præmisser, der ligger til grund for fremtidsfremstillingen.

Fremtidsforskning er en metodisk disciplin. Derfor bliver jeg også ærgerlig hver gang Institut for Fremtidsforskning lader hånt om disciplinens teori og metode. Eksempelvis bygger ideen om drømmesamfundet på en klar misforståelse af, hvad der ligger til grund for industrisamfundet og infomationssamfundet.

Ligeledes er deres ideer om "creative man" snarere fremtidsmytologi end ordentlig videnskab. Det var heller ikke Institut for Fremtidsforskning, der forudså dot.com-bølgens kollaps, selvom det var åbenlyst, hvad der var ved at ske, hvis man havde gidet lave en seriøs analyse.

Hvad kan det skyldes?

Da Institut for Fremtidsforskning er et privat foretagende gælder det om at gøre sig synlig i mediebilledet for at få kunder i butikken. Derfor forkommer det besnærende at fremkomme med voldsomme forudsigelser i medierne. På samme vis er det besnærende at tale erhvervsledere efter munden, når en analyse skal lægges for dagen.

Dette er sandsynligvis en profitabel strategi, men den er ikke videre givtig i et videnskabeligt lys.

Jeg er sikker på, at der foregår seriøs og hæderlig forskning på Institut for Fremtidsforskning, men det er ikke det image, som fremstår i offentligheden. Her er fremtidsscenarierne desværre præget af den lette hånd og de smarte bemærkninger.

Af: Roy Langer / torsdag 19. januar 2006

Kære Claus Buhl,
det første, jeg naturligvis må spørge efter, er oplysninger om dine evt. interesser i denne sag: Har Buhl unLtd. en eller anden form relationer til IFF? Har I hyret/brugt IFFr? Er I kunder hos hinanden? Eksisterer der personlige relationer? Er der nogen som helst relationer mellem Buhl unLtd. og IFF?

Det andet, jeg naturligvis må konstatere, er, at du efterhånden er kendt for at de af dig kaldte ”akademikere” på universiteter er en torn i øjet hos dig. Dit svage punkt er m.a.o. forskere, der søger at leve op til traditionelle validitets- og reliabiltetskriterier, og som udsætter deres analyseresultater til vurdering i internationale tidsskrifter, inden resultaterne offentliggøres.

Jeg vil ikke rode rundt i din personlige historie, som man i antikken vist kaldte en tragedie. Og jeg skal - uden at kunne udtale mig om nærmere omstændigheder - bestemt være den første til at beklage, at du efter eget valg forlod Handelshøjskolen i København.

Sådan en som dig ville jeg selv i min tid som ph.d.-studerende gerne have kendt - og sådan en som dig har vi også brug for i dag - ikke mindst efter din nye bog, som jo trækker stort på akademisk forskning.

Når alle høflighederne er overstået, så vil jeg sige, at dit hoved-angreb på universitetsforskning bag angrebet for dit forsvar for IFF ikke kan retfærdiggøres som sådan. Min kritik vedrørte ikke interessen i fremtiden som sådan, men derimod metoderne for at udforske den. Hvornår har IFF sidst anvendt socio-økonometriske analyser i sine forecasts eller tilbudt at blive kigget i kortene? Hvor er IFF's analyseresultater tilgængelige, når det gælder udsagn som at parforhold bliver ren forretning?

Min pointe er: hvor meget skyldes dit svar og dine sidehug til universitetsforskningen dit eget anspændte forhold til universitetsverdenen som sådan (jf. dit interview i Civiløkonomen 12/05)? Har du ikke blot ondt i røven over din egen biografi, Claus? Eller har Buhl unlimited et eller andet i klemmen i forhold til IFF? Eller har du aflært dig validitets- og reliabilitetskriterier, da du skiftede til det private erhvervsliv?

Som udgangspunkt kan jeg ikke se, hvorfor der skal anvendes forskellige bedømmelseskriterier, når det gælder gyldighed af udsagn fra hhv. privat og offentlig forskning. Jeg er træt af at lægge ører til private konsulenters udokumenterede og uverificerede påstande. Og jeg er træt af, at ligeså dumme rekvirenter betaler en formue for den slags. Der er så ofte ingen pålidelighed og gyldighed bagved - og jeg er træt af en branche, hvor dummernakker med smuk udseende og ikke ret meget i hovedet scorer klatten som konsulenter.

Hvis sidstnævnte ikke irriterer dig, hvorfor i alverden angiver du så dit lektorat på tidligere Handelshøjskolen som introduktionspunkt i dine personlige præsentationer? Kan dette ikke betegnes som snylte-stragi?

Jeg inviterer til møde for at bløde op på dette - ikke mindst fordi jeg efter din nye bog er overbevist om, at netop du kunne fungere som brobygger mellem erhvervsliv og universiteterne. Men immervæk: hvad motiverer, at din interesse i fremtiden (som vi deler) leder frem til et forsvar for IFF?

Forudsætningen for sådan et møde er, at du holder op med at spytte galle over en tabt sag.

