Ny rapport fastslår, at humanister klarer sig dårligt på arbejdsmarkedet, og at det især er deres selvforståelse, der står i vejen. Antallet af humanister ved de danske universiteter stiger og stiger. Inden for flere fag er antallet af kandidater blevet firedoblet i løbet af det seneste tiår. I dag optages mere en 6.000 studerende årligt på en humanistisk uddannelse, hvoraf mere end 2.000 kandidater forlader universitet med et eksamensbevis i hånden. Men er humanisterne klædt på til mødet med virkeligheden efter studiet? Ikke tilstrækkeligt, mener en arbejdsgruppe under Videnskabsministeriet, der netop har udsendt en rapport om humanistiske kandidater og arbejdsmarkedet. K-forum har talt med formanden for arbejdsgruppen, forlagsdirektør Morten Hesseldahl om rapportens indhold og konsekvenser.
Hvorfor er I så kritiske over for humanisterne og deres uddannelse?
”Fordi de stadig lever et forholdsvis isoleret liv i forhold til resten af samfundet. Nyuddannede humanistiske kandidater er tydeligvis ikke i tæt dialog med arbejdsmarkedet – hverken det private eller det offentlige. Vi kan se forskellige træk, som besværliggør kandidaternes overgang fra uddannelse til job. Nogle af disse træk skyldes måske en gammel synd eller reminiscenser fra dengang, hvor man læste Frankfurterskolens tekster og derfor troede, at man skulle inkarnere den kritiske tænkning. Men man bliver jo heller ikke nødvendigvis sadist af at læse Marquis de Sade eller marxist af at læse Karl Marx.”
Humanisternes selvforståelse
I rapporten fremhæves det, at humanisternes selvforståelse spænder ben for deres professionelle og kommercielle muligheder. En del ser sig selv i modsætning til resten af samfundet, fremhæver Morten Hesseldahl:
”Igennem mange år har der hersket en ’dem-imod-os-opfattelse’ på humaniora. Samme opfattelse har jo også altid ligget tæt op ad kunstnerisk virke og den intellektuelles rolle. På humaniora kom det til at hedde sig, at man skulle afsløre og demaskere virkeligheden, især erhvervslivet. Den slags teorier var almindelige – og var med til at vælte det såkaldte professorvælde tilbage i 1960’erne. Med tiden er hele denne demaskeringsstrategi nok aftaget noget, men andre problemer er stødt til. Her peger vi i rapporten på, at det er et problem, når der går underholdningsindustri og kulturtilbud i uddannelserne…”
Hvordan det?
”Når de studerende møder op til undervisningen med samme indstilling, som var de på udstilling eller i biografen, så bliver uddannelsen fuldstændig udvandet. Så reduceres den til underholdning på højt niveau, til et tyndt lag fernis af dannelse. Der er også stor risiko for, at forløbet bliver til et selvrealiseringsprojekt. Nok kan man ikke afvise, at et studium eller et arbejde rummer en stor andel selvrealisering, men den må ikke blive det eneste. Hvis man kun tænker på sit selv, er man en dårlig medstuderende og faktisk også en uprofessionel kollega. Og hvis denne tilgang videreføres på arbejdsmarkedet – at man ligesom bare shopper lidt rundt og måske ikke engang kan finde ud af at komme til tiden – så er man jo ikke meget værd i en jobsituation.”
Hvordan harmonerer det med, at rapporten også kritiserer humaniora for en ’elevgørelse’?
”Det er et andet problem, hvor selvstændigheden ofres til fordel for en efterspørgsel på lektier og eksamenskrav. Det er jo ikke den tilgang, der skaber egentlig studerende. I stedet forlænger man blot folkeskolen og gymnasiet ind i universitetet. Man kunne måske oven i købet frygte, at den holdning bliver fremmet af det såkaldte taxameterprincip, hvor det af hensyn til institutbudgetterne gælder om at få så mange i gennem systemet som muligt uden tilstrækkelig fokus på den faglige kvalitet.”
Er det ikke masseuniversitetets pris?
”Nu skal man ikke gøre de studerende værre, end de er, for der er stor forskel på dem og på deres engagement og faglige niveau. Men, jo, det er ikke længere en eliteuddannelse at tage en universitetsgrad.”
Hvordan flytter man humanisternes opfattelse af studiet som et selvudviklingsprojekt til en kompetencegivende aktivitet?
”Her anbefaler vi jo en række konkrete tiltag. F.eks. foreslår vi, at man i stedet for at bruge en masse penge på understøttelse til de arbejdsløse kandidater giver dem en trainee-ordning eller nogle studiepladser i erhvervslivet. Det er jo ikke helt løgn, at kendskab giver venskab. Hvis man lærer den branche at kende, som man lægger billet ind på, og hvis branchen lærer kandidaterne at kende, så er vi jo allerede kommet langt. Jeg genkender problemstillingen fra min egen verden. Når de nye kandidater kommer til forlaget, så har de det svært med at komme i cirkulation. De kan en masse fagligt, men mangler måske en vis social intelligens. En større arbejdsplads har jo altid en bestemt historie, forskellige faggrupper osv. At være forlægger er ikke bare at ligge på chaiselongen og læse manuskripter, mens man drikker sherry.”
Inspiration fra RUC
En anden af rapportens anbefalinger er, at universiteterne skal indføre mere arbejde i projektgrupper. På spørgsmålet, om det ikke er at kopiere undervisningen på RUC, svarer Morten Hesseldahl:
”Jo, det kan man godt sige, og det er måske lidt pudsigt. Men man kan blot konstatere, at på en arbejdsplads laver man ikke andet end at arbejde i teams. En ting er at gøre gruppearbejdet til et mål i sig selv – til proces og dér skal vi ikke hen – noget helt andet er, at de studerende skal lære at forholde sig til kritik og feedback i en gruppe, dén evne er helt afgørende. Man kan altid tale om penge og hævde, at staten ikke er generøs nok. Men nogle gange er man nødt til at forholde sig til de indre strukturer, og de siger os i dette tilfælde, at der er for stort et spring mellem kandidat og arbejdsmarked.”
Rapporten dokumenterer, at der faktisk er sket en stigning i erhvervslivets ansættelse af humanistiske kandidater. I perioden 1997-2002 var mere end 7.000 humanister i beskæftigelse, mens antallet kun var godt 4.000 i perioden 1992-97. Men samtidig sker der et meget stort frafald blandt de studerende – på flere fag falder helt op til 2/3 fra undervejs. Samtidig går ledighedsprocenten den forkerte vej for alle fag. F.eks. ligger den for historiefagets vedkommende på 17 pct. mod før 6 pct. Af statistikken ser man også, at nyuddannede kandidater er længere tid om af finde arbejde end førhen.
Humanisternes nye rolle
På trods af rapportens opsang til humanisterne og humaniora er der ifølge Morten Hesseldahl alligevel lys forude. Han peger således på, at humanisterne kan komme til at spille en central rolle i fremtiden, fordi det klassiske produktionssamfund forsvinder. Det er i hans øjne nogle nye færdigheder, der er brug for i dag:
”Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor en ingeniør skulle være bedre stillet som leder i erhvervslivet end en idéhistoriker eller litterat. Det er jo alligevel ganske få, der efter bare 5 år har et job, som de er uddannet til. De fleste kommer til at beskæftige sig med noget andet, ikke mindst fordi mange uddannelser – især de tekniske eller naturvidenskabelige – forældes hurtigt i den verden, vi lever i. Her vil nogle af de kompetencer, man får på humaniora – at forholde sig til symboler og aflæse verden under skiftende omstændigheder – være utrolig nyttige. Ikke kun i reklame- og mediebranchen, men også andre mange steder. Hvis jeg var osteproducent, ville jeg overveje, hvordan jeg kunne brande min produkter, hvilket de jo allerede arbejder med. Jeg er sikker på, at der bliver brug for flere humanister på arbejdsmarkedet.”
Link til rapporten
Link til tal om de humanistiske uddannelser
Arbejdsgruppen anbefaler bl.a.:
· at der på uddannelserne sættes fokus på arbejde i projektgrupper
· at der lægges vægt på de studerendes evne til at give kritik
· at mundtlig og skriftlig fremlæggelse opprioriteres
· at der tilskyndes til en professionel etik blandt de studerende
· at der oprettes en trainee-ordning for humanistiske kandidater
· etablering af kortvarige tillægsuddannelser indenfor reklamebranche mm.
Medlemmer af arbejdsgruppen:
Morten Hesseldahl, adm. dir. for de danske Bonnier Forlag (fmd.)
Hans Edvard Nørregård-Nielsen, dir., Ny Carlsberg Fondet
Per Øhrgaard. Professor, pt. Handelshøjskolen i København
Isak Winkel Holm, studieleder, Københavns Universitet
Karen B. Lauridsen, prorektor, Handelshøjskolen i Århus
Morten Kyndrup, professor, Aarhus Universitet
Anne-Marie Skov, kommunikationsdirektør, Carlsberg A/S