Roy

Af: Roy Langer / torsdag 19. januar 2006

IFF forfølger tilsyneladende strudse-strategien. Men det hjælper ikke, for nu har vi taget fat i "forskningen" på Institut for påstået fremtid - "sforskning". Der, ligesom Buhl gør det nu i kraft af en enkelt bog der primært beror på oplæsning - påstår at bedrive unik forskning.

Må jeg hermed gøre Axel Olesen og IFF som helhed gøre opmærksom på, at at IFF's svar på de mangfoldige kommentarer på siden møder stor opmærksomhed?

Dette gælder ikke mindst påstanden om, at IFF bedriver forskning. Som Buhl bemærkede, er "forsker" ikke nogen beskyttet titel - men det betyder vist ikke, at alle og enhver kan kalde sig forskere - dette gælder IFF og dette gælder vist også Buhl.

Bedste hilsner,
Roy Langer

Af: Claus Buhl / fredag 20. januar 2006

Kære Roy.
Det var mange spørgsmål, jeg nupper et par af dem. Nej, hverken jeg eller buhl UnLtd har nogen relationer til eller interesser i IFF. Jeg kan godt se, at når jeg forsøger mig med et forsvar for en interesse i fremtiden i en tråd, der er startet omkring IFF, at det kan ses som et forsvar for IFF. Det var nu ikke meningen. For mig var det en anledning til at sige, at man ikke skal skylle barnet ud med badevandet. Og det følgende handler derfor ikke på nogen måde om IFF.

Mit indlæg var også en anledning for mig til at sige, at vi har brug for mange slags typer af viden, hvis vi ønsker at interessere os for fremtiden, som noget vi også kan være medskabere af. Jeg er ikke ude med riven efter validitets- eller reliabilitetskriterier som sådan. Hvis jeg er ude med en rive, så er det i forhold til det naturvidenskabelige publiceringsparadigme, som i disse år blæser gennem samfundsvidenskaberne og humaniora. Jeg føler mig ikke overbevist om, at det vil fremme kvaliteten af vidensudviklingen, at samfunds- og humanioraforskere producerer artikler, som var de naturvidenskabsfolk. For mig kan kvaliteten af en samfundsvidenskabelig eller humaniora-forskning udtrykkes ved hvor megen anden forskning og praktisk viden, den har sat i gang hos andre. Og historisk inden for samfundsvidenskaberne og humaniora, så er det ikke så meget artikler som bøger og monografier, der har sat gang i andre. Og nu forsøger jeg mig med et stykke fremtidsforudsigelse: Det tror jeg, det vil blive ved med. For det er nye teorier, som er i stand til at rykke ved andre. Og det er derfor, at jeg tillader mig at kritisere det, som foregår på universiteterne. Fordi jeg er stakeholder, og fordi den fremtid, jeg agter at leve i, kun kan blive bedre, hvis der er nogen som tænker nyt. Og med nyt i en samfundsvidenskabelig sammenhæng mener jeg udvikler nye teorier, snarere end laver endnu en empirisk undersøgelse af et allerede kendt fænomen. Teorier er jo måder at tænke på. Og jo bedre vi er til at tænke, jo bedre kan vi få indflydelse på fremtiden.

Og her kommer så sidste forklaringforsøg ift til mit forrige indlæg. Det at tænke nyt, for derigennem at være medskabende på fremtiden, kræver også andre former for tænkning og andre former for viden end dem, som dyrkes på universiteterne. Og igen, dette siger jeg ikke fordi jeg skulle have et anspændt forhold til universitær viden, men fordi der er grænser for den universitære viden. Grænser som vi i masser af sammenhænge har glæde af (jeg er fx glad for at min praktiserende læge holder sig til sit fag, når jeg kommer op til hende med ondt i halsen). Men også grænser vi i andre sammenhænge har brug for at bryde. Og for at bryde sådanne grænser må der anderledes viden og tænkning til, som i mit iPod-eksempel før. Det kunne blive starten for et forvar for kreativ tænkning, som komplementær til akademisk tænkning, men det må blive en anden gang. Mange venlige hilser, Claus

Af: Thor Hvidbak / fredag 20. januar 2006

Kære debatdeltager og andre fremtidsinteresserede,

Interessant debat, som jeg først lige er blevet opmærksom på, hvorfor jeg vil tillade mig at gå lidt på tværs af indlæggene og orientere mig efter de centrale substantielle temaer (således diskvalificeres Axel Olesens indlæg desværre allerede fra starten af). Jeg har selv forsket lidt i fremtids"forskning" og kan afsløre, at IFF ikke er alene - der er en bifurkation af tossede foretagender inden for "professionen" (fx Selskabet for Fremtidsforskning og futuria.dk).

Der er måske to idealtypiske forestillinger om fremtidsforskning på spil i indlæggene:

1) For at kunne sige noget frugtbart og interessant om fremtiden, skal man først forstå, hvordan det nuværende samfund er opstået, forstå dynamikkerne bag samfundsforandringer, forstå sig på metoder for samfundsanalyse osv. (herunder hører det prognosticerende perspektiv [LK] og idéen om kumulativ forskning og videnskabelige standarder [RL]). Lad os kalde dette syn for det prognosticerende perspektiv.

2) For at kunne overskride det nuværende samfunds patologier må man tænke ud over (eller på tværs af, jf. CB) eksisterende og fortidige analyser/dynamikker/teorier - som det hedder sig i kunsulentterapeuternes lingo: "thinking out of the box". Rolf Jensen er også fortaler for dette perspektiv, og i søndagens interview i Deadline 2. sektion argumenterede han for, at universitetsuddannede eksperter jo nødvendigvis måtte være eksperter i det bestående (fremtidsforskere har tilsyneladende en vis fascination af tautologiske argumenter, jf. TBM), hvorfor de ikke kan sige noget om fremtiden (Jes Stein drillede dog Rolf lidt ved at spørge, hvordan man så som selvbestaltet futorolog kunne være ekspert i noget, der ikke eksisterer (endnu?); den morsomme udsendelse kan stadig streames fra dr.dk). En særlig form for ironi er romantikkens, hvor man jo havde et ironisk forhold til den konkrete realitet, der blot kunne bruges som afsæt for drømmeri og fantaseren (man havde dog ikke et ironisk forhold til sig selv, jf. således Morten Albæk o.lign., der på linje med IFF synes at have et ironisk forhold til deres samtid, som de så bruger som afsæt for drømmeri, der dog efterfølgende markedsføres som mere end drømmeri). Nuvel, argumentet bag dette perspektiv er kort sagt forestillingen om, at man helst ikke skal vide for meget om nutiden og fortiden, for da vil man blot prognosticere disse idéer ud i fremtiden og ikke evne at tænke nyt/kreativt. Lad os kalde dette syn for det romantiske genis perspektiv.

Hvis vi ser på IFF o.lign., vil jeg nu hævde, at man sætter sig mellem disse to stole - med uheldige følger.

Ad 1:
På den ene side appellerer man til trends, laver prognoser osv. (om end på en lidet videnskabelig måde). Ofte ser man også fremtidsforskere parafrasere banal popsociologi (især Beck og Giddens). Rolf Jensens centrale banaliteter synes stjålet fra Ingleharts - nu til dels diskrediterede - 1973-studie i (post)materielle værdier. Næppe synderligt fremadskuende.

På P1 og P3 blev der for et par uger siden bragt et interview med én af de ansvarlige bag IFFs skøre zombie-fremstød. En skeptisk radiovært spørger: "Hvordan finder I på det her? Er det bare noget med at brainstorme over en spand kaffe?" - svar: "Ja, det er det faktisk. Men vi tager dog også højde for de tre megatrends individualisering, globalisering og digitalisering". HURRA! Disse såkaldte megatrends er så plastiske, at alt kan pseudolegitimeres med henvisning til dem. Men vi noterer os endnu et forsøg på fremstille IFFs arbejde som en del af en videnskabelig diskurs.

D. 3. november var Rolf Jensen i Go'Morgen Danmark, hvor han bl.a. fortalte, at den vigtigste nyskabelse om 30 år ville være 3D-kopimaskinen (hvor blev de flyvende biler af?). Til sidst i interviewet spurgte Meyerheim ham så: "Nu er det ikke bare noget, du sidder og finder på, vel?", hvortil Rolf Jensen svarende, at han da byggede på "tunge data" fra Danmarks Statistik samt uspecificerede internationale holdningsdata (måske World Value Survey). Herefter sagde han ordret: "Og så lægger man bare linealen på!". Hertil vil jeg blot bemærke, at så længe det bare drejer sig om banale fremskrivninger, vil jeg hellere stole på én, der rent faktisk ved noget om den slags (jf. LK).

Ad 2:
På den anden side er det tydeligt, at man også bestræber sig på at transcendere det videnskabelige, fx ved at komme med vilde gæt fra hoften (eller anden legemsdel), ved at brainstorme over en spand kaffe eller ved at lave analyser, der følger skemaet "her er en sjov tendens, i fremtiden gør alle sådan" - eller det beslægtede "siger-helt-vildt-meget-om-samfundet"-skema (netdating siger vildt meget om det moderne og lignende idiotiske udsagn; dette skema har desværre dog også inficeret sociologien).

Hvor det prognosticerende perspektiv kan give anledning til et konservativt bias, kan det romantiske genis perspektiv omvendt føre til en naiv begejstring over ligegyldigheder, som man ophøjer til spådomme om fremtidens samfund som sådan.

Skræmmebillede: tjek sektionen "What if-analyser" på futuria.dk.

Dels kan man være skeptisk over for det kognitivt plausible i forestillingen om, at jo mindre man ved, jo bedre er man til at komme med spådomme (ikke-forårsagede tanker kræver jo netop den guddommelige inspiration, vi kender fra romantikkens geni).

Dels kan der være en risiko for, at hvis man insisterer på at vide meget lidt om det eksisterende, så kan man let blive offer for den naive begejstring, der kan følge af at iagttage nye ting og narre sig selv til at tro, at digitaluret markerer et brud med det forudgående samfund. Jf. følgende citat fra promo-materiale for Creative Man:

"Har du en fornemmelse af, at der er ved at ske noget? At vi netop nu oplever at vores samfund er på vej mod en større forandring? Føler du, at vi er på vej mod en ny samfundslogik? Du har helt ret!"

Et glimrende eksempel på "alt er radikalt nyt"-syndromet.

Jeg vil ikke udelukke, at det kan være frugtbart at arbejde med tværgående kreative og innovative hypoteser, som CB plæderer for. Der er meget konservatisme og skolastik i universitetsverdenen.

Men jeg mener, at det romantiske genis syndrom bygger på en katastrofal fejlslutning.

Fremtidsforskningen sætter sig mellem to stole og formår således hverken at lave solide og frugtbare prognoser eller at præstere genuint (geniale?) spådomme.

Fremtiden synes desværre at lade vente på sig, men imens kan vi i det mindste håbe på, at de nutidige fremtidsforskere vil tage til genmæle.

Mvh Thor Hvidbak

Af: Claus Buhl / søndag 22. januar 2006

Hmm, måske burde der være to tråde. En der handler om IFF og en der handler om fremtiden som interessefelt. Men nu fortsætter jeg her, hvor jeg i Thor Hvidbaks iøvrigt elegante analyse er endt i en box sammen med Rolf Jensen og et romantisk geni. Jeg synes nemlig ikke rigtig, at det passer til det, jeg vil med mine indlæg. Jeg forsøger mig jo med en konstruktivistisk position ift en interesse for fremtiden. Og – til glæde for debattens videnskabsteori-interesserede – så er en konstruktivistisk position kendetegnet ved (mindst) disse tre forhold:

1. Menneskers viden og tænkning opstår og udvikles af sociale og kulturelle forhold, som igen selv fremadrettet medproduceres af menneskers viden, tænkning og adfærd. Viden og tænkning er relationel og foranderlig.
2. Det enkelte menneskes tænkning over hvad der er godt, hvad der er sandt, hvad der er gyldig viden, påvirker dette menneskes erkendemåde og adfærd. Ikke mindst sådan som det udtrykkes gennem sprog og kommunikation. Vi italesætter vores virkelighed og vores forestillinger om fremtiden på baggrund af vores viden og tænkning.
3. Som reflektionsredskab er konstruktivismen kritisk: Den antager at enhver viden er en konstruktion, der kan tænkes kritisk over, fordi viden om virkeligheden altid er formidlet gennem vidensskemaer og for-domme, ikke en afspejling af verden-i-sig-selv.

Derfor duer det ikke at putte mig ned i boksen sammen Rolf Jensen og forestillingen om et romantisk geni eller en hyldest til ikke-viden. Der er mange måder at kritisere konstruktivismen på, men ikke ved at sætte den ind i en ligning med romantisk tænkning. Jeg mener jo at en kontruktivistisk position er nødvendig for netop ikke at falde i den romantiske fælde, men samtidig kunne give et svar på, hvorfor fx det at være musikprofessor ikke nødvendigvis gør en til en komponist, eller det at være belæst ikke gør en til også at kunne være en forfatter. Mine indlæg handler jo netop om en fremtid, som vi kan være medskabere af. Og jeg interesserer mig især for den viden, som kan skabes af tværgående tænkning, kreativ viden. Og netop forskelle mellem den fagspecifikke viden og den kreative viden er afgørende for en reflektion over, hvordan en fremtid kan være anderledes end nutiden eller kan være anderledes end et resultat af fremskrivninger af forhold i fortiden. Den romantiske forklaring er ganske rigtigt, at Gud rør komponisten på panden. Og at han i princippet kan være nærmest uvidende iøvrigt. Den konstruktivistiske position vil sige, at det har at gøre med forskellige måder at tænke og anvende viden på, som adskiller professoren og komponisten. Og at der er meget at hente ved at interessere sig for disse forskelle i selve måden at tænke på.

Den box, jeg derfor gerne vil hoppe ned i, er forestillingen om en fremtid, der kan medskabes af viden, som går på tværs af vidensfelter. Jeg vil godt give den fremtidsforestilling, at Danmark skal leve af kreativitet, en chance.

Her i weekenden har jeg læst to interessante eksempler på kreativ tænkning, som måske kan interessere andre i denne debat. Det ene er interviewet med Jacques Derrida i “Filosofi i terrorens tid”, som netop er udkommet. Her kobler han filosofi og sprogteori med den biologiske teori om autoimmunitet i en analyse af 9/11 som et forsøg på at skitsere hvad denne tværgående tænkning kan give af billeder af den vestlige verdens fremtid. Det er et elegant eksempel på nytten af at teoretisere og gøre det gennem kobling af hidtil ukoblede vidensfelter.

Den anden bog, jeg har haft glæde af, er “Innovation for ildsjæle og vandbærere” af Finn Kollerup og Jørgen Thorball. Bogen er meget langt fra teorerisk men ikke desto mindre meget interessant i sin gennemgang af mere uteoretiske, “kreative” teknikker til at tænke anderledes anvendt i kobling med strengt faglig viden. Interessant, fordi forfatterne arbejder praktisk med at gøre biokemikere og ingeniører på Novozymes til nogen, som kan skabe noget nyt i fremtiden. Og tilsyneladende har succes med det.

Af: Thor Hvidbak / søndag 22. januar 2006

Indrømmet, jeg udsatte nok mig selv for et “capture” ved at konstruere et tosporet argument, der også søgte at inkludere den ellers udelukkede tredje ved at bøje CB ind i det ene spor. Dog går argumentet jo mest på fremtidsforskernes tosserier, og jeg åbner da også til sidst en dør for CB, jf.: “Jeg vil ikke udelukke, at det kan være frugtbart at arbejde med tværgående kreative og innovative hypoteser, som CB plæderer for. Der er meget konservatisme og skolastik i universitetsverdenen”.

Jeg er hverken uenig i konstruktivismen (arbejder selv meget med Luhmann), eller at det kan være frugtbart at arbejde med forestillinger om fremtiden (det er vel næppe til at undgå). Jeg mener derfor, at CBs perspektiv har en berettigelse (derimod er jeg noget mere skeptisk på fremtidsforskningsbranchens vegne).

Universitetsverdenen påfører sig selv megen langsomhed ved at være relativt fastlåst i fagskel, der ikke altid er hensigtsmæssige, og her har andre felter oplagte fordele. Dog skal man være opmærksom på, at der er mange faldgruber for folk, der begiver sig ud i fagområder, de ikke ved ret meget om. Især går det gerne galt, når man ukritisk overfører teorier til domæner, der ikke kan bære analogien. Humaniora har en fascination af naturvidenskaberne og påfører ofte sig selv meget vås og mange fejlslutninger ved at bruge naturvidenskabelige teorier uden for deres retmæssige domæne (jf. Sokal-affæren; morsom, men sk(r)æmmende introduktion på http://www.jesperjuul.dk/text/LoegnOgHumaniora.html

Derridas “teori” om autoimmunisering kan måske nok have en vis metaforisk og retorisk styrke, men jeg ser den på den anden side som udtryk for et uheldigt eksempel på tværgående “viden”. Samfundet er ikke en biologisk organisme (hvad mange politikere og filosoffer ellers ofte har troet – med mere eller mindre skøre konsekvenser), og det er næppe nyttigt at postulere autoimmuniseringsmekanismer (men forslaget er da åbent for empirisk prøvning). Hvis man kender Derrida, kan man derimod godt forstå den normative/ideologiske baggrund for hans valg af metaforik, men man kan have sin tvivl mht. hans forståelse for den biologiske teori, han overfører, ligesom man kan tvivle på analogiens frugtbarhed i ikke-normativt øjemed.

Men ellers er jeg sådan set åben for både diskussioner af fremtidsscenarier og tiltag, der overskrider faggrænser. At det går galt for nogen, er næppe et argument for helt at lade være. At der er mange svindlere og spekulanter på spil (stikord: IFF, Morten Albæk), er heller ikke et argument for helt at lade være.

Af: Mads Christian Esbensen / tirsdag 24. januar 2006

Kejserens nye klæder & parasitær markedsføring

Den interessante debat om Institut for Fremtidsforsknings metodik og selviagttagelse, hovedsagelig personificeret ved RUC-professor, Roy Langer, og reklamemanden Claus Buhl, handler fra mit perspektiv især om ét forhold, nemlig det at IFF jo forsøger at koble sig parasitært på en klassisk institution med en lang, faglig tradition bag sig, lad os kalde det den akademiske verden. IFF er hverken den første, og nok heller ikke den sidste, som iklæder sig kejserens nye klæder, og eksplicit forsøger at øge deres troværdighed og legitimitet med det slet skjulte mål at markedsføre sig selv. Man kan sige, at der er tale om parasitær markedsføring.

Roy Langer rammer derved hovedet på sømmet, når han efterlyser at IFF i det mindste forsøger at leve op til deres navn, derved at IFF fx gør sine videnskabelige metoder og offentliggørelser til genstand for (international) videnskabsteoretisk afprøvning.

Problemet omkring IFF’s parasitære markedsføring er imidlertid et symptom på en udvikling, der rækker videre end det isolerede spørgsmål vedrørende IFF selvudråbte ”forskning”. Problemet kommer også til syne i form af de ”eksperter”, som i metervis udtaler sig i medierne, og som ikke sjældent er de stolte indehavere af titlen som ”lektor og ekspert" fra fx RUC (om end de ofte varetager interesser som kommercielle konsulenter, og ikke har publiceret videnskabelige anerkendte artikler). Der er med andre ord ved at gå inflation i den parasitære markedsføring, fordi det 1) afføder en mediemæssig kapital, som 2) i sig selv – når der er tale om ”konsulenthuse” som IFF – igen også kan resultere i økonomisk kapital.

Problemet er, at det udvander den videnskabelige institutions legitimitet, og fx RUC har ingen langsigtet fordel af at selvudnævnte eksperter taler fra deres platform.

Formålet er klart, og strategien tydeligere. Lad som om du repræsenterer videnskaben, og medierne og kunderne vil lytte!

Vi har behov for flere som Roy Langer der står på sidelinien og siger: Kejseren har ikke noget tøj på!

Af: Kim Jong Andersen / onsdag 25. januar 2006

Det har været ganske interessant at følge tvisten mellem Langer og Buhl. At to så anerkendte kapaciteter kan gå ind i en diskussion af, hvor vidt fremtidsforskning bør være baseret på normalvidenskabelige kriterier, er jo en kende forstemmende. De burde vide bedre. For det første er begrebet "fremtidsforskning" en konstruktion med nogle indbyggede modsætninger, der gør enhver diskussion fejlbehæftet. Fremtidsscenarier bliver ikke mere eller mindre korrekte uanset metodikken. Langers kriterier er baseret på en metodeopfattelse, der ikke er egnet til at på bruge som målestok for kvaliteten af fremtidsscenarier. Ligeledes er IFFs og Buhls kriterier ikke mere gyldige end Langers, blot fordi de har en mere alternativ tilgang.

Derfor: i stedet for at begrave sig i selve tilgangen til, hvor vi er på vej hen, er det da noget mere udbytterigt at se på forudsigelserne i forhold til deres reelle anvendelighed, prediktionsevne og påvirkningskraft. Der findes adskillige undersøgelser (også af den akademiske slags), der over et bredt felt af fagområder indikerer, at de normalvidenskabelige fremskrivningsmodeller ikke nødvendigvis giver bedre forudsigelser end de modeller, der ikke er baseret på en normalvidenskabelig tilgang. Det burde jo i sig selv være indlysende, da fremtidsscenarier i den erhvervsøkonomiske sfære (som er den, vi taler om hér, hvis IFF er udgangspunktet) ikke kan vurderes ud fra de kriterier, der anvendes indenfor f.eks. medicinal forskning alene af den grund, at erhvervsøkonomi pr. definition ikke er et fysisk genstandsfelt underlagt nogle uomgængelige naturlove. Det er en disciplin indenfor hvilken, der kan dannes nogle teorier, der så kan behandles mere eller mindre videnskabeligt. Nogle behersker disciplinen bedre end andre, og man kan altid diskutere kvaliteten af de produkter, der kommer ud af anstrengelserne.

Jeg synes heller ikke, at IFF har evnet at komme med afgørende, nye indsigter i fremtidig forbrugeradfærd. Men hvis der er et marked for formidling på det niveau, så er det snarere den akademiske verdens problem end det er erhvervslivets.

En ting kan vi dog sige med en rimelig grad af sikkerhed. Nemlig, at der et behov for at arbejde med fremtidsscenarier, hvis vi skal kunne planlægge og initiere i stedet for blot at reagere og tilpasse. I den verden vi lever i netop nu, står alle de gamle erhvervsøkonomiske teorier for skud, og årtiers industriøkonomiske paradigme er ved at være brudt ned.

Prøv f.eks. at foretage en industriøkonomisk analyse af, om det for 3-4 år siden ville være en god forretning at investere i et mikrobryggeri i Danmark, og sammenhold det med den faktiske udvikling i kategorien. Eller gør det samme med Google. Eller Skype. I den industriøkonomiske analyse ville alle disse eksempler føre til, at man ville opgive på forhånd, fordi barriererne ville være for høje og konkurrencen for hård. Det kan både påvises strengt matematisk ud fra mikroøkonomiske modeller og kvalitativt, hvis man vælger at beskrive markedet ud fra branchestruktur. Alligevel er der nogle iværksætter, der tør at tro på projektet og få succes med det, selvom den etablerede - normative - model spår en fiasko.

Udviklingen gør, at vi som en naturlig konsekvens må bryde med de gamle kriterier, for hvornår et scenarie er udviklet på et holdbart grundlag. Hvilke nye kriterier der så kommer til, må tiden jo vise! Det er i al fald for tidligt at stadfæste nogle og fordømme andre, da den nye, erhvervsøkonomiske teoridannelse stadig er i sin vorden.

Vi står i et paradigmeskifte, og derfor er der ingen - hverken Langer eller Buhl eller IFF, der ved, hvordan verden ser ud om 10 år, men det skal ikke forhindre os i at gøre vores tanker - videnskabelig metode eller ej, eftersom det netop ikke kan afgøres i tiden under paradigmeskiftet, om hvilke metoder, der egentlig kan beskrives som mere eller mindre videnskabelige.

Der er blot noget faretruende over, at der er nogle, der mener, de er "klogere" end andre. Det er i denne sammenhæng ret ligegyldigt, hvem der har flest akademiske striber. Det eneste, der betyder noget, er om et fremtidsscenarie kan bruges som afsæt for at skabe større vækst i virksomhederne og bedre vilkår for forbrugerne. Punktum. Ikke om den akademiske verden stiller sig tilfreds med metoden eller om praktikerne får lanceret deres budskaber mindre heldigt i dagspressen.



Af: Bo Bredsgaard Lund / torsdag 26. januar 2006

Det har været interessant at følge diskussionen omkring validitets- og reliabilitetskriterier i forbindelse med de fremtidsscenarier, som IFF udstikker, anført af professor i kommunikation ved RUC, Roy Langer, semiotikeren og reklamemanden Claus Buhl, samt Thor Hvidbak.

Imidlertid blev denne diskussion i sig selv dømt ”forstemmende” og ”umulig” af Kim Jong Andersen, kontaktdirektør, Euro RSCG Copenhagen. ”De burde vide bedre”, skriver han tilmed om Roy Langer m.fl. For som ”oraklet” Kim Jong Andersen skriver: ”Fremtidsscenarier bliver ikke mere eller mindre korrekte uanset metodikken.” Med en lettere omskrivning bliver konsekvensen af Kim Jong Andersens i sig selv forstemmende udsagn, at det er fuldstændigt ligegyldigt, om man forsøger sig med f.eks. en kausalforklaring (årsag og virkning), en funktionalistisk forklaring (hvor et fænomen forklares med henvisning til en eller flere funktioner, som f.eks. et organ eller en social struktur varetager), en evolutionistisk forklaring (udviklingshistorisk), en intentionel (dvs. en motiv-, hensigts- eller formålsbestemt) forklaring, når man skal give et bud på et validt fremtidsscenarie. Dette er selvfølgelig ikke korrekt. Som bekendt vil man med forskellige ”metodikker”, teorier og forklaringsmodeller kunne nå frem til meget forskellige analyseresultater, iagttagelser eller i IFFs tilfælde – fremtidsscenarier. Og netop derfor er diskussionen af metodikken så vigtig.

Men i stedet for ”at begrave sig i selve tilgangen til, hvor vi er på vej hen, er det da noget mere udbytterigt at se på forudsigelserne i forhold til deres reelle anvendelighed”, prøver Kim Jong Andersen så. Paradoksalt nok overser han fuldstændigt, at tingene selvfølgelig hænger sammen. En diskussion af validiteten og reliabiliteten af ”tilgangen” til diverse analyseresultater og fremtidsscenarier, skal og er jo med til at sikre ikke blot de mest gyldige og sandsynlige, men også de mest anvendelige bud.

Hvis TDC eksempelvis gik til IFF for at rådgive sig omkring i hvilken retning teleteknologien går – om det f.eks. fremover primært går via udbredelsen fiber, via trådløse netværk eller via noget helt tredje – så bliver IFFs analyseresultat eller fremtidsscenarie herom m.a.o. mest anvendeligt, hvis IFF også har sikret sig, at analyseresultaterne er blevet efterprøvet på en række områder (nogle af de klassiske er selvfølgelig relevans, reliabilitet (pålidelighed), gyldighed (validitet) og objektivitet) og derved f.eks. ikke kan falsificeres.

Desuden bliver Kim Jong Andersens negligering af videnskabsteoretiske metodeovervejelser ikke mindre paradoksal af, at han lader det altoverskyggende validitetskriterium være markedets udbud/efterspørgsel: ”Jeg synes heller ikke, at IFF har evnet at komme med afgørende, nye indsigter i fremtidig forbrugeradfærd. Men hvis der er et marked for formidling på det niveau, så er det snarere den akademiske verdens problem end det er erhvervslivets.” Denne position er betænkelig som følge af (mindst) to grunde:

1) Hvis IFF ikke har et velunderbygget og videnskabeligt dokumenteret belæg for at udstikke sine fremtidsscenarier, men alligevel sælger disse gisninger som videnskabelig forskning (jf. deres parasitære markedsføring, som Senior Associate, Mads Christian Esbensen, JKL A/S, omtaler), som så i næste fase måske resulterer i at virksomheder og organisationer tager disse fremtidsfiktioner med i deres langsigtede forretningsgang og strategi, så fremstår IFF ikke blot utroværdig, så er det altså også anseelige summer, det kan involvere, og som IFF så på sin vis gambler med.

2) Det er desuden betænkeligt og paradoksalt, at Kim Jong Andersen ikke selv kan se, at det modsætningsforhold mellem videnskabeligt valide forskningsresultater og markedets hensynsløse udbud og efterspørgsel ikke er en modsætning, der er farbar, hvis vi reelt mener noget med begrebet ”vidensamfund”. Hvis viden reelt skal blive en efterspurgt vare på markedet, så skal der selvfølgelig også sanktioneres mod ikke-viden. Og med ”sanktioneres” mener jeg, at den frembragte viden selvfølgelig skal gøres til genstand for en videnskabelig afprøvning, sådan som Roy Langer også efterlyser det.

Et sidste forstemmende aspekt af Kim Jong Andersens debatindlæg er kommentar om, at ”[d]er er … noget faretruende over, at der er nogle, der mener, de er "klogere" end andre. Det er i denne sammenhæng ret ligegyldigt, hvem der har flest akademiske striber. Det eneste, der betyder noget, er om et fremtidsscenarie kan bruges som afsæt for at skabe større vækst i virksomhederne og bedre vilkår for forbrugerne. Punktum.”

For det første vil ethvert tænkende menneske være enig i, at vækst i dag og særdeles fremover skal komme via viden. Og det betyder vi har brug for alle de kloge hoveder – forhåbentlig med så mange akademiske striber så muligt – hvis vidensamfundet skal blive en realitet, og ikke blot en sød drøm, en fremtidsfiktion udstukket af IFF på baggrund af en brainstorm og en spand kaffe (for meget).

Der ER forskel på folk, og der ER nogle der er klogere end andre, folk som Langer, Buhl og Hvidbak, og dem bør vi lytte til og diskutere med, vi bør ikke umuliggøre og kortslutte diskussionen. Komma,

Af: Roy Langer / lørdag 28. januar 2006

...(og nok ikke så meget på IFF's måde, føler jeg trang til at tilføje drilsk): Nemlig ved at debattere åben og ved at udstille og reflektere over uenigheder - uden at blive uvenner.

Sådan har jeg det med denne debat, som jeg - indrømmet og med beklagelse pga. alt for mange andre gøremål først i dag kan følge op på. Lad mig tiføje min beklagelse over, at IFF valgte ikke længere at deltage i denne debat efter direktør Axel Olesens formidable indlæg i starten. Men også dette er måske blot udtryk for, at denne debat ikke er/var popsmart.

Jeg vil hermed ikke forslå at lukke debatten nu - jeg kan blot ikke selv deltage i den længere pga. udlandsrejse. Men debatten har været været indsigtsfuld for mig på mange måder. Lad mig allerede nu sige tak til Timme, Claus, Mads Christian, Thor, Bo, Mie - og for den sags skyld også Kim, Nikolaj og Axel. Om ikke andet begynder man at tænke over hvad man gør hvordan - og mest af alt hvorfor man har valgt at gøre sådan.

Jovist, vi universitetsforskere ER langsommelige (specielt, når vi ønsker at bliver taget seriøse). Videnskabelige bedømmelsesprocedurer for forskningsresultater tager nu engang tid - der er to-tre kolleger fra forskellige lande i verden, der først må samles og finde tid til at se på eens tanker og resultater - og så finde frem til velovervejede bedømmelsesord. Men derfra er det vist langt til at dømme universitetsforskningen som bagudrettet. Dette er nok en meget traditionel stigmatisering, som jeg i mit eget virke (der bl.a. har fået afgørende indflydelse på nogle punkter i den kommende nye danske markedsføringslov) har søgt at arbejde imod.

Anderledes er det med visse dele af praksis, der "sælger" koncepter efter Fordiske produktionsprincipper, hvor samfundsepoker og trends skifter i to-minutters-takt. Og jeg er træt af studerende, der løber efter hver eneste opfundne "mega-trend" uden at tænke sig om - blot fordi den sælger godt i 2 uger, 2 måneder eller 2 år. At kunne dette berettiger efter min bedste overbevisning ikke til en kandidatsgrad ved universiteter (jf. Mads Christian Ebbesens indlæg).

Jeg anerkender også forskellige former for vidensproduktion - og at disse bør bedømmes efter forskellige kriterier, sådan som Claus Buhl påpeger. Det er slet ikke det. Men hvorfor skal man så kalde de andre former for vidensproduktion for forskning? Selvom "forskning" ikke er patentsretlig beskyttet, så mener jeg at der eksisterer en eller anden form for konsensus. Og jeg udelukker heri bestemt ikke "privat forskning" eller "anvendelsesorienteret forskning" - blot den, som har haft og har stor betydning for kommunikationsfaget som helhed (jf. min artikel om kommunikationsvidenskabens historie her på websiden). Jeg mener blot, at kommunikationsfolk og andre bør have nogle kvalitets- og dokumentationskrav, når det gælder offentliggørelser i forskningens navn. Det behøver ikke være universitetsvidenskabens krav - og det gælder bestemt også universitetsforskere, når de udtaler sig om dette og hint. Men jeg er altså også træt af den snyltestrategi, som en kommerciel virksomhed som IFF er fremtrædende eksempel på. (NB: Dette gælder også hr. Rolf Jensen. Enhver litteraturstuderende kunne have skrevet et 3-måneders projekt om strukturalistisk narrativitetsanalyse, der er bedre end hans storytelling-bog.)

Alt i alt tror jeg i øvrigt ikke, at eksempelvis Claus Buhl og jeg er så uenige, når det gælder det konstruktivistiske perspektiv (konstruktivisme er jo netop ikke en metode, men et perspektiv!). Problemet med et sådant perspektiv er netop grænsedragningen. Og her fastholder jeg, at selv en institution som IFF kunne søge kvalitetsstemplet for sine opsigtsvækkende resultater, når blot de søgte "at sælge" dem til et af de mange gode internationale tidsskrifter, der er åbne over for dette perspektiv. Men for IFF er den slags legitimisering vist ikke så vigtigt - det handler blot og alene om at sælge.

Vores fremtid har brug for vovemod. For nye og kreative ideer. For at skide på konventionerne. Men gode ideer fødes ikke ud af nirvana. Der er en historie bagved. En oplæring og en socialisering. Og en anerkendelse af, hvad der kan lade sig gøre og hvad ikke. Claus Buhls i-pod eksempel er god - netop af samme grund.

Gosh - det her er/var for mig selv en debat, der satte noget i gang hos mig og hvor jeg blev tvunget til at gennemtænke og formulere mine argumenter. Jeg tror, at vi kommer videre og længere ved at tage den slags debatter, hvor vi søger enighed men påtaler uenighed - på en fair og sober måde. Tak til kombattanderne!

Mange hilsner,
Roy

Af: anonym / 09.02.10

Gem
 
 
 
Asger Liebst
Mariane Jensen
Mariane Jensen har oprettet en profil på K Forum / for ca. 2 timer siden

Kompetent kommunikationsm...

/ for ca. 2 timer siden

Lange PR søger en erfaren...

/ for ca. 3 timer siden

Cohn & Wolfe søger skarp,...

/ for ca. 3 timer siden